To aborter i træk

[Whydontyouandi]

Hej damer

Jeg har lige brug for at komme ud med en sorg og høre andres erfaringer.

Kh Andi

[primle]

Er meget ked af at høre det du har været igennem. Det er bare så hårdt.

Jeg har en datter fra 2013. Hun er lavet i 2. forsøg og det var en normal graviditet.

Jeg blev gravid igen i januar 2015. Igen hurtig gravid efter p-piller var smidt. Jeg begyndte at småbløde da jeg var 7+, og fik en tidlig scanning (vi havde en tid alligevel ugen efter). Der var ikke hjerteblink, men hun mente at jeg var en uge kortere henne og skulle komme igen til den tid vi havde aftalt. Her var der hjerteblink og fosteret var stadig en uge kortere end mine beregninger. Vi troede alt var godt.
En uge inden NF begynder jeg at bløde voldsomt og ringer til vagtlægen. De vil først se mig dagen efter, da jeg ikke har smerter.
En scanning dagen efter viser at fosteret er gået til 7+3. Jeg skal have en medicinsk abort. Den virker ikke, så jeg får en udskrabning ugen efter.

Første cyklus efter aborten bliver jeg gravid igen. Graviditeten starter med en menslignende blødning, så jeg er skeptisk. Vi bestiller en scanning til 8+4. Jeg bliver sat to uger tilbage ved denne scanning, men hjertet blinker. Jeg ved godt hvad klokken har slået selvom sundhedspersonalet prøver at være positive. To uger efter er vi igen til scanning hvor fosteret er gået til. Samme omgang igen med både medicinsk og kirurgisk abort.

Herefter går min krop i stå i ca 5 mdr. Da jeg endelig får mens bliver jeg gravid med det samme. Og det er jeg stadig. Er 31+0 i dag.

Det har været en graviditet plaget af bekymringer og jeg har haft svært ved at glæde mig rigtigt. En del af mig tvivler stadig på om vi får ham med hjem. Men det er blevet bedre jo længere hen jeg er kommet.

Så 2 aborter behøver ikke betyde, at det også skal gå galt en tredje gang

[Snowdrop]

Jeg har ikke nogle råd, men ville lige sende dig et stort virtuelt kram Det har været en hård omgang for dig.

Og sikke en underlig kommentar at du skulle være glad for at være blevet gravid igen så hurtigt, det kan du jo ikke bruge til noget når det nu gik galt igen

Jeg har læst noget (her på debatten eller på den gamle debat, tror jeg) om at man kan komme i udredning for gentagne aborter, hvis man har oplevet 3 eller flere i streg. Krydser alt hvad krydses kan for at det ikke bliver aktuelt for dig, men at den næste spire hænger ved!

[Giraffie]

Min dejlige veninde fik 2 børn og ville gerne have nr. 3. Desværre aborterede hun i 12. uge første gang og i 7. uge anden gang. Men nu venter hun sig igen og har termin i august.

[Whydontyouandi]

Tak for jeres svar og opmuntringer!

Jeg kan virkelig godt forstå, at det må være svært at glæde sig - også selv om du er så langt henne, som du er, Primle. Det er netop også det, jeg frygter - at den tredje graviditet (om den går godt), skal være præget af negativ tankegang, frygt og konstant følen efter, om graviditetssymptomerne er væk eller ej ...

Jeg har jo også købt mig fattig i graviditetstests undervejs, man bliver jo helt desperat for at vide, om den stadig sidder dér - og jeg gjorde det endda, selv om de ved den første scanning sagde, at en graviditetstest godt kan vise HCG op til 2-3 uger efter en spontan eller missed abortion. Hjernen er lidt mærkelig på den måde - i hvert fald min.

Jeg håber virkelig, at du får en fortsat god graviditet og en god fødsel, Primle. Det er interessant, det du skriver med, at du godt selv vidste, hvad "klokken var slået", selv om de prøver at berolige med, at man er kortere henne, end man selv tror.

Jeg havde også en fuldstændig klar fornemmelse af, at noget var helt galt, derfor har det også været et frustrerende forløb for mig, at min læge "bare" ville måle mit HCG hver uge, på trods af at jeg fortalte dem, jeg havde pletblødninger hver dag, at jeg havde færre graviditetssymptomer, at jeg ikke selv kunne få det til at passe, at jeg kun skulle være 4+ noget, når mine egne beregninger sagde 8+3, og jeg havde testet positivt i over en måned ...

Jeg havde aldrig troet, det skulle være sådan en rutsjebanetur at kaste sig ud i det dér med graviditet, troede kun det skulle handle om de nye, skræmmende følelser i forhold til at blive forældre, ikke det her med abort og følelserne omkring at miste.

[Bøtte]

Jeg har også haft to tidlige spontane aborter. Begge gange gået tænk uge 5.

Vi har en datter fra 12, hvor den del af graviditeten gik nemt. Men under fødslen mistede jeg blod og blev opereret efterfølgende. Noget der i følge egen læge ikke burde betyde noget, men en gynækolog (som vi selv betalte), mente at det kunne have 'lukket' så ægget ikke kunne flytte sig hen, hvor det skulle for at sidde fast. Jeg fik en gennemskyldning af æggelederne og blev gravid umiddelbart efter. Og nu her 18 uger senere er jeg stadig gravid

Jeg har også rigtigt svært ved at 'knytte' mig til denne graviditet, jeg troede det måske kom efter nf, men det er selv ikke på samme niveau som dengang med vores datter.
Jeg håber at næste scanning kan hjælpe lidt på vej, men jeg frygter den også helt vildt.

Jeg har accepteret at det nok bare er sådan det er denne gang.

Jeg er i denne graviditet blevet scannet på henvisning i uge 7 og 9, og har selv betalt en tryghedsscanning i uge 15, hvor jeg gik lidt i panik.

Er ked af du også må gå gennem dette her, det er simpelthen bare så hårdt at være i. Og alle andre i hele verden bliver gravide og får børn så let som ingenting.

Kram til dig

[Sangius]

Vi begyndte at prøve sidste år. Jeg blev hurtigt gravid, men jeg tabte den desværre 7+. Det gjorde enormt ondt, og jeg kunne også mærke da gestationssækken kom ud, som en lille hård klump. Jeg tror ikke jeg havde lige så ondt som du, men jeg havde nok ondt til at jeg ikke kunne ligge stille, ikke kunne snakke ordentligt og vred mig rundt på sofaen. Puha, det var altså den værste dag i mit liv, tror jeg.
Jeg endte med gestationssækken i hånden på toiletpapiret, fordi den hang ved i en tråd :S . Undskyld de klamme detaljer. Men jeg forstår godt hvor ubehageligt det er, at sidde med den klump der.

Jeg blev gravid hurtigt igen, men denne tabte jeg desværre også i slutningen af 5. uge, det vil sige, at det vist egentlig 'bare' er en biokemisk graviditet. Men den var stadig en positiv test, som vi havde nået at glæde os over. Jeg huskede at jeg tænkte, at det denne gang ville gå godt! Hm. Det har man åbenbart ikke nogen fornemmelse for.

Igen blev jeg gravid hurtigt. Jeg er nu 26 uger henne, og har en livlig, sund pige i maven. Jeg tror ærlig talt ikke jeg fejler en dyt, jeg har bare været uheldig med mine graviditeter. Risikoen for spontan abort er jo så stor, at det ikke er usandsynligt, at man 'bare' har fået to i træk, uden nogen videre årsag.

Jeg så heller ikke hjerteblink eller foster ved nogen af graviditeterne, men gestationssækken var ca nok omkring 1-1,5 cm stor ved den første graviditet.

Jeg synes det var svært i starten af denne graviditet. Jeg havde ikke voldsomt mange symptomer, men var sådan lidt 'nede'. Jeg havde svært ved at spise nok, og tabte mig nogle kilo. Så jeg var konstant bekymret. Efter en vellykket nakkefoldsscanning blev det heller ikke bedre, selvom jeg ellers havde regnet/håbet på det.
Men nu, hvor jeg kan mærke hende dagligt, så er jeg virkelig begyndt at slappe af. Jeg er endelig begyndt at nyde min graviditet, og er begyndt at tro på, at det faktisk bliver til en bebs denne gang.

Jeg håber du kan bruge min historie til noget. Det er bare en rigtig lorte situation, og det hjælper bare virkelig ikke, når folk forsøger at opmuntre. Jeg havde brug for at være ked af det, og ikke høre, at det var 'en god ting at jeg så vidste jeg kunne blive gravid', eller 'der var jo nok noget galt, så det er godt at kroppen selv kan klare det' osv.

Kram til dig, og alt held og lykke fremover!

[Whydontyouandi]

Tusind tak for jeres positive historier, det giver mig virkelig troen på, at det nok skal lykkes, at det KAN lykkes.

Jeg kommer nok til at opdatere i denne tråd, hvis jeg bliver gravid igen - for så har jeg sikkert brug for at komme ud med nogle af de nervøse tanker. Lægerne på Hvidovre anbefalede, at vi ventede mindst én cyklus, men derefter var det i orden at gå i gang igen. Jeg havde ellers hørt, man efter to aborter i træk skulle vente mindst tre cyklusser, så det var positivt. Og alligevel niver det i mig - at jeg kunne have haft termin i hhv. oktober 2016 og i januar/februar 2017, men nu kan det allertidligst blive engang til næste sommer ... Det føles bare om så forbandet lang tid.
Men jeg vil forsøge at tænke positivt og holde hovedet højt.

[primle]

Tusind tak for jeres positive historier, det giver mig virkelig troen på, at det nok skal lykkes, at det KAN lykkes.

Jeg kommer nok til at opdatere i denne tråd, hvis jeg bliver gravid igen - for så har jeg sikkert brug for at komme ud med nogle af de nervøse tanker. Lægerne på Hvidovre anbefalede, at vi ventede mindst én cyklus, men derefter var det i orden at gå i gang igen. Jeg havde ellers hørt, man efter to aborter i træk skulle vente mindst tre cyklusser, så det var positivt. Og alligevel niver det i mig - at jeg kunne have haft termin i hhv. oktober 2016 og i januar/februar 2017, men nu kan det allertidligst blive engang til næste sommer ... Det føles bare om så forbandet lang tid.
Men jeg vil forsøge at tænke positivt og holde hovedet højt.

Jeg forstår sagtens dine tanker omkring tidligere terminer. Jeg har gjort det samme. Det var især svært, da jeg har tre veninder tæt på der alle endte med at få en baby til min første termin. Og alle andre i min omgangskreds der kunne blive gravide blev det også allesammen før mig.
Det endte med at blive et kapløb næsten, for mig selv. Jeg skulle bare være gravid inden min første termin. Og da jeg så ikke blev det, så var det lige som om at presset på en eller anden måde aftog.
Det kan stadig give et stik at tænke på, at jeg 'burde' have haft én tæt på 1 år nu. Og dét at nummer to har været så længe undervejs kommer måske til at betyde at vi ikke kaster os ud i nummer tre pga vores alder. Men nu må vi se.
Jeg tænker at de der 'hvis nu' tanker er helt normale. Du er i hvert fald ikke alene om dem

[Sangius]

God ide med at skrive herinde, hvis du gerne vil.

Min læge sagde efter 2. gang, at én cyklus var rigelig tid for kroppen til at danne ny slimhinde og sådan. Ydermere sagde han også, at hvis kroppen ikke er klar, så bliver den ikke gravid igen.

Hele det projekt baby kan virkelig være noget af en mundfuld. Jeg overvejede aldrig før vi gik i gang, hvor sårbar jeg gjorde mig selv. Man begynder på et projekt, som er så nært ens hjerte, at hvis det fejler (som det jo rigtig tit gør!) så gør det bare så ondt.

Jeg kan godt huske den der ubehagelige tanke om den termin man kunne have haft. Jeg synes det hjalp at forsøge at skubbe terminen helt ude af hovedet, og i stedet bare fokusere på, hvornår jeg kunne håbe på endnu en positiv test. Et skridt ad gangen, så at sige. I denne graviditet var jeg til tryghedsscanning i uge 7 og 9, som lægen henviste mig til. Jeg synes de scanninger gjorde det nemmere at vente til 12. uge, som virkelig kan føles som en evighed væk, når man står med den positive test i 4. - 5. uge.

Jeg hepper på dig!

[Bøtte]

Tusind tak for jeres positive historier, det giver mig virkelig troen på, at det nok skal lykkes, at det KAN lykkes.

Jeg kommer nok til at opdatere i denne tråd, hvis jeg bliver gravid igen - for så har jeg sikkert brug for at komme ud med nogle af de nervøse tanker. Lægerne på Hvidovre anbefalede, at vi ventede mindst én cyklus, men derefter var det i orden at gå i gang igen. Jeg havde ellers hørt, man efter to aborter i træk skulle vente mindst tre cyklusser, så det var positivt. Og alligevel niver det i mig - at jeg kunne have haft termin i hhv. oktober 2016 og i januar/februar 2017, men nu kan det allertidligst blive engang til næste sommer ... Det føles bare om så forbandet lang tid.
Men jeg vil forsøge at tænke positivt og holde hovedet højt.

Jeg forstår sagtens dine tanker omkring tidligere terminer. Jeg har gjort det samme. Det var især svært, da jeg har tre veninder tæt på der alle endte med at få en baby til min første termin. Og alle andre i min omgangskreds der kunne blive gravide blev det også allesammen før mig.
Det endte med at blive et kapløb næsten, for mig selv. Jeg skulle bare være gravid inden min første termin. Og da jeg så ikke blev det, så var det lige som om at presset på en eller anden måde aftog.
Det kan stadig give et stik at tænke på, at jeg 'burde' have haft én tæt på 1 år nu. Og dét at nummer to har været så længe undervejs kommer måske til at betyde at vi ikke kaster os ud i nummer tre pga vores alder. Men nu må vi se.
Jeg tænker at de der 'hvis nu' tanker er helt normale. Du er i hvert fald ikke alene om dem

Jeg havde det på samme måde.

Jeg var den første af 4, der blev gravid (og som også startede med at prøve først) og ender med at få barn som den sidste. Den ene nåede endda at føde inden jeg blev gravid. Det sved virkelig hver gang en annoncerede en graviditet.

Jeg kan heller ikke lade være at tænke på jeg burde have haft en baby nu - eller i det mindste være højgravid. Men faktisk gik det nemmere med at passere terminsdatoen end frygtet. Og jeg fik endda mens den dag.


Er sikker på det også nok skam lykkes for dig

[Whydontyouandi]

God ide med at skrive herinde, hvis du gerne vil.

Min læge sagde efter 2. gang, at én cyklus var rigelig tid for kroppen til at danne ny slimhinde og sådan. Ydermere sagde han også, at hvis kroppen ikke er klar, så bliver den ikke gravid igen.

Hele det projekt baby kan virkelig være noget af en mundfuld. Jeg overvejede aldrig før vi gik i gang, hvor sårbar jeg gjorde mig selv. Man begynder på et projekt, som er så nært ens hjerte, at hvis det fejler (som det jo rigtig tit gør!) så gør det bare så ondt.

Jeg kan godt huske den der ubehagelige tanke om den termin man kunne have haft. Jeg synes det hjalp at forsøge at skubbe terminen helt ude af hovedet, og i stedet bare fokusere på, hvornår jeg kunne håbe på endnu en positiv test. Et skridt ad gangen, så at sige. I denne graviditet var jeg til tryghedsscanning i uge 7 og 9, som lægen henviste mig til. Jeg synes de scanninger gjorde det nemmere at vente til 12. uge, som virkelig kan føles som en evighed væk, når man står med den positive test i 4. - 5. uge.

Jeg hepper på dig!

Det sagde de faktisk også til mig - at HVIS jeg skulle være så usandsynlig heldig at blive gravid igen allerede inden, jeg havde nået at få min første menstruation, skulle jeg ikke slå mig selv i hovedet med, at kroppen ikke havde nået at danne en ny slimhinde, og at det så også ville gå galt denne gang ... for så betød det, at kroppen var parat til at blive gravid.
Hvis den ikke er parat, vil ægget ikke sætte sig fast, som de sagde. Det føltes alligevel som en form for trøst, fordi jeg godt kan få det lidt sådan ... *Nu skal jeg bare løbetræne og drikke spinatjuice og sove 8 timer hver nat og dyrke yoga og først DÉR vil min krop være parat til at holde på et foster!*
Men de tanker er man jo nok nødt til at smide over bord. I hvert fald mindede lægerne mig om, at kvinder gennem historien har båret på børn, selv om de sled under hårdt arbejde, løftede en masse, var underernærede eller fejlernærede ... at et levedygtigt foster kan og skal kunne klare meget.

Og alligevel får jeg de dér totalt åndssvage, sindssyge tanker: Jeg aborterede sikkert, fordi jeg spiste for mange riskiks med chokolade. Jeg aborterede sikkert, fordi jeg lå som en sløv padde på min seng kl 19:30 hver aften. Jeg aborterede sikkert, fordi jeg løfter en del på mit arbejde.

Sidste gang jeg abortede, havde jeg fået pencillin mod halsbetændelse, og jeg havde også drukket ren ingefærsaft i virkelig groteske mængder, og det kunne jeg jo læse mig til, kunne øge risikoen for spontan abort. På en måde var det min trøst - at der fandtes en forklaring.
Men de rådede mig virkelig til at se bort fra alle råd, historier m.m. om hvordan man undgår spontan abort - og bare leve mit liv som jeg plejer (og selvfølgelig tage gravitamin og undgå alkohol).

Jeg "lider" også under det, jeg kan se I andre kæmper eller har kæmpet med, at alle omkring mig bliver gravide i et snuptag og får børn (sådan føles det, eller de fortæller, at "vi nåede ikke engang at prøve, jeg smed bare p-pillerne og så kom der ingen menstruation! Og nu er lille Olfert her!"), og det føles bare så hårdt, når man selv har ønsket at blive gravid (og beholde babyen, tak) i flere år.

[Bøtte]

Det er sindssygt hårdt. Føler virkelig med dig.


Har nogen forresten målt dit D vitamin?

Ved at både Primle, en fra den gamle debat og jeg selv har fået en blivende graviditet efter flere aborter efter vi er begyndt på D vitamin.
Om det er det, der har gjort udsalget er svært at sige. Men det kom frem sidste efterår at det kunne spille ind.

[primle]

God ide med at skrive herinde, hvis du gerne vil.

Min læge sagde efter 2. gang, at én cyklus var rigelig tid for kroppen til at danne ny slimhinde og sådan. Ydermere sagde han også, at hvis kroppen ikke er klar, så bliver den ikke gravid igen.

Hele det projekt baby kan virkelig være noget af en mundfuld. Jeg overvejede aldrig før vi gik i gang, hvor sårbar jeg gjorde mig selv. Man begynder på et projekt, som er så nært ens hjerte, at hvis det fejler (som det jo rigtig tit gør!) så gør det bare så ondt.

Jeg kan godt huske den der ubehagelige tanke om den termin man kunne have haft. Jeg synes det hjalp at forsøge at skubbe terminen helt ude af hovedet, og i stedet bare fokusere på, hvornår jeg kunne håbe på endnu en positiv test. Et skridt ad gangen, så at sige. I denne graviditet var jeg til tryghedsscanning i uge 7 og 9, som lægen henviste mig til. Jeg synes de scanninger gjorde det nemmere at vente til 12. uge, som virkelig kan føles som en evighed væk, når man står med den positive test i 4. - 5. uge.

Jeg hepper på dig!

Det sagde de faktisk også til mig - at HVIS jeg skulle være så usandsynlig heldig at blive gravid igen allerede inden, jeg havde nået at få min første menstruation, skulle jeg ikke slå mig selv i hovedet med, at kroppen ikke havde nået at danne en ny slimhinde, og at det så også ville gå galt denne gang ... for så betød det, at kroppen var parat til at blive gravid.
Hvis den ikke er parat, vil ægget ikke sætte sig fast, som de sagde. Det føltes alligevel som en form for trøst, fordi jeg godt kan få det lidt sådan ... *Nu skal jeg bare løbetræne og drikke spinatjuice og sove 8 timer hver nat og dyrke yoga og først DÉR vil min krop være parat til at holde på et foster!*
Men de tanker er man jo nok nødt til at smide over bord. I hvert fald mindede lægerne mig om, at kvinder gennem historien har båret på børn, selv om de sled under hårdt arbejde, løftede en masse, var underernærede eller fejlernærede ... at et levedygtigt foster kan og skal kunne klare meget.

Og alligevel får jeg de dér totalt åndssvage, sindssyge tanker: Jeg aborterede sikkert, fordi jeg spiste for mange riskiks med chokolade. Jeg aborterede sikkert, fordi jeg lå som en sløv padde på min seng kl 19:30 hver aften. Jeg aborterede sikkert, fordi jeg løfter en del på mit arbejde.

Sidste gang jeg abortede, havde jeg fået pencillin mod halsbetændelse, og jeg havde også drukket ren ingefærsaft i virkelig groteske mængder, og det kunne jeg jo læse mig til, kunne øge risikoen for spontan abort. På en måde var det min trøst - at der fandtes en forklaring.
Men de rådede mig virkelig til at se bort fra alle råd, historier m.m. om hvordan man undgår spontan abort - og bare leve mit liv som jeg plejer (og selvfølgelig tage gravitamin og undgå alkohol).

Jeg "lider" også under det, jeg kan se I andre kæmper eller har kæmpet med, at alle omkring mig bliver gravide i et snuptag og får børn (sådan føles det, eller de fortæller, at "vi nåede ikke engang at prøve, jeg smed bare p-pillerne og så kom der ingen menstruation! Og nu er lille Olfert her!"), og det føles bare så hårdt, når man selv har ønsket at blive gravid (og beholde babyen, tak) i flere år.

Det er meget meget svært at undgå de tanker tror jeg. Under mine to aborter stod jeg i en forfærdelig psykisk hård arbejdssituation. Ugen efter der blev lavet ændringer blev jeg gravid.
Det er svært ikke at tolke sig frem til en sammenhæng og sige mig fri for tanker om, at jeg skulle have fjernet mig fra situationen (hvilket kun kunne ske ved at sige op).

Men jeg tror det er vigtigt at fokusere på, at hvis fostret er levedygtigt, så skal det nok gå

[Sangius]

God ide med at skrive herinde, hvis du gerne vil.

Min læge sagde efter 2. gang, at én cyklus var rigelig tid for kroppen til at danne ny slimhinde og sådan. Ydermere sagde han også, at hvis kroppen ikke er klar, så bliver den ikke gravid igen.

Hele det projekt baby kan virkelig være noget af en mundfuld. Jeg overvejede aldrig før vi gik i gang, hvor sårbar jeg gjorde mig selv. Man begynder på et projekt, som er så nært ens hjerte, at hvis det fejler (som det jo rigtig tit gør!) så gør det bare så ondt.

Jeg kan godt huske den der ubehagelige tanke om den termin man kunne have haft. Jeg synes det hjalp at forsøge at skubbe terminen helt ude af hovedet, og i stedet bare fokusere på, hvornår jeg kunne håbe på endnu en positiv test. Et skridt ad gangen, så at sige. I denne graviditet var jeg til tryghedsscanning i uge 7 og 9, som lægen henviste mig til. Jeg synes de scanninger gjorde det nemmere at vente til 12. uge, som virkelig kan føles som en evighed væk, når man står med den positive test i 4. - 5. uge.

Jeg hepper på dig!

Det sagde de faktisk også til mig - at HVIS jeg skulle være så usandsynlig heldig at blive gravid igen allerede inden, jeg havde nået at få min første menstruation, skulle jeg ikke slå mig selv i hovedet med, at kroppen ikke havde nået at danne en ny slimhinde, og at det så også ville gå galt denne gang ... for så betød det, at kroppen var parat til at blive gravid.
Hvis den ikke er parat, vil ægget ikke sætte sig fast, som de sagde. Det føltes alligevel som en form for trøst, fordi jeg godt kan få det lidt sådan ... *Nu skal jeg bare løbetræne og drikke spinatjuice og sove 8 timer hver nat og dyrke yoga og først DÉR vil min krop være parat til at holde på et foster!*
Men de tanker er man jo nok nødt til at smide over bord. I hvert fald mindede lægerne mig om, at kvinder gennem historien har båret på børn, selv om de sled under hårdt arbejde, løftede en masse, var underernærede eller fejlernærede ... at et levedygtigt foster kan og skal kunne klare meget.

Og alligevel får jeg de dér totalt åndssvage, sindssyge tanker: Jeg aborterede sikkert, fordi jeg spiste for mange riskiks med chokolade. Jeg aborterede sikkert, fordi jeg lå som en sløv padde på min seng kl 19:30 hver aften. Jeg aborterede sikkert, fordi jeg løfter en del på mit arbejde.

Sidste gang jeg abortede, havde jeg fået pencillin mod halsbetændelse, og jeg havde også drukket ren ingefærsaft i virkelig groteske mængder, og det kunne jeg jo læse mig til, kunne øge risikoen for spontan abort. På en måde var det min trøst - at der fandtes en forklaring.
Men de rådede mig virkelig til at se bort fra alle råd, historier m.m. om hvordan man undgår spontan abort - og bare leve mit liv som jeg plejer (og selvfølgelig tage gravitamin og undgå alkohol).

Jeg "lider" også under det, jeg kan se I andre kæmper eller har kæmpet med, at alle omkring mig bliver gravide i et snuptag og får børn (sådan føles det, eller de fortæller, at "vi nåede ikke engang at prøve, jeg smed bare p-pillerne og så kom der ingen menstruation! Og nu er lille Olfert her!"), og det føles bare så hårdt, når man selv har ønsket at blive gravid (og beholde babyen, tak) i flere år.

Jeg havde også alle mulige ideer om, hvad jeg måske kunne have gjort, som var skyld i aborterne. Ved den første graviditet havde jeg fået opereret en tand ud da jeg var 2+5 eller sådan, så før jeg vidste der var noget i gærde. Tandlægen sagde, at bedøvelsen var ufarlig. Alligevel tænkte jeg, om det kunne være det.
Jeg dyrkede også pilates, hvor jeg virkelig trænede mavemuskler, og lå meget på maven når vi trænede ryg og sådan. Det tænkte jeg også måske var skyld i det.

Men din læge har helt 100 ret. De kan tåle meget mere, end de småting. Ellers havde vi aldrig klaret det som art, jo. Jeg tror vitterligt at det i vores tilfælde er gået galt helt fra start af. Zygoten har ikke delt sig korrekt, og det tager lige lidt tid for kroppen at opdage, og så ryger den ud. Selvom det er en rigtig lortesituation, så er det på et eller anden plan rart at vide, at min krop selv opdager det, og selv kan tage sig af det. Det er jo også et slags sundhedstegn, after all, tænkte jeg.
Hvis først celledelingen er foregået uden fejl, så er det en hårdfør lille blyp der er derinde. De kan klare en del, og riskiks og pilates er altså bare ikke nok til at slå dem ud af kurs.