Karkluden skrev:Jeg gider ikke læse om andres bryllupper, og jeg har unfollowet MANGE blogs (deriblandt Acie, Rockpaperdresses og Sneglcille som jeg ellers elskede alle tre), fordi de bliver forlovet, og så handler deres blog ikke om andet. Og I get it, det er stort. Jeg vil også gerne selv giftes med min kæreste en dag. Jeg har bare slet ikke prinsessegenet på dén front, og jeg synes 99% af alle brudekjoler er grimme, jeg har endnu til gode at se en flot bryllupskage, og har kun smagt én der var værd at spise, jeg synes bryllupsfester er rædsomme, kedelige og opstyltede, og jeg synes som oftest, at taler og sange er dybt pinlige.
Og normalt undgår jeg jo bare div bryllupsfora, og jeg har ligesom klargjort for både vores forældre og min kæreste, at ingen skal forvente af mig, at jeg går med på 50-100 gæster i et festlokale, en stor hvid "rigtig" brudekjole og polterabend og hele lortet. Mit drømmebryllup ville seriøst være tirsdag efter job bare os to alene, og så bruge hele aftenen og natten i sengen og skiftevis spise, knalde, se gode serier osv. Det bliver jo så nok et kompromis engang med noget havefest eller en reception eller lignende.
Men nøj, jeg synes, det er træls, at blogs jeg er begyndt at følge, fordi de er skidesjove, eller har en fed tøjstil eller noget pludseligt kun handler om grimme brudekjoler, polterabends, der lyder virkelig usjove og halvkiksede fester (eller fester, der alt for "trying too hard").
JA!
Og derudover så har jeg massive fordomme om folk, der går ekstremt meget op i deres bryllup. Som ikke bare laver et countdown og bruger massivt lang tid på al planlægning, men som også fortsætter efter brylluppet: "Så har man været gift en måned. Det var den bedste dag nogensinde.", "Så er det 3 mdr. siden, at skat og jeg sagde ja til hinanden! Jeg har aldrig været lykkeligere.", "Nu er det 10 måneder og 13 dage siden...", etc. etc., altid krydret med præcis de samme billeder som vi har set en milliard gange før. Og som stadig har et bryllupsbillede som både profil- og coverbillede flere år efter.
Sjovt nok har jeg bemærket, at dem, der går uhyggeligt meget op i det, stort set altid er dem, der var kærester i relativt kort tid inden de blev forlovet. Og der tænker jeg nok, at det virker som om, at man bare har ramt den massive panikalder, har fundet den første fyr/kvinde, der havde samme drømme som dem selv, og så skulle det hele bare gå så stærkt og være så overdådigt som muligt. Og at det ligeså meget handler om selviscenesættelse af en romantisk prinsessedrøm som det egentlig gør om fyren/kvinden og samlivet i sig selv.
Og som en sidste tilføjelse, så overvejer jeg, om 27 år er en eller anden uofficiel panikalder, jeg ikke kender til? Indenfor det seneste år er der så mange kvinder fra min omgangskreds, der er blevet forlovet/gift og/eller gravide med fyre, de bogstavelig talt har kendt i under et år. Jeg kan godt forstå, at man har travlt, når man nærmer sig 40 og det biologiske ur tikker højlydt, men som 27-årig burde man da mene, at man havde tid til i det mindste at lære hinanden at kende først. Jeg forudser en massiv bølge af skilsmisser fra samme gruppe om en 5-10 år.