Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

Brænder du inde med noget, der ikke passer ind andre steder? Så passer det ind her.
Brugeravatar
englishchannel
Indlæg: 1815
Tilmeldt: 28. aug 2015, 23:37
Kort karma: 632
Likede indlæg: 8534

Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

Indlægaf englishchannel » 21. sep 2015, 11:49

Karkluden skrev:Jeg gider ikke læse om andres bryllupper, og jeg har unfollowet MANGE blogs (deriblandt Acie, Rockpaperdresses og Sneglcille som jeg ellers elskede alle tre), fordi de bliver forlovet, og så handler deres blog ikke om andet. Og I get it, det er stort. Jeg vil også gerne selv giftes med min kæreste en dag. Jeg har bare slet ikke prinsessegenet på dén front, og jeg synes 99% af alle brudekjoler er grimme, jeg har endnu til gode at se en flot bryllupskage, og har kun smagt én der var værd at spise, jeg synes bryllupsfester er rædsomme, kedelige og opstyltede, og jeg synes som oftest, at taler og sange er dybt pinlige.
Og normalt undgår jeg jo bare div bryllupsfora, og jeg har ligesom klargjort for både vores forældre og min kæreste, at ingen skal forvente af mig, at jeg går med på 50-100 gæster i et festlokale, en stor hvid "rigtig" brudekjole og polterabend og hele lortet. Mit drømmebryllup ville seriøst være tirsdag efter job bare os to alene, og så bruge hele aftenen og natten i sengen og skiftevis spise, knalde, se gode serier osv. Det bliver jo så nok et kompromis engang med noget havefest eller en reception eller lignende.

Men nøj, jeg synes, det er træls, at blogs jeg er begyndt at følge, fordi de er skidesjove, eller har en fed tøjstil eller noget pludseligt kun handler om grimme brudekjoler, polterabends, der lyder virkelig usjove og halvkiksede fester (eller fester, der alt for "trying too hard").


JA!

Og derudover så har jeg massive fordomme om folk, der går ekstremt meget op i deres bryllup. Som ikke bare laver et countdown og bruger massivt lang tid på al planlægning, men som også fortsætter efter brylluppet: "Så har man været gift en måned. Det var den bedste dag nogensinde.", "Så er det 3 mdr. siden, at skat og jeg sagde ja til hinanden! Jeg har aldrig været lykkeligere.", "Nu er det 10 måneder og 13 dage siden...", etc. etc., altid krydret med præcis de samme billeder som vi har set en milliard gange før. Og som stadig har et bryllupsbillede som både profil- og coverbillede flere år efter.

Sjovt nok har jeg bemærket, at dem, der går uhyggeligt meget op i det, stort set altid er dem, der var kærester i relativt kort tid inden de blev forlovet. Og der tænker jeg nok, at det virker som om, at man bare har ramt den massive panikalder, har fundet den første fyr/kvinde, der havde samme drømme som dem selv, og så skulle det hele bare gå så stærkt og være så overdådigt som muligt. Og at det ligeså meget handler om selviscenesættelse af en romantisk prinsessedrøm som det egentlig gør om fyren/kvinden og samlivet i sig selv.

Og som en sidste tilføjelse, så overvejer jeg, om 27 år er en eller anden uofficiel panikalder, jeg ikke kender til? Indenfor det seneste år er der så mange kvinder fra min omgangskreds, der er blevet forlovet/gift og/eller gravide med fyre, de bogstavelig talt har kendt i under et år. Jeg kan godt forstå, at man har travlt, når man nærmer sig 40 og det biologiske ur tikker højlydt, men som 27-årig burde man da mene, at man havde tid til i det mindste at lære hinanden at kende først. Jeg forudser en massiv bølge af skilsmisser fra samme gruppe om en 5-10 år.
2
Karkluden
Indlæg: 1684
Tilmeldt: 14. aug 2015, 15:30
Kort karma: 256
Geografisk sted: Aarhus
Likede indlæg: 2441

Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

Indlægaf Karkluden » 21. sep 2015, 12:01

englishchannel skrev:
Karkluden skrev:Jeg gider ikke læse om andres bryllupper, og jeg har unfollowet MANGE blogs (deriblandt Acie, Rockpaperdresses og Sneglcille som jeg ellers elskede alle tre), fordi de bliver forlovet, og så handler deres blog ikke om andet. Og I get it, det er stort. Jeg vil også gerne selv giftes med min kæreste en dag. Jeg har bare slet ikke prinsessegenet på dén front, og jeg synes 99% af alle brudekjoler er grimme, jeg har endnu til gode at se en flot bryllupskage, og har kun smagt én der var værd at spise, jeg synes bryllupsfester er rædsomme, kedelige og opstyltede, og jeg synes som oftest, at taler og sange er dybt pinlige.
Og normalt undgår jeg jo bare div bryllupsfora, og jeg har ligesom klargjort for både vores forældre og min kæreste, at ingen skal forvente af mig, at jeg går med på 50-100 gæster i et festlokale, en stor hvid "rigtig" brudekjole og polterabend og hele lortet. Mit drømmebryllup ville seriøst være tirsdag efter job bare os to alene, og så bruge hele aftenen og natten i sengen og skiftevis spise, knalde, se gode serier osv. Det bliver jo så nok et kompromis engang med noget havefest eller en reception eller lignende.

Men nøj, jeg synes, det er træls, at blogs jeg er begyndt at følge, fordi de er skidesjove, eller har en fed tøjstil eller noget pludseligt kun handler om grimme brudekjoler, polterabends, der lyder virkelig usjove og halvkiksede fester (eller fester, der alt for "trying too hard").


JA!

Og derudover så har jeg massive fordomme om folk, der går ekstremt meget op i deres bryllup. Som ikke bare laver et countdown og bruger massivt lang tid på al planlægning, men som også fortsætter efter brylluppet: "Så har man været gift en måned. Det var den bedste dag nogensinde.", "Så er det 3 mdr. siden, at skat og jeg sagde ja til hinanden! Jeg har aldrig været lykkeligere.", "Nu er det 10 måneder og 13 dage siden...", etc. etc., altid krydret med præcis de samme billeder som vi har set en milliard gange før. Og som stadig har et bryllupsbillede som både profil- og coverbillede flere år efter.

Sjovt nok har jeg bemærket, at dem, der går uhyggeligt meget op i det, stort set altid er dem, der var kærester i relativt kort tid inden de blev forlovet. Og der tænker jeg nok, at det virker som om, at man bare har ramt den massive panikalder, har fundet den første fyr/kvinde, der havde samme drømme som dem selv, og så skulle det hele bare gå så stærkt og være så overdådigt som muligt. Og at det ligeså meget handler om selviscenesættelse af en romantisk prinsessedrøm som det egentlig gør om fyren/kvinden og samlivet i sig selv.

Og som en sidste tilføjelse, så overvejer jeg, om 27 år er en eller anden uofficiel panikalder, jeg ikke kender til? Indenfor det seneste år er der så mange kvinder fra min omgangskreds, der er blevet forlovet/gift og/eller gravide med fyre, de bogstavelig talt har kendt i under et år. Jeg kan godt forstå, at man har travlt, når man nærmer sig 40 og det biologiske ur tikker højlydt, men som 27-årig burde man da mene, at man havde tid til i det mindste at lære hinanden at kende først. Jeg forudser en massiv bølge af skilsmisser fra samme gruppe om en 5-10 år.


HAHA! Ja!
Og inden nogen får ondt i røven: I andre må gøre, hvad I vil. Fuldkommen.Blive gift og flytte sammen og få børn indenfor et år. Det gør I bare. Jeg ser det bare meget sjældent fungere.
Jeg har én god bekendt, faktisk herindefra, hvor det virkelig ser ud til at fungere så godt, at det gik lidt stærkere end jeg personligt er ude i. Det har bare fungeret så super for dem, og er helt nede på jorden. Stor respekt for det :gogo:

Men jeg ser nemlig også den der tendens med, at de der stoooore bryllupper enten er folk, der LIGE har mødt hinanden eller som har kendt hinanden i mange år, og er lidt usikre på hinanden, og så får et kæmpe bryllup og et hurtigt barn for at fikse det - og så går fra hinanden.

Jeg er jo lige nogle år yngre end dig, og jeg tror faktisk, der ER en panikalder omkring 27? Eller den der drøm om "det hele før 30" måske nærmere. Jeg hører jeg-ved-ikke-hvor-tit, hvor HELDIG jeg er, at jeg er i et fast, stabilt forhold nu, for så når jeg jo "det hele før jeg bliver 30." True shit. Ikke noget med, at han er sød eller vi er gode sammen. Nej nej. Jeg når det hele.
De bliver så skuffede, når jeg siger, at jeg på ingen måde ønsker det der vamle prinsessebryllup.
0
Some days I amaze myself. Other days I put the laundry in the oven.
Brugeravatar
englishchannel
Indlæg: 1815
Tilmeldt: 28. aug 2015, 23:37
Kort karma: 632
Likede indlæg: 8534

Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

Indlægaf englishchannel » 21. sep 2015, 12:13

Karkluden skrev:
englishchannel skrev:
Karkluden skrev:Jeg gider ikke læse om andres bryllupper, og jeg har unfollowet MANGE blogs (deriblandt Acie, Rockpaperdresses og Sneglcille som jeg ellers elskede alle tre), fordi de bliver forlovet, og så handler deres blog ikke om andet. Og I get it, det er stort. Jeg vil også gerne selv giftes med min kæreste en dag. Jeg har bare slet ikke prinsessegenet på dén front, og jeg synes 99% af alle brudekjoler er grimme, jeg har endnu til gode at se en flot bryllupskage, og har kun smagt én der var værd at spise, jeg synes bryllupsfester er rædsomme, kedelige og opstyltede, og jeg synes som oftest, at taler og sange er dybt pinlige.
Og normalt undgår jeg jo bare div bryllupsfora, og jeg har ligesom klargjort for både vores forældre og min kæreste, at ingen skal forvente af mig, at jeg går med på 50-100 gæster i et festlokale, en stor hvid "rigtig" brudekjole og polterabend og hele lortet. Mit drømmebryllup ville seriøst være tirsdag efter job bare os to alene, og så bruge hele aftenen og natten i sengen og skiftevis spise, knalde, se gode serier osv. Det bliver jo så nok et kompromis engang med noget havefest eller en reception eller lignende.

Men nøj, jeg synes, det er træls, at blogs jeg er begyndt at følge, fordi de er skidesjove, eller har en fed tøjstil eller noget pludseligt kun handler om grimme brudekjoler, polterabends, der lyder virkelig usjove og halvkiksede fester (eller fester, der alt for "trying too hard").


JA!

Og derudover så har jeg massive fordomme om folk, der går ekstremt meget op i deres bryllup. Som ikke bare laver et countdown og bruger massivt lang tid på al planlægning, men som også fortsætter efter brylluppet: "Så har man været gift en måned. Det var den bedste dag nogensinde.", "Så er det 3 mdr. siden, at skat og jeg sagde ja til hinanden! Jeg har aldrig været lykkeligere.", "Nu er det 10 måneder og 13 dage siden...", etc. etc., altid krydret med præcis de samme billeder som vi har set en milliard gange før. Og som stadig har et bryllupsbillede som både profil- og coverbillede flere år efter.

Sjovt nok har jeg bemærket, at dem, der går uhyggeligt meget op i det, stort set altid er dem, der var kærester i relativt kort tid inden de blev forlovet. Og der tænker jeg nok, at det virker som om, at man bare har ramt den massive panikalder, har fundet den første fyr/kvinde, der havde samme drømme som dem selv, og så skulle det hele bare gå så stærkt og være så overdådigt som muligt. Og at det ligeså meget handler om selviscenesættelse af en romantisk prinsessedrøm som det egentlig gør om fyren/kvinden og samlivet i sig selv.

Og som en sidste tilføjelse, så overvejer jeg, om 27 år er en eller anden uofficiel panikalder, jeg ikke kender til? Indenfor det seneste år er der så mange kvinder fra min omgangskreds, der er blevet forlovet/gift og/eller gravide med fyre, de bogstavelig talt har kendt i under et år. Jeg kan godt forstå, at man har travlt, når man nærmer sig 40 og det biologiske ur tikker højlydt, men som 27-årig burde man da mene, at man havde tid til i det mindste at lære hinanden at kende først. Jeg forudser en massiv bølge af skilsmisser fra samme gruppe om en 5-10 år.


HAHA! Ja!
Og inden nogen får ondt i røven: I andre må gøre, hvad I vil. Fuldkommen.Blive gift og flytte sammen og få børn indenfor et år. Det gør I bare. Jeg ser det bare meget sjældent fungere.
Jeg har én god bekendt, faktisk herindefra, hvor det virkelig ser ud til at fungere så godt, at det gik lidt stærkere end jeg personligt er ude i. Det har bare fungeret så super for dem, og er helt nede på jorden. Stor respekt for det :gogo:

Men jeg ser nemlig også den der tendens med, at de der stoooore bryllupper enten er folk, der LIGE har mødt hinanden eller som har kendt hinanden i mange år, og er lidt usikre på hinanden, og så får et kæmpe bryllup og et hurtigt barn for at fikse det - og så går fra hinanden.

Jeg er jo lige nogle år yngre end dig, og jeg tror faktisk, der ER en panikalder omkring 27? Eller den der drøm om "det hele før 30" måske nærmere. Jeg hører jeg-ved-ikke-hvor-tit, hvor HELDIG jeg er, at jeg er i et fast, stabilt forhold nu, for så når jeg jo "det hele før jeg bliver 30." True shit. Ikke noget med, at han er sød eller vi er gode sammen. Nej nej. Jeg når det hele.
De bliver så skuffede, når jeg siger, at jeg på ingen måde ønsker det der vamle prinsessebryllup.


Ej, men jeg synes bare, at det er så sjovt, når jeg ser på min FB: Den ene halvdel af de 27-30-årige kører det vilde karriereræs, hvor der deles fede jobs, gode resultater og den livsstil som man har råd til, fordi man pludselig tjener en god voksenløn. Og den anden halvdel bliver gift og gravide til højre og venstre, og sørger for konstante opdateringer af bryllups-, mave- og babystatusser.

Nu bliver jeg lommepsykologisk, men jeg ved ikke om det reelt set bliver en smule selvforstærkende? Sådan at den ene fløj tænker: "Jeg er ikke i nærheden af at få børn og blive gift, men se hvor klog og succesrig jeg er!", mens den anden tænker: "Æv, alle dem fra min klasse tjener kassen og rejser jorden rundt, mens jeg bare sidder i samme provinsby som jeg altid har gjort! Men i det mindste blev jeg gift og fik barn før 30!"

Det er bare sjovt, hvordan den ene fløj nærmest anser 30 som det nye 20 (hvor alle muligheder er åbne og livet lige begynder), mens den anden virker til at tænke 30 som det nye 40 (hvor alting (!) skal være faldet på plads). Måske overanalyserer jeg bare, men det er nu meget interessant at bevidne.
Senest rettet af englishchannel 21. sep 2015, 12:19, rettet i alt 1 gang.
2
Karkluden
Indlæg: 1684
Tilmeldt: 14. aug 2015, 15:30
Kort karma: 256
Geografisk sted: Aarhus
Likede indlæg: 2441

Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

Indlægaf Karkluden » 21. sep 2015, 12:19

englishchannel skrev:
Karkluden skrev:
englishchannel skrev:
Karkluden skrev:Jeg gider ikke læse om andres bryllupper, og jeg har unfollowet MANGE blogs (deriblandt Acie, Rockpaperdresses og Sneglcille som jeg ellers elskede alle tre), fordi de bliver forlovet, og så handler deres blog ikke om andet. Og I get it, det er stort. Jeg vil også gerne selv giftes med min kæreste en dag. Jeg har bare slet ikke prinsessegenet på dén front, og jeg synes 99% af alle brudekjoler er grimme, jeg har endnu til gode at se en flot bryllupskage, og har kun smagt én der var værd at spise, jeg synes bryllupsfester er rædsomme, kedelige og opstyltede, og jeg synes som oftest, at taler og sange er dybt pinlige.
Og normalt undgår jeg jo bare div bryllupsfora, og jeg har ligesom klargjort for både vores forældre og min kæreste, at ingen skal forvente af mig, at jeg går med på 50-100 gæster i et festlokale, en stor hvid "rigtig" brudekjole og polterabend og hele lortet. Mit drømmebryllup ville seriøst være tirsdag efter job bare os to alene, og så bruge hele aftenen og natten i sengen og skiftevis spise, knalde, se gode serier osv. Det bliver jo så nok et kompromis engang med noget havefest eller en reception eller lignende.

Men nøj, jeg synes, det er træls, at blogs jeg er begyndt at følge, fordi de er skidesjove, eller har en fed tøjstil eller noget pludseligt kun handler om grimme brudekjoler, polterabends, der lyder virkelig usjove og halvkiksede fester (eller fester, der alt for "trying too hard").


JA!

Og derudover så har jeg massive fordomme om folk, der går ekstremt meget op i deres bryllup. Som ikke bare laver et countdown og bruger massivt lang tid på al planlægning, men som også fortsætter efter brylluppet: "Så har man været gift en måned. Det var den bedste dag nogensinde.", "Så er det 3 mdr. siden, at skat og jeg sagde ja til hinanden! Jeg har aldrig været lykkeligere.", "Nu er det 10 måneder og 13 dage siden...", etc. etc., altid krydret med præcis de samme billeder som vi har set en milliard gange før. Og som stadig har et bryllupsbillede som både profil- og coverbillede flere år efter.

Sjovt nok har jeg bemærket, at dem, der går uhyggeligt meget op i det, stort set altid er dem, der var kærester i relativt kort tid inden de blev forlovet. Og der tænker jeg nok, at det virker som om, at man bare har ramt den massive panikalder, har fundet den første fyr/kvinde, der havde samme drømme som dem selv, og så skulle det hele bare gå så stærkt og være så overdådigt som muligt. Og at det ligeså meget handler om selviscenesættelse af en romantisk prinsessedrøm som det egentlig gør om fyren/kvinden og samlivet i sig selv.

Og som en sidste tilføjelse, så overvejer jeg, om 27 år er en eller anden uofficiel panikalder, jeg ikke kender til? Indenfor det seneste år er der så mange kvinder fra min omgangskreds, der er blevet forlovet/gift og/eller gravide med fyre, de bogstavelig talt har kendt i under et år. Jeg kan godt forstå, at man har travlt, når man nærmer sig 40 og det biologiske ur tikker højlydt, men som 27-årig burde man da mene, at man havde tid til i det mindste at lære hinanden at kende først. Jeg forudser en massiv bølge af skilsmisser fra samme gruppe om en 5-10 år.


HAHA! Ja!
Og inden nogen får ondt i røven: I andre må gøre, hvad I vil. Fuldkommen.Blive gift og flytte sammen og få børn indenfor et år. Det gør I bare. Jeg ser det bare meget sjældent fungere.
Jeg har én god bekendt, faktisk herindefra, hvor det virkelig ser ud til at fungere så godt, at det gik lidt stærkere end jeg personligt er ude i. Det har bare fungeret så super for dem, og er helt nede på jorden. Stor respekt for det :gogo:

Men jeg ser nemlig også den der tendens med, at de der stoooore bryllupper enten er folk, der LIGE har mødt hinanden eller som har kendt hinanden i mange år, og er lidt usikre på hinanden, og så får et kæmpe bryllup og et hurtigt barn for at fikse det - og så går fra hinanden.

Jeg er jo lige nogle år yngre end dig, og jeg tror faktisk, der ER en panikalder omkring 27? Eller den der drøm om "det hele før 30" måske nærmere. Jeg hører jeg-ved-ikke-hvor-tit, hvor HELDIG jeg er, at jeg er i et fast, stabilt forhold nu, for så når jeg jo "det hele før jeg bliver 30." True shit. Ikke noget med, at han er sød eller vi er gode sammen. Nej nej. Jeg når det hele.
De bliver så skuffede, når jeg siger, at jeg på ingen måde ønsker det der vamle prinsessebryllup.


Ej, men jeg synes bare, at det er så sjovt, når jeg ser på min FB: Den ene halvdel af de 27-30-årige kører det vilde karriereræs, hvor der deles fede jobs, gode resultater og den livsstil som man har råd til, fordi man pludselig tjener en god voksenløn. Og den anden halvdel bliver gift og gravide til højre og venstre, og sørger for konstante opdateringer af bryllups-, mave- og babystatusser.

Nu bliver jeg lommepsykologisk, men jeg ved ikke om det reelt set bliver en smule selvforstærkende? Sådan at den ene fløj tænker: "Jeg er ikke i nærheden af at få børn og blive gift, men se hvor klog og succesrig jeg er!", mens den anden tænker: "Æv, alle dem fra min klasse tjener kassen og rejser jorden rundt, mens jeg bare sidder i samme provinsby som jeg altid har gjort! Men i det mindste blev jeg gift og fik barn før 30!"

Det er bare sjovt, hvordan den ene fløj nærmest anser 30 som det nye 20 (hvor alle muligheder er åbne og livet lige begynder), mens den anden virker til at tænke 30 som det nye 40 (hvor altid (!) skal være faldet på plads). Måske overanalyserer jeg bare, men det er nu meget interessant at bevidne.

Jeg synes også, det er lidt interessant. Især fordi jeg selv ønsker mig noget af "på plads"-drømmen. Jeg/vi vil fx gerne have børn indenfor en meget overskuelig årrække. Men det der med et stort prinsessebryllup eller at skulle have et 200 kvm parcelhus i en forstad før børn får det til at stritte på mig.
Jeg vil gerne, at vi lige bliver gift før børn, men det handler om, at min far døde, da jeg var lille, og min mor stod i lort til halsen, fordi de ikke var gift.

Jeg synes også, det er vældig interessant at se på min facebook, hvor hovedparten er 22-27 år, at folks forlovelser, sammenflytninger og huskøb får væsentligt flere likes og kommentarer end færdiggørelse af mellemlange og lange uddannelser eller udgivelse af artikler fx.
Måske er jeg bare en virkelig mærkelig kombi af kynisk og "prototypical" - ja, jeg har hørt Stine Bramsen.
0
Some days I amaze myself. Other days I put the laundry in the oven.
Karkluden
Indlæg: 1684
Tilmeldt: 14. aug 2015, 15:30
Kort karma: 256
Geografisk sted: Aarhus
Likede indlæg: 2441

Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

Indlægaf Karkluden » 21. sep 2015, 12:28

Dikus skrev:
Karkluden skrev:
englishchannel skrev:
Karkluden skrev:
englishchannel skrev:
Karkluden skrev:Jeg gider ikke læse om andres bryllupper, og jeg har unfollowet MANGE blogs (deriblandt Acie, Rockpaperdresses og Sneglcille som jeg ellers elskede alle tre), fordi de bliver forlovet, og så handler deres blog ikke om andet. Og I get it, det er stort. Jeg vil også gerne selv giftes med min kæreste en dag. Jeg har bare slet ikke prinsessegenet på dén front, og jeg synes 99% af alle brudekjoler er grimme, jeg har endnu til gode at se en flot bryllupskage, og har kun smagt én der var værd at spise, jeg synes bryllupsfester er rædsomme, kedelige og opstyltede, og jeg synes som oftest, at taler og sange er dybt pinlige.
Og normalt undgår jeg jo bare div bryllupsfora, og jeg har ligesom klargjort for både vores forældre og min kæreste, at ingen skal forvente af mig, at jeg går med på 50-100 gæster i et festlokale, en stor hvid "rigtig" brudekjole og polterabend og hele lortet. Mit drømmebryllup ville seriøst være tirsdag efter job bare os to alene, og så bruge hele aftenen og natten i sengen og skiftevis spise, knalde, se gode serier osv. Det bliver jo så nok et kompromis engang med noget havefest eller en reception eller lignende.

Men nøj, jeg synes, det er træls, at blogs jeg er begyndt at følge, fordi de er skidesjove, eller har en fed tøjstil eller noget pludseligt kun handler om grimme brudekjoler, polterabends, der lyder virkelig usjove og halvkiksede fester (eller fester, der alt for "trying too hard").


JA!

Og derudover så har jeg massive fordomme om folk, der går ekstremt meget op i deres bryllup. Som ikke bare laver et countdown og bruger massivt lang tid på al planlægning, men som også fortsætter efter brylluppet: "Så har man været gift en måned. Det var den bedste dag nogensinde.", "Så er det 3 mdr. siden, at skat og jeg sagde ja til hinanden! Jeg har aldrig været lykkeligere.", "Nu er det 10 måneder og 13 dage siden...", etc. etc., altid krydret med præcis de samme billeder som vi har set en milliard gange før. Og som stadig har et bryllupsbillede som både profil- og coverbillede flere år efter.

Sjovt nok har jeg bemærket, at dem, der går uhyggeligt meget op i det, stort set altid er dem, der var kærester i relativt kort tid inden de blev forlovet. Og der tænker jeg nok, at det virker som om, at man bare har ramt den massive panikalder, har fundet den første fyr/kvinde, der havde samme drømme som dem selv, og så skulle det hele bare gå så stærkt og være så overdådigt som muligt. Og at det ligeså meget handler om selviscenesættelse af en romantisk prinsessedrøm som det egentlig gør om fyren/kvinden og samlivet i sig selv.

Og som en sidste tilføjelse, så overvejer jeg, om 27 år er en eller anden uofficiel panikalder, jeg ikke kender til? Indenfor det seneste år er der så mange kvinder fra min omgangskreds, der er blevet forlovet/gift og/eller gravide med fyre, de bogstavelig talt har kendt i under et år. Jeg kan godt forstå, at man har travlt, når man nærmer sig 40 og det biologiske ur tikker højlydt, men som 27-årig burde man da mene, at man havde tid til i det mindste at lære hinanden at kende først. Jeg forudser en massiv bølge af skilsmisser fra samme gruppe om en 5-10 år.


HAHA! Ja!
Og inden nogen får ondt i røven: I andre må gøre, hvad I vil. Fuldkommen.Blive gift og flytte sammen og få børn indenfor et år. Det gør I bare. Jeg ser det bare meget sjældent fungere.
Jeg har én god bekendt, faktisk herindefra, hvor det virkelig ser ud til at fungere så godt, at det gik lidt stærkere end jeg personligt er ude i. Det har bare fungeret så super for dem, og er helt nede på jorden. Stor respekt for det :gogo:

Men jeg ser nemlig også den der tendens med, at de der stoooore bryllupper enten er folk, der LIGE har mødt hinanden eller som har kendt hinanden i mange år, og er lidt usikre på hinanden, og så får et kæmpe bryllup og et hurtigt barn for at fikse det - og så går fra hinanden.

Jeg er jo lige nogle år yngre end dig, og jeg tror faktisk, der ER en panikalder omkring 27? Eller den der drøm om "det hele før 30" måske nærmere. Jeg hører jeg-ved-ikke-hvor-tit, hvor HELDIG jeg er, at jeg er i et fast, stabilt forhold nu, for så når jeg jo "det hele før jeg bliver 30." True shit. Ikke noget med, at han er sød eller vi er gode sammen. Nej nej. Jeg når det hele.
De bliver så skuffede, når jeg siger, at jeg på ingen måde ønsker det der vamle prinsessebryllup.


Ej, men jeg synes bare, at det er så sjovt, når jeg ser på min FB: Den ene halvdel af de 27-30-årige kører det vilde karriereræs, hvor der deles fede jobs, gode resultater og den livsstil som man har råd til, fordi man pludselig tjener en god voksenløn. Og den anden halvdel bliver gift og gravide til højre og venstre, og sørger for konstante opdateringer af bryllups-, mave- og babystatusser.

Nu bliver jeg lommepsykologisk, men jeg ved ikke om det reelt set bliver en smule selvforstærkende? Sådan at den ene fløj tænker: "Jeg er ikke i nærheden af at få børn og blive gift, men se hvor klog og succesrig jeg er!", mens den anden tænker: "Æv, alle dem fra min klasse tjener kassen og rejser jorden rundt, mens jeg bare sidder i samme provinsby som jeg altid har gjort! Men i det mindste blev jeg gift og fik barn før 30!"

Det er bare sjovt, hvordan den ene fløj nærmest anser 30 som det nye 20 (hvor alle muligheder er åbne og livet lige begynder), mens den anden virker til at tænke 30 som det nye 40 (hvor altid (!) skal være faldet på plads). Måske overanalyserer jeg bare, men det er nu meget interessant at bevidne.

Jeg synes også, det er lidt interessant. Især fordi jeg selv ønsker mig noget af "på plads"-drømmen. Jeg/vi vil fx gerne have børn indenfor en meget overskuelig årrække. Men det der med et stort prinsessebryllup eller at skulle have et 200 kvm parcelhus i en forstad før børn får det til at stritte på mig.
Jeg vil gerne, at vi lige bliver gift før børn, men det handler om, at min far døde, da jeg var lille, og min mor stod i lort til halsen, fordi de ikke var gift.

Jeg synes også, det er vældig interessant at se på min facebook, hvor hovedparten er 22-27 år, at folks forlovelser, sammenflytninger og huskøb får væsentligt flere likes og kommentarer end færdiggørelse af mellemlange og lange uddannelser eller udgivelse af artikler fx.
Måske er jeg bare en virkelig mærkelig kombi af kynisk og "prototypical" - ja, jeg har hørt Stine Bramsen.


Men som sådan en, der er 36 og fik barn som 24-årig, har det andre kalder en karriere, god løn, stort hus... Ja alt det fra begge fløje. Så giver det da god mening. Skulle jeg vælge noget af det fra, så blev det da uddannelse og karriere. Når jeg ser folk fremvise kærligt, børn og familie, så bliver jeg da langt mere glad på deres vegne, end når de har bestået en uddannelse.

Om end jeg faktisk værdsætter uddannelse voldsomt højt og også snildt er i stand til at glæde mig over det, når folk får sådan en i hus.

Børn og bryllup forstår jeg også, at der bliver überliket. Altså jeg forstår godt, at min venindes nyfødte baby får 10000000 likes, det er jo kæmpestort.
Men jeg forstår ved gud ikke, at min anden venindes status om, at hun flyttede sammen med kæreste (gennem i øvrigt flere år, så det havde man set komme) fik 250 likes, mens statussen om, at hun var færdiguddannet læge fik 15 likes. Det synes jeg er lidt.. tankevækkende.
Selvom jeg også ville vælge familie og kærlighed fremfor uddannelse.

Og nu kørte det også lidt af sporet. I princippet forstår jeg bare ikke det der med de kæmpebryllupper med grimme (for 99% vedkommende) kjoler, pinlige og kedelige taler og røvkedelige fester. Selv når andre har syntes det har været awesome, synes jeg altid, det har været virkelig kedeligt eller decideret pinligt, så det er nok mig, den er gal med :lol: Jeg elsker til gengæld ceremonien i kirken eller på rådhuset og hele idéen i at fejre kærligheden. Det er kun festdelen jeg finder rædsom.
0
Some days I amaze myself. Other days I put the laundry in the oven.
Brugeravatar
englishchannel
Indlæg: 1815
Tilmeldt: 28. aug 2015, 23:37
Kort karma: 632
Likede indlæg: 8534

Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

Indlægaf englishchannel » 21. sep 2015, 12:36

Karkluden skrev:
englishchannel skrev:
Karkluden skrev:
englishchannel skrev:
Karkluden skrev:Jeg gider ikke læse om andres bryllupper, og jeg har unfollowet MANGE blogs (deriblandt Acie, Rockpaperdresses og Sneglcille som jeg ellers elskede alle tre), fordi de bliver forlovet, og så handler deres blog ikke om andet. Og I get it, det er stort. Jeg vil også gerne selv giftes med min kæreste en dag. Jeg har bare slet ikke prinsessegenet på dén front, og jeg synes 99% af alle brudekjoler er grimme, jeg har endnu til gode at se en flot bryllupskage, og har kun smagt én der var værd at spise, jeg synes bryllupsfester er rædsomme, kedelige og opstyltede, og jeg synes som oftest, at taler og sange er dybt pinlige.
Og normalt undgår jeg jo bare div bryllupsfora, og jeg har ligesom klargjort for både vores forældre og min kæreste, at ingen skal forvente af mig, at jeg går med på 50-100 gæster i et festlokale, en stor hvid "rigtig" brudekjole og polterabend og hele lortet. Mit drømmebryllup ville seriøst være tirsdag efter job bare os to alene, og så bruge hele aftenen og natten i sengen og skiftevis spise, knalde, se gode serier osv. Det bliver jo så nok et kompromis engang med noget havefest eller en reception eller lignende.

Men nøj, jeg synes, det er træls, at blogs jeg er begyndt at følge, fordi de er skidesjove, eller har en fed tøjstil eller noget pludseligt kun handler om grimme brudekjoler, polterabends, der lyder virkelig usjove og halvkiksede fester (eller fester, der alt for "trying too hard").


JA!

Og derudover så har jeg massive fordomme om folk, der går ekstremt meget op i deres bryllup. Som ikke bare laver et countdown og bruger massivt lang tid på al planlægning, men som også fortsætter efter brylluppet: "Så har man været gift en måned. Det var den bedste dag nogensinde.", "Så er det 3 mdr. siden, at skat og jeg sagde ja til hinanden! Jeg har aldrig været lykkeligere.", "Nu er det 10 måneder og 13 dage siden...", etc. etc., altid krydret med præcis de samme billeder som vi har set en milliard gange før. Og som stadig har et bryllupsbillede som både profil- og coverbillede flere år efter.

Sjovt nok har jeg bemærket, at dem, der går uhyggeligt meget op i det, stort set altid er dem, der var kærester i relativt kort tid inden de blev forlovet. Og der tænker jeg nok, at det virker som om, at man bare har ramt den massive panikalder, har fundet den første fyr/kvinde, der havde samme drømme som dem selv, og så skulle det hele bare gå så stærkt og være så overdådigt som muligt. Og at det ligeså meget handler om selviscenesættelse af en romantisk prinsessedrøm som det egentlig gør om fyren/kvinden og samlivet i sig selv.

Og som en sidste tilføjelse, så overvejer jeg, om 27 år er en eller anden uofficiel panikalder, jeg ikke kender til? Indenfor det seneste år er der så mange kvinder fra min omgangskreds, der er blevet forlovet/gift og/eller gravide med fyre, de bogstavelig talt har kendt i under et år. Jeg kan godt forstå, at man har travlt, når man nærmer sig 40 og det biologiske ur tikker højlydt, men som 27-årig burde man da mene, at man havde tid til i det mindste at lære hinanden at kende først. Jeg forudser en massiv bølge af skilsmisser fra samme gruppe om en 5-10 år.


HAHA! Ja!
Og inden nogen får ondt i røven: I andre må gøre, hvad I vil. Fuldkommen.Blive gift og flytte sammen og få børn indenfor et år. Det gør I bare. Jeg ser det bare meget sjældent fungere.
Jeg har én god bekendt, faktisk herindefra, hvor det virkelig ser ud til at fungere så godt, at det gik lidt stærkere end jeg personligt er ude i. Det har bare fungeret så super for dem, og er helt nede på jorden. Stor respekt for det :gogo:

Men jeg ser nemlig også den der tendens med, at de der stoooore bryllupper enten er folk, der LIGE har mødt hinanden eller som har kendt hinanden i mange år, og er lidt usikre på hinanden, og så får et kæmpe bryllup og et hurtigt barn for at fikse det - og så går fra hinanden.

Jeg er jo lige nogle år yngre end dig, og jeg tror faktisk, der ER en panikalder omkring 27? Eller den der drøm om "det hele før 30" måske nærmere. Jeg hører jeg-ved-ikke-hvor-tit, hvor HELDIG jeg er, at jeg er i et fast, stabilt forhold nu, for så når jeg jo "det hele før jeg bliver 30." True shit. Ikke noget med, at han er sød eller vi er gode sammen. Nej nej. Jeg når det hele.
De bliver så skuffede, når jeg siger, at jeg på ingen måde ønsker det der vamle prinsessebryllup.


Ej, men jeg synes bare, at det er så sjovt, når jeg ser på min FB: Den ene halvdel af de 27-30-årige kører det vilde karriereræs, hvor der deles fede jobs, gode resultater og den livsstil som man har råd til, fordi man pludselig tjener en god voksenløn. Og den anden halvdel bliver gift og gravide til højre og venstre, og sørger for konstante opdateringer af bryllups-, mave- og babystatusser.

Nu bliver jeg lommepsykologisk, men jeg ved ikke om det reelt set bliver en smule selvforstærkende? Sådan at den ene fløj tænker: "Jeg er ikke i nærheden af at få børn og blive gift, men se hvor klog og succesrig jeg er!", mens den anden tænker: "Æv, alle dem fra min klasse tjener kassen og rejser jorden rundt, mens jeg bare sidder i samme provinsby som jeg altid har gjort! Men i det mindste blev jeg gift og fik barn før 30!"

Det er bare sjovt, hvordan den ene fløj nærmest anser 30 som det nye 20 (hvor alle muligheder er åbne og livet lige begynder), mens den anden virker til at tænke 30 som det nye 40 (hvor altid (!) skal være faldet på plads). Måske overanalyserer jeg bare, men det er nu meget interessant at bevidne.

Jeg synes også, det er lidt interessant. Især fordi jeg selv ønsker mig noget af "på plads"-drømmen. Jeg/vi vil fx gerne have børn indenfor en meget overskuelig årrække. Men det der med et stort prinsessebryllup eller at skulle have et 200 kvm parcelhus i en forstad før børn får det til at stritte på mig.
Jeg vil gerne, at vi lige bliver gift før børn, men det handler om, at min far døde, da jeg var lille, og min mor stod i lort til halsen, fordi de ikke var gift.

Jeg synes også, det er vældig interessant at se på min facebook, hvor hovedparten er 22-27 år, at folks forlovelser, sammenflytninger og huskøb får væsentligt flere likes og kommentarer end færdiggørelse af mellemlange og lange uddannelser eller udgivelse af artikler fx.
Måske er jeg bare en virkelig mærkelig kombi af kynisk og "prototypical" - ja, jeg har hørt Stine Bramsen.


Jeg tror også, at det handler om, at det med børn, bryllup og hus, det er noget som de fleste kan forholde sig til? F.eks. det med artikler er jo ikke nødvendigvis noget, man har det store forhold til, hvis man aldrig har sat sine ben på en videregående uddannelse. Så tænker man måske: "Nå ja." i stedet for "Hold da op, hvor er det flot!".

Og der har jeg så noget, som man virkelig ikke må sige: Men jeg synes til enhver tid, at det er mere imponerende at tage en uddannelse, få et godt job eller at skrive en artikel end det er at få et barn. Jeg kan faktisk slet ikke forstå, når folk siger, at børn er det største de har opnået i deres liv, for, let's face it, langt de fleste af os bruger langt mere tid og energi i løbet af vores liv på at undgå at få børn end faktisk på at få dem.

Hvis man så siger, at "At opdrage mine børn til at være ordentlige mennesker, er det største, jeg har opnået i mit liv!", det er noget andet. Men dem, der nærmest ser det som et achievement det sekund, de har fået to streger frem, det lærer jeg aldrig at forstå (medmindre der har været fertilitetsproblemer indblandet, men det er immervæk langt fra flertallet).
0
Brugeravatar
DetSorteCirkus
Indlæg: 21951
Tilmeldt: 12. aug 2015, 18:07
Kort karma: 2513
Likede indlæg: 59511

Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

Indlægaf DetSorteCirkus » 21. sep 2015, 12:43

Karkluden skrev:Jeg synes også, det er lidt interessant. Især fordi jeg selv ønsker mig noget af "på plads"-drømmen. Jeg/vi vil fx gerne have børn indenfor en meget overskuelig årrække. Men det der med et stort prinsessebryllup eller at skulle have et 200 kvm parcelhus i en forstad før børn får det til at stritte på mig.
Jeg vil gerne, at vi lige bliver gift før børn, men det handler om, at min far døde, da jeg var lille, og min mor stod i lort til halsen, fordi de ikke var gift.

Jeg synes også, det er vældig interessant at se på min facebook, hvor hovedparten er 22-27 år, at folks forlovelser, sammenflytninger og huskøb får væsentligt flere likes og kommentarer end færdiggørelse af mellemlange og lange uddannelser eller udgivelse af artikler fx.
Måske er jeg bare en virkelig mærkelig kombi af kynisk og "prototypical" - ja, jeg har hørt Stine Bramsen.


Det kommer nok også meget an på hvem og hvor.
Jeg husker ikke noget med en krise omkring de 27 i min bekendtskabskreds, for der hedder den uofficielle rækkefølge uddannelse - job - børn - (måske) bryllup, og det er usædvanligt at få børn før de 30. Tendensen peger derudover i retning af, at kriser er tys-tys, for nu kan i hvert fald kvinderne da bare få børn selv, og for mange er det også normalt med lange reflektioner, om hvorvidt man nu overhovedet skal have børn.
Og bryllupper må for alt i verden ikke være for prangende og stereotype. De skal være underspillede og samtidig kreative og unikke.

Personligt har jeg det sådan, at det altid er sørgeligt, hvis man i lidt for høj grad kan mærke, at et menneske navigerer efter de uskrevne regler for at passe ind, uanset hvad reglerne end går ud på. Jeg kan huske, at jeg, da jeg i nogle uger som 26-årig kandidatstuderende troede, at jeg var gravid, først følte mig udenfor rammerne, men ret hurtigt besluttede, at det var ligemeget. Jeg ville have det barn, hvis det var der.
2
Brugeravatar
englishchannel
Indlæg: 1815
Tilmeldt: 28. aug 2015, 23:37
Kort karma: 632
Likede indlæg: 8534

Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

Indlægaf englishchannel » 21. sep 2015, 12:53

DetSorteCirkus skrev:
Karkluden skrev:Jeg synes også, det er lidt interessant. Især fordi jeg selv ønsker mig noget af "på plads"-drømmen. Jeg/vi vil fx gerne have børn indenfor en meget overskuelig årrække. Men det der med et stort prinsessebryllup eller at skulle have et 200 kvm parcelhus i en forstad før børn får det til at stritte på mig.
Jeg vil gerne, at vi lige bliver gift før børn, men det handler om, at min far døde, da jeg var lille, og min mor stod i lort til halsen, fordi de ikke var gift.

Jeg synes også, det er vældig interessant at se på min facebook, hvor hovedparten er 22-27 år, at folks forlovelser, sammenflytninger og huskøb får væsentligt flere likes og kommentarer end færdiggørelse af mellemlange og lange uddannelser eller udgivelse af artikler fx.
Måske er jeg bare en virkelig mærkelig kombi af kynisk og "prototypical" - ja, jeg har hørt Stine Bramsen.


Det kommer nok også meget an på hvem og hvor.
Jeg husker ikke noget med en krise omkring de 27 i min bekendtskabskreds, for der hedder den uofficielle rækkefølge uddannelse - job - børn - (måske) bryllup, og det er usædvanligt at få børn før de 30. Tendensen peger derudover i retning af, at kriser er tys-tys, for nu kan i hvert fald kvinderne da bare få børn selv, og for mange er det også normalt med lange reflektioner, om hvorvidt man nu overhovedet skal have børn.
Og bryllupper må for alt i verden ikke være for prangende og stereotype. De skal være underspillede og samtidig kreative og unikke.

Personligt har jeg det sådan, at det altid er sørgeligt, hvis man i lidt for høj grad kan mærke, at et menneske navigerer efter de uskrevne regler for at passe ind, uanset hvad reglerne end går ud på. Jeg kan huske, at jeg, da jeg i nogle uger som 26-årig kandidatstuderende troede, at jeg var gravid, først følte mig udenfor rammerne, men ret hurtigt besluttede, at det var ligemeget. Jeg ville have det barn, hvis det var der.


Jeg er meget enig. Jeg har altid tænkt, at jeg skulle giftes når jeg var 25 og være mor, når jeg var 26. Da jeg var 24, havde jeg kæresten, men jeg gik mere og mere i panik omkring tanken om bryllup, og på et tidspunkt lavede jeg en tråd på den anden debat om hele problemstillingen. Og der husker jeg tydeligt, at en eller anden sagde: "Jamen, hvorfor har du så travlt med det? Du er så ung!".

Det var sådan en lettelse at indse, at bare fordi andre var klar til at slå sig ned i midten af tyverne, behøvede jeg ikke at gøre det. Og at det er helt okay at være over 30 før man får børn. Og muligvis aldrig at blive gift.

Ah, men den frihed, jeg pludselig følte. Det var ubeskriveligt :pompom: :sol: :blomst:
1
Karkluden
Indlæg: 1684
Tilmeldt: 14. aug 2015, 15:30
Kort karma: 256
Geografisk sted: Aarhus
Likede indlæg: 2441

Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

Indlægaf Karkluden » 21. sep 2015, 13:05

englishchannel skrev:
DetSorteCirkus skrev:
Karkluden skrev:Jeg synes også, det er lidt interessant. Især fordi jeg selv ønsker mig noget af "på plads"-drømmen. Jeg/vi vil fx gerne have børn indenfor en meget overskuelig årrække. Men det der med et stort prinsessebryllup eller at skulle have et 200 kvm parcelhus i en forstad før børn får det til at stritte på mig.
Jeg vil gerne, at vi lige bliver gift før børn, men det handler om, at min far døde, da jeg var lille, og min mor stod i lort til halsen, fordi de ikke var gift.

Jeg synes også, det er vældig interessant at se på min facebook, hvor hovedparten er 22-27 år, at folks forlovelser, sammenflytninger og huskøb får væsentligt flere likes og kommentarer end færdiggørelse af mellemlange og lange uddannelser eller udgivelse af artikler fx.
Måske er jeg bare en virkelig mærkelig kombi af kynisk og "prototypical" - ja, jeg har hørt Stine Bramsen.


Det kommer nok også meget an på hvem og hvor.
Jeg husker ikke noget med en krise omkring de 27 i min bekendtskabskreds, for der hedder den uofficielle rækkefølge uddannelse - job - børn - (måske) bryllup, og det er usædvanligt at få børn før de 30. Tendensen peger derudover i retning af, at kriser er tys-tys, for nu kan i hvert fald kvinderne da bare få børn selv, og for mange er det også normalt med lange reflektioner, om hvorvidt man nu overhovedet skal have børn.
Og bryllupper må for alt i verden ikke være for prangende og stereotype. De skal være underspillede og samtidig kreative og unikke.

Personligt har jeg det sådan, at det altid er sørgeligt, hvis man i lidt for høj grad kan mærke, at et menneske navigerer efter de uskrevne regler for at passe ind, uanset hvad reglerne end går ud på. Jeg kan huske, at jeg, da jeg i nogle uger som 26-årig kandidatstuderende troede, at jeg var gravid, først følte mig udenfor rammerne, men ret hurtigt besluttede, at det var ligemeget. Jeg ville have det barn, hvis det var der.


Jeg er meget enig. Jeg har altid tænkt, at jeg skulle giftes når jeg var 25 og være mor, når jeg var 26. Da jeg var 24, havde jeg kæresten, men jeg gik mere og mere i panik omkring tanken om bryllup, og på et tidspunkt lavede jeg en tråd på den anden debat om hele problemstillingen. Og der husker jeg tydeligt, at en eller anden sagde: "Jamen, hvorfor har du så travlt med det? Du er så ung!".

Det var sådan en lettelse at indse, at bare fordi andre var klar til at slå sig ned i midten af tyverne, behøvede jeg ikke at gøre det. Og at det er helt okay at være over 30 før man får børn. Og muligvis aldrig at blive gift.

Ah, men den frihed, jeg pludselig følte. Det var ubeskriveligt :pompom: :sol: :blomst:

Enig. Jeg vendte det faktisk med en klinisk vejleder i min sidste praktik her i foråret, selvom det slet ikke var hendes opgave. Det her med, at alle omkring os forventer det der stoooore prinsessebryllup indenfor ret kort tid, og det er bare slet ikke mig. Og da hun sagde: "jamen, så lad da være?", var det bare en lettelse. Nå ja. Vi kan jo bare lade være for fanden. Og få børn når vi synes.
Det er lidt sjovt, at noget så simpelt kan være så svært at se.
0
Some days I amaze myself. Other days I put the laundry in the oven.
Karkluden
Indlæg: 1684
Tilmeldt: 14. aug 2015, 15:30
Kort karma: 256
Geografisk sted: Aarhus
Likede indlæg: 2441

Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

Indlægaf Karkluden » 21. sep 2015, 13:08

DetSorteCirkus skrev:
Karkluden skrev:Jeg synes også, det er lidt interessant. Især fordi jeg selv ønsker mig noget af "på plads"-drømmen. Jeg/vi vil fx gerne have børn indenfor en meget overskuelig årrække. Men det der med et stort prinsessebryllup eller at skulle have et 200 kvm parcelhus i en forstad før børn får det til at stritte på mig.
Jeg vil gerne, at vi lige bliver gift før børn, men det handler om, at min far døde, da jeg var lille, og min mor stod i lort til halsen, fordi de ikke var gift.

Jeg synes også, det er vældig interessant at se på min facebook, hvor hovedparten er 22-27 år, at folks forlovelser, sammenflytninger og huskøb får væsentligt flere likes og kommentarer end færdiggørelse af mellemlange og lange uddannelser eller udgivelse af artikler fx.
Måske er jeg bare en virkelig mærkelig kombi af kynisk og "prototypical" - ja, jeg har hørt Stine Bramsen.


Det kommer nok også meget an på hvem og hvor.
Jeg husker ikke noget med en krise omkring de 27 i min bekendtskabskreds, for der hedder den uofficielle rækkefølge uddannelse - job - børn - (måske) bryllup, og det er usædvanligt at få børn før de 30. Tendensen peger derudover i retning af, at kriser er tys-tys, for nu kan i hvert fald kvinderne da bare få børn selv, og for mange er det også normalt med lange reflektioner, om hvorvidt man nu overhovedet skal have børn.
Og bryllupper må for alt i verden ikke være for prangende og stereotype. De skal være underspillede og samtidig kreative og unikke.

Personligt har jeg det sådan, at det altid er sørgeligt, hvis man i lidt for høj grad kan mærke, at et menneske navigerer efter de uskrevne regler for at passe ind, uanset hvad reglerne end går ud på. Jeg kan huske, at jeg, da jeg i nogle uger som 26-årig kandidatstuderende troede, at jeg var gravid, først følte mig udenfor rammerne, men ret hurtigt besluttede, at det var ligemeget. Jeg ville have det barn, hvis det var der.

Ja, helt sikkert.
Jeg kan ret tydeligt se (selvom det må man sikkert ikke sige), at mine københavnervenner eller venner, der bor i storbyer i udlandet synes, det er HELT VILDT tidligt, at vi så småt taler om børn og sådan nu (jeg er 23, min kæreste 27, og vi har været sammen i 3 år), mens at mine venner fra min hjemstavnsprovinsby (dem der er blevet boende that is) synes, vi er lidt sent ude. Mine venner og bekendte i Århus og Aalborg er sådan lidt half/half. Der er helt klart er stor gruppe, der synes, det er helt normalt eller endda lidt sent, mens en gruppe også synes, det er lidt vildt og tidligt.

Og i virkeligheden skal man jo bare gøre det rette for en selv og ens partner. Min ene BA-makker var over 30, da hun fik sit barn, og tager nu sin nr 2 uddannelse. Selvom de har kendt hinanden i 12-13 år, og folk syntes, de ventede alt for længe. det var det rigtige for dem. Jeg vil personligt gerne i gang lidt før dét, men ville nødigt have været i gang som 21-årig fx, mens jeg har en veninde, hvor det bare var helt rigtigt for dem.
0
Some days I amaze myself. Other days I put the laundry in the oven.
Brugeravatar
Fru Sunshine
Indlæg: 11519
Tilmeldt: 13. aug 2015, 12:31
Kort karma: 1738
Geografisk sted: Vendsyssel
Likede indlæg: 16695

Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

Indlægaf Fru Sunshine » 21. sep 2015, 13:52

Jeg kan godt mærke, at jeg bliver en lille smule ked af at høre, at mit bryllup som jo altså var i kirke med hvid kjole, karet og stor fest blive omtalt som noget negativt og kedeligt.
Og at vi skulle være desperate eller sådan noget, fordi vi var sammen mindre end et år, da han friede og mindre end to år, før vi giftede os.

Ikke at folk ikke må mene det, men jo, jeg bliver lidt forstemt, når jeg ser det.
7
"Jeg elsker alle farver i verden. Især brun. Det er derfor jeg er det."
Kalenderlågeåbnerbjørnen Bruno.
Brugeravatar
Bøtte
Indlæg: 5917
Tilmeldt: 12. aug 2015, 12:04
Kort karma: 1206
Likede indlæg: 10937

Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

Indlægaf Bøtte » 21. sep 2015, 14:28

Fru Sunshine skrev:Jeg kan godt mærke, at jeg bliver en lille smule ked af at høre, at mit bryllup som jo altså var i kirke med hvid kjole, karet og stor fest blive omtalt som noget negativt og kedeligt.
Og at vi skulle være desperate eller sådan noget, fordi vi var sammen mindre end et år, da han friede og mindre end to år, før vi giftede os.

Ikke at folk ikke må mene det, men jo, jeg bliver lidt forstemt, når jeg ser det.


Jeg er enig. Jeg følte mig også lidt ramt.

Fair nok at man ikke er til den type bryllup og fest, men synes der bliver brugt nogle ret kedelige/grimme ord til at beskrive den type fester.
7
Brugeravatar
Dime
Indlæg: 838
Tilmeldt: 13. aug 2015, 17:17
Kort karma: 394
Likede indlæg: 1726
Kontakt:

Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

Indlægaf Dime » 21. sep 2015, 14:51

Jeg kan faktisk godt lide knorrs bearnaise, så'n lige hvis jeg pludselig får lyst til en hakkebøf med noget snillersnaller til,og det skal gå lidt stærkt...
7
Akehurst2
Indlæg: 14144
Tilmeldt: 11. aug 2015, 18:17
Kort karma: 1259
Likede indlæg: 40579

Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

Indlægaf Akehurst2 » 21. sep 2015, 14:53

Bøtte skrev:
Fru Sunshine skrev:Jeg kan godt mærke, at jeg bliver en lille smule ked af at høre, at mit bryllup som jo altså var i kirke med hvid kjole, karet og stor fest blive omtalt som noget negativt og kedeligt.
Og at vi skulle være desperate eller sådan noget, fordi vi var sammen mindre end et år, da han friede og mindre end to år, før vi giftede os.

Ikke at folk ikke må mene det, men jo, jeg bliver lidt forstemt, når jeg ser det.


Jeg er enig. Jeg følte mig også lidt ramt.

Fair nok at man ikke er til den type bryllup og fest, men synes der bliver brugt nogle ret kedelige/grimme ord til at beskrive den type fester.


Dem, der har et stort behov for at distancere sig til fx traditionelle bryllupper, det er dem, der enten ikke tør indrømme overfor sig selv, at de gerne vil det der bryllup (men hvor kæresten fx ikke vil eller de ikke har råd eller synes det er pinligt at have en drøm om sådan noget som bryllup) eller har svært ved at stå ved, at de ikke vil det, når nu andre vil.

Folk, der hviler i sig selv og deres valg har ikke behov for at afvise andres valg så bastant og negativt. Så jeg ser afvisningen med de grimme ord som udtryk for en stor usikkerhed, hvor nogen forsøger at stive sig selv og egne valg af ved at lægge størst mulig afstand til andres.

Det må man sikkert ikke sige, men så er jeg jo i den rigtige tråd.
8
Brugeravatar
Kommodedyret
Indlæg: 3908
Tilmeldt: 28. aug 2015, 13:23
Kort karma: 782
Likede indlæg: 9159

Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

Indlægaf Kommodedyret » 21. sep 2015, 15:19

Jeg får det dårligt af statusrytteri.
Uddannelser, børn, penge, marengskjoler og kirkegulv, fine parcelhuse med moderne møbler. Og en lækker krop.

Man får det først godt, sådan rigtig godt oppe i hoveder, når man frigør sig fra ræset om statussymboler og bare fokuserer på at hvile i sig selv, i stedet for at dunke sig selv, -og andre mennesker, oven i hovedet over den måde de spiller spillet på.

Men gæt hvad. Vi skal alle dø, og i sidste ende er der ingen der giver en fed skid for vores succes-ægteskaber, vores perfekte tænder, vores uddannet-før-25, og to børn før 30, og vores designerstole med designerbord. Man nyder ikke livet når man stresser rundt efter en gulerod i form af imaginær anerkendelse fra andre mennesker. Altid er der en ny standard der skal leves op til, altid skal man være bange for at komme for sent til livet. Altid skal man være bange for at blive dømt som en fiasko fordi man ikke har været succesfuld nok.

Jeg får det dårligt af statusrytteri, virkelig dårligt. Men det må man ikke sige, for så lyder man som en frelst hippie.
3
Closure, closure, closure closure closure

Tilbage til "Generelt"