Kommodedyret skrev:Jeg får det dårligt af statusrytteri.
Uddannelser, børn, penge, marengskjoler og kirkegulv, fine parcelhuse med moderne møbler. Og en lækker krop.
Man får det først godt, sådan rigtig godt oppe i hoveder, når man frigør sig fra ræset om statussymboler og bare fokuserer på at hvile i sig selv, i stedet for at dunke sig selv, -og andre mennesker, oven i hovedet over den måde de spiller spillet på.
Men gæt hvad. Vi skal alle dø, og i sidste ende er der ingen der giver en fed skid for vores succes-ægteskaber, vores perfekte tænder, vores uddannet-før-25, og to børn før 30, og vores designerstole med designerbord. Man nyder ikke livet når man stresser rundt efter en gulerod i form af imaginær anerkendelse fra andre mennesker. Altid er der en ny standard der skal leves op til, altid skal man være bange for at komme for sent til livet. Altid skal man være bange for at blive dømt som en fiasko fordi man ikke har været succesfuld nok.
Jeg får det dårligt af statusrytteri, virkelig dårligt. Men det må man ikke sige, for så lyder man som en frelst hippie.
Eller en taber.
Jeg har aldrig færdiggjort min bachelor, jeg er lidt overvægtig og har ingen og skal ikke have nogen børn.
Jeg er ansat i detailhandelen og, I mind you!, på deltid. Det er en evig og tilsyneladende uløselig gåde, at jeg ikke ligger i rendestenen og raller af sult. -det må være fordi jeg bruger min kærestes penge (eller tadaaaa; at jeg bare ikke bruger ret mange penge, netop fordi statussymboler ikke er noget jeg har behov for at investere i)
Jeg må helst ikke sige, at jeg også mener det quotede, for så er det fordi jeg er en taber. Sådan een man har medlidenhed med. Og sådan een som burde gøre noget andet (og implicit bedre) med mit liv....