Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

Brænder du inde med noget, der ikke passer ind andre steder? Så passer det ind her.
Brugeravatar
kidkomb
Indlæg: 16302
Tilmeldt: 12. aug 2015, 19:31
Kort karma: 4454
Geografisk sted: Ude med riven
Likede indlæg: 47639

Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

Indlægaf kidkomb » 21. sep 2015, 15:25

Kommodedyret skrev:Jeg får det dårligt af statusrytteri.
Uddannelser, børn, penge, marengskjoler og kirkegulv, fine parcelhuse med moderne møbler. Og en lækker krop.

Man får det først godt, sådan rigtig godt oppe i hoveder, når man frigør sig fra ræset om statussymboler og bare fokuserer på at hvile i sig selv, i stedet for at dunke sig selv, -og andre mennesker, oven i hovedet over den måde de spiller spillet på.

Men gæt hvad. Vi skal alle dø, og i sidste ende er der ingen der giver en fed skid for vores succes-ægteskaber, vores perfekte tænder, vores uddannet-før-25, og to børn før 30, og vores designerstole med designerbord. Man nyder ikke livet når man stresser rundt efter en gulerod i form af imaginær anerkendelse fra andre mennesker. Altid er der en ny standard der skal leves op til, altid skal man være bange for at komme for sent til livet. Altid skal man være bange for at blive dømt som en fiasko fordi man ikke har været succesfuld nok.

Jeg får det dårligt af statusrytteri, virkelig dårligt. Men det må man ikke sige, for så lyder man som en frelst hippie.


Eller en taber.

Jeg har aldrig færdiggjort min bachelor, jeg er lidt overvægtig og har ingen og skal ikke have nogen børn.
Jeg er ansat i detailhandelen og, I mind you!, på deltid. Det er en evig og tilsyneladende uløselig gåde, at jeg ikke ligger i rendestenen og raller af sult. -det må være fordi jeg bruger min kærestes penge (eller tadaaaa; at jeg bare ikke bruger ret mange penge, netop fordi statussymboler ikke er noget jeg har behov for at investere i)

Jeg må helst ikke sige, at jeg også mener det quotede, for så er det fordi jeg er en taber. Sådan een man har medlidenhed med. Og sådan een som burde gøre noget andet (og implicit bedre) med mit liv....
0
Vær ligeglad med hvad andre mennesker tænker, men ikke hvad andre mennesker føler.
Man som i jeg.
Man må sige hvad man vil og betale hvad det koster.
Sissie er en chokoladegiraf. Sissie skal ikke på tur.
Brugeravatar
englishchannel
Indlæg: 1815
Tilmeldt: 28. aug 2015, 23:37
Kort karma: 632
Likede indlæg: 8534

Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

Indlægaf englishchannel » 21. sep 2015, 15:31

Fru Sunshine skrev:Jeg kan godt mærke, at jeg bliver en lille smule ked af at høre, at mit bryllup som jo altså var i kirke med hvid kjole, karet og stor fest blive omtalt som noget negativt og kedeligt.
Og at vi skulle være desperate eller sådan noget, fordi vi var sammen mindre end et år, da han friede og mindre end to år, før vi giftede os.

Ikke at folk ikke må mene det, men jo, jeg bliver lidt forstemt, når jeg ser det.


Jeg er ked af, hvis du følte dig ramt af mine indlæg. Det var ikke meningen.

Jeg må nok hellere uddybe, at når jeg tænker på folk, der bliver forlovet, gift og får børn meget hurtigt, så er det ikke modne og erfarne mennesker som dig og din mand, men snarere folk, der er noget yngre og hvor der vil blive små børn involveret. Jeg skal gerne indrømme, at jeg har en voldsom kæphest med folk, der ikke tænker sig om inden de sætter børn i verden, som efter få år finder ud af at de er inkompatible og derefter bruger resten af børnenes barndom på at bekæmpe hinanden, inkl. et rod af nye partnere og eventuelle børn. Det har jeg set ske mange gange, og derfor er jeg nok lidt skrap i mine holdninger hvad det angår. Det betyder ikke, at jeg dømmer voksne mennesker, hvor en eventuel skilsmisse ikke går ud over andre end dem selv (hvis det giver mening).

Nå, men under alle omstændigheder vil jeg gerne undskylde for mit tidligere indlæg. Det var virkelig ikke meningen at gøre nogen kede af det.
3
Brugeravatar
Vixen
Indlæg: 1265
Tilmeldt: 16. aug 2015, 08:53
Kort karma: 339
Likede indlæg: 2834

Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

Indlægaf Vixen » 21. sep 2015, 15:49

englishchannel skrev:
Karkluden skrev:
englishchannel skrev:
Karkluden skrev:
englishchannel skrev:
Karkluden skrev:Jeg gider ikke læse om andres bryllupper, og jeg har unfollowet MANGE blogs (deriblandt Acie, Rockpaperdresses og Sneglcille som jeg ellers elskede alle tre), fordi de bliver forlovet, og så handler deres blog ikke om andet. Og I get it, det er stort. Jeg vil også gerne selv giftes med min kæreste en dag. Jeg har bare slet ikke prinsessegenet på dén front, og jeg synes 99% af alle brudekjoler er grimme, jeg har endnu til gode at se en flot bryllupskage, og har kun smagt én der var værd at spise, jeg synes bryllupsfester er rædsomme, kedelige og opstyltede, og jeg synes som oftest, at taler og sange er dybt pinlige.
Og normalt undgår jeg jo bare div bryllupsfora, og jeg har ligesom klargjort for både vores forældre og min kæreste, at ingen skal forvente af mig, at jeg går med på 50-100 gæster i et festlokale, en stor hvid "rigtig" brudekjole og polterabend og hele lortet. Mit drømmebryllup ville seriøst være tirsdag efter job bare os to alene, og så bruge hele aftenen og natten i sengen og skiftevis spise, knalde, se gode serier osv. Det bliver jo så nok et kompromis engang med noget havefest eller en reception eller lignende.

Men nøj, jeg synes, det er træls, at blogs jeg er begyndt at følge, fordi de er skidesjove, eller har en fed tøjstil eller noget pludseligt kun handler om grimme brudekjoler, polterabends, der lyder virkelig usjove og halvkiksede fester (eller fester, der alt for "trying too hard").


JA!

Og derudover så har jeg massive fordomme om folk, der går ekstremt meget op i deres bryllup. Som ikke bare laver et countdown og bruger massivt lang tid på al planlægning, men som også fortsætter efter brylluppet: "Så har man været gift en måned. Det var den bedste dag nogensinde.", "Så er det 3 mdr. siden, at skat og jeg sagde ja til hinanden! Jeg har aldrig været lykkeligere.", "Nu er det 10 måneder og 13 dage siden...", etc. etc., altid krydret med præcis de samme billeder som vi har set en milliard gange før. Og som stadig har et bryllupsbillede som både profil- og coverbillede flere år efter.

Sjovt nok har jeg bemærket, at dem, der går uhyggeligt meget op i det, stort set altid er dem, der var kærester i relativt kort tid inden de blev forlovet. Og der tænker jeg nok, at det virker som om, at man bare har ramt den massive panikalder, har fundet den første fyr/kvinde, der havde samme drømme som dem selv, og så skulle det hele bare gå så stærkt og være så overdådigt som muligt. Og at det ligeså meget handler om selviscenesættelse af en romantisk prinsessedrøm som det egentlig gør om fyren/kvinden og samlivet i sig selv.

Og som en sidste tilføjelse, så overvejer jeg, om 27 år er en eller anden uofficiel panikalder, jeg ikke kender til? Indenfor det seneste år er der så mange kvinder fra min omgangskreds, der er blevet forlovet/gift og/eller gravide med fyre, de bogstavelig talt har kendt i under et år. Jeg kan godt forstå, at man har travlt, når man nærmer sig 40 og det biologiske ur tikker højlydt, men som 27-årig burde man da mene, at man havde tid til i det mindste at lære hinanden at kende først. Jeg forudser en massiv bølge af skilsmisser fra samme gruppe om en 5-10 år.


HAHA! Ja!
Og inden nogen får ondt i røven: I andre må gøre, hvad I vil. Fuldkommen.Blive gift og flytte sammen og få børn indenfor et år. Det gør I bare. Jeg ser det bare meget sjældent fungere.
Jeg har én god bekendt, faktisk herindefra, hvor det virkelig ser ud til at fungere så godt, at det gik lidt stærkere end jeg personligt er ude i. Det har bare fungeret så super for dem, og er helt nede på jorden. Stor respekt for det :gogo:

Men jeg ser nemlig også den der tendens med, at de der stoooore bryllupper enten er folk, der LIGE har mødt hinanden eller som har kendt hinanden i mange år, og er lidt usikre på hinanden, og så får et kæmpe bryllup og et hurtigt barn for at fikse det - og så går fra hinanden.

Jeg er jo lige nogle år yngre end dig, og jeg tror faktisk, der ER en panikalder omkring 27? Eller den der drøm om "det hele før 30" måske nærmere. Jeg hører jeg-ved-ikke-hvor-tit, hvor HELDIG jeg er, at jeg er i et fast, stabilt forhold nu, for så når jeg jo "det hele før jeg bliver 30." True shit. Ikke noget med, at han er sød eller vi er gode sammen. Nej nej. Jeg når det hele.
De bliver så skuffede, når jeg siger, at jeg på ingen måde ønsker det der vamle prinsessebryllup.


Ej, men jeg synes bare, at det er så sjovt, når jeg ser på min FB: Den ene halvdel af de 27-30-årige kører det vilde karriereræs, hvor der deles fede jobs, gode resultater og den livsstil som man har råd til, fordi man pludselig tjener en god voksenløn. Og den anden halvdel bliver gift og gravide til højre og venstre, og sørger for konstante opdateringer af bryllups-, mave- og babystatusser.

Nu bliver jeg lommepsykologisk, men jeg ved ikke om det reelt set bliver en smule selvforstærkende? Sådan at den ene fløj tænker: "Jeg er ikke i nærheden af at få børn og blive gift, men se hvor klog og succesrig jeg er!", mens den anden tænker: "Æv, alle dem fra min klasse tjener kassen og rejser jorden rundt, mens jeg bare sidder i samme provinsby som jeg altid har gjort! Men i det mindste blev jeg gift og fik barn før 30!"

Det er bare sjovt, hvordan den ene fløj nærmest anser 30 som det nye 20 (hvor alle muligheder er åbne og livet lige begynder), mens den anden virker til at tænke 30 som det nye 40 (hvor altid (!) skal være faldet på plads). Måske overanalyserer jeg bare, men det er nu meget interessant at bevidne.

Jeg synes også, det er lidt interessant. Især fordi jeg selv ønsker mig noget af "på plads"-drømmen. Jeg/vi vil fx gerne have børn indenfor en meget overskuelig årrække. Men det der med et stort prinsessebryllup eller at skulle have et 200 kvm parcelhus i en forstad før børn får det til at stritte på mig.
Jeg vil gerne, at vi lige bliver gift før børn, men det handler om, at min far døde, da jeg var lille, og min mor stod i lort til halsen, fordi de ikke var gift.

Jeg synes også, det er vældig interessant at se på min facebook, hvor hovedparten er 22-27 år, at folks forlovelser, sammenflytninger og huskøb får væsentligt flere likes og kommentarer end færdiggørelse af mellemlange og lange uddannelser eller udgivelse af artikler fx.
Måske er jeg bare en virkelig mærkelig kombi af kynisk og "prototypical" - ja, jeg har hørt Stine Bramsen.


Jeg tror også, at det handler om, at det med børn, bryllup og hus, det er noget som de fleste kan forholde sig til? F.eks. det med artikler er jo ikke nødvendigvis noget, man har det store forhold til, hvis man aldrig har sat sine ben på en videregående uddannelse. Så tænker man måske: "Nå ja." i stedet for "Hold da op, hvor er det flot!".

Og der har jeg så noget, som man virkelig ikke må sige: Men jeg synes til enhver tid, at det er mere imponerende at tage en uddannelse, få et godt job eller at skrive en artikel end det er at få et barn. Jeg kan faktisk slet ikke forstå, når folk siger, at børn er det største de har opnået i deres liv, for, let's face it, langt de fleste af os bruger langt mere tid og energi i løbet af vores liv på at undgå at få børn end faktisk på at få dem.

Hvis man så siger, at "At opdrage mine børn til at være ordentlige mennesker, er det største, jeg har opnået i mit liv!", det er noget andet. Men dem, der nærmest ser det som et achievement det sekund, de har fået to streger frem, det lærer jeg aldrig at forstå (medmindre der har været fertilitetsproblemer indblandet, men det er immervæk langt fra flertallet).



Nej, man kan jo ikke ligefrem påstå, at det i sig selv er svært at formere sig.
0
What ain't no country I ever heard of. They speak English in What?
Brugeravatar
Sophaya
Indlæg: 2963
Tilmeldt: 22. aug 2015, 11:26
Kort karma: 624
Likede indlæg: 6596

Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

Indlægaf Sophaya » 21. sep 2015, 16:39

Citat slettet

Du har ikke læst psykologi kan jeg fornemme :stoned:

For mig vil min uddannelse/karriere være min største præsentation - men jeg hverken har eller skal have børn, så jeg skal ikke kunne udtale mig om det der børn :D
Jeg synes dog ikke at de kan sættes op mod hinanden på den måde - for mig at se er det bare to forskellige kampe :lol:
0
cat has nine lives babe
nine lives to itself
but you only got one

x
Brugeravatar
Sophaya
Indlæg: 2963
Tilmeldt: 22. aug 2015, 11:26
Kort karma: 624
Likede indlæg: 6596

Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

Indlægaf Sophaya » 21. sep 2015, 16:42

og så til det jeg kom for at sige: Nej, jeg gider faktisk ikke ses med nogen, for jeg vil hellere ligge under min dyne og spise slik. Forstå det dog!
3
cat has nine lives babe
nine lives to itself
but you only got one

x
Karkluden
Indlæg: 1684
Tilmeldt: 14. aug 2015, 15:30
Kort karma: 256
Geografisk sted: Aarhus
Likede indlæg: 2441

Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

Indlægaf Karkluden » 21. sep 2015, 16:47

Citat slettet
Jeg synes ikke, det er en større præstation at tage en uddannelse end at få børn. Vil jeg gerne pointere. Jeg synes børn er større. En præstation ved jeg ikke om det er, men jeg synes BEGIVENHEDEN i at få børn er større end i at få en uddannelse.
Min sammenligning gik i øvrigt på det at flytte sammen eller blive forlovet (ikke gift, forlovet. Som de så var i 5 år, før de gik hver til sit) kontra at tage en lang og svær uddannelse som medicinstudiet fx. Dér synes jeg så altså det er en større bedrift at tage en uddannelse end at flytte sammen, må jeg sige :lol: Selvom begge ting er vigtige.

Og nej, jeg har ikke børn. Jeg synes stadig, det er det største og vigtigste i et menneskeliv. Men jeg synes altså ikke, at sammenflytning er en større bedrift end en uddannelse.
Så jeg tror ikke, du lige kan skære alle os, der har svaret over en kam. Nogle af de andre mener noget andet :)
0
Some days I amaze myself. Other days I put the laundry in the oven.
Brugeravatar
englishchannel
Indlæg: 1815
Tilmeldt: 28. aug 2015, 23:37
Kort karma: 632
Likede indlæg: 8534

Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

Indlægaf englishchannel » 21. sep 2015, 16:50

Citat slettet

Nu er det jo virkelig med at passe på med hvordan man formulerer sig, men...

Jeg synes personligt, at det er en større præstation at gøre noget, der ikke er størstedelen af jordens befolkning forundt. Nu synes jeg så, at selve det at tage en uddannelse er en lidt lavt sat barre (medmindre man kæmper med ting, der gør det ekstra svært), men i forhold til at skrive en bog eller lignende, så synes jeg, at det er mere imponerende end at sætte et barn i verden.

Dermed ikke sagt, at det at få et barn ikke følelsesmæssigt er større end at udgive en bog. Og at det at opdrage et barn til at være et ordentligt menneske, ikke er en bedrift. Men det ændrer ikke ved, at jeg - som udenforstående - bliver mere imponeret af de to af mine tidligere klassekammerater, der har skrevet en bog eller fået en ph.d. end de halvtreds, der har fået børn. Sådan isoleret set, som udenforstående.
1
Karkluden
Indlæg: 1684
Tilmeldt: 14. aug 2015, 15:30
Kort karma: 256
Geografisk sted: Aarhus
Likede indlæg: 2441

Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

Indlægaf Karkluden » 21. sep 2015, 16:54

Men jeg kan egentlig godt følge English. Altså PRÆSTATIONEN i at få et barn (altså ikke at opdrage det og sådan, men blot undfange og føde det) er jo isoleret set en mindre præstation end at tage fx en PhD. Følelsesmæssigt er det at få og have et barn jo til gengæld MEGET vildere. Og at opdrage et barn er kæmpe præstation. Men for de fleste er selve præstationen i at få det der barn jo egentlig ok simpelt. Det gør da ikke følelserne mindre, og jeg synes ikke, det gør det mindre værdifuldt.
Vi talte faktisk om det i min bachelorgruppe, hvor den ene har et barn. hun synes, det var easypeasy både at være gravid og føde, og blev også nemt gravid. Altså præstationen for hende i at få det der barn i armene var ikke stor, hvorimod hendes uddannelse virkelig har været en kamp af og til pga. stress osv.
Præstationen i at opdrage det her barn og sådan er selvfølgelig en kæmpe præstation.
0
Some days I amaze myself. Other days I put the laundry in the oven.
Karkluden
Indlæg: 1684
Tilmeldt: 14. aug 2015, 15:30
Kort karma: 256
Geografisk sted: Aarhus
Likede indlæg: 2441

Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

Indlægaf Karkluden » 21. sep 2015, 17:01

... Men fuldstændig ligesom der er ting, vi ikke kan forstå, fordi vi ikke har børn, så ER der altså også ting, folk, og især kvinder, med børn glemmer, når de får de der børn.
Min mor er freaking snart 53, og jeg er 23, og hun tager det stadig dybt personligt, hvis jeg en sjælden gang tillader mig at nævne, at jeg indimellem synes, børn fylder lige rigeligt (fx til familiefesterne, hvor alt kører efter dem, selvom de er to skolebørn og vi er 25 voksne..).
Så er det, fordi jeg ikke "forstår det". Og det er da rigtigt. Det gør jeg ikke, for jeg har ikke børn. Og det er altså ikke hendes børn vil jeg gerne pointere.
Men hun, og mange andre mødre, har til gengæld også glemt, hvor pissepissefrustrerende det er at være uden børn, og altid "tabe". Altså jeg synes sgu ikke min fætter (som er 6 år) er specielt vild, fordi han skider på et toilet. Det er meget muligt, at det isoleret set er flot for ham, og hans forældre er glade, men jeg kan godt blive lidt træt, når jeg er blevet spurgt til fx min uddannelse, og så pludseligt LØBER hele familien ud for at klappe 2 ord inde i en sætning, fordi han har skidt. Og det forstår jeg nok, når jeg får børn. Det ændrer ikke på, at det er frustrerende ofte at føle både ift familie og venner med børn, at ens liv og tid er lige 15% mindre værd, og bare kan rykkes rundt med efter deres forgodtbefindende og behov...
1
Some days I amaze myself. Other days I put the laundry in the oven.
Brugeravatar
Flora
Indlæg: 14712
Tilmeldt: 12. aug 2015, 19:21
Kort karma: 688
Likede indlæg: 19042

Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

Indlægaf Flora » 21. sep 2015, 17:12

Karkluden skrev:... Men fuldstændig ligesom der er ting, vi ikke kan forstå, fordi vi ikke har børn, så ER der altså også ting, folk, og især kvinder, med børn glemmer, når de får de der børn.
Min mor er freaking snart 53, og jeg er 23, og hun tager det stadig dybt personligt, hvis jeg en sjælden gang tillader mig at nævne, at jeg indimellem synes, børn fylder lige rigeligt (fx til familiefesterne, hvor alt kører efter dem, selvom de er to skolebørn og vi er 25 voksne..).
Så er det, fordi jeg ikke "forstår det". Og det er da rigtigt. Det gør jeg ikke, for jeg har ikke børn. Og det er altså ikke hendes børn vil jeg gerne pointere.
Men hun, og mange andre mødre, har til gengæld også glemt, hvor pissepissefrustrerende det er at være uden børn, og altid "tabe". Altså jeg synes sgu ikke min fætter (som er 6 år) er specielt vild, fordi han skider på et toilet. Det er meget muligt, at det isoleret set er flot for ham, og hans forældre er glade, men jeg kan godt blive lidt træt, når jeg er blevet spurgt til fx min uddannelse, og så pludseligt LØBER hele familien ud for at klappe 2 ord inde i en sætning, fordi han har skidt. Og det forstår jeg nok, når jeg får børn. Det ændrer ikke på, at det er frustrerende ofte at føle både ift familie og venner med børn, at ens liv og tid er lige 15% mindre værd, og bare kan rykkes rundt med efter deres forgodtbefindende og behov...


Åh, det kender jeg virkelig godt det der. Der er også 2 børn i min familie som helt tydeligt er omdrejningspunkt for ALT når familien samles. Man kan sidde og fortælle en historie og pludselig siger eller gør ungen et eller andet og straks er HELE familiens opmærksomhed på ungen og alle har glemt at man var midt i at fortælle noget :rulle:.
0
Karkluden
Indlæg: 1684
Tilmeldt: 14. aug 2015, 15:30
Kort karma: 256
Geografisk sted: Aarhus
Likede indlæg: 2441

Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

Indlægaf Karkluden » 21. sep 2015, 17:18

Flora skrev:
Karkluden skrev:... Men fuldstændig ligesom der er ting, vi ikke kan forstå, fordi vi ikke har børn, så ER der altså også ting, folk, og især kvinder, med børn glemmer, når de får de der børn.
Min mor er freaking snart 53, og jeg er 23, og hun tager det stadig dybt personligt, hvis jeg en sjælden gang tillader mig at nævne, at jeg indimellem synes, børn fylder lige rigeligt (fx til familiefesterne, hvor alt kører efter dem, selvom de er to skolebørn og vi er 25 voksne..).
Så er det, fordi jeg ikke "forstår det". Og det er da rigtigt. Det gør jeg ikke, for jeg har ikke børn. Og det er altså ikke hendes børn vil jeg gerne pointere.
Men hun, og mange andre mødre, har til gengæld også glemt, hvor pissepissefrustrerende det er at være uden børn, og altid "tabe". Altså jeg synes sgu ikke min fætter (som er 6 år) er specielt vild, fordi han skider på et toilet. Det er meget muligt, at det isoleret set er flot for ham, og hans forældre er glade, men jeg kan godt blive lidt træt, når jeg er blevet spurgt til fx min uddannelse, og så pludseligt LØBER hele familien ud for at klappe 2 ord inde i en sætning, fordi han har skidt. Og det forstår jeg nok, når jeg får børn. Det ændrer ikke på, at det er frustrerende ofte at føle både ift familie og venner med børn, at ens liv og tid er lige 15% mindre værd, og bare kan rykkes rundt med efter deres forgodtbefindende og behov...


Åh, det kender jeg virkelig godt det der. Der er også 2 børn i min familie som helt tydeligt er omdrejningspunkt for ALT når familien samles. Man kan sidde og fortælle en historie og pludselig siger eller gør ungen et eller andet og straks er HELE familiens opmærksomhed på ungen og alle har glemt at man var midt i at fortælle noget :rulle:.

Præcis. Og jeg går meget ind for både at se og høre børn, og jeg gør meget ud af at lave noget alene med familie og venners børn, og jeg elsker dem, og deres finurligheder. Bestemt!
Men jeg synes virkelig, det er svært, at jeg ret ofte oplever, at min tid, mine oplevelser og mine tanker ikke har ligeså meget værdi, fordi jeg ikke er mor endnu eller ikke er et barn.
Også når jeg har været i praktik fx. Medstuderende med børn kunne altid få lov at rykke rundt på studiedage og sådan, mens jeg flere gange har fået nej, fordi jeg jo "bare" skulle noget med min familie eller kæreste, og det var mindre værd end at holde en fridag med sit barn, selvom det var en helt anden dag, og jeg havde tjekket, der var dækning i planen til det (vi er udenfor normering i øvrigt).
Men også fra familie og venner med børn. Det er jo ikke bevidst, det ved jeg godt, men det bider nu af og til lidt alligevel :)
1
Some days I amaze myself. Other days I put the laundry in the oven.
Brugeravatar
englishchannel
Indlæg: 1815
Tilmeldt: 28. aug 2015, 23:37
Kort karma: 632
Likede indlæg: 8534

Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

Indlægaf englishchannel » 21. sep 2015, 17:35

Citat slettet


Jamen altså Navn anonymiseret . Jeg taler jo ikke om hvad der er større, hvis man både er forfatter og har børn - det vil børnene altid være. Det andet er bare arbejde, som du selv siger.

Men det ændrer ikke på, at hvis Karla bliver ph.d. og Karl gør en eller anden gravid - jamen, så bliver jeg mere imponeret over Karlas bedrift, fordi det immervæk kræver noget mere arbejde og ikke er noget, som størstedelen af verdens befolkning kommer til at opleve. Det er jo det, vi taler om: Hvordan jeg som udenforstående ser noget - ikke hvordan det er for dem, som det faktisk sker for.

Jeg har jo hverken udgivet en bog, fået en ph.d. eller været gravid, så jeg udtaler mig kun i min egenskab af passiv tilskuer.
2
Karkluden
Indlæg: 1684
Tilmeldt: 14. aug 2015, 15:30
Kort karma: 256
Geografisk sted: Aarhus
Likede indlæg: 2441

Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

Indlægaf Karkluden » 21. sep 2015, 17:35

Citat slettet

Og derfor skrev jeg "de fleste". for i Danmark klarer det fleste altså en fødsel fuldkommen uden mén. Hvilket jeg ikke bare siger ud af den blå luft, men ud af erfaring efter at have arbejdet i obstetrikken og sat mig meget ind i området.
Jeg er i øvrigt efter det arbejde udmærket klar over, at nogle også bliver invalideret fysisk eller psykisk. Men det gør nogle jo af en uddannelse fx. Jeg er i øvrigt meget ked af på dine vegne, at du har måttet igennem det :kys:
Med det sagt - jeg synes det at få et barn, må være den største oplevelse, uden tvivl. Fuldkommen.
Men jeg synes, det er ærgerligt, at jeg oplever en tendens til, at hvis man ikke har børn, så er ens tid, tanker og meninger ikke rigtigt vigtige. Det giver desværre også den modreaktion, at mange kæmper mod børnefamilierne. Mere forståelse begge veje ville være fedt.
1
Some days I amaze myself. Other days I put the laundry in the oven.
Karkluden
Indlæg: 1684
Tilmeldt: 14. aug 2015, 15:30
Kort karma: 256
Geografisk sted: Aarhus
Likede indlæg: 2441

Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

Indlægaf Karkluden » 21. sep 2015, 17:44

Citatslettet

Men forskellen der er jo mere i, hvad man glæder sig over: En afsluttet uddannelse/en ny tid på arbejdsmarkedet kontra et nyt liv ig en ny familie.

Jeg finder det virkeligt sært at fokusere på "nåh ja, bien ig blomsten". Det er jo slet ikke det, det handler om. Så også som udenforstående virker et nyt liv altså mere fantastisk, unikt og glædeligt end et stykke papir på en afsluttet uddannelse.[/quote]

Men Navn anonymiseret , som jeg læser det english mener (og som egentlig også er min holdning), så er det, at FØLELSEN over at være gravid, få et barn osv anerkender vi 100000% er meget større end en uddannelse/bog/whatever. Men at PRÆSTATIONEN for nogle, ikke alle men nogle, altså er større ved at tage en uddannelse/skrive en bog/whatever end at undfange og føde et barn.
Og at præstationen ved at opdrage det barn er ekstremt meget større end alt det andet tilsammen.

Det er nok lidt "enhver idiot kan blive far, men det kræver en ægte mand at være far"-holdningen, vi har. Forudsat man ikke har fertilitetsproblemer.
0
Some days I amaze myself. Other days I put the laundry in the oven.
Brugeravatar
englishchannel
Indlæg: 1815
Tilmeldt: 28. aug 2015, 23:37
Kort karma: 632
Likede indlæg: 8534

Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

Indlægaf englishchannel » 21. sep 2015, 17:48

Citat slettet

Men igen handler det nok bare om perspektiv. Jeg vil altid glæde mig over (og like, hvis vi er i FB-verdenen) begge ting, men det ene anser jeg som en normal og forventelig del af livet, mens det andet er en ekstraordinær bedrift (her taler jeg igen ikke uddannelse, men at udgive en bog, tage en ph.d. eller åbne en egen virksomhed). Det kan være, at jeg får en mere følelsesmæssig reaktion på det lille nye liv og den nye familie, hvis jeg selv får børn en dag, men lige pt. vækker en gammel folkeskoleklassekammerats graviditet ikke de store følelser i mig.

(Gud, hvor jeg synes jeg egentlig, at det er svært at skrive uden at lyde som et totalt røvhul, men well...)
1

Tilbage til "Generelt"