Single når man er 40: "Uheldig" eller et spørgsmål om manglende evne til at opretholde forhold?

[Spasserinde]

I tråden "Dating coachen havde ret" foregår der en masse interessante ting, bl.a. bliver der linket til en dude, som skriver:

"Men who haven't settled down by their late 30s are probably not going to settle down. In fact, the threshold might be even lower than 40; but if a man hasn't settled down by then he is probably incapable of engaging in or maintaining a long-term relationship."

Manden rådgiver primært kvinder om mænd, så jeg antager, at han ville sige det samme om en kvinde i den alder. Nu snakker han selvfølgelig om det amerikanske samfund der er lidt mere konservativt end det danske, men mon ikke de fleste danskere også gerne vil være i forhold når alt kommer til alt.

Hans påstand er jo dybest set: Hvis man gerne VIL være i forhold, så er man det også når man rammer de 40. Er man ikke, er det, fordi man ikke KAN.

Hvad tænker I? Køber I den der med "ikke mødt den rette", eller tror I der er noget om det, at folk sidst i 30'erne eller i 40'erne, der lever uden en partner, måske har nogle personlighedstræk der forhindrer dem i at vedligeholde et forhold? Det kan jo være alt fra at man er superkritisk og ingen er god nok, at man er konfliktsky og derfor slår op når tingene bliver hårde, at man er usikker og derfor ikke tør give sig hen, at man keder sig nemt og derfor udskifter sine partnere jævnligt, at man tiltrækkes af de "forkerte" mænd/kvinder og derfor ender i det ene dårlige forhold efter det andet, til at man er dårlig til at prioritere en partner og at alle emner derfor bakker ud ret hurtigt.

Jeg synes det er en interessant tanke, selv om en del nok vil finde den kontroversiel.

Ja. Hvad tænker I? Er folk bare uheldige - eller handler det om selve evnen til at være i forhold?

[Lurende Peber]

Jeg tror bestemt, at der er noget om det. Selv om jeg (naturligvis) har en fætter, som først fik en kæreste (nu kone) som ... nok tættere på 50 end 40 årig.

For mit eget vedkommende kan jeg tydeligt mærke forskel på den tid, hvor jeg ikke havde prøvet længerevarende forhold, til tiden efter. Man kvajer sig en del og skal lære noget om kompromisser og integritet og grænser og hensyn og ....... neverending story!

For de fleste er det en klar fordel, at have "øvet" sig, for at opnå succes i et forhold. Og ja, nogen er stadig sammen med kæresten fra folkeskolen men ..det ER de færreste.

Så de, som aldrig HAR haft et forhold/boet sammen/en eller anden skillelinje er og bliver med stor sandsynlighed aldrig klar.

[englishchannel]

Hvis man ønsker et fast parforhold og det ikke er sket når man når den alder, så gør man jo tydeligvis et eller andet forkert. Det lyder hårdt på skrift, men jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at man kan have været så uheldig at alting er "de andres skyld" konsekvent gennem 20-25 år (her går jeg ud fra, at vi har frasorteret alle dem med tidligere velfungerende forhold, der tilfældigvis er single i en alder af 40 år).

Når det så er sagt, synes jeg at det er ærgerligt og kontraproduktivt, at vi som kultur har den her tendens til at bortforklare mange ting med uheld og ydre omstændigheder (nok fordi vi ikke kan lide at kritisere andre, og det er ultimativt en ret stor kritik at antyde, at folk gør noget forkert - så er de jo pludselig selv skyld i en ulykkelig situation, og det er alligevel at sparke til en, der ligger ned). I stedet for at være ærlige og sige: "Ja, du gør det her forkert, og det er derfor, det ikke lykkes for dig. Den gode nyhed er, at du kan have en større succesrate ved at gøre det og det."

Ikke helt det samme, men jeg brugte størstedelen af mine 20'ere på at kegle rundt studie- og karireremæssigt. Nu er jeg endelig ved at lande her som knap 30-årig, og jeg har ikke tal på hvor mange, der har sagt noget i stil med: "Ja, jeg vidste jo godt, at du skulle have gjort det her, men..." Jeg forestiller mig, at det er det samme med dating - tit er problemet åbenlyst for alle andre end en selv, men vi er for høflige til at sige noget af frygt for at virke som et kritisk og victimblaimende røvhul. Så vil vi hellere skyde skylden på ydre omstændigheder, mens personen in question begår de samme undgåelige fejl igen og igen.

[Animi]

Jeg tror det er meget forskellig, og at man ikke kan sætte ét facit på.
Jeg tror helt klart at der er mange der måske er for kræsne - og selvfølgelig skal man ikke nøjes, men hvis man aldrig nogensinde giver folk en chance, kunne man overveje om man ikke skulle prøve det.
Og det kan nok helt klart være en fordel at se om der er et bestemt mønster i alle ens forhold, for at se om man måske kunne lave om på det. For jeg tror tit at man ubevidst falder tilbage i det samme mønster, og man så derfor får det samme resultat.


Jeg tror så også at der rent faktisk findes folk, som ikke har prøvet at blive forelsket/have romantiske følelser for andre, før de er et godt stykke op i årerne. Og skal man gå ind i et forhold uden kærlighed, bare fordi?
Jeg tænker også nogen gange at det med kærligheden er ret vildt - ikke nok med at man først selv skal finde en at blive forelsket i (og det kan være svært nok i sig selv) så skal man også krydse fingre for at dén person, gengælder de følelser. Det er alligevel ret heldigt når det sker.

Selv er jeg 25, og har endnu ikke haft et længerevarende seriøst forhold - og allerede nu har jeg fået at vide at der må være noget galt med mig Altså, jeg kan da godt se at jeg har begået "fejl" i de forhold jeg har været i, men i sidste ende var grunden til at det gik i stykker, at jeg var forelsket i dem og de ikke i mig. Så uanset om jeg ikke havde begået de fejl eller ej, var det ikke gået fordi de ikke var forelsket i mig. Så indtil videre har det for mig været fordi følelserne ikke var gengældt.

[Wizzze]

hrmmm... jeg ved ikke helt om jeg køber den
Jeg tror der er mange andre faktorer i spil når det kommer til evnen at indgå i et forhold, end bare alder.

Jeg var 35 før jeg mødte en kvinde, som ikke løb skrigende væk. Og der gik lige 1½ år mere, før hun var klar til at påtage sig, også at dele hjem med mig, så jeg var godt på vej mod de 40, før jeg boede sammen med en anden person. Og ja jeg har helt sikkert mange mange fejl, og der har da været udfordringer undervejs, men jeg synes egentlig at vi har klaret det ret godt, så bare fordi man ikke har været i flere lange forhold inden slutningen af 30´erne så mener jeg ikke det er manglende evner.
Det KAN være manglende evner, det kan være "uheld" eller det kan være så meget andet.

[Spasserinde]

(...) (her går jeg ud fra, at vi har frasorteret alle dem med tidligere velfungerende forhold, der tilfældigvis er single i en alder af 40 år).(...)

Vel antaget! Dejligt at man ikke behøver skrive en lang række disclaimers

Hvis man ønsker et fast parforhold og det ikke er sket når man når den alder, så gør man jo tydeligvis et eller andet forkert. Det lyder hårdt på skrift, men jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at man kan have været så uheldig at alting er "de andres skyld" konsekvent gennem 20-25 år (her går jeg ud fra, at vi har frasorteret alle dem med tidligere velfungerende forhold, der tilfældigvis er single i en alder af 40 år).

Når det så er sagt, synes jeg at det er ærgerligt og kontraproduktivt, at vi som kultur har den her tendens til at bortforklare mange ting med uheld og ydre omstændigheder (nok fordi vi ikke kan lide at kritisere andre, og det er ultimativt en ret stor kritik at antyde, at folk gør noget forkert - så er de jo pludselig selv skyld i en ulykkelig situation, og det er alligevel at sparke til en, der ligger ned). I stedet for at være ærlige og sige: "Ja, du gør det her forkert, og det er derfor, det ikke lykkes for dig. Den gode nyhed er, at du kan have en større succesrate ved at gøre det og det."

Ikke helt det samme, men jeg brugte størstedelen af mine 20'ere på at kegle rundt studie- og karireremæssigt. Nu er jeg endelig ved at lande her som knap 30-årig, og jeg har ikke tal på hvor mange, der har sagt noget i stil med: "Ja, jeg vidste jo godt, at du skulle have gjort det her, men..." Jeg forestiller mig, at det er det samme med dating - tit er problemet åbenlyst for alle andre end en selv, men vi er for høflige til at sige noget af frygt for at virke som et kritisk og victimblaimende røvhul. Så vil vi hellere skyde skylden på ydre omstændigheder, mens personen in question begår de samme undgåelige fejl igen og igen.

Jeg kan sagtens genkende din beskrivelse af, at vi ikke har lyst til at sige til dem, vi kender at hør, måske skulle du plukke unibrow'et/lade være med udelukkende at swipe til højre ved mænd der er 1.89 og har en unaturlig tan i november/prøve at arbejde med dit temperament/spørge dig selv hvorfor du indtil videre kun har været tiltrukket af idioter. Jeg synes også jeg indimellem oplever piger der siger ting til hinanden som "ej, men, han skal nok skrive, bare se" osv. og på den måde bidrager til at holde hinanden i dårlige relationer. Det er en mærkelig form for misforstået hensyn.

Men jeg tænker der også er andre situationer hvor det er langt sværere at vide, hvad der er galt. Jeg har mange single veninder som nærmer sig de 30 (30 er selvfølgelig heller ikke 40), og ofte kan jeg da ikke lige sige hvor det er, det går galt.

Jeg er også på en måde selv et eksempel, selv om jeg er i forhold lige nu. Jeg datede og mødte rigtigt mange mænd i løbet af mine 20'ere, men det var ligesom bare aldrig rigtigt dét. Jeg blev bare aldrig forelsket NOK til reelt at ønske en fremtid kun med den person. Jeg spekulerede meget over det og af mangel på bedre konkluderede jeg, at det var en blanding af meget høje krav til hans personlighed (god kemi, skarp, god til at lytte, ordentligt menneske, interessant) og at jeg nok var lidt kompliceret som person. Det stenede er, at selv om jeg er lidt kompliceret, så er jeg ikke halvt så fucked som mange, jeg kender, der ER i forhold - ondskabsfulde ved deres partner, systematisk utro, nedprioriterer forholdet, jaloux og kontrollerende eller hvad ved jeg. Jeg kender mange, der er i parforhold, som er klart MERE underlige end mig - de er det så åbenbart på en måde, som er mere foreneligt med et forhold end den måde, jeg er kompliceret på. Jeg tror da, at både min familie og mine venner har luret, at jeg er underligt seriemonogam - men jeg tvivler på nogen af dem kan pege på hvorfor.

[Spasserinde]

(...). Jeg tror da, at både min familie og mine venner har luret, at jeg er underligt seriemonogam - men jeg tvivler på nogen af dem kan pege på hvorfor.

Hvis nogen herinde har et bud, så skriv en PB. Seriøst.

[Lurende Peber]

(...). Jeg tror da, at både min familie og mine venner har luret, at jeg er underligt seriemonogam - men jeg tvivler på nogen af dem kan pege på hvorfor.

Hvis nogen herinde har et bud, så skriv en PB. Seriøst.

Definer lige "underligt" i forbindelse med seriemonogam først
Men jeg kender dig så på ingen måde nok til at pege på noget alligevel.

[Wizzze]

Jeg tror der ofte mere er tale om fucked up prioriteter end egentlig manglende evner

Eller måske manglende selverkendelse? at man ikke ved eller har gjort op med sig selv, hvem man er, og hvad det egentlig er man vil, og derfor ikke har styr på prioriteterne?

[Spasserinde]

hrmmm... jeg ved ikke helt om jeg køber den
Jeg tror der er mange andre faktorer i spil når det kommer til evnen at indgå i et forhold, end bare alder.

Jeg var 35 før jeg mødte en kvinde, som ikke løb skrigende væk. Og der gik lige 1½ år mere, før hun var klar til at påtage sig, også at dele hjem med mig, så jeg var godt på vej mod de 40, før jeg boede sammen med en anden person. Og ja jeg har helt sikkert mange mange fejl, og der har da været udfordringer undervejs, men jeg synes egentlig at vi har klaret det ret godt, så bare fordi man ikke har været i flere lange forhold inden slutningen af 30´erne så mener jeg ikke det er manglende evner.
Det KAN være manglende evner, det kan være "uheld" eller det kan være så meget andet.

Man kan også tage en lidt statistisk approach: Lad os sige, at det kun er ca. 1 pct, af alle mennesker, der opfylder ens følelsesmæssige behov og ligesom er potentiale for et forever-forhold. Nogle gange vil eksemplarer af denne 1 pct. måske allerede være i forhold med en anden person, andre gange vil personen ikke gengælde ens interesse. Det ville da egentlig rimeligt hurtigt kunne forklare, hvorfor en vis andel af befolkningen ender med at matche, imens en stor del uundgåeligt vil ende med IKKE at matche, fordi alle eksemplarerne af deres 1 pct. allerede er taget eller bare ikke er interesserede.

Man kunne formentlig forfine denne model væsentligt Det er bare for ligesom at illustrere, at hvis vi nu gør det op i tilfældigheder, så giver det faktisk mening at en vis andel af befolkningen ender med et match imens den resterende andel ikke løber på nogen ledige+interesserede udgaver af deres ene procent.

FØRST TIL MØLLE!!!!

[Lys]

Jeg tror ikke, at der er én forklaring, men jeg tror ofte, at det handler om en selv. Nogle er for kræsne, for konfliktsky, for flakkende etc.

Jeg er ikke 40 endnu, men har været single i mange år (har dog boet sammen med en kæreste for mere end 10 år siden). Jeg har selv anset mig for uheldig i mange år, men realiteten var nok snarere, at jeg har haft så dårligt selvværd, at jeg på ingen måde har kunnet tiltrække noget som helst (og i hvert fald ikke har troet på, at det ville ske og derfor har overset den interesse, der evt måtte have været). Det er vildt selvforstærkende, men svært (ikke umuligt!) at ændre.

Jeg kan dog godt tænke, at det kunne have gjort en forskel, hvis nogen (venner/familie) havde udfordret mig lidt - i stedet er min usikkerheden blot blevet mødt med standardfrasen "det skal nok komme". Der er ikke rigtigt nogen der for alvor har talt med mig om det og hvad jeg kunne ændre. Som andre er inde på er det vanskeligt at gå tæt på andre på dette område, og det er jo også kun ens eget ansvar i sidste ende.

[Mangoness]

Jeg tror ikke, at der er én forklaring, men jeg tror ofte, at det handler om en selv. Nogle er for kræsne, for konfliktsky, for flakkende etc.

Jeg er ikke 40 endnu, men har været single i mange år (har dog boet sammen med en kæreste for mere end 10 år siden). Jeg har selv anset mig for uheldig i mange år, men realiteten var nok snarere, at jeg har haft så dårligt selvværd, at jeg på ingen måde har kunnet tiltrække noget som helst (og i hvert fald ikke har troet på, at det ville ske og derfor har overset den interesse, der evt måtte have været). Det er vildt selvforstærkende, men svært (ikke umuligt!) at ændre.

Jeg kan dog godt tænke, at det kunne have gjort en forskel, hvis nogen (venner/familie) havde udfordret mig lidt - i stedet er min usikkerheden blot blevet mødt med standardfrasen "det skal nok komme". Der er ikke rigtigt nogen der for alvor har talt med mig om det og hvad jeg kunne ændre. Som andre er inde på er det vanskeligt at gå tæt på andre på dette område, og det er jo også kun ens eget ansvar i sidste ende.

Nu er jeg godt nok "kun" 24 år - men dét der med selvværdet tænker jeg er vigtig del. Mit selvværd er meget lavt, og jeg er meget bevidst om, at hvis jeg finder en kæreste nu, så er det sandsynligvis den forkerte (ikke fordi jeg kun tiltrækker de forkerte - for dem vil jeg nok altid tiltrække nogen af - men fordi jeg accepterer de forkerte). Og selv hvis der er nogen, som er interesserede, så opdager jeg det ikke.

Lige netop pga. selvværdproblemet tænker jeg, at det er en god ide at få snakket med en psykolog, så jeg ikke bliver ved med at køre i samme mønster. Jeg kan lige så godt begynde nu fremfor at udsætte det

[IrmaPigen]

Jeg føler mig nu hverken uheldig eller ude af stand til at indgå i et parforhold.

Mit er et sammenfald af flere forskellige ting, som jeg ikke vil kede jer med, men det har betydet, at jeg ikke har brugt overvældende meget tid og energi på at finde en kæreste, selvom lysten til et fast forhold har været der de sidste par år.

[MOGA]

Jeg tror der ofte mere er tale om fucked up prioriteter end egentlig manglende evner

Eller måske manglende selverkendelse? at man ikke ved eller har gjort op med sig selv, hvem man er, og hvad det egentlig er man vil, og derfor ikke har styr på prioriteterne?

Det, tror jeg, er en væsentlig pointe!

Jeg har efterhånden datet en hel del mænd omkring 40, og selvfølgelig er der nogle, som ikke er i stand til at danne varige relationer på dén måde. Lige så ofte tror jeg dog det handler om, at det går op for dem, at ved at binde sig, er de i et eller andet omfang nødt til at sige farvel til den komfortable ego-tilværelse, og det kan de ikke overskue konsekvenserne af/har de ikke lyst til.

Måske kan de, hvis den helt rigtige dukker op? Men jeg kunne godt mistænke, at de aldrig ville opdage, at vedkommende var den rigtige, før der var blevet lukket ned.

[IrmaPigen]

Jeg har i øvrigt boet sammen med flere kæreste (3 vist nok) men dengang jeg købte min ejerlejlighed valgte jeg at jeg ikke gad og stå boligløs igen, så derfor har jeg siden da boet alene (så det er vist ved at være de sidste 14 år). Også selvom jeg har haft kærester, jeg har bare ikke boet sammen med dem.

Når det er sagt, så ER jeg ret selvstændig, og en mand skal ikke mase ret meget på i starten af en relation før jeg føler mig presset, og så bakker jeg ud.