"Jeg har altså en kæreste"

[Sangius]

Jeg siger det som regel med det samme, hvis jeg ikke ønsker forvirring.

Min erfaring er som regel, at hvis en mand henvender sig til mig i byen, så er det altid fordi de håber der falder noget af. Har aldrig oplevet andet.

Jeg har sgu aldrig oplevet at folk bliver fornærmet over det? Hvis man ikke var der for at score, så er det jo ikke et problem, at der er en kæreste. Hvis man var der for at score, så ved man at man ikke skal bruge alt sit krudt der.

[Animi]

Jeg har sgu aldrig oplevet at folk bliver fornærmet over det? Hvis man ikke var der for at score, så er det jo ikke et problem, at der er en kæreste. Hvis man var der for at score, så ved man at man ikke skal bruge alt sit krudt der.

Der hvor jeg har oplevet at en blev fornærmet over det, var fordi vi havde siddet og talt sammen i en halv times tid. Da han så spurgte hvordan jeg kom hjem fra byen, og jeg sagde at min kæreste hentede mig, blev han sådan lidt "Ej, hvor er det tarveligt at du ikke har sagt det noget før!"
Jeg har så også oplevet at mænd med kærester har/mænd der ikke var ude på noget, har henvendt sig til mig i byen bare bare for at snakke, så det er derfor jeg synes det kan virke sådan lidt "se hvor lækker jeg er" hvis jeg med det samme siger "Jeg har en kæreste!"

[Sangius]

Jeg har sgu aldrig oplevet at folk bliver fornærmet over det? Hvis man ikke var der for at score, så er det jo ikke et problem, at der er en kæreste. Hvis man var der for at score, så ved man at man ikke skal bruge alt sit krudt der.

Der hvor jeg har oplevet at en blev fornærmet over det, var fordi vi havde siddet og talt sammen i en halv times tid. Da han så spurgte hvordan jeg kom hjem fra byen, og jeg sagde at min kæreste hentede mig, blev han sådan lidt "Ej, hvor er det tarveligt at du ikke har sagt det noget før!"
Jeg har så også oplevet at mænd med kærester har/mænd der ikke var ude på noget, har henvendt sig til mig i byen bare bare for at snakke, så det er derfor jeg synes det kan virke sådan lidt "se hvor lækker jeg er" hvis jeg med det samme siger "Jeg har en kæreste!"

Man kan jo sige det på en stille og rolig måde...

Jeg plejer bare lige at nævne når folk sætter sig for at snakke, at jeg ikke er der for at score. Just FYI. Med et smil på læben. Har aldrig oplevet at nogen synes det var 'se hvor er jeg lækker' attitude.

Jeg kan på en måde godt forstå, at man synes det er ærgerligt at have bagt på en dame i 30 minutter, uden at vide hun havde en kæreste. Man kunne selvfølgelig spørge selv, men alligevel. Når man ikke er blevet afvist i 30 minutter, så tænker man måske, at det går skide godt.

[Animi]

Man kan jo sige det på en stille og rolig måde...

Jeg plejer bare lige at nævne når folk sætter sig for at snakke, at jeg ikke er der for at score. Just FYI. Med et smil på læben. Har aldrig oplevet at nogen synes det var 'se hvor er jeg lækker' attitude.

Jeg kan på en måde godt forstå, at man synes det er ærgerligt at have bagt på en dame i 30 minutter, uden at vide hun havde en kæreste. Man kunne selvfølgelig spørge selv, men alligevel. Når man ikke er blevet afvist i 30 minutter, så tænker man måske, at det går skide godt.

Ja, selvfølgelig kan man sige det på en stille og rolig måde Men altså, jeg ville synes det var mærkeligt hvis noget af det første en fyr sagde til mig var "Ej, jeg har en kæreste." Så derfor vil jeg ikke selv bryde mig om at gøre det.
Og ja, kan da godt se det er ærgerligt for dem at blive afvist. Men samtidig synes jeg også det er ærgerligt hvis jeg ikke kan have samtaler med folk af det andet køn, uden først at skulle oplyse om min civilstatus.

[Sangius]

Man kan jo sige det på en stille og rolig måde...

Jeg plejer bare lige at nævne når folk sætter sig for at snakke, at jeg ikke er der for at score. Just FYI. Med et smil på læben. Har aldrig oplevet at nogen synes det var 'se hvor er jeg lækker' attitude.

Jeg kan på en måde godt forstå, at man synes det er ærgerligt at have bagt på en dame i 30 minutter, uden at vide hun havde en kæreste. Man kunne selvfølgelig spørge selv, men alligevel. Når man ikke er blevet afvist i 30 minutter, så tænker man måske, at det går skide godt.

Ja, selvfølgelig kan man sige det på en stille og rolig måde Men altså, jeg ville synes det var mærkeligt hvis noget af det første en fyr sagde til mig var "Ej, jeg har en kæreste." Så derfor vil jeg ikke selv bryde mig om at gøre det.
Og ja, kan da godt se det er ærgerligt for dem at blive afvist. Men samtidig synes jeg også det er ærgerligt hvis jeg ikke kan have samtaler med folk af det andet køn, uden først at skulle oplyse om min civilstatus.

At starte sætningen med 'ej' er jo også småprovokerende allerede der. Som om det er et problem at man bliver snakket til.
Jeg har haft masser af gode, lange samtaler med det modsatte køn, hvor vi fra start af kunne fastlægge, at vi ikke flirtede. Jeg synes det er en rigtig rar måde at starte ud på med et fremmed menneske, så man ikke skal rode rundt i misforståelser.

Desuden er det jo ikke noget jeg ordbrækker ud over folk så snart de er i min periferi. Det er som regel noget jeg nævner i starten af samtalen, næsten altid fordi de alligevel kan flettes ind i nogle af de spørgsmål de stiller en. For mig ville det være svært at undgå at nævne min kæreste i en 30 minutter lang samtale. Det tror jeg næsten kun kunne være en bevidst undladelse fra min side i af, i hvert fald.

[Animi]

At starte sætningen med 'ej' er jo også småprovokerende allerede der. Som om det er et problem at man bliver snakket til.
Jeg har haft masser af gode, lange samtaler med det modsatte køn, hvor vi fra start af kunne fastlægge, at vi ikke flirtede. Jeg synes det er en rigtig rar måde at starte ud på med et fremmed menneske, så man ikke skal rode rundt i misforståelser.

Desuden er det jo ikke noget jeg ordbrækker ud over folk så snart de er i min periferi. Det er som regel noget jeg nævner i starten af samtalen, næsten altid fordi de alligevel kan flettes ind i nogle af de spørgsmål de stiller en. For mig ville det være svært at undgå at nævne min kæreste i en 30 minutter lang samtale. Det tror jeg næsten kun kunne være en bevidst undladelse fra min side i af, i hvert fald.

Selv hvis det ikke starter med "Ej", ville jeg stadigvæk synes det var mærkeligt
Men altså, ja, vi er selvfølgelig alle forskellige på det punkt Jeg ville sagtens kunne have lange samtaler, uden at min (nu hypotetiske) kæreste blev nævnt, hvis samtalerne ikke lagde op til at det var nødvendigt at nævne ham

[Joe]

Jeg nævner det hvis det er en del af den samtale vi har (som kan være om hvor jeg bor eller hvor jeg skal hen på ferie eller alt muligt andet.) Jeg gør sjældent noget for at nævne det selv.

Jeg har det egentlig sådan lidt, at min krop ikke er et tag-selv-bord, man kun bliver nægtet adgang til, hvis det er reserveret på forhånd af en anden. Det kunne jo også være, jeg bare ikke var interesseret i at lave mere end at snakke med personen. Så jeg har det mærkeligt hvis jeg skal bruge kærestetitlen som skjold til at afvise. Min interesse er ikke kun afhængende af om jeg på forhånd er "ejet" af en anden mand.
Måske det ville være anderledes hvis jeg rent faktisk var interesseret i personen, og ham derhjemme var det eneste der holdt mig tilbage.

Men jeg føler mig heller ikke forpligtet til på forhånd at fortælle folk, at skulle de prøve på at lægge an på mig senere i samtalen, vil de blive afvist. Jeg foretrækker at tage det som det kommer, og tro på at man altså stadig godt kan have en hyggelig samtale med et nyt bekendtskab uden alle mulige bagvedliggende intentioner.

Men vil man gerne vide om jeg er i et forhold er denne spørgsmålsrække ret naturlig og uskyldig:

Hvor bor du henne af?
Jeg bor på Amager.

Bor du alene eller sammen med andre?
Jeg bor sammen med min kæreste og alle vores bamser.

Sådan. Så kan de enten gå videre, fordi jeg ikke kan scores, gå videre fordi det simpelthen er for mærkeligt med bamserne, eller fortælle at de faktisk heller ikke har kunnet nænne at smide deres barndoms tøjdyr ud.

[Rapfisk]

For mig ville det være svært at undgå at nævne min kæreste i en 30 minutter lang samtale. Det tror jeg næsten kun kunne være en bevidst undladelse fra min side i af, i hvert fald.

Sådan har jeg det også, og netop derfor synes jeg, at man bevidst bør putte det ind i samtalen, hvis det ikke er kommet ind de første uger. Bare for at være på den sikre side - også for at der ikke opstår noget for ham, selv om det lige nu kun er venskabeligt.

Jeg vil stadig tale for at flette det ind i samtalen i stedet for at sige det direkte. For alle er det lettere ikke at tabe ansigt, hvis man siger det i en anden kontekst.

For eksempel har du to informationer i sætningen "Min kæreste er i gang med at lave mad". Dertil kan han vælge at spørge til din kæreste eller til, hvad I skal have at spise. Siger man direkte, at man altså har en kæreste, giver man ikke andre muligheder end, at den anden skal forholde sig til dét, og det bliver netop let til, at den anden må gå i forsvarsposition (uanset om vedkommende ønskede mere eller ej).

[Sangius]

For mig ville det være svært at undgå at nævne min kæreste i en 30 minutter lang samtale. Det tror jeg næsten kun kunne være en bevidst undladelse fra min side i af, i hvert fald.

Sådan har jeg det også, og netop derfor synes jeg, at man bevidst bør putte det ind i samtalen, hvis det ikke er kommet ind de første uger. Bare for at være på den sikre side - også for at der ikke opstår noget for ham, selv om det lige nu kun er venskabeligt.

Jeg vil stadig tale for at flette det ind i samtalen i stedet for at sige det direkte. For alle er det lettere ikke at tabe ansigt, hvis man siger det i en anden kontekst.

For eksempel har du to informationer i sætningen "Min kæreste er i gang med at lave mad". Dertil kan han vælge at spørge til din kæreste eller til, hvad I skal have at spise. Siger man direkte, at man altså har en kæreste, giver man ikke andre muligheder end, at den anden skal forholde sig til dét, og det bliver netop let til, at den anden må gå i forsvarsposition (uanset om vedkommende ønskede mere eller ej).

Enig.
Man er lidt ideforladt, synes jeg, hvis man ikke kan få flettet det ind på en naturlig måde i en samtale, at man har en kæreste.

[vibbsen]

Enig.
Man er lidt ideforladt, synes jeg, hvis man ikke kan få flettet det ind på en naturlig måde i en samtale, at man har en kæreste.

Min veninde og jeg var i byen en aften for et stykke tid siden, og der var et par fyre som inviterede os hen til deres bord. Det var temmelig åbenlyst hvad det handlede om.

Men den punkterede jeg råt og brutalt med en bemærkning om at vi var ude og drikke os seriøst i hegnet mens vores mænd passede ungerne

[Rapfisk]

Jeg ville ikke flette noget som helst, jeg ville servere den ærligt. Men jeg ville også synes det var meget irriterende at en kæreste havde den form for kontakt med en anden kvinde, uden at jeg vidste det eller uden at hun vidste om mig.

Kæresten ved det godt og er ligeglad

[Moxy-lady]

Kan du ikke anmode ham som ven på Facebook? Hvis I altså begge er der. Så kan han vel se helt naturligt at du har en kæreste, hvis han, som de fleste andre lige kigger lidt på din profil. Så behøver du ikke skabe en eller anden kunstig situation hvor oplysningen kan indgå.

[Mi55y]

Han har lige skrevet, at han godt kan lide at vandre, og det kan min kæreste også - så nu bliver den serveret.

Jeg har egentlig haft muligheder før, men i og med, at der går dage imellem, at der kommer en besked, så gik der jo lige lidt, før det gik op for mig, at han havde tænkt sig at blive ved med at skrive.

[BlueBunny]

Det sjove vil være hvis han svarer "så er det lige som herhjemme. Der vil kæresten heller aldrig med. Så det er altid mig og gutterne når den står på vandretur."

[DetSorteCirkus]

Jeg nævner det hvis det er en del af den samtale vi har (som kan være om hvor jeg bor eller hvor jeg skal hen på ferie eller alt muligt andet.) Jeg gør sjældent noget for at nævne det selv.

Jeg har det egentlig sådan lidt, at min krop ikke er et tag-selv-bord, man kun bliver nægtet adgang til, hvis det er reserveret på forhånd af en anden. Det kunne jo også være, jeg bare ikke var interesseret i at lave mere end at snakke med personen. Så jeg har det mærkeligt hvis jeg skal bruge kærestetitlen som skjold til at afvise. Min interesse er ikke kun afhængende af om jeg på forhånd er "ejet" af en anden mand.
Måske det ville være anderledes hvis jeg rent faktisk var interesseret i personen, og ham derhjemme var det eneste der holdt mig tilbage.

Men jeg føler mig heller ikke forpligtet til på forhånd at fortælle folk, at skulle de prøve på at lægge an på mig senere i samtalen, vil de blive afvist. Jeg foretrækker at tage det som det kommer, og tro på at man altså stadig godt kan have en hyggelig samtale med et nyt bekendtskab uden alle mulige bagvedliggende intentioner.

Men vil man gerne vide om jeg er i et forhold er denne spørgsmålsrække ret naturlig og uskyldig:

Hvor bor du henne af?
Jeg bor på Amager.

Bor du alene eller sammen med andre?
Jeg bor sammen med min kæreste og alle vores bamser.

Sådan. Så kan de enten gå videre, fordi jeg ikke kan scores, gå videre fordi det simpelthen er for mærkeligt med bamserne, eller fortælle at de faktisk heller ikke har kunnet nænne at smide deres barndoms tøjdyr ud.

Jeg er meget enig i det her. Når jeg godt kan forstå, hvis TS gerne vil flette det ind, er det pga. hendes egen oplevelse af en konkret situation.
Hvis det blot er et spørgsmål om den traditionelle konvention "mænd og kvinder kan ikke være venner", synes jeg, at man skal holde fokus på det, man står i, og ikke på, hvad man bør, for hvis bør'eriet aldrig stoppes, bliver man ved med at nære konventionen.