Grissebassen skrev:Han var bare lidt for meget på, allerede inden mødet. Sådan lidt for ihærdig og forslog spontane hjemme-dates, når jeg egentlig havde givet udtryk for at første date skulle være et offentligt sted, og at jeg ikke var til spontane møder med fremmede, men at det bestemt ikke betød, at jeg ikke kunne være spontan ellers. Jeg påpegede overfor ham, at jeg havde givet udtryk for dette før, og det virkede mest som et kikset forsøg på at være lidt morsom på den drillende måde. Og så kom daten også i stand på den der, "lad os skives ved på dagen"-måde. Selvom han havde givet udtryk for at ville være mandig og planlægge noget, og havde spurgt en masse ind til mine præferencer, endte det alligevel med, at jeg måtte være den, der besluttede tid og sted i sidste øjeblik
Jeg valgte at give ham en chance alligevel, nok mest fordi jeg ikke har datet i evigheder, og egentlig bare gerne ville i gang, hvis man kan sige det sådan. Og fordi det kan være sindssygt svært at bedømme en person over skrift, og man nemt kommer til at ramme forbi hinanden med hensyn til humor fx. Men jeg var godt nok også tæt på at droppe det helt. For mig handler det oftest bare om at mødes, og hvis det siger klik, tænker jeg at man derfra er mere motiveret for at fastlægge planlagte dates og gøre noget ud af det, og det bliver nemmere at italesætte sine forventinger, når man ved hvad man har med at gøre. Hånden på hjertet gider jeg heller ikke selv gøre det store ud af et møde med en fremmed person, jeg overhovedet ikke ved om jeg har kemi med. Men at sætte kryds i kalenderen og komme til tiden, er i hvert fald et minimumskrav til både mig selv om min date.
Som person var han skide sød og charmerende, og enormt interessant at snakke med. Men den fysiske tiltrækning var der bare ikke. Han kom næsten 20 min for sent, og sluttede daten (der i øvrigt kun varede en time) med at virke enormt på, fortælle mig alle de ting han godt kunne lide ved mig, forsøge at kysse mig og spørge om jeg ville ses igen. Jeg forsøgte at undvige ved at sige vi kunne skrives ved, og kom så hjem til en bunke beskeder fra ham. Bare nej
Jeg vil fremover også prøve at undgå de der "vi aftaler nærmere på dagen"-typer. Jeg har nok været for dårlig til at undgå dem, fordi jeg er så rusten i dating. Jeg har, i et forsøg på at være den passive feminine modtager-part, nok fået forholdt mig alt for passivt, og vil fremover nok også være mere aktiv i forhold til at finde tid og sted, når en mand inviterer på date. Det er til gengæld intet problem med ham jeg skriver med på Tinder nu. Samtalerne flyder som smurt, men det er sjældent jeg oplever den slags kemi over skrift, og jeg glæder mig virkelig til at møde ham. Men når kemien over skrift ikke er til, at tingene bare sker af sig selv, så foretrækker jeg, at det er manden der er den aktive. Jeg er nok meget farvet af, at alle dem jeg kender, der er i forhold, har fundet sammen ved, at manden har været den aktive i starten, og kvinden vitterligt ikke har foretaget sig andet end at takke ja.
Tja. jeg tænker ud fra den her beskrivelse, at du nok kan hjælpe dig selv ved at huske de her to ting:
1) Selv om du gerne vil møde en mand og have en kæreste, så kommer du ikke tættere på målet af bare at date NOGEN. Der skal stadig sorteres og udvælges efter nogle kriterier. Umiddelbart tror jeg, du skal lære at lytte lidt mere til dig selv og respektere dine fornemmelser. I stedet for at tænke: "Ja, den dér adfærd var sgu fesen, og han sagde faktisk mange mærkelige/upassende ting, men jeg må nok hellere give det en chance alligevel" ... Selvfølgelig skal man give folk chancer. Men omvendt skal man jo heller ikke gøre det bare for at komme på date. Kan du følge mig?
2) Jeg kan sagtens følge dig i forhold til det her med, hvor aktive parterne nu skal være, og at det virker lidt absurd, at det absolut altid skal være manden. Men min erfaring har helt tydeligt vist, at hvis ikke en mand konkretiserer en plan for at mødes, så dør den dér. Jeg kan foreslå nok så meget, og det kan også godt være, vi mødes på mit initiativ. Men det sker, fordi han er smigret, ikke kan finde ud af at sige nej, ikke rigtigt kan finde ud af at mærke efter eller lignende. I de tilfælde har jeg altid oplevet en aflysning på dagen eller en fesen date, der fra hans side slet ikke var en date. Jeg har kun én gang i mit liv oplevet, at der kom noget seriøst ud af et initiativ, JEG tog over for en mand, når vi taler kontaktforsøg, der ikke bare var ren "lir i potten". Og det var, fordi vi var så unge, tror jeg ... Det kommer så måske også an på, hvilken type mand man er til. De lidt mere "bløde" mænd synes måske kvindeligt initiativ er fantastisk og hopper gerne med på den galej. Nu elsker jeg bare mænd, der kan tage styringen og holde trit med mig. Det harmonerer ikke så godt med, hvis jeg allerede i datefasen skal arrangere, hvor og hvornår vi mødes, synes jeg ... (Måske du skal gøre op med dig selv, hvilken slags mand du er ude efter, og hvordan din fremgangsmåde passer til det?)
Så når du skriver: " Selvom han havde givet udtryk for at ville være mandig og planlægge noget, og havde spurgt en masse ind til mine præferencer, endte det alligevel med, at jeg måtte være den, der besluttede tid og sted i sidste øjeblik
" , så vil jeg tillade mig at huske dig på, at du ikke er "nødt til" noget som helst. Du kunne også bare have ladet den ligge? Ikke noget universalråd, og det er såmænd også bare min erfaring og slet ikke sikkert, det samme gælder for dig. Kan sagtens være, du vil have mere held med at være "den udfarende". Og jeg læser og hører jævnligt om mænd, der siger, at initiativ fra kvinder er vildt fedt.
Min tese er bare, at det er på papiret, de synes det. Så snart det rent faktisk sker, aner de ikke, hvilket ben de skal stå på, har ikke lige tænkt over, hvad de gør, hvis initiativet kommer fra en kvinde, de ikke er det fjerneste interesserede i osv. Og så er det, det bliver noget værre fesent noget ...
"Success is the ability to go from one failure to another - with no loss of enthusiasm".
Winston Churchill