Det er altså noget sært noget, det her med eks'er, der får ny kæreste.
Min seneste eks, som virkelig på alle måder var skidt for mig, og som på mange måder er rigtigt langt ude (commitment phobic, løgnagtig, sindssygt manipulerende)... Han og jeg arbejder på samme arbejdsplads. Hver sin afdeling. Vi ser stort set aldrig hinanden, og når vi gør, rører det mig ikke det fjerneste. Kan sagtens sludre overfladisk med ham. Betyder intet.
For nylig fik jeg en fornemmelse af, at der nok var en bestemt kollega, han så noget til. I dag fik jeg det bekræftet helt tilfældigt og ad omveje. Og guderne skal vide, jeg er færdig med ham for længst. Følte det som en redningsaktion for mig selv, da jeg dumpede ham endeligt for halvandet år siden efter flere forsøg og langt om længe fandt styrken til at slide mig ud af måneders dysfunktionelle, drænende udsving og vandren på æggeskaller konstant.
Så når jeg mærker et stik, ved jeg, at det er et "tænk, hvis han er god mod hende. Tænk hvis han behandler hende ordentligt og er den, jeg alt for længe håbede helt ubegrundet i virkeligheden på, at han ville blive".
Det véd jeg med fornuften udmærket, at han ikke gør eller er. Og selv hvis han er ... Hvad så? Han var helt forfærdelig mod mig. Nedbrød mig. Gjorde mig i tvivl om, hvem jeg var, og om jeg var god nok. Grundlæggende fordi det var de følelser, han ikke kunne bære eller rumme i sig selv og om sig selv. Så tørrede han dem ulækkert af i andre. Især mig.
Men det stikker altså alligevel, at han har ny kæreste. Og selv om det ikke burde betyde noget. Og selv om jeg haderhaderhader at indrømme det. Så fryder det mig, at hun er lille og tyk.
Og at jeg fik helt ret - at jeg HAVDE gennemskuet ham. Allerede kort efter bruddet var jeg helt sikker på, at han ville finde en ny kollega, at hun ville være endnu yngre end jeg (jeg er ti år yngre end han). Så er hun nemlig nemmere at styre. Og han KAN ikke klare sig uden en andens beundring at fylde i sit tomme kar, dér hvor vi andre har en selvfølelse og evnen til at elske nogen for dem de er og ikke for deres overfladiske beundring af os ... Dér hvor vi andre har naturlig (ikke mærkeligt indstuderet) omsorg ...
Giver jeg overhovedet mening? Er der nogle af jer andre, der har prøvet noget lignende, selv om I ved Gud har været helt færdige med stodderen/stodderinden?
Kunne godt bruge lidt perspektiv på dette.
"Success is the ability to go from one failure to another - with no loss of enthusiasm".
Winston Churchill