Hvad er din erfaring med psykiatrien?

[Juki]

Inspireret af dette debatindlæg https://www.information.dk/debat/2016/0 ... enneskesyn kunne jeg godt tænke mig at høre hvad jeres erfaring er med psykiatrien i Danmark. Det er både hvis du er bruger, pårørende og/eller arbejder indenfor faget.

1) Hvor længe har du været tilknyttet psykiatrien? Og i hvilken forbindelse har du erfaring med psykiatrien?

2) Er du overordnet tilfreds med behandlingen som du har modtaget, enten som bruger eller pårørende, eller som du har ydet som personale? Hvad kunne evt. være bedre?

3) Oplever du som personale at du ikke kan yde den hjælp/behandling du gerne ville? (Uddyb gerne) Hvis det stod til dig hvilken behandling så du så gerne der blev givet?

4) Hvad er din erfaring og oplevelse med medicinering i psykiatrien? Føler du at du bliver/er blevet ”spist af” med medicin, i stedet for at få den hjælp du (måske også) har/havde brug for? Hvilken form for hjælp/støtte så du gerne der blev givet?(Det afhænger selvfølgelig af din(e) evt. diagnose(r), hvor du er i dit forløb, om du er pårørende og/eller hvilken funktion du har i form af dit arbejde)

Jeg ved godt det måske er nogle lidt omfattende og store spørgsmål, men jeg er bare nysgerrig efter at høre jeres erfaringer, så jeg håber I vil dele

På forhånd tak.

PS. Hvis du ikke kan/vil svare på det hele er det selvfølgelig OK.

[Buller]

Jeg har netop været studerende i modul 8 i psykiatrien.

Og jeg var chokeret, jeg var så skuffet. Det bestod stort set kun af medicin. Jeg oplevede ingen samtaler der ikke drejede sig om at nu skulle patienterne jo spise deres medicin, intet mht. forsøg på udvikling af håndteringsstrategier eller andre ting patienterne kunne tage med sig. Kun medicin.

Det er imo. et opbevaringssted hvor folk dopes så langt ned at de er nemme at have med at gøre...og så slippes de ud i den virkelige verden, hvorefter man egentlig bare venter på at de dropper deres medicin, pga. bivirkningerne og så ender de på afdelingen igen.

trist. Virkelig trist.

[Grissebassen]

Overordnet set er mine erfaringer ret begrænset, og deraf dårlige.
Jeg har været tilknyttet psykiatrien to meget korte omgange. Første gang var jeg mindreårig, og blev af kommunen henvist til en psykiatrisk afdeling, fordi de ikke vidste, hvad de ikke mente de kunne tilbyde mig tilstrækkelig hjælp. På den psykiatriske afdeling, konstaterede de, at jeg ikke fejlede noget, og sendte mig hjem igen uden tilbud om hjælp. Det var en ret ubehagelig oplevelse at blive "opgivet" af både kommune og psykiatri som mindreårig. Hvor man skal placere ansvaret, ved jeg ikke. Men når nu tråden omhandler psykiatrien, så vil jeg da bestemt mene, at de godt kunne have tilbudt mig noget hjælp, eller om ikke andet så have sendt mig hjem med en henvisning til andet kvalificeret hjælp.

Da jeg var i start 20'erne gik jeg ned med en svær depression. Jeg havde som studerende ikke råd til at betale en psykolog, og rundede derfor en studiepsykolog, der ikke mente at kunne hjælpe mig. Jeg endte derfor med at blive spist af med medicin af min egen læge, der henviste mig til en psykiater. Efter næsten et års ventetid, kun kunne tilbyde mig en enkelt samtale. Derefter måtte jeg financiere en psykolog selv, til dels ved hjælp af studielån og min ekskæreste.

De bekendte jeg har, der af mere alvorlige årsager har været tilknyttet psykiatrien, fortæller mig, at de generelt er godt tilfredse med den hjælp, de får tilbudt. De får både hjælp til medicin, masser af samtale og terapi og tilbud om aktiviteter, der kan holde dem i gang, mens de er sygemeldte.

[Sevii]

Min oplevelse af psykiatrien er generel dårlig. Jeg har været til samtaler hos psykiatere siden jeg var 15. Derefter med lange pauser. Da jeg blev virkelig syg med svær depression og angst, skulle jeg vente et halvt år før jeg kom til en psykiater. Da jeg endelig kom til en psykiater, så blev der snakket om medicin, og jeg var bare ikke interesseret. Men jeg nævnte terapi. Til sidst opgav jeg og tog imod medicinen, da psykiateren sagde, at der var noget galt med min hjerne der kun kunne genoprettes med medicinen. Jeg blev kun tyk af medicinen, mere depressiv, mistede venner, mistede kontakten til mig selv og min omverden. Det ødelagde mit liv. Jeg har forsøgt at rette op på det efter.
Det var tilbage i 2010.
Efter det holdt jeg mig væk, undtagen en enkel gang, hvor jeg har haft kontakt til psykiatrien, eller skadestuen, en slem aften, hvor alting gik galt. Man tog mig ikke seriøst. Hjalp mig ikke med at trappe ud af medicinen, der også gjorde mig fysisk syg. De gav mig dog en recept på noget andet medicin, lovede at sende et brev, men jeg hørte aldrig fra dem igen. Senere kom jeg til en psykiater, der sagde efter en time, at jeg aldrig kunne blive rask, men jeg skulle på medicin. Jeg nægtede selvfølgelig. Trappede selv ud af medicinen. (Ikke nogen god idé - men bedre end at blive ved. Det gjorde mig mere syg)

Har siden betalt for mange psykologer selv, på trods af jeg ikke rigtigt havde nogle penge.

Nu er jeg tilknyttet psykiatrien igen. Der er sket få ændringer, måske er jeg heldig der hvor jeg endte. Jeg har gået her i et år. Der er mange psykologer, kun en psykiater tilknyttet og der er kun terapi (og medicin, hvis man ønsker). Hvis jeg havde fået det her tilbud som teenager, så sad jeg ikke her i dag og stadig kæmpede med depression og angst. Så tror jeg virkelig, at jeg var blevet rask. Og var foruden de spildte år som jeg oplevede.

[Pixie88]

Hvor længe har du været tilknyttet psykiatrien? Og i hvilken forbindelse har du erfaring med psykiatrien?
Jeg har været tilknyttet psykiatrien i lidt over to år, hvor jeg var i et halvårigt psykolog forløb på deres angstklinik, og et år var jeg tilknyttet en anden afdeling, hvor jeg havde samtaler med en læge hver måned (handlede mest om medicin).

Er du overordnet tilfreds med behandlingen som du har modtaget, enten som bruger eller pårørende, eller som du har ydet som personale? Hvad kunne evt. være bedre?
Ja, det er jeg. Den eneste ting jeg har været utilfreds med, var lægen. Hun var egentlig sød og rar, men hun snakkede simpelthen så ringe dansk at jeg havde svært ved at forstå hende. Det gjorde kommunikationen svær.
Jeg blev i hvert fald hurtigt lidt umotiveret af at skulle hen til hende, sikkert fordi jeg ikke fik det ud af det som jeg skulle.

Hvad er din erfaring og oplevelse med medicinering i psykiatrien? Føler du at du bliver/er blevet ”spist af” med medicin, i stedet for at få den hjælp du (måske også) har/havde brug for? Hvilken form for hjælp/støtte så du gerne der blev givet?(Det afhænger selvfølgelig af din(e) evt. diagnose(r), hvor du er i dit forløb, om du er pårørende og/eller hvilken funktion du har i form af dit arbejde)
Jeg synes absolut ikke jeg er blevet spist af med medicin. "Min" afdeling er de meget obs på at der ikke skal være bivirkninger (mindre chance for at patienten stopper med at tage medicinen). De medicinerer helst mindst muligt, medmindre patienten åbenlyst har brug for højere dosis/flere præparater.
Mht bivirkninger: De vil helst at der ingen bivirkninger er og i stedet finde den rette (kombination af) medicin. Hvis bivirkninger er til stede, men patientens gavn af medicin opvejer bivirkningerne, kan de godt gå med til at fortsætte.
Jeg oplever generelt, at de hiver mig med på banen når det gælder hvad de vil hælde i mig. Jeg vil fx ikke tage antipsykotisk medicin, selvom det virker godt (min lidelse involverer ikke psykoser, medicinen virker bare på tankemylder). Men så tager de det op på en konference og finder ud af, hvad de så kan tilbyde mig.
Jeg er yderst skeptisk overfor medicin, og tror i høj grad at man kan behandle sig selv, når man ikke har flere symptomer end jeg har. Så de giver mig den laveste dosis muligt samtidig med de tilbyder forskellige forløb, hvor jeg lærer min sygdom og symptomer bedre at kende, og lærer hvordan jeg kan bremse det.

De er også meget obs på at jeg er 28 og gerne vil have børn. De arbejder pt på at finde noget medicin, som man må tage under graviditet, selvom børn ikke er aktuelt lige nu og her.
De holder mig også oppe på, at jeg skal huske at tilmelde mig fornævnte forløb, for at udruste mig bedst til den kæmpe omvæltning og stressfaktor det kan være at få børn.

Jeg har hørt rigtig meget lort om psykiatrien, som jeg slet ikke tvivler på er berettiget. Måske jeg bare er heldig med hvilken afdeling jeg er tilknyttet og at jeg aldrig har været indlagt et sted, hvor de er hårdt ramt af sparekniven.
Der var dog næsten et års venteliste, da jeg blev henvist.

[Juki]

Fedt at I gider dele jeres oplevelser

Bliv endelig ved!

[Delfin]

Første kontakt ligger vist 15-20 år tilbage, og jeg har været tilknyttet psykiater i perioder. Mine oplevelser af det spænder fra pilledoktor til forløb, hvor samtalen fik lidt mere plads, omend der alligevel var mest fokus på medicin. Den har jeg også brug for, grundet min diagnose, og pt fungerer jeg sådan set ok, men jeg kunne godt have ønsket mig mere samtale, og jeg har aldrig været tilbudt psykoeducation, da jeg fortrinsvis har været hos praktiserende psykiater. Jeg har i en periode været tilknyttet gruppeterapi, men det var helt ærligt ikke noget at skrive hjem om, og jeg passede meget dårligt ind i resten af gruppens problemstillinger. Jeg har haft nogle få samtaler med psykolog, men det har heller ikke rigtigt fungeret.

Professionelt ser jeg desværre alt for ofte borgere ende som svingdørspatienter på psykiatrisk, selvom vi som bosted har stået på hovedet for at få dem til at forstå, at der skulle anden hjælp til, end den der kan gives indenfor vore rammer - og for nogle har det haft alvorlige følger på forskellig vis.

[Zombie]

12 års erfaring. Som patient. Indlagt et år på døgn og dagafsnit. Nu er jeg hos privat praktiserende psykiater hver måned.

Er OK tilfreds.

Synes der gives for meget medicin grundet personalemangel, især aften/nat.

Men i mange tilfælde er medicin ret godt.


Jeg fik medicin, terapi, ergoterapi, fysioterapi, psyko edukation. Især det sidste har været super vigtigt for min remission.


Skal tilføje både mor og søster er professionelle og kender til området. Så de har været en stor støtte og årsag til, at det er gået så godt.

[Karkluden]

Som patient og pårørende

1) Hvor længe har du været tilknyttet psykiatrien? Og i hvilken forbindelse har du erfaring med psykiatrien?

Jeg var tilknyttet et par år pga en udredning og behandling og min mor var tilknyttet et års tid af samme årsag årsag.

2) Er du overordnet tilfreds med behandlingen som du har modtaget, enten som bruger eller pårørende. Hvad kunne evt. være bedre?

Ja, meget tilfreds i begge tilfælde. Det eneste jeg mener burde være anderledes er, at det er umuligt for mig at få lov at se en psykiater igen efter jeg er blevet afsluttet. Fordi jeg er så velfungerende. Der er bare lige det, at jeg ikke er tryg ved at lade en praktiserende læge se på mit medicin, og at jeg oprigtigt er sikker på, at jeg burde få noget andet. Men det er jo ikke den udøvende psykiatris skyld, men en organisatorisk utilfredshed..

4) Hvad er din erfaring og oplevelse med medicinering i psykiatrien? Føler du at du bliver/er blevet ”spist af” med medicin, i stedet for at få den hjælp du (måske også) har/havde brug for? Hvilken form for hjælp/støtte så du gerne der blev givet?(Det afhænger selvfølgelig af din(e) evt. diagnose(r), hvor du er i dit forløb, om du er pårørende og/eller hvilken funktion du har i form af dit arbejde)

Nej, det oplevede jeg ikke. Der var mange, mange samtaler, forløb osv sammen med medicinen.

Som tidligere ansat (hvilket var en del år senere end jeg var patient)

1) Hvor længe har du været tilknyttet psykiatrien? Og i hvilken forbindelse har du erfaring med psykiatrien?
6 måneder + et praktikophold på 10 uger. Jeg er sygeplejerske.

2) Er du overordnet tilfreds med behandlingen du har ydet som personale? Hvad kunne evt. være bedre?

Nej. Vi var alt for få til alt for mange alt for syge patienter. Der var sådan set tid til samtaler som andre ellers beskriver der ikke var, og også til aktiviteter, men der var et utrygt miljø for patienter og personale, fordi der var nogle meget syge patienter og ikke nok personale.

3) Oplever du som personale at du ikke kan yde den hjælp/behandling du gerne ville? (Uddyb gerne) Hvis det stod til dig hvilken behandling så du så gerne der blev givet?

Bum bum, det var jeg nok ikke længe nok i psykiatrien til at vurdere. Jeg oplevede i hvert fald at jeg ikke kunne skabe et roligt og trygt miljø for patienter og personale, og jeg var helt færdig, da et par kollegaer blev slået ned. Og ALLE sagde: ja, vi ventede jo bare på at det skete. Ikke fordi nogen synes, at nogen fortjener det, men pga tidspresset.

4) Hvad er din erfaring og oplevelse med medicinering i psykiatrien? Føler du at du bliver/er blevet ”spist af” med medicin, i stedet for at få den hjælp du (måske også) har/havde brug for? Hvilken form for hjælp/støtte så du gerne der blev givet?(Det afhænger selvfølgelig af din(e) evt. diagnose(r), hvor du er i dit forløb, om du er pårørende og/eller hvilken funktion du har i form af dit arbejde)
Og ja, jeg synes der var en høj grad af medicinafspisning, hvilket er temmelig komisk, når jeg ikke oplevede det som patient, men jeg var selvfølgelig heller ikke indlagt.
Fx var det kotume, at der blev sagt, at om natten har vi ikke samtaler. så der fik de medicin hvis de kunne sove. De kunne ikke få en samtale. Det var svært for mig at acceptere.

[sigge]

Jeg har kun erfaring som pårørende, idet både min mor og min søster lider af depression.

Min mor har været indlagt på en psykiatrisk afdeling to gange, første gang er omkring 16 år siden og anden for omkring 10 år siden. Ved første indlæggelse oplevede jeg, at personalet havde tid til at tage hånd om patienterne og os som pårørende. Min søster og jeg havde f.eks. en samtale med en sygeplejerske om, hvordan vi oplevede det hele. Jeg følte dog, at personalet i lidt for høj grad føjede min mor i, at hun bare ville hjem igen hurtigst muligt, i stedet for at fokusere på, at hun fik det lidt bedre først.
Anden indlæggelse var ikke nogen succes. Det var nærmest kun opbevaring. Personalet "turde" ikke at tale med min mor, "fordi hun var så ked af det". Så hun fik bl.a. lov til at sidde ude i en gårdhave og græde alene en hel nat, uden at nogen forsøgte at hjælpe hende. Mens hun var der, fik hun så hjerteproblemer og blev i stedet overflyttet til hjerteafdelingen. Og det hjalp faktisk mere på hendes psyke. Personalet var tilstedeværende og ikke berøringsangste (de skulle jo så heller ikke tage stilling til hende depression), og hun var ikke omgivet af patienter, som havde det psykisk dårligere end hende selv hele tiden. Så da hun kom hjem efter en ballonudvidelse, havde hun faktisk også fået det bedre psykisk.

Siden har min mor kun været i medicinsk behandling og går ved en psykiater en gang imellem for at følge op på den. Hun har prøvet en psykolog, men hun "gad ikke at snakke om sin barndom, når det ikke var den, der gjorde hende ked af det nu", så det var ikke noget, hun havde lyst til at fortsætte med. Så jeg oplever, at hun selv er tilfreds med den medicinske behandling, så længe den virker.

Min søster har aldrig været indlagt. Hun går også til psykiater og får medicinsk behandling. Hun havde en psykiater, som hun egentlig var fint tilfreds med, og som også gerne ville tale lidt med hende, men da han gik på pension, fik min søster lov til at kopiere sin journal fra ham og fandt ud af, at han havde skrevet en masse fejlagtige ting i den. Bl.a. havde han beskrevet hende som bipolar, selvom hun aldrig har været manisk kun depressiv. Og nogle andre fejl, som gjorde de sværere for min søster ift. kommunen. Nu har hun så fået en anden, som hun vist er fint tilfreds med. Hun har også gået til psykolog og været meget glad for det. Hun fik bl.a. 10 gange gratis, fordi hun er pårørende til en psykisk syg (vores mor). Desværre har hun ikke råd til selv at betale for fortsat at gå der; jeg tror ellers, hun kunne få meget gavn af det. Jeg ved ikke, om hun på sigt kunne blive medicinfri, men hun har i hvert fald fået nogle gode ting ud af de konsultationer, hun har haft.
Så i hendes tilfælde kunne jeg godt ønske, at man ikke bare blev spist af med medicin, men fik tilbudt anden hjælp også.

[zembra1986]

1) Hvor længe har du været tilknyttet psykiatrien? Og i hvilken forbindelse har du erfaring med psykiatrien?

Jeg har været tilknyttet psykiatrien som "patient" fra jeg var 18 år til jeg blev 23 år. Havde periodiske sværre depressioner og led af social angst

2) Er du overordnet tilfreds med behandlingen som du har modtaget, enten som bruger eller pårørende, eller som du har ydet som personale? Hvad kunne evt. være bedre?

Jeg er meget tilfreds. Har gået til psykolog samtaler hos 4 forskellige psykologer og er altid blevet taget alvorligt, både af dem og min læge. 2 af psykologerne havde jeg ikke den rigtige kemi med, men det er jo ikke nogens skyld. Jeg er også altid kommet meget hurtigt til/har hurtigt fået tid til samtale og har aldrig betalt en kr. selv for samtalerne (og vi snakker nok 30+ samtaler)

4) Hvad er din erfaring og oplevelse med medicinering i psykiatrien? Føler du at du bliver/er blevet ”spist af” med medicin, i stedet for at få den hjælp du (måske også) har/havde brug for? Hvilken form for hjælp/støtte så du gerne der blev givet?(Det afhænger selvfølgelig af din(e) evt. diagnose(r), hvor du er i dit forløb, om du er pårørende og/eller hvilken funktion du har i form af dit arbejde)

Jeg oplevede helt sikkert at der var en stor fokus på min medicinering, men jeg følte mig aldrig presset af min læge eller psykolog/psyiater til at gå op i dosis (eller ned for den sags skyld). Som sagt så tog de mig meget alvorligt og jeg fik på intet tidspunkt følelsen af, at de bare ville spise mig af med antidepressiver og så smide mig ud af døren. Snakken om medicinering var altid ment som et supplement til samtalerne.

[Juki]

Jeg har kun erfaring som pårørende

Interessant at høre om hvordan det opleves at være pårørende, og hvilken hjælp der er blevet og bliver givet Den vinkel havde jeg slet ikke tænkt på da jeg oprettede tråden.