Smiling_Goat skrev:Lys skrev:Jeg gad også godt at dele seng med en. Det er så hyggeligt at vågne op med selskab. For nu bare at nævne én gevinst
Jeg skriver lidt på Tinder med 40-årig mand. Det er meget hyggeligt, men også meget "hvad skal du så lave i din ferie"-agtigt. Nu har han spurgt, om jeg vil mødes, og jeg kan mærke, at jeg ikke er topbegejstret. Han er typen, der skrive i sin profiltekst, at han er sjov, men det er ikke rigtigt kommet til udtryk endnu... Jeg skal nok sige ja, men jeg gad virkelig godt, hvis man på forhånd vidste, hvilke dates, der ville blive en succes. Selvom jeg ikke har noget imod at mødes med folk, jeg ikke kender, så føles det indimellem som om, jeg er i gang med at mødes med samtlige singlemænd mellem 30 og 40
år - én ad gangen... Jeg bliver helt træt ved tanken.
Jeg gik kategorisk uden om de mænd, der skrev, at de var sjove. Min erfaring er, at de i hvert fald ikke har
min humor. Det kan da godt være, de får pæne Laila til at fnise hysterisk, fordi de siger: "Man har kun det skæg man selv sidder på" eller lignende, men jeg synes måske ikke, det er så vildt sjovt igen. For mig ligger humor i det uventede og kreative, så er man sjov (efter min forståelse af sjov,) evner man også at få det med i sin profiltekst.
Hvorfor skal du nok sige ja? Hvad sker der, hvis du siger nej? Jeg hører flere sige det, og jeg forstår simpelthen ikke, hvad det går ud på.
Jeg kan et eller andet sted godt forstå, hvis dating bliver dødens pølse, hvis man dater folk, man egentligt ikke er vildt interesseret i. Er man overhovedet positivt indstillet over for daten, eller tager man af sted med en indstilling om: "At han jo skal have en chance"? Hvorfor skal han have en chance? Jeg forstår det simpelthen ikke. Der er milliarder af mænd i verden, så hvorfor skal de af dem, der umiddelbart virker som et dårligt match have en chance?
Jeg nægtede at gå på kompromis med, hvem jeg datede, og havde det virkelig sjovt, mens det stod på. Jeg skrev da også med de tørre typer, der ville høre om jeg havde haft en god dag, om jeg havde set en god film osv.
... Livet er simpelthen for kort til dates med den slags samtaler - synes jeg - og jeg tror virkelig ikke, at et forhold med sådan én overhovedet ville fungere (eller blive til noget,) så det er i min optik bare spild af tid.
Fordi min erfaring er, at der kan være ret stor forskel på, hvor god kemi jeg har med mænd på skrift og i virkeligheden. Vi har skrevet sammen i få dage, og der dømmer jeg ikke så hårdt. Jeg har ikke konkluderet, at vi er et dårligt match.
Det er de færreste mænd, jeg bliver vildt interesseret i efter 3-4-dage skriverier, og jeg gider faktisk ikke skrive meget længere med nogen, før jeg gerne vil møde dem i virkeligheden. Og de få gange, hvor jeg på forhånd har været ret begejstret, er jeg ofte blevet skuffet.
Jeg ville ønske, at jeg kunne gå til datinglivet som ubekymret som du beskriver det, og jeg ville formentlig gøre noget mere i den stil, hvis jeg havde været 5-10 år yngre. Jeg føler helt ærligt ikke, at jeg har tid til at være så kræsen med dem, jeg mødes med. Men det er ikke det samme, som at jeg ikke er selektiv i forhold til dem, jeg ser igen eller evt bliver kæreste med. Og det er heller ikke det samme som at jeg mødes med mænd, jeg på forhånd anser som et dårligt match.
Jeg har været single i snart 13 år (med lange perioder, hvor jeg ikke har søgt efter en kæreste eller datet eller lignende), og jeg vil gerne være (relativt) åben over for, hvem jeg evt kunne falde for. I forvejen har jeg jo sorteret en lang række mænd fra på alle mulige ting, og så mange matches og samtaler har jeg altså heller ikke gang i.
Det er helt fair, at du ikke fatter det, men det er vel ikke så underligt, at alle ikke griber tingene an præcis som du har gjort?