At fortælle eller ikke fortælle om abort

[Daine]

Jeg ville holde mund. Jeg kan ikke se pointen i at sige noget, hvis det er en man er ude af forhold til igen.

Jeg er helt afklaret med, at jeg ikke vil have børn, så jeg kunne også finde på at gøre det, hvis jeg var i et forhold. Fordi det ville være en fejl mht til prævention, og fordi han ville være orienteret omkring mit ønske om ingen børn på forhånd.
Det er en tænkt situation, for jeg har heldigvis ikke behøvet at tage beslutningen.

[Tanten]

Hvis mandens indstilling til graviditeten ikke ville ændre på min beslutning om abort, tror jeg faktisk ikke, jeg ville fortælle ham det, hvis der var tale om en onenighter. Hvad skulle han med den viden, hvis han alligevel ikke kan gøre indsigelser?

[Flowergirl]

Det kommer lidt an på hvor tæt jeg havde været med manden.
hvis det var en tidligere kæreste (hvor man fx fandt ud af at man var gravid efter at man var gået fra hinanden) eller en flirt som man havde haft det rigtig godt med og man kendte hinanden godt, så ville jeg fortælle det.

Men hvis det var med en som jeg ikke var tæt med overhovedet, og som jeg sådan set ikke rigtig kendte så godt - så nej, så ville jeg holde det for mig selv.

I sådan en situation ville jeg have behov for at føle mig tryg ved vedkommende, og vide at vi kendte hinanden godt, samt havde været en del af hinandens liv, for at kunne en mening med at fortælle det og ikke stå fuldstændig alene i sådan en situation.

[Zombie]

Jeg har stået i situationen for under en måned siden. Det er stadig et meget sårbart emne for mig.

Jeg er todelt i min holdning.

Først og fremmest synes jeg, at man som kvinde skal tænke på sig selv. Drage omsorg for og udvise hensyn til sig selv. Det er (/kan være) en meget sårbar situation med rigtig mange følelser - flere følelser end man overhovedet kan forestille sig, inden man står i situationen... Eller, sådan oplevede jeg det altså.
Og hvis man ikke magter at håndtere mandens reaktion, hans følelser eller hvad han måtte have på sinde. Så synes jeg, at det er helt i orden at man tænker på sig selv først og fremmest.

Men sekundært kunne jeg godt rent principielt ønske, at flere mænd blev gjort bekendt med, når dame-bekendtskaber måtte have foretaget abort. Jeg oplever, når jeg snakker om emnet med mænd (og det gør jeg en del, da jeg deltager i mange ligestillings- og kønsdebatter som feministisk debattør og foredragsholder, samt er uddannet pædagog med efteruddannelse i seksualvejledning), at rigtig mange er totalt uvidende om, at/om deres seksuelle eskapader ender i ulykkelige omstændigheder for kvinderne.
Og jeg har en fornemmelse af, at hvis mændene i højere grad blev inddraget i tankerne og følelserne i forbindelse med den uønskede graviditet, samt beslutningen om og udførelsen af aborten - så ville de måske blive bedre til at huske det fucking kondom. Eller blive bedre til at involvere sig i spørgsmålet om prævention, så det ikke kun/primært/oftest lå på kvindens skuldre alene i længerevarende forhold af forskellig karakter (seksuelt, romantisk osv.).


Jeg valgte selv at tie over for min eks-kæreste, som var fosterfaderen. Der var ikke nogen beslutning at tage for mit vedkommende, da det var en graviditet uden for livmoderen, som var gået til og skulle fjernes uanset, hvilket nemmest og sikrest kunne foretages via samme indgreb som en kirurgisk abort.
Da min relation til eks-kæresten i forvejen var belastet, vurderede jeg at det for os begge - men særligt mig selv - var bedst ikke at inddrage ham overhovedet.
Til gengæld fik jeg stor støtte hos min mor (som selv har været igennem noget lignende, da hun var omkring min alder) samt min søster. Udover jer herinde er der ikke andre, der kender til det. Det er som nævnt et sårbart emne for mig.

[Zombie]

Hvis mandens indstilling til graviditeten ikke ville ændre på min beslutning om abort, tror jeg faktisk ikke, jeg ville fortælle ham det, hvis der var tale om en onenighter. Hvad skulle han med den viden, hvis han alligevel ikke kan gøre indsigelser?

Tage ved lære.

[Tanten]

Hvis mandens indstilling til graviditeten ikke ville ændre på min beslutning om abort, tror jeg faktisk ikke, jeg ville fortælle ham det, hvis der var tale om en onenighter. Hvad skulle han med den viden, hvis han alligevel ikke kan gøre indsigelser?

Tage ved lære.

Det kan jeg godt se. Det er i hvert fald en bevidstgørelse om, at sex rummer en risiko for uønsket graviditet, uanset om man beskytter sig. Og den risiko kan blive en realitet for os alle.

[MOGA]

Hvis det var en kæreste/tidligere kæreste, ville jeg altid sige det.
Hvis det var et løsere forhold, ville det afhænge meget af manden - om jeg følte, han kunne være en støtte for mig, om jeg følte mig tilpas ved at inddrage ham i noget så privat.

Når jeg tænker tilbage på de mænd jeg har kendt, så er der nogle, jeg ikke ville fortælle det, men hovedparten ville få det at vide.

[Zombie]

Hvis mandens indstilling til graviditeten ikke ville ændre på min beslutning om abort, tror jeg faktisk ikke, jeg ville fortælle ham det, hvis der var tale om en onenighter. Hvad skulle han med den viden, hvis han alligevel ikke kan gøre indsigelser?

Tage ved lære.

Det kan jeg godt se. Det er i hvert fald en bevidstgørelse om, at sex rummer en risiko for uønsket graviditet, uanset om man beskytter sig. Og den risiko kan blive en realitet for os alle.

Præcis. Jeg forstår så udmærket, at man vælger ikke at fortælle det - og som jeg skriver i mit indlæg længere oppe, synes jeg klart at man skal tænke på sig selv i den situation.

Det sagt, så tror jeg virkelig at en del mænd ville have rigtig godt af at stifte bekendtskab med konsekvenserne, af deres egne tåbelige valg. Jeg ved godt, at man skal to til tango - men man er så ikke efterfølgende to om at tage konsekvenserne; der står kvinden alene. Og det er der rigtig mange mænd, der bare overhovedet ikke har nogen idé om og derfor fortsat valser igennem livet, uden at tage emner som eks. prævention mere alvorligt.
Hvilket jeg altså tror de ville, hvis de vidste at de selv havde været tæt på uønsket faderskab, fik indsigt i kvindens tvivl og den hårde periode, hun går igennem i forbindelse med aborten, og alle de andre ting. De fleste mænd er jo ganske empatiske og sympatiske, selvom nogle (! Disclaimer: notallmen of course) kan være lidt naive og uvidende.

[Grissebassen]

Jeg tænker egentlig også, at det jo ikke er i alle hypotetiske tilfælde, såfremt der er tale om en mand man ikke er i forhold med eller måske ligefrem ikke kender, at man ved med sikkerhed hvem faren til barnet er. Prævention er aldrig 100% sikkert, og det er vel hverken uhørt eller unormalt, at en singlekvinde i dagens Danmark har sex med mere end én mand inden for en tidshorisont der tillader tvivlsspørgsmål om faderskab.

[Sophaya]

Jeg ville ikke sige noget. Heller ikke, hvis det var en ekskæreste.
Jeg ville kun snakke med ham om det, hvis det var et ongoing forhold. Men det er også så nemt for mig, at hvis jeg bliver gravid skal det fjernes hurtigst muligt grundet min kroniske sygdom. Jeg skal ikke selv have børn. Derfor er der ikke anden udvej og jeg synes derfor ikke der er noget moralsk dilemma. Jeg beskytter mig godt, så jeg har ikke brug for at nogle får en lærestreg. Jeg synes det er en bedre løsning for mig at holde det for mig selv og spare ham eventuelle kvaler ved det, nu der ikke er chance for anden udvej.

[Kasper]

Uden selv at have stået i situationen eller at have tænkt den helt igennem, tror jeg faktisk gerne, at jeg ville vide det; hvis det var en kvinde, jeg skulle se igen i en eller anden forstand.

Desuden er det sundt nok lige at blive mindet om, hvad der er på spil, når man svinger rundt med pikken.

[Juki]

Umiddelbart så tror jeg at jeg ville fortælle det, for min egen skyld. Medmindre han havde været en total idiot overfor mig og jeg vurderede at det ikke ville gavne eller være nytteløst at forsøge at opspore ham.

Hvis jeg vidste at han gerne ville have barnet, så er jeg faktisk i tvivl om om jeg ville fortælle det eller ej

[Marichen12]

Hvis det var en jeg (med største sandsynlighed) aldrig ville møde igen og jeg havde truffet beslutning om abort så nej. Var det en jeg ville møde/støde ind i igen, så ja. Var jeg det mindste i tvivl om abort eller ej selv, så ja i begge tilfælde...

[Joe]

Jeg synes ikke det er helt sort/hvidt.
Når jeg kigger i min sorte bog over mænd der kunne have gjort mig gravid gennem tiden, er der tre typer: De fine fyre jeg har kunnet snakke med efter "forholdet" var slut, dem hvor det ville være et seriøst gravearbejde at finde dem (jeg tror der er mange mænd i Aalborg, der hedder Peter,) og så er der dem jeg fint kunne komme i kontakt med, hvis jeg ellers ville, men absolut ikke har ønsket nogensinde at se igen.

Den første type kunne jeg sagtens forestille mig at sige det til, den anden type ville jeg ikke gide bruge kræfter på at prøve at støve op udelukkende for at give den besked, når valget alligevel var taget, og der ikke skulle et barn ud af det, og den tredje type ville jeg absolut fravælge at sige noget som helst til.

De ville dog alle få at vide, hvis jeg beholdte barnet. Tror jeg. Pånær en, måske to, men igen ville det være stærkt usandsynligt at jeg ønskede at føde lige præcis deres barn.

[Akehurst2]

og det ville jeg i øvrigt heller ikke af hensyn til ham ellers, altså at han evner at gøre en kvinde gravid, ser jeg ikke som min moralske pligt at informere ham om.

Jeg ser det bestemt ikke som en moralsk pligt for kvinden at fortælle manden det af den grund. Det er mere en tanke om, hvorfor manden kan have interesse i at vide det, selvom han ikke får indflydelse på at det bliver en abort.