Er overvægt/fedme arveligt? Eller er det en skrøne?

[De Suspekte Bryster]

..., så er det stadig basalt fordi du indtager mere energi end du forbrænder, hvis du er overvægtig. Der er ikke lige pludselig opstået en gen-defekt, som gør, at moderne mennesker ikke kan tabe sig. Og det er den slags udbredte misforståelser, som jeg meget gerne ser, at vi som samfund kommer til livs.

Helt enig.

Til det oprindelige spørgsmål vil jeg fortsat svare ja. Der er også genetiske faktorer med i afgørelsen af, om du, med din livsstil, bliver overvægtig. At man så kan ændre på nogle ting i livsstilen for at undgå det/tabe sig, er der vel ingen, der er i tvivl om.

Jeg er ikke enig i, at det er arveligt på den måde, at man så intet kan gøre og bare skal læne sig tilbage og spise sovs til.

[Sangius]

Det er sjovt, som det gen der giver fedme, kun er udbredt i de lande, hvor folk æder sig halvt ihjel...

Ej. Selvfølgelig er fedme ikke arvelig. En tendens til at blive fed er arvelig, eller en lavere tolerance for for mange kalorier. Men der findes altså ikke et gen, som får kalorier til at flyve ind i kroppen på folk, og forhindrer dem i at blive brændt igen. I sidste ende handler det om, hvor meget man indtager, og hvor meget man forbrænder.

[Oddinary]

Jeg ved ikke, om der findes et fedmegen eller fedmegener, og jeg har ikke undersøgt det tilnærmelsesvis godt nok, men hvad tænker I så om tarmfloraens indflydelse?

http://www.nature.com/ajgsup/journal/v1 ... 0125a.html

[Fru Sunshine]

Og så er det nok lige værd at tage i betragtning, at når man taber sig mere end 25 kg. så begynder hjernen at spille en puds, fordi den tror man sulter kroppen.
Fedtdepoter kan tømmes, men de bliver ikke mindre, og når de er tomme vil kroppen gerne have dem fyldt igen.

Det har jeg fra den overlæge, der undersøgte mig på kryds og tværs, inden han godkendte mig til fedmekirurgi.
Jeg skal forresten også holde mig under 1200 kcal, hvis jeg ikke vil tage på.

[selfie]

Jeg tror gener spiller en rolle. Men det kan ikke stå alene. Som andre har skrevet, så kan alle tabe sig, hvis de vil.
Jeg er selv overvægtig og kommer fra en overvægtig familie. Men samtidig ved jeg godt, at jeg heller ikke har spist ordentligt og at motion har været nærmest ikke-eksisterende det meste af mit liv. Så gener kan ikke bruges som undskyldning på den måde. Måske bliver jeg 'nemmere' tyk end nogle andre, men jeg var blevet tyk uanset.

Dog spiller andre ting jo også ind. Forbrænding, sygdom, medicin, alt sådan noget. Det er ikke så sort og hvidt.

[HerErJeg]

Det værste må simpelthen være, hvis børnene begynder at blive fede, og de egentlig kun får den mad som der serveres i hjemmet.
Alarmklokkerne burde ringe rigtigt højt, for hvem ønsker at ens børn skal gennemleve en barndom og ungdom med alt for mange kilo?
Så vil jeg måske også sige at det er de resourcesvage som ikke sætter foden ned, og gør noget seriøst for at få vendt skuden.
Det må være så svært at være familiens læge, og så skal stikke til overvægten når muligheden byder sig. Sandsynligheden for at budskabet tages fortrydeligt op og man bliver sur er nok desværre rigtig høj.

Jeg kender desværre 2 børn i 8-10 års alderen i samme familie, og de er rigtig meget for overvægtige. Jeg tør ikke gætte på nogen vægt, men en 50-60 kilo for den yngste? Det er så bekymrende at der ikke gøres noget, men det er i hvert fald et sted, hvor man skal vare sin mund.

[kidkomb]

Jeg ved ikke, om der findes et fedmegen eller fedmegener, og jeg har ikke undersøgt det tilnærmelsesvis godt nok, men hvad tænker I så om tarmfloraens indflydelse?

http://www.nature.com/ajgsup/journal/v1 ... 0125a.html

Jeg tænker det samme, som jeg hele tiden har tænkt. Det kan godt være, at der er flere forskellige faktorer, der har indflydelse på, hvor meget energi du optager og forbrænder, heriblandt tarmflora. Det ændrer dog ikke ved, at hvis du overholder dit daglige energibudget, så bliver du ikke fed. Det kan simpelthen ikke fysisk lade sig gøre.

At nogle mennesker så har trukket sorteper og står tilbage med et dagligt energiforbrug, der er uretfærdigt meget lavere end det gennemsnitlige (f.eks. Studsgaard her i tråden, der med sit TDEE på 1200 ligger cirka 800 kalorier lavere end den gængse kvinde), dét er så en anden snak.

Men mon ikke det oftest er dét, der menes, når folk snakker om, hvorvidt det kan "ligge i generne" at man er overvægtig?
For hvis man "hat trukket sorteper" så ja, så er man vel overvægtig. For hvis man spiser helt normalt og i øvrigt sundt og næringsrigt, så rammer man altså pænt over 1200kcal.
-Hvis det så ligger til familien, så er det jo sandt et eller andet sted, at "det ligger i generne"?

Eller misforstår jeg dig?

[Nacaw]

DR1 sendte for nyligt dokumentaren "Det store slanke eksperiment" i tre dele. Her var både genetik og epi-genetik medregnet som en af hovedfaktorerne, og i stedet for lavt stofskifte var fokus på manglende mæthedsfornemmelse. I følge dette program, kunne man både finde fysiologiske (i generne) og psykologisk forklaringer på hvorfor folk er overvægtige. Et kort referat:
http://www.bbc.co.uk/guides/z3ddwmn

Om man vil tror på et forsøg som ikke er hverken double-blind eller placebo kontrolleret, med en stærk motiverede ydre påvirkning (tv-kamaraet), er sådan set op til ens egen kildekritik. Men de gjorde i hvert fald et seriøst forsøg på at nuancer en debat der tit ender med kalorier ind og kalorier ud

[muffe]

Arveligt - genetisk osv?
Jeg er selv en af dem, der fører den mest forbistrede kamp imod vægten, som bare stiger.
Jeg ved nøjagtig, hvad jeg gør, for jeg har brugt det meste af mit liv til strukturerede, nedskrevne forsøg.

Jeg er vokset op på slankemad - lige fra babyalderen. Teenårene var et løb fra den ene slankelæge til den anden - og sluttelig anoreksi.
Til trods for, at jeg er en muskeltype, som altid skal af med varme, hurtigt får kondi og har det bedst, når jeg bevæger mig OG har fået målt en høj forbrænding (kammerforsøg), har jeg altid skullet ned på 7-800 kcal for at tabe mig, - ligesom da jeg blev indlagt som 10-årig og måtte ned på 750 kcal før der ganske langsomt skete lidt.
En diætist fortalte mig senere, at man godt kan have en målt god forbrændingsevne og alligevel have en lousy fedtforbrænding.
Det målte stofskiftetal fortæller nemlig ikke noget om, hvordan stofskiftehormonerne bliver brugt, eller ikke, i cellerne.

Lige nu har jeg nogle måneder levet på 1200 kcal GI kost, cyklet, lavet havearbejde, så jeg til sidst blev helt udmattet - og har taget på.
Det har jeg prøvet før - inkluderet 15-16 timers energisk motion om ugen. Det var et forsøg (mit eget), der viste, at tog jeg på af de 16-1700 kcal, jeg egentlig havde det bedst med.
Det rimer jo ikke særlig godt. Lige nu undersøger jeg de mere snedige mekanismer i stofskiftet.

Jeg kan se, at jeg ligner kvinderne i min fars familie - nogle små tætte typer med tendens til overvægt.

Jo, jeg tror på den med de tarvelige gener!