Venneløs i 30'rne

[A.Wall.Flower]

Hej Debatten

For at gøre en lang historie kort, så er jeg 32 år og har ikke nogen venner. Jeg har styr på de fleste aspekter af mit liv: Godt job, fin økonomi, struktureret tilværelse, en bolig, jeg er glad for og føler mig hjemme i, en støttende og kærlig familie samt adskillige fritidsinteresser.

Det eneste, jeg mangler, er en omgangskreds. Jeg skriver her, fordi jeg er i tvivl om, hvordan jeg skal finde en. Mit behov for alenetid er ret stort, men jeg kan sagtens fungere socialt og er skam åben, venlig og imødekommende.

Jeg er ret bevidst om, hvad årsagerne til min vennesløshed er, og dem lister jeg her:

- Jeg har kontinuerligt været i parforhold siden mine teenageår. Jeg er nok selve indbegrebet af en seriel monogamist. I det sidste årti har jeg vel været single i fem minutter sammenlagt. Dating er ikke noget, jeg har dyrket, for skæbnen har villet, at der altid stod en ny kæreste, flirt eller fling klar, når jeg forlod et forhold.

- Som person er jeg individualist og har egentlig ikke det store behov for kontakt. Når jeg har været på arbejde hele dagen, og derefter tilbringer tid sammen med kæresten, så er mit sociale behov sådan set dækket. Derfor har jeg generelt ikke været motiveret til at opsøge venskaber.

- Jeg lider ikke af en decideret spiseforstyrrelse, men jeg vil tro, at jeg har ligget på grænsen siden jeg var barn. Jeg går meget op i at være slank og veltrænet, og mit forhold til mad er ret specielt. Det kan blandt andet være svært for mig at spise sammen med andre, særligt hvis det foregår hjemme hos dem, og jeg ikke har kontrol over, hvad maden indeholder. Dog kan jeg sagtens fake normalitet til en vis grad, så det er ikke noget problem at deltage i festlige sammenhænge og at spise på restaurant.
Jeg ret bevidst om, at denne tendens fylder en del, når jeg omgås andre mennesker. Jeg er flere gange blevet bedømt, kritiseret og sågar svinet til pga. min kropsperfektionisme og mit begrænsede madindtag. Det har afholdt mig fra at komme alt for tæt på folk, og i særdeleshed kvinder.

- Jeg synes, det er pinligt, at jeg ikke har nogen venner. Faktisk skammer jeg mig så meget over det, at jeg føler trang til at skjule det, når jeg møder nye mennesker. Jeg tænker, at når potentielle venner opdager, hvor ensom, jeg egentlig er, bliver jeg nok kasseret. Således fungerer min venneløshed som en ond cirkel, der fastholder mig i en tilværelse, som jeg egentlig gerne vil ændre.

Nu er jeg i den situation, at jeg lige er gået fra min seneste kæreste. Jeg har ikke noget netværk eller nogen at mødes med, som ikke er en del af min familie. Det er helt klart min egen skyld, men jeg ønsker ikke at forblive i dette mønster.

Selv har jeg tænkt, at jeg kan deltage lidt mere i det sociale på min arbejdsplads. Desværre falder jeg lidt uden for, da de andre kvinder på min alder mere eller mindre fungerer som én stor mødregruppe. Jeg har skam ikke noget imod at tale om babyrelaterede ting, men jeg skal ikke selv have børn, og jeg kan mærke, at de foretrækker andre ligesindede at ses med. Mændene på mit job er søde og sjove, men mange af dem er en flok drengerøve, og jeg har som sådan ikke noget til fælles med dem udover vores fag.
Desværre har jeg heller ikke stiftet nogen bekendtskaber gennem mine fritidsinteresser. Jeg har ellers været i en løbeklub i flere år, dyrket fitness, yoga og andre sportsgrene og fra tid til anden deltaget i diverse Meetup-arrangementer.

Det er planen, at jeg vil søge noget hjælp til at håndtere mine særlige madtendenser. Jeg er dog ikke direkte syg, så det er lidt svært at vurdere, hvor meget hjælp, jeg har brug for. Når jeg læser om folk, der reelt har en spiseforstyrrelse, så er det ret langt fra min situation. Måske vil en støttegruppe for udfordrede være sagen?

Tak fordi du læste med så langt. Alle råd, ideer og kommentarer er velkomne!

[Akehurst2]

- Jeg lider ikke af en decideret spiseforstyrrelse, men jeg vil tro, at jeg har ligget på grænsen siden jeg var barn. Jeg går meget op i at være slank og veltrænet, og mit forhold til mad er ret specielt. Det kan blandt andet være svært for mig at spise sammen med andre, særligt hvis det foregår hjemme hos dem, og jeg ikke har kontrol over, hvad maden indeholder. Dog kan jeg sagtens fake normalitet til en vis grad, så det er ikke noget problem at deltage i festlige sammenhænge og at spise på restaurant.
Jeg ret bevidst om, at denne tendens fylder en del, når jeg omgås andre mennesker. Jeg er flere gange blevet bedømt, kritiseret og sågar svinet til pga. min kropsperfektionisme og mit begrænsede madindtag. Det har afholdt mig fra at komme alt for tæt på folk, og i særdeleshed kvinder.

Jeg synes, det lyder helt vildt, at du er blevet kritiseret og svinet til pga. dit forhold til mad og træning. Hvordan kan det overhovedet genere andre mennesker?

Hvis det er fordi, du lader det fylde i en grad, så det rent faktisk generer andre mennesker (og du fx prædiker for dem), så vil jeg mene, at det kunne være godt for dig at få noget hjælp til at tackle din kropsperfektionisme og begrænsede madindtag, som du kalder det. Ikke fordi, du har en spiseforstyrrelse (det aner jeg ikke), men fordi det så åbenbart kommer til at begrænse dig socialt.

Desværre har jeg heller ikke stiftet nogen bekendtskaber gennem mine fritidsinteresser. Jeg har ellers været i en løbeklub i flere år, dyrket fitness, yoga og andre sportsgrene og fra tid til anden deltaget i diverse Meetup-arrangementer.

En mulighed kan være fritidsinteresser, der i højere grad lægger op til at man taler sammen, fx aftenskole, frivilligt arbejde eller måske politisk arbejde. Det har tit en mere social dimension end sport, er min oplevelse.

En sportsgren, jeg dog har oplevet i høj grad kaster venner/bekendte af sig, er ridning - så hvis det er noget for dig, kan det være en mulighed.

[Torn]

Har du tidligere haft en omgangskreds eller en nær ven? For så kunne du måske række ud til dem. "Hej Jørgen. Hvor er det længe siden! Jeg kom til at tænke på dig og ville høre, om vi skulle drikke en kop kaffe sammen en dag?". Det kan også være, der er sket noget i deres tilværelse, som du kan lykønske dem med og starte kontakt derigennem. Eller er der nogen i dine fritidsinteresser, der kunne have potentiale som ven? For så kunne du række ud, fx igennem interessen: "Hej Børge. Hvor er det hyggeligt, du også syns xxx er sjovt. Hvordan gør du yyy? Måske vi kan mødes til en kop kaffe og snakke xxx og yyy?".

[Spjaerten]

De andre er kommet med kloge forslag.

Men debat venner er også et bud.

Der laves ofte komsammen i København og i maj var der en i Aarhus.
Og der kommer sikkert flere til.

[Rapfisk]

For det første vil jeg høre dig, om du savner venner, eller om du blot føler, at det er den eneste del af dit liv, der ikke er "styr på" i betydningen "i overensstemmelse med samfundets normer"?

Hvis det er det sidste, synes jeg, at du skal tage det op i forbindelse med, at du søger hjælp til dine spisevaner (kender du i øvrigt sygdommen ortoreksi?).

Hvis du faktisk savner venner og har plads til dem i dit liv, vil jeg anbefale, at du bruger Facebook. Mange af de venner, jeg har, har jeg mødt i "virkeligheden", men fundet fælles fodslag med over, at vi har kommenteret de samme opslag eller har sendt artikler, man har tænkt, den anden ville få glæde af, eller har meldt sig til arrangementer sammen.

Som andre skriver, er debatkomsammener også en genial og uforpligtende måde at møde meget forskellige mennesker på. Du skal være hjerteligt velkommen!

[Little_Woman]

Jeg har fået flere veninder på sommerkurser på højskole. En uge sammen hvor man fordyber sig i hvadend - så er der altid noget at tale om under og evt efter kurset, ud fra de fælles oplevelser man har fået.

Var på højskole i sidste uge og har netop været på stranden for at sludre med en sød kvinde derfra. Vi snakkede om kurset, de nye fælles bekendte og om den sport vi dyrkede - næste gang vi ses har vi så en ny oplevelse (i dag) at tale ud fra, plus alt muligt andet.

Det kan kun anbefales - folk er meget åbne sådan et sted

[Mi55y]

Jeg havde faktisk lige en samtale for nyligt med min kæreste om, at jeg havde meget få venner. Hvor han har rigtig mange venner. Men det viser sig så også bare, at vi definerer ordet forskelligt. En ven for mig er en, som jeg kan fortælle alt til og stoler blindt på. Resten er bare bekendte, som jeg ikke rigtig tager initiativ til at mødes med men bare følger med, når der er fællesarrangementer... Han til gengæld kan kalde nogen en ven efter at have siddet sammen med dem under en middag. Han er så også meget mere udadvendt mht. at tage fat i folk og arrangere møder, hvor jeg ikke rigtig bryder mig om at gøre det, når jeg ikke kender folk så godt... Føler at jeg trænger mig på og bliver utilpas i situationen.

Men jeg nyder også virkelig alenetid og syslen hjemme, så det gør mig ikke så meget, at jeg ikke har en stor omgangskreds at passe. Så jeg synes også, at du skal overveje, om det er et reelt behov, eller om du bare føler dig "mærkelig" i andres øjne - det kan jeg nemlig godt gøre nogle gange.

Men hvis behovet for en omgangskreds, du kan ses med jævnligt, er der, så tænker jeg, at en holdsport ville være godt? De sportsgrene du nævner er jo ret individuelle.

Hvor bor du? Jeg luftede herinde i foråret muligheden for en brætspilsklub i Århus, og der var en del interesse. At jeg så ikke lige har haft tid til at føre det ud i livet endnu... - men det kommer!

[Akehurst2]

Jeg synes, det lyder helt vildt, at du er blevet kritiseret og svinet til pga. dit forhold til mad og træning. Hvordan kan det overhovedet genere andre mennesker?

Hvis det er fordi, du lader det fylde i en grad, så det rent faktisk generer andre mennesker (og du fx prædiker for dem), så vil jeg mene, at det kunne være godt for dig at få noget hjælp til at tackle din kropsperfektionisme og begrænsede madindtag, som du kalder det. Ikke fordi, du har en spiseforstyrrelse (det aner jeg ikke), men fordi det så åbenbart kommer til at begrænse dig socialt.

Jeg vil bare lige sige, at man ikke behøver prædike over for visse kvinder for at modtage mavegalde omkring mad, motion osv. retur. Det er mere reglen end undtagelsen, at jeg skal sidde og høre mine overvægtige kvindelige bekendte forsvare deres størrelse, og jeg er virkelig helt ligeglad. De kan have et bmi 350, og jeg er ligeglad. Det er aldrig mig, der indleder mad-/vægt-/motionssnakken.

Til gengæld har jeg så også fornøjelsen af at blive kaldt hysterisk osv. fordi jeg ikke har lyst til at spise det samme som dem (fx hvidt brød,) på trods af at jeg ikke siger til dem, at de ikke må, at de fjolser, hvis de gør det og andet. Så det er herligt.

Det har jeg heldigvis aldrig oplevet - hverken som overvægtig eller slank. Det lyder skrækkeligt!

Men hvis det ikke er noget, man selv udløser, så må man jo bare finde nogen andre at omgås. Og omgås på en måde, så mad ikke er det centrale, for det nytter jo ikke at have en masse begrænsninger i forhold til mad og så ville finde sit sociale samvær i en madklub. Så er det nok bedre med en sportsgren af en art

[Akehurst2]

Men jeg nyder også virkelig alenetid og syslen hjemme, så det gør mig ikke så meget, at jeg ikke har en stor omgangskreds at passe. Så jeg synes også, at du skal overveje, om det er et reelt behov, eller om du bare føler dig "mærkelig" i andres øjne - det kan jeg nemlig godt gøre nogle gange.

Enig - og overveje, hvad det er konkret, der er behovet.

Handler det om, at du gerne vil vide, der altid er en, du kan ringe til, hvis det hele brænder på? At du har mulighed for jævnlige sociale arrangementer? Nogen at holde ferie eller nytår med? At få snakket med andre end familie og kolleger jævnligt?

Når du ved, hvad det er, du savner, er det lettere at finde ud af, hvor du skal gå hen og få det.

[billiebean]

Man mærker virkelig, at mad og måltider også er en social ting, når man ikke spiser helt som flertallet i den sociale gruppe. Det er noget med, at nydelsen ved måltidet også hænger sammen med, at man deler oplevelsen med de andre, som spiser det samme. Så hvad løsningen er, ved jeg ikke. Hård hud og humor?

Men ellers tænkte jeg, at en læseklub var en ide til at skabe relationer. Man kommer jo til at diskutere en masse halvfilosofiske teorier og oplevelser omkring bogen, så sådan en klub kunne vel også sagtens udvikle sig til en bioklub eller en kunstklub eller en anden "vi tager ud og oplever noget nyt sammen"-klub.

[Akehurst2]

Man mærker virkelig, at mad og måltider også er en social ting, når man ikke spiser helt som flertallet i den sociale gruppe. Det er noget med, at nydelsen ved måltidet også hænger sammen med, at man deler oplevelsen med de andre, som spiser det samme. Så hvad løsningen er, ved jeg ikke. Hård hud og humor?

Det er ret vildt, hvad mad fylder i sociale sammenhænge. Selv på aftenskolen risikerer man jo, at der lige er nogen, der foreslår en kageordning.

Så løsningen er samvær, hvor det simpelthen ikke er muligt at stoppe i hovedet undervejs.

[billiebean]

Man mærker virkelig, at mad og måltider også er en social ting, når man ikke spiser helt som flertallet i den sociale gruppe. Det er noget med, at nydelsen ved måltidet også hænger sammen med, at man deler oplevelsen med de andre, som spiser det samme. Så hvad løsningen er, ved jeg ikke. Hård hud og humor?

Det er ret vildt, hvad mad fylder i sociale sammenhænge. Selv på aftenskolen risikerer man jo, at der lige er nogen, der foreslår en kageordning.

Så løsningen er samvær, hvor det simpelthen ikke er muligt at stoppe i hovedet undervejs.

Det er da en mulighed, men en anden strategi er også at arbejde med at få et så afklaret forhold til egne spisevaner, at man ikke bliver påvirket af, hvad folk mener om det og blot kan grine af det. Det lyder som om TS selv har en tvivl, om hvorvidt det er hende der styrer maden eller maden der styrer hende. Og det vil sikkert give langt mere ro på alle fronter, hvis hun får harmoniseret forholdet til mad og krop.

[Akehurst2]

Det er da en mulighed, men en anden strategi er også at arbejde med at få et så afklaret forhold til egne spisevaner, at man ikke bliver påvirket af, hvad folk mener om det og blot kan grine af det. Det lyder som om TS selv har en tvivl, om hvorvidt det er hende der styrer maden eller maden der styrer hende. Og det vil sikkert give langt mere ro på alle fronter, hvis hun får harmoniseret forholdet til mad og krop.

Det har du meget ret i, men jeg ved, at jeg i hvert fald ikke ville kunne være afklaret med og bare grine af, hvis folk deciderede svinede mig til, som TS beskriver, hun har været udsat for.

Hvis det handler er om, at man skal kunne stå ved, at man ikke gider spise kage, selvom alle sidder og siger "kom nu - du kan jo tåle det", så er det selvfølgelig noget andet. Der skal man lære at ignorere det, også selvom det er møgirriterende.

[Grissebassen]

Jeg bliver ret meget i tvivl, når jeg læser dit indlæg, om hvor stort dit ønske egentlig er for at få en omgangskreds, eller om det bare er noget du føler du mangler, fordi "det er bare sådan noget, man bør have".
Da jeg for nogle år siden blev single efter et forhold på 8 år, havde jeg næsten ingen venner. Idag har jeg en stor omgangskreds med få tætte venner i blandt. For mig er det nærmest kommet af sig selv - det eneste jeg har gjort er at være opsøgende, imødekommende og har engageret mig i de mennesker, jeg har mødt eller kendte i forvejen, og har slået til, når jeg stødte på noget eller nogen jeg fandt interessant.
Min oplevelse har været, at der er forskel på at finde en tæt ven, som man kan græde ud hos og låne en sofa af, når livet er hårdt, som man kan sidde alene med i timevis og snakke om dybt personlige og følsomme ting, og hvor man næsten altid er opdateret på, hvad der sker i hinandens liv og hvordan man har det - næsten som et kæresteforhold, bare uden fysisk tiltrækning. Og så på de venner/bekendte, man dyrker interesser med, oplever ting sammen med, og måske ses med i sammenhænge med en omgangskreds og sjældent er sammen med alene. Der kan sagtens være sammenfald på de to typer af venskaber, men det afgørende er, at det er to meget forskellige behov der bliver dækket.
Jeg tror først og fremmest, du skal gøre op med dig selv, hvad det er for en type venskaber du savner. At få en tæt og fortrolig ven tager lang tid, og der er min erfaring, at man som regel kan mærke kemien med det samme, og så kommer resten stille og roligt af sig selv.
Omvendt er det relativt nemt at melde sig ind i en klub af en eller anden art og få opbygget en omgangskreds der centrerer sig om det, man nu har til fælles. Om det er det ene eller det andet, eller måske begge dele du savner, ved jeg ikke. Når du fortæller at du er seriemonogam, tænker jeg, at du måske kunne savne det der tætte fortrolige forhold til en anden person, nu hvor du er single. Men det kan også sagtens være, at du får dækket det behov hos din familie, og måske mere har brug for at føle du har et socialt tilhørsforhold i en gruppe mennesker, som du deler noget andet med. Mit bedste råd til at finde det er at kigge dig omkring og observere, hvad andre mennesker gør, som du tænker kunne være interessant at deltage i. Spørg ind til, hvad de laver i deres fritid, og er der noget der virker interessant, så hængt dig på. Er din kollega med i en strikkeklub? Måske svinger du ikke så godt med den kollega, men der er sikkert en masse andre spændende mennesker med i strikkeklubben. Har din fætter en biografklub? Måske kommer du til at være påhæng på din fætter de første gange du deltager, men efterhånden kommer du jo til at lære de andre at kende.
Der er ufatteligt mange måder at gribe det an på, alt sammen afhængigt af, hvad det er du søger. I din studietid, folkeskole, gymnasiet, videregående, whatever, har der vel også været nogen, du har snakket mere med end andre. Der er intet der forhindrer dig i, at lave en facebookevent og proklamere nu skal I sgu have casual reunion og mødes i en park og spille rundbold . Til sådanne arrangementer har man med garanti noget at snakke med folk om, og det er min erfaring, at man altid kommer hjem med løfter om at genoptage kontakten.
Hvis du undersøger det, foregår der sikkert også ting og sager i dit gamle studiemiljø du kan deltage i og derigennem komme lidt tættere ind på livet af folk, du kender i forvejen. Jeg har selv haft stor glæde af at gå til foredrag i en forening for gamle studerende. Generelt tror jeg det handler om at komme ud og vise sit ansigt blandt folk man enten kender overfladisk i forvejen, eller som man har noget tilfælles med. Efterhånden begynder folk at huske en, og pludselig ligger der invitationer i indboxen.

Tilføjelse: Generelt avler venner/bekendte venner/bekendte. Møder du en ny person du svinger med, har den person venner/bekendte i forvejen, som du kan blive introduceret for, og som du allerede har den fælles ven/bekendte tilfælles med.

[A.Wall.Flower]

- Jeg lider ikke af en decideret spiseforstyrrelse, men jeg vil tro, at jeg har ligget på grænsen siden jeg var barn. Jeg går meget op i at være slank og veltrænet, og mit forhold til mad er ret specielt. Det kan blandt andet være svært for mig at spise sammen med andre, særligt hvis det foregår hjemme hos dem, og jeg ikke har kontrol over, hvad maden indeholder. Dog kan jeg sagtens fake normalitet til en vis grad, så det er ikke noget problem at deltage i festlige sammenhænge og at spise på restaurant.
Jeg ret bevidst om, at denne tendens fylder en del, når jeg omgås andre mennesker. Jeg er flere gange blevet bedømt, kritiseret og sågar svinet til pga. min kropsperfektionisme og mit begrænsede madindtag. Det har afholdt mig fra at komme alt for tæt på folk, og i særdeleshed kvinder.

Jeg synes, det lyder helt vildt, at du er blevet kritiseret og svinet til pga. dit forhold til mad og træning. Hvordan kan det overhovedet genere andre mennesker?

Hvis det er fordi, du lader det fylde i en grad, så det rent faktisk generer andre mennesker (og du fx prædiker for dem), så vil jeg mene, at det kunne være godt for dig at få noget hjælp til at tackle din kropsperfektionisme og begrænsede madindtag, som du kalder det. Ikke fordi, du har en spiseforstyrrelse (det aner jeg ikke), men fordi det så åbenbart kommer til at begrænse dig socialt.

Desværre har jeg heller ikke stiftet nogen bekendtskaber gennem mine fritidsinteresser. Jeg har ellers været i en løbeklub i flere år, dyrket fitness, yoga og andre sportsgrene og fra tid til anden deltaget i diverse Meetup-arrangementer.

En mulighed kan være fritidsinteresser, der i højere grad lægger op til at man taler sammen, fx aftenskole, frivilligt arbejde eller måske politisk arbejde. Det har tit en mere social dimension end sport, er min oplevelse.

En sportsgren, jeg dog har oplevet i høj grad kaster venner/bekendte af sig, er ridning - så hvis det er noget for dig, kan det være en mulighed.

Jeg har aldrig prædiket overhovedet. Tværtimod har jeg svært at jeg er lid anderledes, så jeg holder ret lav profil for ikke at tiltrække opmærksomhed.