Arveligt - genetisk osv?
Jeg er selv en af dem, der fører den mest forbistrede kamp imod vægten, som bare stiger.
Jeg ved nøjagtig, hvad jeg gør, for jeg har brugt det meste af mit liv til strukturerede, nedskrevne forsøg.
Jeg er vokset op på slankemad - lige fra babyalderen. Teenårene var et løb fra den ene slankelæge til den anden - og sluttelig anoreksi.
Til trods for, at jeg er en muskeltype, som altid skal af med varme, hurtigt får kondi og har det bedst, når jeg bevæger mig OG har fået målt en høj forbrænding (kammerforsøg), har jeg altid skullet ned på 7-800 kcal for at tabe mig, - ligesom da jeg blev indlagt som 10-årig og måtte ned på 750 kcal før der ganske langsomt skete lidt.
En diætist fortalte mig senere, at man godt kan have en målt god forbrændingsevne og alligevel have en lousy fedtforbrænding.
Det målte stofskiftetal fortæller nemlig ikke noget om, hvordan stofskiftehormonerne bliver brugt, eller ikke, i cellerne.
Lige nu har jeg nogle måneder levet på 1200 kcal GI kost, cyklet, lavet havearbejde, så jeg til sidst blev helt udmattet - og har taget på.
Det har jeg prøvet før - inkluderet 15-16 timers energisk motion om ugen. Det var et forsøg (mit eget), der viste, at tog jeg på af de 16-1700 kcal, jeg egentlig havde det bedst med.
Det rimer jo ikke særlig godt. Lige nu undersøger jeg de mere snedige mekanismer i stofskiftet.
Jeg kan se, at jeg ligner kvinderne i min fars familie - nogle små tætte typer med tendens til overvægt.
Jo, jeg tror på den med de tarvelige gener!