Problemet ligger ikke i, at medierne dækker disse begivenheder, men hvordan medierne dækker dem. Det er blevet mere og mere kutyme, at medierne dækker disse handlinger ved at skrive på en sensations søgende måde, forstørre anekdotiske historier, især om, hvem der har skylden, gentage de samme billeder igen og igen, adskille fysiske og psykiske konsekvenser af katastrofer, og skabe nye syndromer. Hertil kommer, at publikum traumatiseres ved at de overdriver truslerne. Med andre ord, frygt er en dominerende motiv for nyheder og populærkultur i dag.
Medierne profiterer faktisk på grundlag af det drama som skabes ved at dække terrorisme/vold-relaterede nyheder på en sensationel måde. Gentagelse af de traumatiserende scener og historier kan også tjene terroristerne, eftersom målet for dem er at være i medierne, så ofte og længe som muligt. Derudover kan mediernes partiskhed og besættelse af sensationslyst give dem en hjælpende hånd i brug af medier som et redskab, og derved at skabe en atmosfære af frygt, og modne betingelser for propaganda og rekruttering efter et eventuelt terrorangreb.
I betragtning af disse, kan der argumenteres for, at terroristernes mål og målsætninger er stærkt relateret til den måde medierne dækker nyheder og historier, idet det har en afgørende indvirkning på den måde terrorister kommunikere på, udføre angreb, og få fodfæste i publikums dagligdag. De dygtige terrorister forstår denne mekanisme bag medierne, jo mere dækning de kan opnå, gør at de kan tage yderligere skridt til massiv omtale og dermed en mulighed for at fremvise deres evne til at ramme deres mål.
paint skrev:Det andet medie du nævner, er de sociale medier, som efter min mening er de værste. Men de er endnu sværere at kontrollere. Det er private mennesker, som sender deres egne observationer, billeder, videoer mv. og de er IKKE udsat for en form for vurdering af, hvad man kan offentliggøre og det ser man tydeligt, hvis man overhovedet ser dem. Jeg gør ikke.
Det har du ret i. Det kan faktisk ikke kontrolleres uden drastiske indgreb.
Men man kan prøve at ændre folks tankegang med faktuel oplysninger om den skade de kan forvolde, men vi vil aldrig komme det til livs.
paint skrev:Så igen, hvordan skal man styre det uden at gribe ind i vores ellers højt besungne, hellige ytringsfrihed?
Der er ingen tvivl om, at terrorisme skal rapporteres. Men den måde begivenhederne bliver formidlet og i hvilket omfang er vigtigt. For at ændre det symbiotiske forhold mellem terrorisme og medierne, er det af stor betydning for medierne at revurdere og ændre sin retorik, når de dækker terrorisme-relaterede nyheder og historier.
Der handler om at de dækker de hændelser som alle andre historie i en mere ansvarlig og på en mindre "sensationel" måde. At opnå dette er ikke kun at forhindre terrorister i at bruge mediedækningen som en vigtig reklame og rekruttering værktøj, men kan også være medvirkende til, at der ikke opstår en atmosfære af frygt på det offentlige niveau. Det kan også tvinge beslutningstagerne at fortage nogle mere rationelle beslutninger om bekæmpelse af terrorisme. Derfor er nyhedsformidling med mindre gentagelse af forfærdelige scener, mindre traumatisering, mindre sensation og mere information og klogskab afgørende for i første omgang at bryde denne symbiose.
Medierne bør have en bevidst følelse af sit ansvar for offentligheden, eftersom et af målene for terrorister er at ryste borgernes tillid til deres egen sikkerhed. Derfor bør objektivitet være nøglen. Medierne bør præsentere begge sider af historien til publikum retfærdigt og præcist uden bias, så publikum kan vurdere uafhængigt af mediernes negative indflydelse. En kritisk del af terrorbekæmpelse er krigsførelse på oplysninger. Det er blandt andet et af målene for terrorister til at misinformere offentligheden og udnytte den usikkerhed og mistænksomhed som opstår bagefter. I betragtning af dette, bør medierne give de klareste, mest faktuelle og mest afbalancerede oplysninger, for at forhindre fejlfortolkning af terrorrelaterede hændelser af politikere og embedsmænd, der muligvis kunne føre til suboptimale beslutninger. Medierne bør bruge et almindeligt sprog, som alle kan forstå.
Selv om nogle går ind for brugen af medier som et direkte værktøj mod terrorister, specielt i den narrative krigsførelse mod radikal ekstremisme, er dette generelt forgæves, da medierne har visse grænser og juridiske og moralske forpligtelser, mens terroristerne ikke har det. I stedet kan medier anvendes som et offentligt public affairs og diplomati værktøj til at påvirke publikum, beslutningstagere og potentielle rekrutter. Til dette formål, kan den ekstremistiske fortælling imødegås med en lige så klar og modtalende fortælling for at påvirke den offentlighed som terroristerne trækker deres støtte fra.
Og eftersom ingen terrorgruppe er ens, bør medierne skelne mellem forskellige former for terrorisme og terrorgrupper for ikke at provokere og mobilisere offentligheden mod visse etniske og / eller religiøse mindretal. Med andre ord er det af stor betydning ikke at dække nyheder og historier på en sådan måde at det bidrager til "otherization" af den pågældende gruppe og skaber et "os vs. dem" scenarie. Det gæller om at undgå social uro i multikulturelle samfund, der ikke kan integrere visse grupper for ikke at udløse yderligere angreb, som vrede og håbløshed kunne skubbe til, så man undgår potentielle rekrutter, sympatisører og selv moderate bliver ophidset .
Internettet er blevet et centralt forum på en global skala for debat blandt mange fællesskaber, der bliver direkte berørt af den globale politiske vold. Og her har vi en udfordring. Selv om regulering af medierne, især internettet, præsenterer en grundlæggende dilemma på grund af balancen mellem censur og den demokratiske tradition for ytringsfrihed, privatliv, og pressefrihed, er det afgørende at man imødegår terroristers cyber aktiviteter. Disse foranstaltninger kan omfatte sporing af deres aktiviteter på online-fora og aktiviteter på sociale medier for at forhindre spredning af radikaliseret materiale fra bestemte websteder. Ud over, at man på nationalt plan kan straffe dem, der bruger internettet til at propagandere, rekruttere og træne fremtidige rekrutter.
Regeringerne kan også yde bistand til medierne, ved at give dem den politiske kontekst og baggrund af en terror-relateret handling eller historie, eftersom det er ideelt set må være det ultimative mål for medierne at informere publikum korrekt. Til dette formål, kunne et regerings-media partnerskab oprettes, der var bedre til at give information til offentligheden og derved imødegå den omtale som terrorister har brug for.
Under alle omstændigheder. da terroristernes behov for medieomtale og mediernes behov for et større publikum og overskud udgør det et symbiotisk forhold mellem terrorisme og medierne, men denne symbiose er ikke fastlåst. Implementering af visse politikker, der er anderledes end de tidligere mislykkedes, kan gøre det lettere at bryde denne cyklus ved at tvinge mindst en side af medie-ligningen til at handle på en mere ansvarlig, mere bevidste, og mere samarbejdsvillig måde. Hvis vi kan fratage den nærende ilt som omtale i medierne er og som terroristerne er afhængige, kan der tages afgørende skridt til at vinde den ideologiske og måske selve kampen mod terrorisme.