Er du også bimlende ordinær?

[Akehurst2]

Det er lidt skægt, at mange gerne vil skille sig ud og være anderledes, og også gerne fremhæver, at de er helt gakkelak skøre og særlinge og på alle måder slet ikke som de andre. Med specielle interesser og ikke til fals for alt det, de andre kan lide.

Men jeg er sgu ret almindelig. Faktisk bimlende ordinær, som jeg har skrevet i overskriften. Jeg kan godt lide Rasmus Seebach og House of Cards og rose i varmen og lakridschokolade og mega mussel og sushi, og arbejder på kontor og lever i monogamt ægteskab i rækkehus og cykler til arbejde og kan godt lide shopping og går i fitnesscenter og vil gerne tabe fem kg. og læste Harry Potter med stor fornøjelse.

Det eneste punkt, hvor jeg rigtig skiller mig ud i forhold til gennemsnittet er, at jeg ikke har eller skal have børn. Det er ikke så almindeligt for os normale kvinder. Og så er jeg ikke på Facebook.

Er du også helt almindelig? Eller har du et par punkter, hvor du ikke er som de andre?

[Hunkat]

Altså, jeg går ud fra at jeg er ret almindelig og 'leverpostejsfarvet' som man måske ville kalde det.

Jeg gider ikke rigtig dyrke motion, følger ikke nogen diæt/kur/spiseretning, bager sjældent, læse kun online aviser og mit liv er ikke fotodokumenteret hvert 3. sekund.

Det går nu meget godt alligevel.

[Anlewi]

Jeg er vist ikke noget spetakulært, tror jeg er meget gennemsnitlig og elsker det

[Akehurst2]

Kender også personer, der ikke gider læse bøger eller se film, som "alle andre også har set". Der er jeg helt omvendt - så skal jeg da netop læse og se med, så jeg ikke er udenfor

At jeg aldrig kom igennem Ringenes Herre-bøgerne fordi jeg syntes, de var kedelige, er så noget andet. Jeg forsøgte for at se, hvad al begejstringen nu handlede om.

[Anilara]

Udseendesmæssig har jeg altid vurderet mig selv som fuldkommen gennemsnitlig. Ikke grim, ikke køn. Almindelig. Jeg kan huske, på en anden debatside, at stort set ingen vurderede sig til, eller nær, en 5'er, hvis de skulle klassificere deres udseende på en skala fra 1-10. Det sprang åbenbart i øjnene, siden jeg stadig husker det.

Men holdningsmæssigt er jeg temmelig utraditionel. Politisk står jeg langt, langt fra størstedelen i mit arbejdsfelt (og et temmeligt langt stykke fra Danmark generelt, viser meningsmålinger )
Jeg ønsker absolut ikke børn eller hus.
Musikalsk er jeg mest til punk og grindcore metal, hvilket jo ikke som sådan er decideret unormalt. Det er det dog i min omgangskreds.
Jeg er aseksuel.
Jeg hader, hader, hader 8-16 job, og vil for alt i verden undgå det.

Til gengæld kan jeg lide hunde, håndbold, pizza, solskin og min seng, som jo er, mildt sagt, meget almindeligt.

Så mon ikke jeg er ret gennemsnitlig? Vi skiller os vel alle ud på visse områder, og så har de fleste af os også noget, hvor vi er som flertallet.

[LaScrooge]

Mja, jeg er vel særlig på min egen måde, men jeg lever et ret konformt liv. Arbejde, venner, koncerter, biografture, fester. Jeg bevæger mig indenfor rammerne og træffer valg, der er rimelig meget indenfor normen.

Men ordinær synes jeg ikke jeg er. På ingen måde. Det refererer ikke kun til de ting man gør, men den man er, i mine øjne. Og jeg søger bevidst at udforske og udfordre (om ikke andet, så i tankerne) selvsamme rammer og normer, så jeg ved hvorfor jeg vælger det jeg gør. Der er nærmest intet der er automatreaktioner hos mig. Jeg er interesseret i de ideer og strukturer der konstruerer de rammer vi mener at kunne bevæge os indenfor og jeg er interesseret i det der ligger udenfor dem. Jeg spørger både hvorfor og hvorfor ikke. Jeg synes, det land jeg lever i giver mig mulighed for at udvikle mig til et højt niveau og sammenlignet med antallet af ligebyrdige er jeg nok én ud af mange, men jeg har nogle vilkår der gør, at jeg kan oplyse og arbejde med mig selv i en konstant stræben efter at leve så dydigt som muligt (dyd skal her forstås i en etisk kontekst), hvilket jeg synes står i kontrast til at være ordinær.

Så svaret er: nej. Jeg er ikke bimlende ordinær

[Fuck.exe]

Jeg elsker at være almindelig og en del af mængden. Jeg har absolut intet behov for at skille mig ud.

Jeg er gift, har 2 børn, har bil, er studerende, jeg kan lide serier, jeg kan lide mad, jeg nyder at motionere, og jeg kan lide mine venner. Jeg stikker lidt ud ved at jeg er noget ældre end mine medstuderende, men jeg er så til gengæld ikke den eneste halvgamle.
Jeg er medløber på det meste. Jeg er nysgerrig, og hvis en større flok finder noget interessant, så er jeg nødt til selv at prøve (lige bortset fra at se Vild med dans, dét gider jeg bare ikke).

Jeg synes at der er så mange fine og unikke detaljer ved at være almindelig. Jeg har ikke behov for andet end det.

[LadyFox]

Sådan både og. Da jeg var yngre var almindelig og ordinær mit værste mareridt, og jeg havde et stort behov for at svømme imod strømmen. Så det hele blev temmelig sært og grænsesøgende.
Nu synes jeg at jeg er ret almindelig, og det kan jeg rigtig godt lide, så det gør mig ikke noget at hvis jeg skulle blive endnu mere ordinær med tiden.

Jeg kan rigtig godt lide at have ting til fælles med de mennesker jeg møder på min vej, og jeg kan godt lide at lave de ting jeg godt kan lide sammen med andre, både med tætte og knap så tætte mennesker. Jeg kan godt lide ikke at skille mig alt for meget ud.

Og så har jeg det også lidt sådan at hvis det er noget som rigtig mange godt kan lide, så må det jo også kunne bidrage med et eller andet positivt, også selvom det måske ikke falder i min smag.

Jeg er biseksuel, ikke nødvendigvis monogam, og jeg skal ikke have børn, derudover kan jeg godt lide hardstyle, metal og punk.
Men jeg har også facebook, Instagram og snapchat, jeg spiller pokemon, og synes Game og Thrones er en sindsyg god serie. Jeg går meget i sorte og grå farver, sætter pris på en god burger og jeg lytter en også til Michael Jackson, Adele og D-A-D! Så ja, jeg er nok meget normal.

[Fru Sunshine]

Jeg er vist prototypen på ordinær.
Jeg er gift, monogam, mor, i fuldtidsjob, har egen bil, vi skal til at bygge nyt hus, har katte som kæledyr og lever bare stille og roligt.

Mine interesser er musik og teater. Det er vist også meget almindeligt. Måske skiller jeg mig lidt ud ved at elske langt det meste musik lige fra jazz til trash. Yderst få genrer generer mine ører.
Og så har jeg fået at vide, at jeg skiller mig ud ved kun at gå i farverige kjoler, men dem går jeg nu med, fordi jeg synes de er flotte. Ikke for at blive lagt mærke til.

Så ja, jeg er ordinær og synes det er sådan lidt kikset, for andre ordinære mennesker gerne vil fremstå som noget andet.
Egentlig synes jeg jo, at alle har noget specielt midt i al almindeligheden.

[Animi]

Ja, jeg er ret ordinær. Da jeg var yngre drømte jeg om at skille mig ud og blive kendt, men det er gået væk med alderen

Men noget jeg faktisk nogen gange stresser over, at følelsen af at man "skal" helst blive til noget "stort" inden for sin karriere. At det er mærkeligt ikke at have nogen store ambitioner, eller lyst til at blive selvstændig osv.
Altså, jeg vil gerne have et arbejde jeg er glad for, og selvfølgelig gøre det godt. Men jeg har ikke selv noget behov for at gøre stor karriere, blive leder, eller noget andet. Men alligevel føler jeg at det bør jeg. Og at jeg er en fiasko, hvis jeg ikke bliver det. Men vi kan jo trods alt ikke alle sammen være direktører og ledere.

[Hunkat]

Hvis man nu er i tvivl så kan man jo altid tjekke efter

http://www.ugebreveta4.dk/navnehjulet

[twinkle]

Jep, jeg er også bimlende ordinær - og det har jeg det egentlig ganske ok med. Mens mange af mine jævnaldrende har travlt med tre måneders rundrejse i Sydamerika, at arbejde på børnehjem i Nepal ell. andet sidder jeg her i vores toværelses, drømmer om hus og børn.. Passer gladeligt mit 8-16 job som jeg er god til, og som giver mig godt og konstruktivt indhold i hverdagen. Lever i et godt, monogamt forhold på 8. år.

[Lulu]

Ud over min musik smag og mit politiske ståsted vil jeg mene jeg minder meget om en gennemsnitsdansker. Og det har jeg det fint med. Mit liv behøver ikke være ekstraordinært eller specielt for at være godt. Jeg er glad alligevel, for alle de valg jeg har truffet gennem mit liv. Og selvom jeg nogen gange tænker hvad nu hvis om valg jeg har truffet så fortryder jeg dem ikke.

[NejJegErIkkeAsiat]

Jeg ved sgu ikke om jeg er ordinær. Men går ikke rundt og bilder mig ind at jeg er andet. Det lader jeg andre om at afgøre...ikke at det rager mig.
Men jeg skiller mig vel ud på nogle punkter. Jeg skal f.eks. ikke havde børn. Og jeg har det med ikke at hoppe med på ting som bliver for mainstream. Ikke fordi jeg vil skille mig ud, men fordi jeg ganske enkelt ikke har et behov for det fællesskab som mainstream ofte er et tegn på.
Jeg er overbevist om at mange ser de samme serier, hører det samme musik og har den samme holdning til ting, fordi det giver dem et sammenhold. Eftersom jeg ikke har det behov, gider jeg ikke se en eller anden DR serie, bare for at kunne snakke med om det på jobbet. Eller sige det samme som andre, bare for at blive accepteret.
Men ja; jeg er nok stadig ret ordinær.

[godtnavn]

Jeg har altid skilt mig ud, og hadet det! Så jeg gør meget, og sikker for meget, for at være neutral/almidelig/passe ind. Det er først de seneste år jeg har accepteret der er ting ved mig der er anderledes, og at det er okay

Må indrømme jeg er begyndt at elske nogle af de ting der gør jeg skiller mig ud, men jeg tror det hænger sammen med at jeg i det store billede er blevet mere "normal" og dermed har min trygge "jeg passer ind"-følelse og så er det mere okay at bevæge sig ud af den af og til.