Er du også bimlende ordinær?

[Justified Ancients of Mu Mu]

Jeg er en lille lækker chokolademarengs midt i livets store chokolademarangskagedåse.
Så jeg er meget unik, speciel og min helt egen ligesom alle andre. Sådan objektivt set er jeg fuldstændig plain, almindelig, ret kedelig og dybt ordinær, lidt bimlende, men jo tættere på man kommer jo flere nuancer har jeg og jo mere unik bliver jeg. Ihh, jeg kan godt lide mig.

[Purple Haze]

For mig er almindelig ikke negativ. Jeg ved bare, at jeg er tilpas meget mønsterbryder til, at jeg ikke kan kalde mig almindelig.

Jeg synes også, almindelige mennesker er/kan være noget særligt, i hvert fald er mange af mine venner helt almindelige og ganske særlige for mig.

Når jeg skriver, at jeg ikke er almindelig, er det fordi jeg tilhører mange specielle subkulturer og derfor er jeg heller ikke almindelig inden for den enkelte subkultur, eksempelvis, og har valgt en lidt alternativ måde at leve mit liv.

Ser man mig på gaden eller møder mig tilfældigt, er jeg dræbende kedelig at se på/opleve.

At være u-almindelig ser jeg ikke som noget udpræget positivt.

Har lige sakset en smule i Zombies indlæg, og lige den del der er tilbage passer også godt på mig.
Mener ikke at hverken almindelig eller ualmindelig er specielt negativt eller positivt, det er bare sådan det er.
Dog hvis man fx er ualmindelig fordi man elsker at kvæle kattekillinger, så er det pænt negativt - men det er ikke fordi det er ualmindeligt, men fordi det er fucking nederen at gøre det.

[Zombie]

Har lige sakset en smule i Zombies indlæg, og lige den del der er tilbage passer også godt på mig.
Mener ikke at hverken almindelig eller ualmindelig er specielt negativt eller positivt, det er bare sådan det er.
Dog hvis man fx er ualmindelig fordi man elsker at kvæle kattekillinger, så er det pænt negativt - men det er ikke fordi det er ualmindeligt, men fordi det er fucking nederen at gøre det.

Jeg tænker tit på, om jeg havde været lykkelig hvis jeg var mere almindelig. Jeg havde helt sikkert haft et nemmere liv, og det kan jeg godt sukke lidt over engang imellem.
Omvendt har jeg jo selv valgt en stor del af tilstanden. Ikke det hele, men meget.

[superboa]

Godt spørgsmål

Som så mange andre er jeg vild med Game of Thrones, at drikke caffé latte med mine veninder på en café og har en FB-konto. Jeg er gift, har en kat, en bil og læser bøger - alt sammen ganske almindeligt
Når andre kommenterer på mit liv som "værende anderledes", er det fordi jeg (vi) ikke ønsker at få børn, jeg drikker ikke alkohol, er udpræget B-menneske og arbejder primært om aften samt i week-ender + helligdage.

[Kattefjæs]

Vildt ordinær på nogle punkter og slet ikke overhovedet på andre. Men der er ikke meget af det som jeg betragter som et egentligt personligt valg - det er bare omstændigheder og livets lotteri og alt det der.

[Fru Sunshine]

Hov! Må hellere skynde mig at tilføje, at jeg ikke ser nogen her i tråden, som laver det der tihifnisskøremig.
Det er dem, der øjensynligt betragter almindeligt som noget negativt. Det må de gøre, siden de har så travlt med at fremhæve, hvor specielle og "skøre" de er.

[Novella]

Jeg er ikke ligefrem ordinær som person, men jeg har indrettet mit liv på en ordinær måde, så jeg bedre kan overskue det. Mit sind er meget dramatisk med rutscheture og kreativitet, og jeg har været nede med et par depressioner, der var ved at tage livet af mig. I et andet liv og århundrede skulle jeg have haft en mæcen, så jeg kunne kaste mig over kunsten og rejse rundt og skrive og male manisk og derudover ligge med de der periodiske depressioner, men sådan fungerer verden ikke helt. I stedet har jeg taget en lang uddannelse, som jeg bruger til at tjene ganske pænt i et helt ordinært job. Jeg ejer meget lidt og har indrettet mig så jeg kan tåle at bryde sammen, selv om jeg naturligvis håber, at det aldrig sker igen. Jeg har udrettet nogle ganske spændende ting, men min voldsomme energi koster i sidste ende. Måske, når jeg bliver ældre og ikke har hjemmeboende børn længere, finder jeg på at drøne i kloster i Italien og skrive romaner eller lignende. Der sker nok noget på et tidspunkt.

[Aima]

Jeg er ikke meget anderledes end flertallet ift. skills eller looks eller andre af de mere umiddelbare faktorer, men jeg har så længe jeg husker følt mig lidt malplaceret og lige så længe tilstræbet ikke at være det. Det var nok først i mine slut-tyvere, jeg for alvor fik elimineret de der tilbagevendende semi-identitetskriser og fandt fred med at være mig, sådan 100% uden hensynstagen til 'bør' og 'skal' og flertallets præferencer og normer.

Jeg har aldrig kunne identificere mig særligt meget med folk omkring mig eller hvad der implicit, i kraft af køn/alder/livsfase/baggrund/egenskaber/whatever blev forventet af mig, det er en følelse der bare altid har været der. Når jeg alligevel har formået at danne stærke relationer, har det været på trods af forskelligheder og grundet gode tilpasningsevner og empatisk sans, både fra mig og mine mennesker. Jeg vil ikke det samme som mine alderssvarende veninder, og det har jeg faktisk aldrig villet. Jeg bryder mig ikke om traditioner, jeg ønsker hverken hus eller børn og 95% af det, der sendes i fjernsynet underholder mig max i tre minutter. Jeg ser heller ikke film og serier og de bøger jeg læser, er oftest faglitteratur.
Jeg hverken magter eller evner small-talk, og jeg føler, jeg spilder mit liv, hvis jeg bruger for meget af det på at forholde mig til eller beskæftige mig med stuff, jeg finder uinteressant, uvedkommende og, ja, meningsløse. Jeg gør i det hele taget meget, meget lidt af pligt, bortset fra mit arbejde, men det er så heldigvis ret meget min kop te.

I morgen er jeg 34 år og om ganske kort tid, når min forretning er overdraget, er jeg ikke bundet af noget udover ansvaret for mig selv og de mennesker, det står mig nærmest. Jeg kunne sagtens have haft både ægteskab, børn og fast ejendom som mange af mine veninder, men jeg har bare aldrig ønsket at prioritere mit liv på de ting, og jeg er ret overbevist om, jeg ikke havde været så tilfreds og grundlykkelig i min tilværelse som jeg er, hvis jeg var endt i sådan en anordning.

Jeg har klart fundet fodfæste, så det der med at fungere og ville noget andet end flertallet, er ikke længere noget, jeg selv mærker. De folk, jeg har i mit liv, anser mig heller ikke som usædvanlig, for dem er jeg jo bare, som jeg altid har været, og jeg overrasker ikke nogen med mine valg og præferencer, tværtimod. Selvom jeg har haft svært med at definere min plads på hylden, har det, bortset fra nogle år med mobning i folkeskolen, aldrig for alvor ligget mig til last. Jeg har været forvirret, men aldrig alvorligt ramt på min selvopfattelse. Jeg gør generelt et ret godt indtryk og folk kan oftest godt lide mig. Jeg har altid følt mig både anerkendt og accepteret, og jeg tror egentligt, den der mig-hed der så er lidt anderledes, oftere har gjort folk nysgerrige, end det har fået dem til at tage afstand. Heldigt nok.

[Akehurst2]

Mja, jeg er vel særlig på min egen måde, men jeg lever et ret konformt liv. Arbejde, venner, koncerter, biografture, fester. Jeg bevæger mig indenfor rammerne og træffer valg, der er rimelig meget indenfor normen.

Men ordinær synes jeg ikke jeg er. På ingen måde. Det refererer ikke kun til de ting man gør, men den man er, i mine øjne. Og jeg søger bevidst at udforske og udfordre (om ikke andet, så i tankerne) selvsamme rammer og normer, så jeg ved hvorfor jeg vælger det jeg gør. Der er nærmest intet der er automatreaktioner hos mig. Jeg er interesseret i de ideer og strukturer der konstruerer de rammer vi mener at kunne bevæge os indenfor og jeg er interesseret i det der ligger udenfor dem. Jeg spørger både hvorfor og hvorfor ikke. Jeg synes, det land jeg lever i giver mig mulighed for at udvikle mig til et højt niveau og sammenlignet med antallet af ligebyrdige er jeg nok én ud af mange, men jeg har nogle vilkår der gør, at jeg kan oplyse og arbejde med mig selv i en konstant stræben efter at leve så dydigt som muligt (dyd skal her forstås i en etisk kontekst), hvilket jeg synes står i kontrast til at være ordinær.

Så svaret er: nej. Jeg er ikke bimlende ordinær

Det her synes jeg er virkelig interessant.

For noget af det, der gør mig helt almindelig er jo netop alle de punkter, hvor jeg ikke har reflekteret over tingene, men i vidt omfang bare har gjort som "alle" andre og befundet mig fint ved det, men hvor jeg måske kunne have været gladere ved noget andet.

Jeg er fx virkelig glad for at leve mit helt almindelige liv med fuldtidsjob, mand og terminer. Men nogen gange kan jeg føle mig fanget vedtanken om, at nu har jeg så placeret mig i hamsterhjulet nærmest uden at tænke over det før jeg sad der og skal jeg ud af det vil det kræve ret omfattende ændringer. Og hvad nu hvis jeg hellere ville noget andet eller rejse ud i verden eller gøre noget helt andet? Nogen gange er det jo også nemmere bare at gøre det, man gør.

Så jeg synes, det er spændende med nogen, der virkelig forsøger at undgå automatreaktionerne og reflektere over valgene i livet og stiller spørgsmålstegn ved tingene.

Jeg nyder det også, når man bliver skubbet lidt til i forhold til sine valg. Jeg arbejder fx frivilligt som fængselsbesøgsven, hvilket mange ikke kan forstå, og det giver en anledning til at tænke nærmere over den ting, når man skal ”forsvare” hvorfor det er det, man har valgt.

[Ado]

Nå, men jeg gik på arbejdet i dag og tænkte på denne tråd og har en tilføjelse til mit korte svar tidligere.

Jeg har følt mig anderledes og forkert rigtig mange år af mit liv. Der er (alt for) mange, der gennem tiden har gjort et stort nummer ud af at fortælle mig, at jeg var speciel/sær/mærkelig. Og det gjorde mig skide ked af det og har i dén grad smadret nogle dele af mit selvværd.
Så til sidst endte det jo med jeg troede på det. Men jo, det kan godt være, at jeg stikker lidt ud på nogle punkter. Men mest af alt tror jeg, at jeg bare har kæmpet med at finde mig selv og at det har fået mig til at fremstå mærkelig. Og i virkeligheden har jeg bare været famlende og usikker.

Jeg har en "krøllet hjerne". Men det er der jo rigtig mange andre der også har. Måske har jeg bare været anderledes, fordi jeg omgik mennesker, som var min modsætning? Og så har både de og jeg fejltolket det og puttet mig i en kasse, som den eneste?

Men for fanden...jeg er en 41 årig alenemor på fleksjob, der bor i et lejet byhus. Det kan sgu da ikke blive mere "jævnt".

[Torn]

Jeg er ret gennemsnitlig, hvis jeg undersøger mit segment og min omgangskreds. Universitetsstuderende, studiejob, deler lejlighed med kæreste i studiebyen, fælles interesser med omgangskreds. Jeg tror kun, min musiksmag skiller sig ud.

Der er andre segmenter i befolkningen, jeg slet ikke ligner. Men det afhænger jo så meget af alder, geografi, køn og uddannelsesniveau. Det ville ikke give mening at sammenligne os.

[Akehurst2]

Jeg er ret gennemsnitlig, hvis jeg undersøger mit segment og min omgangskreds. Universitetsstuderende, studiejob, deler lejlighed med kæreste i studiebyen, fælles interesser med omgangskreds. Jeg tror kun, min musiksmag skiller sig ud.

Der er andre segmenter i befolkningen, jeg slet ikke ligner. Men det afhænger jo så meget af alder, geografi, køn og uddannelsesniveau. Det ville ikke give mening at sammenligne os.

Man har nok også en tendens til at omgive sig med mennesker, der ligner en selv meget. Jeg synes fx det er noget af det bedste ved debatten her, at man bliver opmærksom på, at andre mennesker, der så i øvrigt også er helt almindelige, lever på en anden måde og har andre prioriteter en man selv har.

Ikke fordi man ikke ved det, hvis man tænker lidt efter, men man går jo meget i sine egne små cirkler til daglig.

[Charly]

Jeg er nok meget ordinær - hus, mand, barn, kontorjob.... Og alligevel har jeg i mange år haft en følelse af ikke helt at passe ind nogle steder. Det startede i folkeskolen, hvor jeg ikke havde ret meget tilfælles med mine klassekammerater og derfor fandt fællesskaber andre steder - jeg blev ikke mobbet eller drillet, jeg var bare udenfor.

Det er faktisk først indenfor de sidste 5-6 år at jeg har følt at jeg har fundet min plads, hvor jeg både kan være ganske ordinær og ganske anderledes.

Et sted hvor vi (min mand og jeg) har hørt en del for at vi er sære, er fordi vi "kun" har et barn. Det er ikke normen.

[Filipai]

På mange punkter ja, og især nu hvor jeg er blevet ældre.

Som yngre skilte jeg mig mere ud, og det er ikke fordi jeg har ændret mig, men simpelthen fordi at folk omkring mig nu er blevet "ligesindede"

Købte bolig for mine egne penge som 18 årig, har ofte haft 2 jobs eller flere, rejste ikke jorden rundt, men fokuserede på (det forkerte) studie. Var en af de få kvinder på ingeniør studiet.

Men nu er vi blevet ældre, og der er mange der har købt bolig, der er øget optag af kvinder på studiet, og især i mit felt vælter det efterhånden med kvinder .

Men jeg drømmer helt sikkert om det ordinære, og ender der helt sikkert også. Et fint hus i en provinsby, og så ellers bare få et par skønne unger med min kommende mand, og hvis vi ellers ender med at skille os ud, så er det fordi vi bliver crazy cat people.

[Purple Haze]

Har lige sakset en smule i Zombies indlæg, og lige den del der er tilbage passer også godt på mig.
Mener ikke at hverken almindelig eller ualmindelig er specielt negativt eller positivt, det er bare sådan det er.
Dog hvis man fx er ualmindelig fordi man elsker at kvæle kattekillinger, så er det pænt negativt - men det er ikke fordi det er ualmindeligt, men fordi det er fucking nederen at gøre det.

Jeg tænker tit på, om jeg havde været lykkelig hvis jeg var mere almindelig. Jeg havde helt sikkert haft et nemmere liv, og det kan jeg godt sukke lidt over engang imellem.
Omvendt har jeg jo selv valgt en stor del af tilstanden. Ikke det hele, men meget.

Jeg har også en fordom om at det er lettere at blive lykkelig hvis man har ordinære eller almindelige mål.
Det er trods alt nemmere at få et sommerhus på Møn fx. hvor man hvert år samler familie og venner og hygger igennem, end det er fx at købe et slot i Italien og drive det som en LARP virksomhed mens man dyrker vin on the side.
Eller det er nemmere at blive mellemleder i en mellemstor dansk virksomhed, end det er st blive den nye Ole Henriksen.
Nemmere at få en rolle i byens amatør teater end det er at slå i gennem i Hollywood.
Osv osv.