Er du også bimlende ordinær?

[kokkenok]

Jeg ser ikke mig selv som værende ekstra-ordinær. Men dermed ikke være sagt at jeg ved hvilke kasser jeg passer bedst i.
For det har jeg absolut ingen anelse om.
Men nogen gange er jeg overbevidst om at jeg har nogle egenslaber, som gør at folk husker mig. og det er ikke min måne.

[Madam Pomfrey]

bimlende ordinær, og bare mig...

Jeg har aldrig haft de store vanvittige mål i livet, jeg ville gerne være pædagog, have mand og børn, og et dejligt hus at bo i.
Og så lever vi så, stille og roligt, og i bulder og rabalder, de hyggelige familieliv, i en mindre stationsby på landet.
Og så pendler jeg til og fra job i min fine blå fiat punto, handler ind i super-brugsen, går ture med min labrador, motionerer lidt på min bedstemor-cykel. Følger ungerne til svømning, fodbold, håndbold, henter og bringer, går til forældremøder, holder børnefødselsdage.
Bager boller og kager, laver selv vores syltetøj, er habil i hverdagskøkkenet, og hader at vaske op.
Jeg går for sent i seng, og elsker at sove længe, jeg er et rodehoved, men rydder alligevel alt for tid op, og gør alt for meget rent (hvis jeg selv skal sige det) jeg nusser i mit drivhus, læser indimellem ugebladet søndag, i en havestol på min terasse. Jeg ser ikke voldsomt meget tv, men elsker programmer om hus, have og mad, en aften i selskab med bonderøven er en god aften!
Jeg har høns i haven, og en kanin, - ville gerne udvidde min zoo med et par katte, men min mand siger nej.

Mit liv ville næppe blive en særlig spændene roman eller tv-serie Men jeg elsker det nu alligvel, så gennemsnitligt og ordinært det er, for mig, og alle de andre der er i det, vi er nu hver og en noget helt specielt og særligt


De eneste punkter jeg har oplevet at føle mig anderledes, at jeg er blevet bemærket, har skilt mig ud det er
- forholdsvis ung mor (22 med den første, nr. 4 da jeg var 30)
- at jeg var tidligt uddannet, og målrettet ifht, uddannelse og job
- at vi har 4 børn, og at de alle er drenge

[dgd2007]

Jeg havde en åbenbaring om det her i går

Det er nok svært at forklare, men noget med, at det slet ikke kom an på, om man gjorde noget, som kun så og så mange procent gjorde.
Det afgørende var egentlig, at når jeg er halvt bevidstløs og tankerne bare myldrer uorganiseret i ring, så føler jeg mig som en del af den ultimative ordinaritet og ligegyldighed, uanset hvor mange eller få gør de samme ting eller nogle andre.

Men i sjældne øjeblikke af klarhed, skarphed, bevidsthed (eller nowet) så er jeg faktisk helt ektraordinær, for "ingen har nogensinde set eller vil nogensinde se verden helt som jeg gør nu"!

[paint]

Jeg havde en åbenbaring om det her i går

Det er nok svært at forklare, men noget med, at det slet ikke kom an på, om man gjorde noget, som kun så og så mange procent gjorde.
Det afgørende var egentlig, at når jeg er halvt bevidstløs og tankerne bare myldrer uorganiseret i ring, så føler jeg mig som en del af den ultimative ordinaritet og ligegyldighed, uanset hvor mange eller få gør de samme ting eller nogle andre.

Men i sjældne øjeblikke af klarhed, skarphed, bevidsthed (eller nowet) så er jeg faktisk helt ektraordinær, for "ingen har nogensinde set eller vil nogensinde se verden helt som jeg gør nu"!

Lidt OT. Og ikke af nysgerrighed, men af mere faglig interesse. Men hvordan forløber disse 'klare øjeblikke'. Hvad er det du ser, oplever på en anden måde og, hvad karakteriserer denne 'anden/klare måde'?

Du skal selvfølgelig kun svare, hvis det er noget du har lyst til at dele med andre

[Mulan]

Nej, jeg er ikke bimlende ordinær. Jeg har aldrig været god til at passe ind, det er noget jeg har tillært mig. Jeg har atypiske interesser for en kvinde og er atypisk i min tilgang til andre mennesker og mit verdenssyn er anderledes end de flestes. Jeg er blevet kaldt unik, special og anderledes af de mennesker, der holder af mig og grimmere ting af de, som ikke gør.

Jeg er gamer - dog ikke "ZOMG I'm like totally female gamer, lolz", hvor det også er blevet meget mere normalt at piger også spiller end tidligere, hvor jeg startede . Jeg er meget fysisk aktiv. Jeg HADER at shoppe. Mode og design er pisse uinteressant. Sorry guys, jeg kommer aldrig til at forstå, hvorfor man gider bruge 500 kroner på en eller anden tåbelig vase, der hedder Kähler. Dameblade suger røv og burde sættes ild til. Det har tit haft gjort at jeg ikke har følt mig særlig feminin. Jeg har heller aldrig haft det brændende ønske om børn, villa og vovhund. I mange år (og nok stadigvæk) har jeg kæmpet med at jeg trives bedst i noget meget mere diffust og atypisk end normen. Det har kostet rigtig meget på selvværdskontoen og har givet mig en underliggende følelse af at være forkert.

Jeg har haft meget svært ved at acceptere, at min tilgang til verden ikke er den som alle har. Særlig som teen. Jeg er stadig forundret over, hvor meget lidt interesseret mennesker er i hinanden medmindre de har følelsesmæssige aktier i vedkommende. Jeg har en åben tilgang til mennesker, hvor tilhørsforhold, religion, køn, osv. er mig fuldstændig underordnet.

Jeg har et løbende konstant meta-kommentarspor kørende, min indre analysator, som analyserer alting; mine handlinger, hvad jeg siger, gør og føler, hvordan andre i situationen agerer, hvad deres kropssprog fortæller ift. deres tale, toneleje, det sagte og usagte. Jeg er i situationen, men samtidig fortæller min indre analytiker mig, hvis der er diskrepans ift. det sagte og det agerede hos andre OG mig selv. Jeg kan aflæse andres følelser meget, meget, meget nemt. Jeg har været ret forbløffet over, at andre ikke gør det samme med den indre analytiker og emotionelle aflæsning.

I mange år har jeg kæmpet med forkerthedsfølelsen og gør det stadigvæk. Jeg ville gerne have været mere typisk og mindre.. "afvigende", for jeg er ret sikker på, at det er lidt nemmere at blive tilfreds og lykkelig, hvis ens drømme, mål og væremåde lever op til gængse normer i samfundet.

[dgd2007]

Lidt OT. Og ikke af nysgerrighed, men af mere faglig interesse. Men hvordan forløber disse 'klare øjeblikke'. Hvad er det du ser, oplever på en anden måde og, hvad karakteriserer denne 'anden/klare måde'?

Du skal selvfølgelig kun svare, hvis det er noget du har lyst til at dele med andre

"faglig interesse" ... hvad er det for et fag?

Njaeh, det er svært at forklare, især da det allerede fortoner sig lidt mere, end da jeg skrev det
Men mon ikke alle har været ude for det - måske forbundet det med nogle bestemte omstændigheder - men der sker såmænd ikke noget særligt. Snarere at der netop ikke sker noget: tankemylderet lige væk et øjeblik.

Der var det bare, jeg syntes, det var ironisk, at det netop er der, jeg føler mig mest "speciel". Snarere end når jeg ... kan du huske Radiserne? Jeg tror, mange kunne forholde sig til de tilbagevendende striber med Nuser/Snoopy, der iført halstørklæde og læderhjelm steg op på sit hundehus, mens han speakede for sig selv: "... og piloten fra første verdenskrig sætter sig til rette i sin Sopwith Camel ..."

Det er sådan noget, jeg tror, både jeg og sikkert mange andre har en tendens til at mene, gør os specielle. Og så er det jo ironisk, hvis det egentlig er det at blive opmærksom et øjeblik på, at man lever og ånder, der virkelig åbner øjnene for at man rent faktisk er én af sin slags.

Hmm, det kunne være, man skulle blive zenbuddhist ... what's ya' thinks?

[paint]

Lidt OT. Og ikke af nysgerrighed, men af mere faglig interesse. Men hvordan forløber disse 'klare øjeblikke'. Hvad er det du ser, oplever på en anden måde og, hvad karakteriserer denne 'anden/klare måde'?

Du skal selvfølgelig kun svare, hvis det er noget du har lyst til at dele med andre

"faglig interesse" ... hvad er det for et fag?

Njaeh, det er svært at forklare, især da det allerede fortoner sig lidt mere, end da jeg skrev det
Men mon ikke alle har været ude for det - måske forbundet det med nogle bestemte omstændigheder - men der sker såmænd ikke noget særligt. Snarere at der netop ikke sker noget: tankemylderet lige væk et øjeblik.

Der var det bare, jeg syntes, det var ironisk, at det netop er der, jeg føler mig mest "speciel". Snarere end når jeg ... kan du huske Radiserne? Jeg tror, mange kunne forholde sig til de tilbagevendende striber med Nuser/Snoopy, der iført halstørklæde og læderhjelm steg op på sit hundehus, mens han speakede for sig selv: "... og piloten fra første verdenskrig sætter sig til rette i sin Sopwith Camel ..."

Det er sådan noget, jeg tror, både jeg og sikkert mange andre har en tendens til at mene, gør os specielle. Og så er det jo ironisk, hvis det egentlig er det at blive opmærksom et øjeblik på, at man lever og ånder, der virkelig åbner øjnene for at man rent faktisk er én af sin slags.

Hmm, det kunne være, man skulle blive zenbuddhist ... what's ya' thinks?

Hvilket fag? Psykologi.

Man behøver såmænd ikke at slå sig ned som Zenbuddhist, for at opleve dét jeg tænkte på. Det er noget alle mennesker oplever, måske en gang eller to i livet. Men nogle mennesker, oplever det hyppigere. Og det ser ud til at være i tiltagende. Dét jeg taler om er særlige 'klare øjeblikke'. Øjeblikke af stor ro, skønhed, eller følelse af samhørighed med fx naturen, universet mv.

Det er som om bevidstheden, har en slags 'overdrive', som den pludselig og uden varsel, kan skifte til, hvor alt står knivskarpt for én og hjernens evindelige pludren og perception, for et øjeblik, er tilsidesat. Det er, som regel, ikke noget man glemmer, hvis man har oplevet det – været så heldig at opleve det, skulle man måske sige.

Jeg ville bare lige høre om det var ét af den slags 'gyldne' øjeblikke, som du gik rundt og havde, på daglig basis.

[Annione]

Ja, nej, det ved jeg ikke.

Jeg elsker serier og gode film. Jeg har en bred musiksmag, kan lide ret meget. Jeg er i monogamt forhold og cykler som regel rundt. Vi bor i en fin lejlighed i Kbh, og elsker det.

Jeg har ikke haft et fast job siden 2015 og på en periode på 3 år sagde jeg mit job op 3 gange. Den ene gang fordi jeg flyttede til Norge, anden gang fordi jeg fik byt job og 3. gang fordi jeg skulle flytte hjem til Dk igen. Pt. ar arbejder jeg op Hurtigruten i Norge, men det bliver ikke fast, at være hjemmefra i 22 dage i streg er for meget, når man også arbejder omkring 250 timer på de dage.
Jeg har rejst jorden rundt 3 gange og drømmer om at bo i Australien.

Men ellers er jeg nok ganske normal

[Contrast]

Det er ikke noget mærkat, jeg vil sætte på mig selv, nej. Altså, jo, jeg interesserer mig da for ting som andre gør og gør "normale" ting. Men jeg synes ikke det gør mig ordinær eller ikke-ordinær som person. Jeg lever jo mit liv og det er det eneste jeg har, så i og med at det er den eneste referenceramme jeg har, så er jeg ret unik for mig.

[Karkluden]

Jeg er ikke ligefrem ordinær som person, men jeg har indrettet mit liv på en ordinær måde, så jeg bedre kan overskue det. Mit sind er meget dramatisk med rutscheture og kreativitet, og jeg har været nede med et par depressioner, der var ved at tage livet af mig. I et andet liv og århundrede skulle jeg have haft en mæcen, så jeg kunne kaste mig over kunsten og rejse rundt og skrive og male manisk og derudover ligge med de der periodiske depressioner, men sådan fungerer verden ikke helt. I stedet har jeg taget en lang uddannelse, som jeg bruger til at tjene ganske pænt i et helt ordinært job. Jeg ejer meget lidt og har indrettet mig så jeg kan tåle at bryde sammen, selv om jeg naturligvis håber, at det aldrig sker igen. Jeg har udrettet nogle ganske spændende ting, men min voldsomme energi koster i sidste ende. Måske, når jeg bliver ældre og ikke har hjemmeboende børn længere, finder jeg på at drøne i kloster i Italien og skrive romaner eller lignende. Der sker nok noget på et tidspunkt.

Efter at have læst det her må jeg nok også redigere mit indlæg til, at jeg har indrettet mit liv så ordinært, at jeg kan overskue det og være lykkelig og leve nogenlunde roligt. Mit sind gør, at jeg nok ligesåvel kunne have endt i noget helt uordinært, og ikke nødvendigvis på en god måde.


Vi talte faktisk om det på arbejdet i går. En af de andre lever for sine ferier (intet galt med det, hun er fantastisk til sit job og er meget nærværende alligevel), og føler sig kvalt, når hverdagen ruller for meget. Jeg har det lige omvendt. Jeg elsker hverdagen, roen, trummerum og den indre ro det giver mig. Det giver mig virkelig en god kontrol over mit stormfulde sind. Og jeg har det så godt, og elsker det. Jeg får helt kuk i hovedet, når min mor fortæller, hvordan hun flyttede en gang hvert halve år før hun fik mig eller ved tanken om at skulle backpacke fx. Nej nej nej. Jeg elsker at holde fri, helt bestemt. Men jeg elsker også at vide, at på mandag kl 7.30 står jeg på afdelingen igen i uniform, og om aftenen skal jeg til træning og hygge herhjemme med kæresten-agtigt. Og på tirsdag det samme, dog er træning skiftet ud med besøg af nogle venner. Jeg elsker det virkelig.
Og jeg oplever oprigtigt talt mit liv som ordinært - og det kan jeg virkelig godt lide. Men jeg havde engang en matematiklærer i gymnasiet, der sagde, at uanset hvor mange 7-taller jeg fik, så blev jeg vist aldrig ordinær Jeg tror stadig, han mente det som en kompliment..

[Karkluden]

Har lige sakset en smule i Zombies indlæg, og lige den del der er tilbage passer også godt på mig.
Mener ikke at hverken almindelig eller ualmindelig er specielt negativt eller positivt, det er bare sådan det er.
Dog hvis man fx er ualmindelig fordi man elsker at kvæle kattekillinger, så er det pænt negativt - men det er ikke fordi det er ualmindeligt, men fordi det er fucking nederen at gøre det.

Jeg tænker tit på, om jeg havde været lykkelig hvis jeg var mere almindelig. Jeg havde helt sikkert haft et nemmere liv, og det kan jeg godt sukke lidt over engang imellem.
Omvendt har jeg jo selv valgt en stor del af tilstanden. Ikke det hele, men meget.

Jeg har også en fordom om at det er lettere at blive lykkelig hvis man har ordinære eller almindelige mål.
Det er trods alt nemmere at få et sommerhus på Møn fx. hvor man hvert år samler familie og venner og hygger igennem, end det er fx at købe et slot i Italien og drive det som en LARP virksomhed mens man dyrker vin on the side.
Eller det er nemmere at blive mellemleder i en mellemstor dansk virksomhed, end det er st blive den nye Ole Henriksen.
Nemmere at få en rolle i byens amatør teater end det er at slå i gennem i Hollywood.
Osv osv.

Det tror jeg også på mange måder, at det er. Nemmere.
Jeg kan i hvert fald godt se, at jeg har nemmere ved at nå mine mål end min mere... storslåede (so to speak) veninde Hendes drøm er fx at hendes kæreste frier med en stor flashmob, og at de holder et gigantisk slotsbryllup, der varer i mange dage. At blive verdensomspændende chef for en stor virksomhed. Have mange penge. Og at se ung ud hele livet. Sat lidt på spidsen, men det er rent faktisk hendes ønsker.

Jeg vil gerne engang om en god portion år være afdelingssygeplejerske eller lignende med noget ledelse eller administration, fordi jeg finder det spændende. Så vil jeg gerne have to børn, og et eller andet helt lowkey bryllup, fordi jeg gerne vil giftes, og alle andre end mig, synes der hører en fest til det Et dejligt lille rækkehus, en ferie i udlandet her og der, og et pædagogjob på 30-37 timer til min kæreste, og at vores forældre og venner og resterende familie har det godt, og at vi ses rimelig ofte. Og indtil den det ledelse (eller hvad jeg nu ellers ender med) sker, vil jeg bare gerne udvikle mig og være en skidegod sygeplejerske med gode kollegaer.
Det er min drøm om livet. Og det ER jo trods alt nemmere at komme til end det andet. Det andet er ikke en forkert drøm eller uopnåelig. Den er bare sværere og flere vil knække halsen. Min drøm er ikke en garant for lykke overhovedet, men ja.. Det er nok statisktisk set nemmere at føle at tingene lykkes med den drøm, måske..

[englishchannel]

Nej, jeg har altid haft et underligt behov for at gøre det modsatte af hvad der blev forventet af mig. Det har aldrig været noget, jeg gjorde bevidst for at skille mig ud, men mere et behov for at søge det ukendte, the roads not taken. Hvis vi som gruppe altid har gjort det på en måde, så lad os da prøve at gøre det modsatte - måske virker det også?

Det har ført til, at jeg har flyttet meget og generelt skiftet retning mange gange i mit liv, og jeg kender ikke andre, der har haft samme "bane" som mig selv, hverken fagligt, socialt eller geografisk. Til gengæld har jeg det delt med det, for jeg er også ofte ked af, at jeg ikke har samme struktur over mit liv som de fleste andre. Jeg kommer aldrig til at have tætte venner som jeg har kendt fra teenageårene eller at blive den bedste indenfor et bestemt fag. Jeg er meget en enspænder, fordi mine valg tit isolerer mig fra andre. Og jeg har haft mange dage, hvor jeg har siddet og hulket: "Hvorfor kan jeg ikke bo i Rødovre, have en tæt kreds af veninder fra folkeskolen og være pædago-ho-hooooog."

[dgd2007]

Næ, det synes jeg ikke. Jeg er ikke et lysende eksempel på en afviger, men jeg er bestemt ikke ordinær, og da slet ikke bimlende.

Pyha! Det ville trods alt også være for voldsomt med en Bimlende Lussing

[Cykelmyggen]

Som "medkigger" på debatten i lang tid virker denne tråd oplagt til at komme lidt på banen og byde lidt ind - jeg håber i vil tage godt imod mig

Jeg har faktisk selv tænkt det mange gange, at jeg ikke er ordinær, at mit liv ikke er det, og så alligevel er det på nogle punkter.

Jeg er 26 og bor sammen med min kæreste igennem 8 år som er 24 år ældre end jeg. Derudover er min teenage-lillesøster næsten lige flyttet ind hos os og skal bo her permanent.
Jeg har ingen tætte veninder, da jeg har svært ved at bevare kontakten til folk. Jeg interesseret mig dog heller ikke for cafe ture, shoppeture og hvad der heraf følger med.

Men derudover er jeg ret ordinær. Jeg er igang med en professionsbachelor, følger med i de populære tv-serier, går op i makeup, tøj, økologi (til hvad økonomien rækker) og har en god omgangskreds hvor vi tager ud og rejser, griller, fester osv. Derudover har vi bil, laver madplaner, ser ofte familien og som sikkert mange andre altid har gang i 100 projekter herhjemme der skal laves.

Jeg har aldrig sigtet mod at skille mig ud, det var nu bare sådan det blev. Jeg har dog altid følt mig anderledes, men prøver at lære at acceptere det, for man skal leve livet for sig selv og ikke for andre - er da hvad jeg prøver at huske mig selv på

[IrmaPigen]

Eh, er der en definition af hvad der er ordinært?