Når livet gør ondt...

[Nulle]

Jeg er af person og natur et enormt hjælpsomt og omsorgsfuldt menneske, jeg er ked af at se når folk har ondt, og jeg hjælper gerne hvor jeg kan.
Jeg er godt gift - lykkelig vil jeg kalde det. Jeg har karriere og fast job, vi kigger på hus, har 2 biler og alt det er som sådan okay.
Min største drøm, er at gøre min mand til far, men det ønske kan jeg ikke opfylde. Vi kan ikke få børn, jeg har været gravid en gang, men måtte få en medicinsk abort i 9ende uge, da jeg blev rigtig rigtig syg. Resultatetet er, at jeg nu har en sygdom, der kræver jeg får heftig medicin, hvilket gør jeg ikke må få fertilitetsbehandling. Jeg ved ikke hvordan jeg kommer til at have det hvis keg stopper med det, for drømmen om 'mor' er virkelig altoverskyggende!
Jeg har meget, som i rigtig meget svært ved at bede om hjælp, dels fordi jeg altid er den der hjælper andre.
Mine venner har meget svært ved at forstå, hvor lidt jeg egentlig kan holde til, og jeg bliver derfor set skævt til, hvis jeg melder fra til arrangementer.
Jeg har gået til psykolog, da jeg hr haft meget svært ved at acceptere min sygdom, og jeg negligerer det generelt meget.
Jeg tager rigtig meget medicin, og min sygdom er skjult, så ud ad til, ses det ikke rigtig (har nogle ting der afslører min tilstand, men kun folk der ser mig tit, kan se dem).
Jeg bliver rigtig ked af det, når jeg ender med at sidde til samkomster og lytte til alles forfærdelige fødsler, trælse børn og lign. Jeg blev meget bange for mig selv, da vi for noget tid siden havde en rigtig drukfest, fik jeg en ordentlig nedsmeltning, og tudbrølede - alle mine indestængte følelser kom godt nok ud.

Jeg har ikke lyst til at være sammen med nogen, for jeg bliver hele tiden konfronteret med det.

Men jeg tror jeg har brug for hjælp, jeg har tanker om mig og selv og fremtiden jeg er ved at være bange for. Jeg er så bange for min mand forlader mig.
Jeg overvejer at gøre skade på mig selv, for så bliver alle da fri for den skuffelse jeg er.

Hold nu fast jeg vrøvler, men det korte af det lange er, hvor spørger jeg om hjælp, når livet gør ondt?

[Ado]

DIn læge. Og det med det samme.
Åh, for pokker... Det gør helt ondt at læse. Men hvor jeg synes det er hamrende sejt, at du skriver så åbent om det. Det kan kun hjælpe dig.

Hvis det er svært at forklare lægen, når du sidder overfor ham/hende, kunne det så være en idé at skrive lidt ned? Evt. vise hvad du har skrevet i dette indlæg?

[HappyPaww]

Puh ha Det lyder rigtig hårdt

Du skal have fat i din læge, som snadsynligvis vil henvise dig til psykiatrisk behandling (måske psykolog, men det lyder til at du har behov for "mere")...

Få kontaktet hurtigst muligt - du skal ikke gå og have det sådan.

[FrøkenM]

Kæmpe kram til dig

Jeg synes du skal gå til lægen, som sandsynligvis vil henvise dig til anden professionel hjælp. Ingen mennesker skal føle det, du føler lige nu og du skal have hjælp hurtigst muligt.

Pas på dig selv

[Nulle]

Min læge er verdens rareste dame, hun har tidligere henvist mig til psykolog, da jeg blev så syg efter jeg endelig var blevet gravid, og skulle ha en abort. Det var rigtig godt og bruger stadig sendes redskaber.
Jeg er godt klar over det er "usunde" tanker jeg har mig, men bliver lidt bange for mig selv, når jeg faktisk tænker over hvordan det kan lades at gøre, og livet efterfølgende ville være lettere for andre.

Jeg har tænkt meget over, at skrive det til mine veninder, at jeg "trækker stikket" lidt, og de må ha det så godt så længe.

Jeg er bekymret for konsekvenserne af, at jeg går til lægen med tankerne, for hvis hun nu henviser til behandling/lign ved andet end en psykolog, hvordan det vil se ud, ude fra.

Men face it, mit liv har sku ikke været let, jeg er 32, vi har forsøgt at blive gravide siden 2009, jeg har en evig kamp mod vægten (PCO) og så har jeg fået alverdens følgesygdomme pga steriode brug og medicinen jeg får nu.

Jeg skal jo bare smile og være glad når alle kommer og annoncere de skal ha barn, også når de kommer og annoncere de skal ha nr 2 , ja hvorfor ikke? Jeg har bare fået ødelagt så mange festlige lejligheder, fordi de gerne vil deres glæde (hvilket de jo også skal ha lov til).
Jeg ved godt verdenen ikke drejer sig om mig, men indimellem er det som om, at alt det bare rammer mig.

Og når det eneste folk kan spørge om er: " hvornår kan i så få lov at prøve igen?" - fat det nu, det kan vi ikke, ku vi heller ikke igår, sidste uge eller i næste uge

[icelady]

Jeg tror du vil have godt af at få snakket med en professionel ang din/jeres barnløshed, for det virker som om det er dét, der er antændingen til resten.


Dem der spørger til hvornår I skal have barn....det er vel ikke veninder/bekendte som godt ved, at I ikke kan? For hvis det er, så skulle de venner godt nok have en opsang.

Ved dine veninder/jeres venner, hvor meget det påvirker dig at se andre få børn og din sorg over at du ikke kan; ellers synes jeg sagtens du kan melde det ud til dem og måske også sige "I en periode er jeg ikke så meget på som jeg plejer, for jeg har brug for at få vendt nogle ting."

Kender din mand til dine følelser og støtter han dig?

Som de andre siger, så få fat i lægen og få hjælp.




Edit: Undrer mig over denne sætning; "Jeg er bekymret for konsekvenserne af, at jeg går til lægen med tankerne, for hvis hun nu henviser til behandling/lign ved andet end en psykolog, hvordan det vil se ud, ude fra." Er det tabu i jeres omgangskreds at have brug for hjælp, når livet gør ondt?
For hvis det er et tabu, er det jo endnu sværere at skulle bede om hjælp.

[Nulle]

Den sætning i begge referer til, er mit eget syn på "sagen". For mig vil det være en fiasko at skal bede om den type hjælp. Det er jo mig der plejer at yde omsorg og hjælpe/støtte, så for mig er det en 'falliterklæring' at bede om den slags hjælp. Også tænker jeg da også over, hvad betydning det vil have for mit arbejde...

Ja, alle vores venner, familie, arbejde osv ved vi ikke kan få børn, vi har mistet osv osv osv, men det afholder dem jo ikke fra at spørge. En har sagt det gjorde hende ked af det, når jeg gik fra samtaler, hvor til jeg svarede, at for mig, kunne jeg ligeså godt sidde og snakke død og ødelæggelse sammen med mændene, end fødsler, strækmærker og "mor"-kroppen.

Ja, det ved de godt, flere er også søde at give en lille "jeg er altså gravid"-advarsel inden det bliver annonceret stort. Men har da sidder både til jul og studentergilder, hvor der er givet billeder af scanningsbilleder, eller den obligatoriske "jeg skal være storebror/søster". Hurra for en fest. For selvfølgelig kan vi jo ikke tillade os at tage afstand, men skal sidde med et stort smil g sige tillykke, hvornår er termin, hvordan har du det osv osv...

Har faktisk sagt, at jeg tager på aftenvagt nytårsaften, og manden tager ud til en kammerat, da jeg ikke gider sidde og glo en hel aften og ikke have noget at byde ind med, samtidig bliver det jo også pointeret i stor stil, at "det jo er på børnenes præmisser" - ja, og? Tror de vi er en flok abekatte eller? - nej, vi er ganske civilerede. Vi kan godt se, når det tager lidt tid at fodre de mindre af, eller maden bliver udskudt, men så nyder vi da bare et glas vi/rydder lidt op/gør mad klar eller lign.

[Charly]

Det er bestemt ikke noget nederlag at bede om hjælp - det gør man jo også, hvis man har brækket benet eller lider af en anden fysisk sygdom.

Det må være ufatteligt svært at skulle forholde sig til venner og familie børn og graviditeter, når det er det, man selv ønsker allermest - og ikke kan få. Det kan jeg slet ikke sætte mig ind i, men det gør mig utroligt ondt for dig. Det er jo en kæmpe sorg, og det er der ikke noget skamfuldt i at skulle have hjælp til at bearbejde.

[DetSorteCirkus]

Den sætning i begge referer til, er mit eget syn på "sagen". For mig vil det være en fiasko at skal bede om den type hjælp. Det er jo mig der plejer at yde omsorg og hjælpe/støtte, så for mig er det en 'falliterklæring' at bede om den slags hjælp. Også tænker jeg da også over, hvad betydning det vil have for mit arbejde...

Ja, alle vores venner, familie, arbejde osv ved vi ikke kan få børn, vi har mistet osv osv osv, men det afholder dem jo ikke fra at spørge. En har sagt det gjorde hende ked af det, når jeg gik fra samtaler, hvor til jeg svarede, at for mig, kunne jeg ligeså godt sidde og snakke død og ødelæggelse sammen med mændene, end fødsler, strækmærker og "mor"-kroppen.

Ja, det ved de godt, flere er også søde at give en lille "jeg er altså gravid"-advarsel inden det bliver annonceret stort. Men har da sidder både til jul og studentergilder, hvor der er givet billeder af scanningsbilleder, eller den obligatoriske "jeg skal være storebror/søster". Hurra for en fest. For selvfølgelig kan vi jo ikke tillade os at tage afstand, men skal sidde med et stort smil g sige tillykke, hvornår er termin, hvordan har du det osv osv...

Har faktisk sagt, at jeg tager på aftenvagt nytårsaften, og manden tager ud til en kammerat, da jeg ikke gider sidde og glo en hel aften og ikke have noget at byde ind med, samtidig bliver det jo også pointeret i stor stil, at "det jo er på børnenes præmisser" - ja, og? Tror de vi er en flok abekatte eller? - nej, vi er ganske civilerede. Vi kan godt se, når det tager lidt tid at fodre de mindre af, eller maden bliver udskudt, men så nyder vi da bare et glas vi/rydder lidt op/gør mad klar eller lign.

Allerførst: Jeg kan sagtens forstå, at du har det dårligt og er ulykkelig.
Dernæst: Jeg tror virkelig, at du trænger til hjælp. På mig virker det nemlig, som om der dybest set kun er to muligheder, du pt. ville kunne trives med; at du enten kunne blive gravid, eller at forplantning og (børne)familieliv nærmest ikke kom til at fylde noget i jeres vennekreds. Og her er tragedien jo, at ingen af delene kan lade sig gøre.

Da jeg læste dine første indlæg, fornemmede jeg, at jeres venner var ufølsomme og nærmest ondskabsfulde, men de eksempler, som du her kommer med, har jeg svært ved at se, hvordan kan gøres mere hensynsfulde, medmindre vennekredsen decideret skal indrette sig efter jeres situation og derfor afstå fra overhovedet at nævne deres graviditeter og børn. Fx. kan jeg ikke umiddelbart se noget forkert i bemærkningen om "børnenes præmisser".

Mit bud er, at du skal have massiv hjælp for igen at kunne være og trives i dine omgivelser, og at tiden sandsynligvis vil arbejde for dig/jer, sådan at forstå, at børn engang ude i fremtiden ikke længere vil være alfa og omega i vennekredsen. Nye bekendtskaber med andre barnløse kunne måske også være en del af løsningen.

Og ja, det lyder absurd, at jeres venner spørger, hvornår I "kan prøve igen", når de godt ved, at svaret er "aldrig". Faktisk så absurd at jeg bliver nødt til at spørge, om det virkelig er, hvad der sker, eller om det mere er en beskrivelse af, hvordan du føler, at I bliver behandlet?

[Nulle]

Den sætning i begge referer til, er mit eget syn på "sagen". For mig vil det være en fiasko at skal bede om den type hjælp. Det er jo mig der plejer at yde omsorg og hjælpe/støtte, så for mig er det en 'falliterklæring' at bede om den slags hjælp. Også tænker jeg da også over, hvad betydning det vil have for mit arbejde...

Ja, alle vores venner, familie, arbejde osv ved vi ikke kan få børn, vi har mistet osv osv osv, men det afholder dem jo ikke fra at spørge. En har sagt det gjorde hende ked af det, når jeg gik fra samtaler, hvor til jeg svarede, at for mig, kunne jeg ligeså godt sidde og snakke død og ødelæggelse sammen med mændene, end fødsler, strækmærker og "mor"-kroppen.

Ja, det ved de godt, flere er også søde at give en lille "jeg er altså gravid"-advarsel inden det bliver annonceret stort. Men har da sidder både til jul og studentergilder, hvor der er givet billeder af scanningsbilleder, eller den obligatoriske "jeg skal være storebror/søster". Hurra for en fest. For selvfølgelig kan vi jo ikke tillade os at tage afstand, men skal sidde med et stort smil g sige tillykke, hvornår er termin, hvordan har du det osv osv...

Har faktisk sagt, at jeg tager på aftenvagt nytårsaften, og manden tager ud til en kammerat, da jeg ikke gider sidde og glo en hel aften og ikke have noget at byde ind med, samtidig bliver det jo også pointeret i stor stil, at "det jo er på børnenes præmisser" - ja, og? Tror de vi er en flok abekatte eller? - nej, vi er ganske civilerede. Vi kan godt se, når det tager lidt tid at fodre de mindre af, eller maden bliver udskudt, men så nyder vi da bare et glas vi/rydder lidt op/gør mad klar eller lign.

Allerførst: Jeg kan sagtens forstå, at du har det dårligt og er ulykkelig.
Dernæst: Jeg tror virkelig, at du trænger til hjælp. På mig virker det nemlig, som om der dybest set kun er to muligheder, du pt. ville kunne trives med; at du enten kunne blive gravid, eller at forplantning og (børne)familieliv nærmest ikke kom til at fylde noget i jeres vennekreds. Og her er tragedien jo, at ingen af delene kan lade sig gøre.

Da jeg læste dine første indlæg, fornemmede jeg, at jeres venner var ufølsomme og nærmest ondskabsfulde, men de eksempler, som du her kommer med, har jeg svært ved at se, hvordan kan gøres mere hensynsfulde, medmindre vennekredsen decideret skal indrette sig efter jeres situation og derfor afstå fra overhovedet at nævne deres graviditeter og børn. Fx. kan jeg ikke umiddelbart se noget forkert i bemærkningen om "børnenes præmisser".

mine venner er meget hensynsfulde uforholdsmæssigt til dette - for det meste. Familien NOT so much. Men de skal jo også ha lov at dele deres glæde, det kan jeg jo godt forstå, men jeg bliver stadig så ked af det.
"Børnenes præmisser" - at vi jo skal være klar over der er børn osv osv - hvilket vi er fuldt ud, det er jo deres børn, og går da ikke ud fra de får dem passet pga det. Men de skal jo lige gøre opmærksomme på, at det ikke bliver druk osv. Hvilket vi er, da vi lagde op til det skulle være hyggelig og roligt. Og i år, gider jeg simpelthen ikke den diskution, hvorfor jeg tager på arbejde

Mit bud er, at du skal have massiv hjælp for igen at kunne være og trives i dine omgivelser, og at tiden sandsynligvis vil arbejde for dig/jer, sådan at forstå, at børn engang ude i fremtiden ikke længere vil være alfa og omega i vennekredsen. Nye bekendtskaber med andre barnløse kunne måske også være en del af løsningen.

jeg er jo glad for børn, og børnene er glad for mig. Jeg krammer dem, vugger og nusser dem. Men jeg vil jo gerne bare ha mit eget lille barn

Og ja, det lyder absurd, at jeres venner spørger, hvornår I "kan prøve igen", når de godt ved, at svaret er "aldrig". Faktisk så absurd at jeg bliver nødt til at spørge, om det virkelig er, hvad der sker, eller om det mere er en beskrivelse af, hvordan du føler, at I bliver behandlet?

Jamen det er ikke en følelse, det sker. Mine forældre og svigerforældre er dog efterhånden stoppet med det, men det er også fordi de har været en stor del af min sygedomsperiode, og kunne se hvor syg jeg var, og fik afvide hvad det skyldtes.
Men jo, alle spørger mig, om jeg er ude og spise en pizza, konfronteres jeg over det der. Når vi er til brunchhygge, diskuterer vi det, til tøseaftner skal jeg igen forklare det, hvis jeg mødes til en kop te, så snakker vi om det igen.
Så nu er mit svar blevet helt standart:
"Nej, vi må ikke komme i fertilitetsbehandling"
"Fordi jeg ikke må få behandling på medicinen"
"Nej, jeg kan ikke stoppe med medicinen, da vi ikke ved hvad der så sker med mig"
"Under alle omstændigheder, skal jeg tabe mig ti kilo" - også plejer den at stoppe, med mindre så de begynder at snakke slankekure, nupokure eller andet.
Mange gange er det jo af omsorg, men seriøst, jeg kan ikke spise en pizza i fred for det.
Sagde til en veninde for et par uger siden, at jeg var ved at brække mig over det, og egentlig gerne ville ha fred. Det kunne hun dog godt relaterer til, da hun bliver punket om hvorfor hun ikke vil ha nr 2.

[Nulle]

Nu kan jeg godt høre, at jeg måske er uretfærdig, men jeg er klar over, barnløsheden er mit problem.
Mit ønske om at gøre min mand til far, er bare så stort, at jeg er så usikker på, om jeg kan opfylde det. Jeg har så svært ved at se fremtiden, hvad skal der blive af os, min mand vil jo gerne være far, og jeg kan ikke opfylde det. Så samtidig med jeg skal jonglere det i min hverdag, skal jeg tumle mine tanker om fremtiden.

[Nulle]

Den sætning i begge referer til, er mit eget syn på "sagen". For mig vil det være en fiasko at skal bede om den type hjælp. Det er jo mig der plejer at yde omsorg og hjælpe/støtte, så for mig er det en 'falliterklæring' at bede om den slags hjælp. Også tænker jeg da også over, hvad betydning det vil have for mit arbejde...

Ja, alle vores venner, familie, arbejde osv ved vi ikke kan få børn, vi har mistet osv osv osv, men det afholder dem jo ikke fra at spørge. En har sagt det gjorde hende ked af det, når jeg gik fra samtaler, hvor til jeg svarede, at for mig, kunne jeg ligeså godt sidde og snakke død og ødelæggelse sammen med mændene, end fødsler, strækmærker og "mor"-kroppen.

Ja, det ved de godt, flere er også søde at give en lille "jeg er altså gravid"-advarsel inden det bliver annonceret stort. Men har da sidder både til jul og studentergilder, hvor der er givet billeder af scanningsbilleder, eller den obligatoriske "jeg skal være storebror/søster". Hurra for en fest. For selvfølgelig kan vi jo ikke tillade os at tage afstand, men skal sidde med et stort smil g sige tillykke, hvornår er termin, hvordan har du det osv osv...

Har faktisk sagt, at jeg tager på aftenvagt nytårsaften, og manden tager ud til en kammerat, da jeg ikke gider sidde og glo en hel aften og ikke have noget at byde ind med, samtidig bliver det jo også pointeret i stor stil, at "det jo er på børnenes præmisser" - ja, og? Tror de vi er en flok abekatte eller? - nej, vi er ganske civilerede. Vi kan godt se, når det tager lidt tid at fodre de mindre af, eller maden bliver udskudt, men så nyder vi da bare et glas vi/rydder lidt op/gør mad klar eller lign.

Allerførst: Jeg kan sagtens forstå, at du har det dårligt og er ulykkelig.
Dernæst: Jeg tror virkelig, at du trænger til hjælp. På mig virker det nemlig, som om der dybest set kun er to muligheder, du pt. ville kunne trives med; at du enten kunne blive gravid, eller at forplantning og (børne)familieliv nærmest ikke kom til at fylde noget i jeres vennekreds. Og her er tragedien jo, at ingen af delene kan lade sig gøre.

Da jeg læste dine første indlæg, fornemmede jeg, at jeres venner var ufølsomme og nærmest ondskabsfulde, men de eksempler, som du her kommer med, har jeg svært ved at se, hvordan kan gøres mere hensynsfulde, medmindre vennekredsen decideret skal indrette sig efter jeres situation og derfor afstå fra overhovedet at nævne deres graviditeter og børn. Fx. kan jeg ikke umiddelbart se noget forkert i bemærkningen om "børnenes præmisser".

mine venner er meget hensynsfulde uforholdsmæssigt til dette - for det meste. Familien NOT so much. Men de skal jo også ha lov at dele deres glæde, det kan jeg jo godt forstå, men jeg bliver stadig så ked af det.
"Børnenes præmisser" - at vi jo skal være klar over der er børn osv osv - hvilket vi er fuldt ud, det er jo deres børn, og går da ikke ud fra de får dem passet pga det. Men de skal jo lige gøre opmærksomme på, at det ikke bliver druk osv. Hvilket vi er, da vi lagde op til det skulle være hyggelig og roligt. Og i år, gider jeg simpelthen ikke den diskution, hvorfor jeg tager på arbejde

Mit bud er, at du skal have massiv hjælp for igen at kunne være og trives i dine omgivelser, og at tiden sandsynligvis vil arbejde for dig/jer, sådan at forstå, at børn engang ude i fremtiden ikke længere vil være alfa og omega i vennekredsen. Nye bekendtskaber med andre barnløse kunne måske også være en del af løsningen.

jeg er jo glad for børn, og børnene er glad for mig. Jeg krammer dem, vugger og nusser dem. Men jeg vil jo gerne bare ha mit eget lille barn

Og ja, det lyder absurd, at jeres venner spørger, hvornår I "kan prøve igen", når de godt ved, at svaret er "aldrig". Faktisk så absurd at jeg bliver nødt til at spørge, om det virkelig er, hvad der sker, eller om det mere er en beskrivelse af, hvordan du føler, at I bliver behandlet?

Jamen det er ikke en følelse, det sker. Mine forældre og svigerforældre er dog efterhånden stoppet med det, men det er også fordi de har været en stor del af min sygedomsperiode, og kunne se hvor syg jeg var, og fik afvide hvad det skyldtes.
Men jo, alle spørger mig, om jeg er ude og spise en pizza, konfronteres jeg over det der. Når vi er til brunchhygge, diskuterer vi det, til tøseaftner skal jeg igen forklare det, hvis jeg mødes til en kop te, så snakker vi om det igen.
Så nu er mit svar blevet helt standart:
"Nej, vi må ikke komme i fertilitetsbehandling"
"Fordi jeg ikke må få behandling på medicinen"
"Nej, jeg kan ikke stoppe med medicinen, da vi ikke ved hvad der så sker med mig"
"Under alle omstændigheder, skal jeg tabe mig ti kilo" - også plejer den at stoppe, med mindre så de begynder at snakke slankekure, nupokure eller andet.
Mange gange er det jo af omsorg, men seriøst, jeg kan ikke spise en pizza i fred for det.
Sagde til en veninde for et par uger siden, at jeg var ved at brække mig over det, og egentlig gerne ville ha fred. Det kunne hun dog godt relaterer til, da hun bliver punket om hvorfor hun ikke vil ha nr 2.

Jeg tror, at du/I er nødt til at melde ud helt kontant, hvordan det forholder sig og at du/I ikke orker flere kommentarer om behandling. Tage fløjshandskerne af uden at blive grove.

Det kan være forholdsvis svært at følge med i, hvordan andre liv og helbred kører - men en direkte henstilling burde de fleste forstå og ellers er det på tide at overveje venskaberne.

Jeg ved da godt jeg heller ikke kan følge med i andre liv osv, men det er ikke lige det jeg spørger om over spaghettien "nå, hvornår dyrker i sex?" - i realiteten kommer dem overhovedet ikke ved, det er personligt mellem min mand og jeg.

[IrmaPigen]

Har i overvejet adoption?

[Nulle]

Nu kan jeg godt høre, at jeg måske er uretfærdig, men jeg er klar over, barnløsheden er mit problem.
Mit ønske om at gøre min mand til far, er bare så stort, at jeg er så usikker på, om jeg kan opfylde det. Jeg har så svært ved at se fremtiden, hvad skal der blive af os, min mand vil jo gerne være far, og jeg kan ikke opfylde det. Så samtidig med jeg skal jonglere det i min hverdag, skal jeg tumle mine tanker om fremtiden.

Livet er sjældent retfærdigt og det er meget at forholde sig til på en gang.

Har I talt om en fremtid uden børn? Det forkommer som om, at I er nødt til at tage den snak. Evt med en orofessionel inddraget - for det er ikke let at se en fremtid uden det, man troede, at den skulle indeholde.

Det er altså ikke et nederlag at vende alle de tanker med en, der er vant til at lytte og takle følelser. Overhovedet.

Jeg kan huske, jeg blev vred på den psykolog jeg gik ved, da hun ville til at snakke om børn. Der virkede det så urealistisk, at vi ikke ville få børn. Men jeg kan jo se, klokken den bare slår og tiden går, og hvor grusomt håbet virkelig snævre sig ind.

Indimellem, tror jeg faktisk ikke folk ved hvad det er, at de spørger om. Hvad ville de gøre, hvis jeg virkelig blev ked af det?!

[Nulle]

Har i overvejet adoption?

Ja, og det må vi ikke hvis vi skal adoptere, skal vi skilles også skal min mand adoptere.
Vi har _heldigvis_ et æg på frys, så behøver ikke skal igennem alle hormonbehandlingerne for at lave æg igen. vi har stadig 2 æg udtagninger tilbage i det offentlige.