Lemonella skrev:decibell skrev:Hvorfor klinger det hult? Hvis man vitterligt kan se, at man er på to forskellige stadier i livet, er man det vel? Jeg giver faktisk ikke udtryk for, at det altid er alderen, der afgør det, hvis du læser mine ord igen. For selvfølgelig kan du finde 60-årige, der virker, ser ud og opfører sig som 40-årige, og 40-årige, der er gået i stå. Det kan bare være svært at komme udenom, at mange i fx 60'erne er nået dertil, hvor sofaen og tv'et trækker mere - også pga. kroppens naturlige forfald. Jeg har masser af kolleger over 40 år, der siger det (at de ikke orker det samme mere), og jeg kan selv mærke det, at jeg simpelthen bare ikke kan det samme mere, som jeg kunne for 15 år siden - og det plejer at have en pænt stor betydning for, hvordan ens daglige liv bliver.
Så hvis en 30-årig skulle finde mig interessant, ville der også være stor risiko for, at vi ikke var på samme stadie og ikke havde de samme ønsker for livet (=være samme sted i livet), fordi hans ville være baseret på hans formåen og mine på min. For nogen er det uden betydning, men for andre er det ikke.
decibell skrev:Dikus skriver det også: Det har jo ikke så meget at gøre med alderen, som det har med selve det, alderen repræsenterer af livsstil og formåen i hverdagen. Jeg ønsker ikke en mand i efterløns-/pensionsalderen, HVIS det er med til at begrænse hans færden og appetit på livet og viden - og det var sådan for taxichaufføren og er sådan for mange mænd i den alder. Jeg er overhovedet ikke specielt kulturel eller meget aktiv med sport (tværtimod
) og sociale sammenhæng, men jeg ønsker heller ikke et liv, hvor det er hjem og tænde for tv'et og tøffe rundt. Det har jeg nok trang til om 10-15 år, men ikke før. Så hvis manden og jeg ikke er samme sted i livet, nytter det da ikke noget.
Undskyld, men nu var det slet ikke din udtalelse om alder jeg refererede til.
For mig klinger det hult, netop fordi jeg ikke tror, at aldersforskel betyder det store. Selvfølgelig kan det være et problem, hvis en gut på 25 år forelsker sig dybt og inderligt i en kvinde på 45 år, som enten ikke ønsker børn, eller ikke kan få nogen og han gerne vil have børn.
I mange af livets forhold tilpasser man sig og det ved jeg af erfaring, at man også kan gøre i parforholdet.
Jeg er 62 år og er ikke færdig med livet og sofaen trækker ikke mere end en tur ud i det blå med kæresten som er 38 år.
Vi har da ikke altid lyst til de samme ting, men det oplever du vel også med mennesker på samme alder.
Jeg hører, eller hørte, tit folk spørge ind til om vi overhovedet havde noget, at tale sammen om. Ja det da ved Gud vi har. Vi kan stadig sidde lange aftener/nætter og diskuterer alt og intet og bare hygge, grine og have det dejligt sammen.
Vi går i biffen, i teateret, til koncerter sammen også selvom det måske ikke lige er den andens interesser der vejer tungest, men vi får oplevelserne sammen og kan tage en god diskussion om det bagefter.
Dem der kender os godt, spørger ikke mere, men ved, at vi matcher lige så godt sammen som to jævnaldrene.
Ingen grund til at undskylde, for det er jo bare en debat, hvor vi går hinanden lidt på klingen med forskellige udsagn, uanset hvad de så er begrundet med.
Mit emne må heller ikke opfattes som et angreb på dem over 60 år, og som et udsagn om, at alle i den alder er blevet sløve og sidder foran tv.
Jo, man tilpasser sig i forhold, men man bør vel også fra start af være på et foreneligt niveau, hvis forholdet skal have en chance? Sådan som du beskriver det, er I ikke på to forskellige stadier i livet? I har stadig interesse i at lave mange af de samme ting, og det sammen. Sådan var det ikke med chaufføren, bare for at bruge ham igen som eksempel på det modsatte. Hans energi gik til jobbet, så der ikke var noget tilbage, når han kom hjem, fortalte han. Han glædede sig til at gå på efterløn, så han kunne tøffe rundt i eget tempo derhjemme og se tv hele natten, hvis det passede ham. Det var hans egne ord, og han nævnte ikke noget med, at han glædede sig til at få tid til at gå i biografen og få nogle oplevelser. Han var vist bare generelt træt.
Det kan jo godt være, jeg ikke var fair i min dom, i og med at et efterlønsliv måske ville have givet ham overskud til IKKE at være sådan, det ved jeg ikke. Men der var trods alt 1½ år til, så det ville under alle omstændigheder have været lidt af et langsigtet sats.
Der er lavet en undersøgelse på over 450.000 mænd og kvinder, og her er resultatet. Det er gennemsnittet, der taler, så man kan ikke se yderpunkterne her. Det er også i USA, så det er selvfølgelig ikke helt sammenligneligt med DK, men det tegner alligevel et billede af et mønster.
http://www.huffingtonpost.com/2015/02/0 ... 56744.html