Jeg vil ikke have børn...eller

[Evapeva]

Men for lige at skille det ad, så:
Hvis du er trænet, dyrker din træning etc. - hvad skulle så stoppe dig i at få nøjagtigt den samme krop tilbage efterfølgende? Kun faren, vil jeg mene. Altså hvis han ikke kan tage baby, når du går til træning.

Jeg forstår, hvis du finder småbørn drænende, men forældrene?! De er da de samme mennesker. Og hvis ikke de kan finde ud af at sætte pris på the finer things in life eller nogetsomhelst andet end deres børn, så er du da bumpet ind i de forældretyper, som giver alle andre forældre et dårligt ry. Vi elsker stadig koncerter, biografture, lækre restauranter - hey, vi havde lige børnefri i fredags og fik blåmuslinger på et lækkert sted! - og på næste søndag er der planlagt hyggefrokost mellem 10 vennepar, børnefrit arrangement. Vi glæder os alle for vildt!

Dét sagt, så bliver børnene jo også en interesse for én. Man får nogle oplevelser, som man aldrig ville få uden, vil jeg tro. Alting fra ens egen barndom genopleves sammen med barnet, og helt ærligt: Det er fedt!

Strækmærker - well, det er ret meget arveligt betinget. Kig på din mor. Så ved du cirka, hvad du kan forvente. Og strækmærker forbliver jo ikke blå og iøjnefaldende, de trækker sig sammen og bliver hvide.

Og las vaginas (tænker at denne også spiller en stor rolle i for-og-imod): Den kan blive lige så stram som før. Og man kan også have sex ligesom før. Børn er heldigvis så smart indrettet, at de kommer tidligt i seng, så aftenerne efter i hvert fald kl. 20 er voksentid med alt, hvad det nu kunne indebære. Om forhold går i stykker, tja, hvad skyldes det som regel? Utroskab? Er det ikke en tilbøjelighed, som man allerede havde inden børn, så? Alle forhold skal jo i hvert fald plejes.

Edit: Det her skal ikke forstås som et korstog, hvor jeg skriger "få bøøøørn, det' fedt! "
Det er et forsvar mod alle de fordomme, der flød frit i indlægget up above. ^^

[lulu-p]

Jeg er i begyndelsen af trediverne og også ambivalent - det vil sige 90% nej til børn og 10% ja.

Jeg gider ikke at være gravid og ødelægge min krop, for det har jeg ikke fortjent! Ja, det er mit ego, der taler nu, men helt ærligt, jeg har altså knoklet for min sixpack, mine markerede Madonna-arme og min stramme røv, så jeg synes ikke det er attraktivt at sætte alt det lækre ved mig på spil blot for en baby.

Det er ret nemt at træne kroppen op igen efter en graviditet. I hvert fald hvis man er vant til at træne. Og med alderen forfalder kroppen alligevel ....uanset om man har fået børn eller ej.

Indtil jeg var midt i 20erne skulle jeg så bestemt ikke have børn. Jeg har aldrig været skruk, og mit biologiske ur tikker ikke...eller også har jeg aldrig kunnet høre det. Men min mand ville rigtig gerne have børn..og vi snakkede om det..og lysten til børn kom heldigvis....dog uden at den var overvældende, som den kan være hos andre kvinder.

I dag er jeg lykkelig for at jeg tog valget om at få børn. Jeg elsker mine børn højere end noget andet, men et decideret børnemenneske bliver jeg aldrig - i hvert fald ikke overfor andres børn. Med mine forhåbentlig kommende børnebørn er sagen selvfølgelig en helt anden..dem elsker jeg allerede..og selvom jeg måske ikke får nogen

[Akehurst2]

Altså, alle mine veninder har børn. Alle sammen og er ikke færdige med at få flere. Det fylder rigtig meget, når vi ses i disse år med graviditeter og vuggestuer og mos og barsel og amning og parforholdet med børn og så videre. Og der er rigtig mange små børn med tit og ofte, så man kan ikke sidde og snakke lige så uforstyrret og lige så sent. Og ja, jeg synes det kan være drænende med al den uro, der ofte følger med småbørn, også lydniveauet og ja, jeg synes også samtalerne indimellem er rigtig kedelige. Mine veninder kommer sgu heller ikke lige så meget ud som tidligere.

Men det med graviditet og småbørnstid er jo en ret lille del af det at få børn, så det er dumt at lade det afskrække en, hvis man på sigt gerne vil være en børnefamilie. Det er jo kun en kort periode, det hele let kan drukne i småbørn - så bliver der plads til andre ting igen, hvis det er det, man vil

[Minionine]

Jeg synes der er mange, der tænker meget kortsigtet, når de vælger børn fra. Som i at det er besværligt når de er små, tager meget af ens alenetid og mulighed for at være spontan osv. Disse ting går jo over på et tidspunkt. Børnene vokser og bliver selvstændige væsener. Det er ikke sådan at man er bundet til sit hjem resten af livet, fordi man har fået børn. Når børnene er store nok, kan de passe sig selv, og så har man igen friheden til at gøre lige som man har lyst.. bare med den bonus, at man har nogle børn til at dele en masse oplevelser med. Børnene vil med stor sandsynlighed være der resten af ens liv til glæde og til gavn, til at give nogle børnebørn, skabe en familie og til at besøge en på plejehjemmet. Jeg ved ikke, jeg synes bare at de langsigtede udsigter i høj grad er værd at tage med i overvejelserne også. Jeg ser det som en investering i min fremtid

Personligt glæder jeg mig helt enormt meget til at min lille pige kommer til verden og jeg opgiver glædeligt ALT for hende det næste stykke tid. Heldigvis har jeg en skøn kæreste, der mere end gerne vil tage over efter et par måneder, sådan at jeg kan komme ud og drikke paraply drinks og svinge træbenet med tøserne
Jeg har iøvrigt ikke fået et eneste strækmærke, og jeg træner stadig, selvom jeg havde termin i går. Jeg forventer at være tilbage i topform inden min barsel er omme.

[lulu-p]

Jeg synes der er mange, der tænker meget kortsigtet, når de vælger børn fra. Som i at det er besværligt når de er små, tager meget af ens alenetid og mulighed for at være spontan osv. Disse ting går jo over på et tidspunkt. Børnene vokser og bliver selvstændige væsener. .

Og det går meget hurtigere end man tror .

[Minionine]

Jeg synes der er mange, der tænker meget kortsigtet, når de vælger børn fra. Som i at det er besværligt når de er små, tager meget af ens alenetid og mulighed for at være spontan osv. Disse ting går jo over på et tidspunkt. Børnene vokser og bliver selvstændige væsener. .

Og det går meget hurtigere end man tror .

Haha ja det tror jeg gerne! Og så læææænges man efter at de er små og nuttede

[Straniera]

Jeg fylder 30 lige om lidt og har altid været hundrede procent sikker på, at jeg ikke skulle have børn. Indtil nu.

Det er egentlig ikke fordi, at der er sket noget specielt. Jeg er nok bare blevet mere mellow med alderen, så når snakken falder på børn nu, er jeg mere sådan, "måske, jeg tror det ikke, men det kan da godt være, jeg er i hvert fald ikke helt sikker." Og det er altså en kæmpe omvæltning fra, hvordan jeg havde det for bare fem år siden. Dér afviste jeg det blankt, hver gang.

Jeg har dog stadig mange forbehold omkring det, og min største frygt er nok, at jeg ville fortryde det. Jeg ved godt, at forældre altid siger, at man ikke fortryder, når man først har fået ungen, men...jeg tror sgu ikke altid på dem. Jeg tror for eksempel sagtens, at man kan elske sine børn, men alligevel ønske, at man havde valgt anderledes. Og dét kunne jeg faktisk se ske for mig selv, for der er virkelig mange begrænsninger ved børn, som jeg grundlæggende ikke ville trives med.

På den anden side er der jo også mange store gevinster ved at få børn, og jeg risikerer vel også at fortryde en dag, hvis jeg IKKE får dem. Det er noget bøvl.

Anyways, jeg tror bare min pointe med mit indlæg er, at jeg kender det dér med, at man alligevel bløder lidt op over for tanken om børn - også selvom man havde forsvoret, at det nogensinde kunne ske.

Så vidt jeg ved, er jeg ikke stødt på folk, der har fortrudt deres valg af børn, men jeg har mødt flere, der siger, at de ville have været lige så lykkelige uden. Jeg har det sådan, at jeg ved, hvor godt mit liv er uden børn, men kan ikke med sikkerhed vide, hvordan det bliver med, så hvorfor sætte en god ting på spil? Og ja, jeg ved godt, at det forholder sig sådan med mange ting her i livet, men børn er en varig beslutning, som man ikke bare kan fortryde, hvis man er træt af valget efter et par år.

[Evapeva]

Altså, alle mine veninder har børn. Alle sammen og er ikke færdige med at få flere. Det fylder rigtig meget, når vi ses i disse år med graviditeter og vuggestuer og mos og barsel og amning og parforholdet med børn og så videre. Og der er rigtig mange små børn med tit og ofte, så man kan ikke sidde og snakke lige så uforstyrret og lige så sent. Og ja, jeg synes det kan være drænende med al den uro, der ofte følger med småbørn, også lydniveauet og ja, jeg synes også samtalerne indimellem er rigtig kedelige. Mine veninder kommer sgu heller ikke lige så meget ud som tidligere.

Men det med graviditet og småbørnstid er jo en ret lille del af det at få børn, så det er dumt at lade det afskrække en, hvis man på sigt gerne vil være en børnefamilie. Det er jo kun en kort periode, det hele let kan drukne i småbørn - så bliver der plads til andre ting igen, hvis det er det, man vil

Jeg kan sagtens følge dig. Der er meget uro og forstyrrede samtaler, fordi små børn ikke fatter behovsudskydelse.
Der er mange måder, man kan dæmpe det på, fx hvis den ene forælder lige går med hen til legetøjet, fordi den anden har en dyb samtale ved spisebordet osv. Nogle forældretyper komplicerer altså virkelig børnenes tilstedeværelse unødvendigt meget, og så "vinder" børnene, kan man sige. Æv for dem, der faktisk udelukkende er kommet for at se vennerne og tale med dem. Det burde man være bedre til at spotte, synes jeg, for det KAN gøres mindre dominerende, det der hejs.

[Akehurst2]

Jeg kan sagtens følge dig. Der er meget uro og forstyrrede samtaler, fordi små børn ikke fatter behovsudskydelse.
Der er mange måder, man kan dæmpe det på, fx hvis den ene forælder lige går med hen til legetøjet, fordi den anden har en dyb samtale ved spisebordet osv. Nogle forældretyper komplicerer altså virkelig børnenes tilstedeværelse unødvendigt meget, og så "vinder" børnene, kan man sige. Æv for dem, der faktisk udelukkende er kommet for at se vennerne og tale med dem. Det burde man være bedre til at spotte, synes jeg, for det KAN gøres mindre dominerende, det der hejs.

Jeg har mest af alt måtte lære, at det er bare ikke så let, når der er mindre børn til stede, og så indrette mig efter det. Lade være med at gå op i at alle sidder ned og spiser varm mad samtidig, at man har lange dybe samtaler og at man bliver ved til kl. 2.00.

Jeg er helt enig i, at nogle forældre tackler det bedre end andre, og det kan selvfølgelig hjælpe, men grundlæggende så er middage med børn noget andet end middage uden. Og det er også fint nok, for det er jo ikke for evigt, og vi skal jo have nogle børn i verden, selvom jeg ikke vil have dem.

De er bare synd at vælge børn fra, fordi man ikke orker de hektiske småbørnsår eller det, graviditeten gør ved kroppen. Det er jo i bund og grund småting i forhold til den påvirkning børn kan få på ens liv generelt, både positivt og negativt, og det er det store billede, man skal kigge på, når man overvejer om man skal have børn eller ej.

[Akehurst2]

Så vidt jeg ved, er jeg ikke stødt på folk, der har fortrudt deres valg af børn, men jeg har mødt flere, der siger, at de ville have været lige så lykkelige uden. Jeg har det sådan, at jeg ved, hvor godt mit liv er uden børn, men kan ikke med sikkerhed vide, hvordan det bliver med, så hvorfor sætte en god ting på spil? Og ja, jeg ved godt, at det forholder sig sådan med mange ting her i livet, men børn er en varig beslutning, som man ikke bare kan fortryde, hvis man er træt af valget efter et par år.

Jeg er ikke i tvivl om, at der er folk, der fortryder deres børn (og ikke bare tidspunktet eller dem, de fik dem med). Det er formentlig ganske få, for biologien gør jo noget med kærlighed, der ændrer en masse ting, men derfor så kan folk jo alligevel godt fortryde. Det er bare et kæmpemæssigt tabu.

Hvis man står i den situation, at man er bange for at fortryde, så synes jeg man skal erkende, at det kan ske, og så overveje hvad det er, man tror, der kunne få en til at fortryde og forholde sig til det konkrete i stedet for at lulle sig selv ind i "man fortryder kun de børn man ikke får".

Jeg kan fx godt genkende frygten for at lade sig "overtale" til et barn og at forholdet så går i opløsning. Det tænkte jeg rigtig meget på, da jeg havde en kæreste, der ville have børn, hvor jeg overvejede om jeg skulle "give efter", men virkelig blev bremset ved den tanke, at jeg jo kunne risikere, at vi ikke blev sammen, og så hang jeg på barnet. Ja, det lyder grimt, men det er jo oftest moren, der har barnet mest og jeg følte bare en stor uretfærdighed på forhånd ved tanken om mig som enlig mor, når jeg nu slet ikke var den, der ville have barnet til at begynde med.

Og sådan kan man jo have forskellige ting, man frygter eller i hvert fald har som overvejelse i forbindelse med det med børn, og det skal man da have lov til, når man nu ikke bare ved med sig selv, at man vil have børn. Så skal man da tænke over, om det er den rigtige beslutning.

[musel]

Så vidt jeg ved, er jeg ikke stødt på folk, der har fortrudt deres valg af børn, men jeg har mødt flere, der siger, at de ville have været lige så lykkelige uden. Jeg har det sådan, at jeg ved, hvor godt mit liv er uden børn, men kan ikke med sikkerhed vide, hvordan det bliver med, så hvorfor sætte en god ting på spil? Og ja, jeg ved godt, at det forholder sig sådan med mange ting her i livet, men børn er en varig beslutning, som man ikke bare kan fortryde, hvis man er træt af valget efter et par år.

Jeg er ikke i tvivl om, at der er folk, der fortryder deres børn (og ikke bare tidspunktet eller dem, de fik dem med). Det er formentlig ganske få, for biologien gør jo noget med kærlighed, der ændrer en masse ting, men derfor så kan folk jo alligevel godt fortryde. Det er bare et kæmpemæssigt tabu.

Hvis man står i den situation, at man er bange for at fortryde, så synes jeg man skal erkende, at det kan ske, og så overveje hvad det er, man tror, der kunne få en til at fortryde og forholde sig til det konkrete i stedet for at lulle sig selv ind i "man fortryder kun de børn man ikke får".

Jeg kan fx godt genkende frygten for at lade sig "overtale" til et barn og at forholdet så går i opløsning. Det tænkte jeg rigtig meget på, da jeg havde en kæreste, der ville have børn, hvor jeg overvejede om jeg skulle "give efter", men virkelig blev bremset ved den tanke, at jeg jo kunne risikere, at vi ikke blev sammen, og så hang jeg på barnet. Ja, det lyder grimt, men det er jo oftest moren, der har barnet mest og jeg følte bare en stor uretfærdighed på forhånd ved tanken om mig som enlig mor, når jeg nu slet ikke var den, der ville have barnet til at begynde med.

Og sådan kan man jo have forskellige ting, man frygter eller i hvert fald har som overvejelse i forbindelse med det med børn, og det skal man da have lov til, når man nu ikke bare ved med sig selv, at man vil have børn. Så skal man da tænke over, om det er den rigtige beslutning.

Jeg har det helt ligesom dig. Jeg kunne måske overtales til børn, hvis min kæreste på en eller anden måde kunne garantere at han ville blive projektleder for det (alt det med koordinering af bringe-hente og lave aftensmad og sådan) og at det var garanteret, at det var ham der ville have barnet mest hvis vi gik fra hinanden. Men jeg tror ikke lige den slags forhåndskontrakter er gyldige

[Cordelia222]

Jeg har altid vidst, at jeg ville have børn. Har aldrig tvivlet på det. Men så blev jeg 34, er stadig single og kan egentlig godt lide mit liv med veninder, byture og spontane aktiviteter. Vil stadig rigtig gerne have en kæreste, men er begyndt at stille spørgsmål tegn ved, om børn er en del af fremtidsplanerne. For der sker fravalg ved det tilvalg det er at sætte et nyt menneske i verden, og det skal også tages med i overvejelserne.

[Jegvilgerneheddenogetnyt]

Jeg blev- hovsa- gravid som 22 årig uden min livmoder skreg på en baby. Men inden testen viste positiv vidste jeg min datter lå derinde og at jeg elskede hende. Tre år senere kom hendes lillesøster til. Det er det bedste og det hårdeste min mand og jeg nogensinde har oplevet. Det er det der har holdt os sammen og ind imellem fra hinanden.

Børn er ikke et must for et lykkeligt liv- men jeg kan næsten garantere dig at de vil give dig lykke og kærlighed- sammen med frustration, afmagt, vrede. frygt osv.

Når du overvejer hvor vidt du skal have et barn- eller flere- tænker jeg at det er en ide at se på hvordan du lever dit liv i dag. Hvad værdsætter du? Hvad kan du ikke undvære?

Jeg selv oplevede at mine egne behov og interesser blev sat på stand by i 10 år efter jeg fik mine piger. Nu hvor de er 9 og 12 kan jeg gøre som jeg vil, med lidt planlægning selvfølgelig.

Jeg vil også hurtigt spørge om hvordan du ser din mand som far til de børn han har?

[Jegvilgerneheddenogetnyt]

Jeg har altid vidst, at jeg ville have børn. Har aldrig tvivlet på det. Men så blev jeg 34, er stadig single og kan egentlig godt lide mit liv med veninder, byture og spontane aktiviteter. Vil stadig rigtig gerne have en kæreste, men er begyndt at stille spørgsmål tegn ved, om børn er en del af fremtidsplanerne. For der sker fravalg ved det tilvalg det er at sætte et nyt menneske i verden, og det skal også tages med i overvejelserne.

Fravalgene er kun for en periode

[weeena]

vi har talt.. og det gik ganske fint.

Jeg ved ikke om nogen har set DR2 tema, om sammebragte familier? Men mange af de ting rammer jo plet i forhold til hvordan det er. Det er noget nær umuligt at sætte sig ind i, hvis man ikke har prøvet det.

Især den med "for mig var det ønskebarnet, og første gang, jeg var helt oppe af lykke, og han var længere nede, og havde prøvet det før".
Den følelse har jeg også... jeg kan aldrig give ham noget han ikke allerede har prøvet.

Han hoppede jo ikke op og ned, og ville hjem og lave baby med det samme. Det var mere afdæmpet, som i, hvis det sker så det jo på ingen måde en katastrofe.

Jeg sagde da også at det ikke lige frem var den drøm jeg havde som barn.

Så, han smutter ikke hvis jeg pludselig vil have et barn. Men han kan fint leve uden.
Så må jeg jo gøre op med mig selv hvad jeg føler jeg kan leve med, om den der brusende lykke er ok som værende mere afdæmpet. eller, om jeg skal finde en anden?!

Og, det tror jeg ikke jeg kan. Jeg elsker ham højt.

Men det ER kompliceret. Meget.... jeg er jo stadig ikke engang sikker på jeg selv vil.