Dårlig samvittighed

[godtnavn]

Ja jeg havde svært ved at finde et navn til denne tråd og også været meget i tvivl om jeg skulle skrive den, og hvad formålet i så fald skulle være. Men nu skriver jeg den, for om ikke andet at få det ud, men lad vær at quote hvis jeg får lyst til at slette indlægget.

Sidste år blev jeg gravid med termin april i år, desværre mistede vi barnet lige inden nakkefoldsscanningen. Jeg gik helt ned psykisk og måtte få orlov fra mit studie. Først efter april hvor jeg skulle have født er jeg begyndt at have det godt igen. Jeg ved godt at for mange er et foster i slutningen af første trimester ikke et barn, men for mig var det et barn og jeg elskede det allerede ubeskriveligt højt. Lige siden jeg mistede har mit største ønske været at blive gravid igen, det er jeg nu blevet og første trimester er næste gået.

Jeg er bange for det går galt, og at det ender som sidst, hvilket jeg kan læse er meget normalt, men det er ikke det altoverskyggende problem for mig lige nu. Jeg har så dårlig samvittighed over at være glad. Jeg elsker allerede min baby i maven ufattelig højt, jeg bliver fyldt af lykke og kærlighed når jeg ser scanningsbilledet af den, og jeg får tårer i øjnene når jeg tænker på sidste scanning hvor vi så den ligge og vinke til os. Samtidig ved jeg at den kun findes i kraft af at det første barn døde.

Jeg føler, at er jeg lykkelig og elsker det her barn, siger jeg indirekte at det er godt barnet før døde. Jeg er ked af det og hader mig selv for at elske mit barn, jeg føler barnet slet ikke burde være inde i maven og jeg i stedet skulle have en baby på 4-5 måneder i mine arme. Jeg bliver så ulykkelig over at tænke det fordi jeg ønsker jo mere end noget andet at dette barn klarer det og bliver født til foråret, men samtidig føler jeg det hele er forkert.

Ved slet ikke om det jeg skriver giver mening, men jeg er så ufattelig ked af det og mine følelser er et kæmpe kaos, måske er det graviditetshormoner der spilder mig et puds. Jeg føler mig skør og sær over at føle sådan her og jeg er så ulykkelig over ikke bare at kunne elske mit kommende barn og være lykkelig for det.

Og igen, lad vær at citer indlægget hvis jeg får behov for at slette det.

[Æble]

Synes det er meget naturlige følelser du har. Min psykolog lærte mig at bruge ordet "abstrakt" om det jeg selv omtalte som mine "mærkelige" følelser. Det virker som om du også har nogle "abstrakte" følelser, og det skal du have lov at have og give dig selv lov at have.

Men tænk også lige på, at du ikke selv har valgt at det skulle være sådan her. Hvis du havde bestemt, så havde du dit første barn i armene nu. Men det har du desværre ikke. Til gengæld har du en lille spire i maven, som har brug for al din kærlighed. Du kan godt elske din nuværende spire og din første spire samtidig. Det betyder ikke at du ikke helst ville have haft det var anderledes og det betyder ikke at du vægter din kærlighed til dem hver især.

[Juki]

Det giver fint mening det du skriver

Æblet siger det så godt med det sidste afsnit.

[Minionine]

Det lyder som nogle rigtig svære tanker, og desværre kan vi ikke styre hvordan vi føler. Men der er vitterligt ikke noget at have dårlig samvittighed over. Der var med høj sandsynlighed noget galt med det første barn, som gjorde at det ikke var levedygtigt. Sådan er naturen indrettet, og det bliver man nødt til at acceptere og omfavne på en eller anden måde. Jeg tror jeg ville forsøge at fokusere på, at det var meningen at det skulle gå sådan, og se på det fra et biologisk perspektiv.

[vibbsen]

Jeg er faktisk ikke sikker på at du er så unormal...Jeg tror faktisk at det du føler er helt normalt for kvinder som har prøvet at miste en graviditet.

Vejen til blive forældre var for mit (vores) vedkommende lang og fyldt med huller. Og jeg (vi) oplevede den ufattelige sorg at blive erklæret gravide af fertilitetsklinikken. For så at måtte indse at graviditeten gik til. Jeg var SÅ skuffet at jeg næsten kan smage det stadigvæk. Og det er faktisk over 6 år siden.....For mig var det et barn. Også selvom jeg ikke var særlig langt henne. Det var vores barn. MIN præmie. Og jeg blev snydt for den. Det var ikke OK....Og det var tæt på at knække mig. Læg venligst mærke til de mange jeg/mig. For det var altså ikke det hele der var "os" og "vores". Min mand havde det ikke nær så slemt som mig.

For vores vedkommende endte det lykkeligt. I 2011 blev jeg gravid på naturlig vis. Selvom vi havde fået at vide at det nok ikke ville ske. Og jeg var ved at skide en grøn gris. Indtil vi havde været til nakkefold. Herefter var jeg bare så lykkelig at jeg nærmest ikke kunne stå på benene. Jeg sejlede igennem den graviditet, var meget lidt bekymret, og følte mig som verdens lykkeligste. Men jeg tænkte og tænker da stadigvæk på den graviditet som ikke blev. Og især på hvorfor det lige var meningen at det ikke skulle blive. For det er jeg overbevist om at det var det der skete. Det var ikke meningen at vi skulle have et barn lige der. Vi skulle "vente". Og det betød bl.a. at jeg f.eks. havde fået fast job, at min mand havde fået et langt bedre job som gav bedre vilkår for et familieliv, og at vi flyttede tilbage til vores elskede København og nu bor tæt på de mennesker som er vores egentlig netværk. Jeg kan ikke lade være med at spekulerer på hvordan vores liv havde udviklet sig hvis vi havde fået det "første barn". Uden at det på nogen måde ændrer på mine følelser for det barn vi fik....Som iøvrigt er verdens skønneste pige som jeg elsker til verdens ende...

Jeg synes du skal lade være med at have dårlig samvittighed over at tænke på "Barnet som ikke blev"....Det betyder jo ikke at du elsker det barn du skal have mindre. Det betyder bare at du er reflekterende...

OT : På næste lørdag skal vi være sammen med vores venner fra Jylland. Kredsen består at 4 fyre som har kendt hinanden siden folkeskolen. Og deres koner. Til sammen har vi 5 børn. 1 på vej. Og 1 i himlen. Og sjovt nok, så er det altid ham i himlen som vi alle sammen mangler når vi ser det billede vi hvert år tager at ungerne.....Ham der ikke er der...Ham/hende der er på vej er naturligvis MEGA spændende. De 5 som vi har er helt fantastiske. Men ham som vi mangler...Han fylder faktisk også rigtig meget...

[godtnavn]

Jeg skrev den her tråd for en uge siden, og har ikke før nu kunne overskue at gå ind og læse svarene, derfor svarer jeg først nu.

Først tak for alle jeres svar, det er rart at vide at det giver lidt mening for andre også Før jeg skrev denne tråd prøvede jeg at google nogle tråde om samme emne frem, men alle debatter om folk der havde haft en abort og var gravide igen handlede om at de var bange for at miste igen (hvilket jeg jo i go for sig også er) men ingen nævnte denne dobbelthed. Det fik mig til at føle mig meget alene, min tankegang var lidt at man jo kan finde alt på nettet, så kan noget ikke findes må det virkleig være sært

Så det har været virkelig rart at læse jeres indlæg!

Ude i den virkelige verden har jeg ikke rigtig nogen jeg kan snakke med det om. Der er kun få mennesker der ser vores første barn som et barn, de fleste mener bare det var en abort, endda er der nogen der har sammenlignet det med deres selvvalgte abort, suk. De få der forstår mig (os) er blandt andet noget familie der også mistede sidste år, men som endnu ikke ved jeg er gravid igen (hvilket vi også skal finde ud af hvordan vi skal sige, for hun bliver aldrig gravid igen grundet alder). Min mor, som på ingen måde vil forstå det, jeg bliver ofte irriteret på hende fordi hun aldrig forstår mine følelser.

Og så selvfølgelig min kæreste, han prøver at støtte men bliver også ked af det ved at snakke om det. Han har en (i følge mig) naiv tankegang om at det er vores barn der er kommet tilbage, at det ikke var klart sidst men at det kommer nu. Så for ham er det på en måde det samme barn. Jeg synes det er en latterlig smuk tankegang, men der er mange tankegange der er smukke, det gør desværre ikke at jeg kan tro på dem af den grund. Et eller andet sted håber jeg at jeg får den følelse, for det er en fin ro det giver med det hele, så pt prøver jeg at se om jeg kan føle det samme. Altså ejg prøver ikke at ændre mine følelser men prøver at mærke om det kan være det samme barn.

Gal jeg føler jeg lød skør i sidste afsnit


Og tak til æblet for det røde kort (som ligner det burde være grønt ) som gjorde at jeg "tog mig sammen" og gik ind og fik læst svarene til denne tråd.

[Snowdrop]

Det er da en rigtig sød tankegang din kæreste har, Godtnavn Jeg tænker, hvorfor ikke? Der er jo unægteligt mere mellem himmel og jord end man umiddelbart kan se.

Egentlig også pudsigt at han tænker sådan, ikke? Når nu du har googlet for at se om andre havde det på samme måde som dig og så er det måske i virkeligheden sådan at din kæreste har, men han har bare fundet en løsning inde i sit hovede som gør det mindre svært at glæde sig over det barn du har i maven nu

[Æble]

Ej åndgyld at jeg har givet dig et rødt kort Godt at du kunne regne ud at det var ment som et grønt.

Jeg er enig med dig hvad angår din mands synspunkt. Faktisk sagde min mand noget lignende sidste gang jeg blev gravid. Han har ikke sagt noget nu, måske reagerede jeg ikke specielt positivt

Har du fundet en plads til det barn du mistede? Det var noget jeg snakkede med min psykolog om, at få det placeret et sted. For mig er de to jeg mistede samme sted i mit hjerte som mine levende børn, men formen og farven er anderledes. (Det er svært at forklare noget så abstrakt). Og for mig er de også mine børn, det er bare mine børn som jeg desværre aldrig mødte.

Kom også til at tænke på efter at have svaret på din tråd sidst, at man som mor får en sæk kærlighed når man undfanger og endnu en når man føder. Jeg opdagede det da jeg fik nr to, hvor jeg inden var nervøs om jeg nu kunne elske to børn og hvad nu hvis jeg kom til at elske den ene mere end den anden? Men det løste sig selv. Jeg håber du får lidt samme oplevelse, at de to begge bor i dit hjerte, men den ene kærlighed er anderledes fordi du aldrig lærte barnet at kende.

[Urtekussen]

Jeg har prøvet at miste i 6+noget (eller var det 7?) og det sad i mig rigtig længe efter. Jeg har været ekstra nervøs ved begge mine efterfølgende graviditeter, og har haft svært ved at nyde dem rigtigt.

Selv om min kæreste dengang ikke virkede så påvirket af det, så har han efterfølgende tit talt om "den vi mistede".

Og selv om jeg først rigtig har lukket op omkring det for andre irl efter jeg fik børn, så har jeg oplevet rigtig mange, som pludselig fortæller, at det har de også prøvet.
Det er næsten en slags tabu, som ingen taler om, men virkelig mange oplever.

Jeg synes i hvert fald ikke du lyder unormal for at tænke meget over det, især ikke, når det stadig er kort tid siden.