Han holder sin mor i hånden, og jeg aner ikke hvordan jeg skal føle....

[Corvida]

For mig ville det komme an på konteksten. Hvis jeg følte mig vellidt af hans mor, følte mig inkluderet i samtalen, osv., så ville jeg hælde til at synes at det bare var et sødt udtryk for ganske almindelig mor-søn kærlighed. Men hvis jeg følte mig usikker i situationen kunne jeg godt komme til at føle mig udenfor.

Jeg kan sagtens selv finde på at tage min mor i hånden når vi er ude, dog mest fordi hun er den distræte type som let bliver væk i mængden Min far ville jeg kun tage i hånden som udtryk for trøst/støtte (men det handler mere om hvem min far er som person og vores forhold).
Jeg har det faktisk lidt svært med, at min mand er så dårlig til at vise sin mor at han holder af hende. Han synes hun er omklamrende og irriterende når hun vil give kram og kindkys. Hun ville sikkert også gerne holde ham i hånden, men ville aldrig få lov. Det synes jeg egentlig er lidt synd for hende.

[billiebean]

Det tror jeg ikke, jeg ville tage speciel notits af. Jeg ser holden i hånd, som noget der symboliserer at man støtter og holder af den anden. Jeg kan sagtens holde min mor eller far i hånden og tror også min kæreste kunne gøre det i visse situationer. Fx gør jeg det i ny og næ når vi ser tv sammen eller når vi kører i bil. Bare i fem minutter. For mig er det ligeså meget en måde at sige "jeg er her ved siden af dig".

[decibell]

Jeg går arm i arm med min 21-årige datter. Og med min gamle mor. Hvis hun har behov for at holde mig i hånden for at holde balancen, får hun også lov til det.

Jeg synes nu også, der er forskel på, hvordan man holder i hånd. Hvis det er på den der "flette fingre"-måde, så ville jeg nok studse lidt og føle det for intimt, men hvis det bare er på den almindelige måde, som man holder et barn i hånden, ville det ikke røre mig så meget. Det er så udelukkende MIT syn på det.

Jeg bider mærke i, at din kæreste selv ikke ville bryde sig om det, hvis det var hans børn eller dig, der holdt i hånden, fordi han nu pludselig ser det med dine øjne. Det fortæller mig, at han aldrig har skænket det en tanke før, aldrig har set det, som du gør, og at det nok bare altid har været sådan. Og af den grund ville jeg synes, at det er synd at lave det om til noget forkert.

Men uagtet hvad jeg og alle andre mener, så er følelserne der, uanset om de er berettigede eller ej, og du skal have lov at føle dem, som ShuruQ så fint udtrykker det - og ikke mindst bearbejde dem. Hvis det var mig, ville jeg forsøge at overveje, hvad der egentlig gik fra mig, ved at de gør det, og hvis det "bare" er et spørgsmål om forskellige vaner og normer (og måske angst for hvad omverdenen vil tænke), ville jeg lade det være. For du kan også vælge at se det som noget smukt, kærligt og positivt, og det har vi da kun brug for mere af i en verden oftest styret af negative ting og følelser.

[Viskelæder]

Tanken om at holde min far i hånden er sådan lidt ad. Men ham er jeg heller ikke tæt med, og det har ikke været kulturen i min familie. Jeg måtte arbejde hårdt på bare at indføre kram i min familie.

Jeg har heller aldrig oplevet en kæreste holde sin mor i hånden. Men jeg synes egentligt bare, det ville være hyggeligt/sødt.

[Joe]

Jeg synes det lyder hyggeligt.
Jeg gør det ikke selv, jeg er lidt speciel, hvad angår berøring, og har det mærkeligt med længerevarende kropskontakt med andre end min kæreste. Men det synes jeg egentlig er ærgerligt. Jeg ved at min far, som er lige modsat mig på der punkt, ville elske hvis jeg tog ham i hånden.

Jeg tror det er rigtigt fint at sørge for ikke automatisk at overføre egne normer for familieforhold til kærestens familieforhold - jeg ved f.eks. godt, at når jeg har det svært med længerevarende berøring med andre end folk jeg går i seng med, er det fordi jeg er lidt speciel, og ikke fordi at længerevarende berøring er en seksuel ting. For det er det jo ikke. Og hvis min kæreste ville holde sin mor i hånden, give hende hovedbundsmassage eller lignende, så ville det være fint. For han har ikke nødvendigvis samme grænser og lignende indbygget som jeg har.

[JoyNips]

Jeg synes egentlig, det er meget sødt. Men jeg tror også, jeg ville studse lidt, hvis de gjorde det mens jeg var der. Så ville jeg føle mig lidt til overs.

[Karkluden]

Jeg kan slet ikke forstå, at så mange synes det er mærkeligt. Jeg er 23, min søster 27, og vi er vokset op med tantekys, mange kram og holden i hånden. Der er ikke skyggen af seksualisering i det, bare ren familiær kærlighed. Jeg kan stadig godt finde på at tage min far i hånden når vi går tur i skoven eller tantekysse ham når vi siger hej efter ikke at have set hinanden længe. Det ligger der intet andet end helt naturlig kærlighed i, og jeg synes det er ubehageligt når folk hentyder til, at det skulle være noget ækelt, for sådan er det altså ikke.

Når det er sagt, så føler du jo som du gør, og det skal ingen klandre dig for. Jeg synes du har håndteret det ret fint, men måske kan du tænke over, at i nogle familier er det helt naturligt at vise kærlighed fysisk.

Jeg hopper også med her.
Jeg holder i hånd med min mor, mine bedsteforældre, mine kusiner og fætre, min kæreste, mine veninder, mine tanter og onkler etc. Jeg kysser også de fleste i min egen familie på munden og kinden. Vi krammer en del. Og jeg ville uden at blinke sove sammen med samtlige af mine familiemedlemmer. Og jeg er altså også enebarn, så det er så ikke lige nødvendigvis en årsag til at være mindre glad for fysisk kontakt på dén måde.

Hvis min kæreste ikke kunne acceptere, at jeg holdt i hånd, kyssede min familie osv, kunne vi ikke være sammen. Jeg siger ikke, det er sådan for alle, men for mig ville det være uacceptabelt, at min kæreste ikke kunne respektere dette. Jeg vil ændre mange ting, men lige præcis mit forhold til min familie vil jeg ikke ændre. Min kæreste har heldigvis intet problem med det, selvom han ikke selv er så fysisk med sin familie.
Vi kommer dog begge fra meget kropsligt frie hjem, hvor nøgenhed er okay, og vores forældre ser os stadig regelmæssigt i undertøj, og min mor ser mig regelmæssigt nøgen.

Hvis du, TS, oprigtigt har det svært med det, må I jo tale om det, men jeg tænker virkelig man skal træde varsomt. Og som Joe siger, skal man ikke overføre sine egne familieforhold. Jeg kan godt forstå, det kan være svært. Jeg har virkelig kæmpet med, at min kæreste ikke taler så meget med sine forældre som jeg gør med min mor. Og det har taget 4 år at forstå, at de stadig har et virkelig tæt forhold, og at jeg ikke behøver presse på for kontakt.. Selvom jeg synes det er svært, at jeg/vi taler med min mor hver-hveranden dag, og han taler med sine forældre 1-2 gange om ugen max.

[Luffegås]

Igen, jeg tror bare det handler om et kultursammenstød. I dag ville jeg snakke lidt igen om det, for jeg har virkelig stadig en sær følelse inden i, og sød som han er sagde han, at vi med glæde tog snakken 10 gange mere, indtil jeg fik det okay. Han vil gerne lade være med at holde hende i hånden, for det er mig der betyder mest, og som flere af jer skriver, det er simpelthen følelsen af at være 3. hjul der nok tog mig hårdest, og jeg følte mig SÅ alene lige der, og så tilsidesat. Og det kan han virkelig godt se. I dag sagde jeg at jeg ikke har noget i mod et armtag, jeg tager ham selv i armen nogen gange så vi tøffer som et ældre ægtepar, og det ville jeg ikke have noget i mod hun gjorde ved ham, det ville jeg føle langt mere naturligt, og faktisk ville jeg så endda hellere end gerne tage den anden arm.
Min kæreste er også typen der hviler enormt meget i sig selv, er også mega naturlig, det er de alle 3 søskende, og jeg kan jo kun give hende den ære og respekt for, så som sagt, jeg kan godt lide hende

[decibell]

Din kæreste lyder som en rigtig fin fyr. Hvilket kun er endnu en grund til ikke at lade det fylde for meget.

[Fru Sunshine]

Jeg ville studse over det, hvis min mand holdt sin mor i hånden på den måde, fordi det for det første ikke er typisk for dem, og for det andet ville få mig til at føle mig lidt udenfor.
Men mine voksne børn kan godt finde på at tage mig i hånden på en gåtur. Det er som om, det er noget, de bare ikke er vokset helt fra. Min mand synes så heller ikke, at det er underligt eller føler sig udenfor fællesskabet.når de gør det.

Jeg tror måske, det er noget, man skal vænne sig til.

[Ado]

Jeg synes så bare det er ærgerligt, at han skal stoppe med at holde sin mor i hånden, fordi du ikke bryder dig om det. Var det ikke bedre, at du lod ham og hende gøre, hvad de plejer at gøre?

[Sangius]

Jeg kan ikke forstå behovet for at ændre det. Mjah, det kan da godt være det er lidt mærkeligt - men hvad så? Hvor er det egentlig det gør ondt henne? Der sker jo absolut intet ved det.

Jeg synes det er lidt egoistisk at forlange det skal stoppe, og jeg synes det er mærkeligt at gå op i. Jeg ville nok bare trække på skulderen. Kan bare ikke se, hvorfor det skulle vedrøre mig?

[Delfin]

Det er ikke noget, vi praktiserer i min familie, og vist heller ikke noget, man ser så tit, men jeg synes, det er lidt trist at du vil lave om på noget, som er en naturlig del af deres familieliv. Der er jo ikke noget forkert i det, og jeg tror det bliver frygtelig akavet, hvis han skal til at afvise hendes hånd, hver gang du er til stede.

[Delfin]

Det er forresten lige her, du risikerer at sætte kimen til et dårligt forhold til svigermor.

[Madam Pomfrey]

Igen, jeg tror bare det handler om et kultursammenstød. I dag ville jeg snakke lidt igen om det, for jeg har virkelig stadig en sær følelse inden i, og sød som han er sagde han, at vi med glæde tog snakken 10 gange mere, indtil jeg fik det okay. Han vil gerne lade være med at holde hende i hånden, for det er mig der betyder mest, og som flere af jer skriver, det er simpelthen følelsen af at være 3. hjul der nok tog mig hårdest, og jeg følte mig SÅ alene lige der, og så tilsidesat. Og det kan han virkelig godt se. I dag sagde jeg at jeg ikke har noget i mod et armtag, jeg tager ham selv i armen nogen gange så vi tøffer som et ældre ægtepar, og det ville jeg ikke have noget i mod hun gjorde ved ham, det ville jeg føle langt mere naturligt, og faktisk ville jeg så endda hellere end gerne tage den anden arm.
Min kæreste er også typen der hviler enormt meget i sig selv, er også mega naturlig, det er de alle 3 søskende, og jeg kan jo kun give hende den ære og respekt for, så som sagt, jeg kan godt lide hende

Ingen tvivl om at du har stået midt i et kultursammenstød, - og jeg kan godt forstå du undrer, for ser man ud i gadebilledet så er det jo ikke helt normen at se 2 voksne generationer gå hånd i hånd.
Men det jo følelserne der et eller andet sted råber højest, helt specifikt at du i en social sammenhæng følte dig tilsidesat og alene, og så lige ifht. en kæreste, dét gør da skide ondt.
Det kræver sikkert noget tilvænnening for dit vedkommende, at din kæreste og hans familie har en anden fysisk omgangsform med hinanden, end du er vant til i familiesammenhænge.
Men du har italesat det, dine følelser, din ambivalens, og han har både lyttet og forstået - det kan da ikke blive meget bedre


Jeg holdt jævnligt min far i hånden som teenager, nu er det sjældent vi går nogle steder sammen, men jeg kunne faktisk godt forestille mig at tage ham i hånden, og gå hånd i hånd, eller at lave et armtag.
På mit job holder jeg tit i hånden, men der er også en ret tydelig omsorgsrelation, og for omverdenen en tydelig årsag til at der holdes i hånd.
Mine små børn holder jeg ofte i hånden, mine præ-teens prøver jeg at få lov til Jeg har kun drenge, og jeg ville elske hvis de ville gå hånd i hånd, eller i armtag med mig når de er blevet voksne.