Luffegås skrev:Moxy-lady skrev:For mig er det et spørgsmål om hvor ens ultimative loyalitet ligger. Ikke om man giver sig 300 % på jobbet i en periode, eller man prioriterer en veninde med kærestesorger over sit parforhold mens hun har det svært. Men i sidste ende har min kæreste min loyalitet i en grad som andre ikke har. Jeg er også loyal overfor min bror og min mor, men det er på en anden måde. Jeg satser på at blive gammel sammen med min kæreste - sådan helt groft er han min fremtid, hvor de, og det at de fyldte 80% af mit liv var da jeg var yngre, er en del af min fortid. Jeg er en del af en meget tætknyttet familie, og jeg snakker med min mor dagligt, men min kæreste er stadig den første jeg ringer til når jeg har brug for at snakke om godt eller skidt. Og vice versa. Det samme gælder for min bror. Han har jo sin egen familie nu, som er hans primære fokus, uanset hvor gode venner han har, hvor glad han er for sin søster og hvor meget han er en arbejdsnarkoman.
Det betyder ikke at jeg automatisk ville støtte min kæreste ubetinget hvis han opfører sig som en nar. With great power comes great responsibility :p
Det her opsummere præcist hvad det er jeg føler, og i overgangene i livet er det bare naturligt at man går ud, finder en mage, og får skabt sin egen familie. I nogen kulturer flytter man ind hos mandens familie, og bliver en del af den husholdning, men her bliver vi altså vores egen identitet. Vi fødder jo trods alt mennesker og samfundsborgere. Min egen farmor har engang siddet og fortalt mig hvor glad hun er for hendes venner, hvor meget de betyder for hende, og jeg tror hun gjorde det fordi hun ved jeg også holder af mine venner meget. Og hun sagde selv, "venner er den familie man selv vælger". Man behøver sgu ikke altid have sine forældres ryg, bare fordi de har lavet en, ork, vi har mange dilemaer i min familie hvor man indimellem tænker, hvis det ikke var fordi vi var familie(endda mor-barn niveau), så var vi nok aldrig blevet venner. Og derfor prioritere jeg min kæreste, det er ham jeg skal have en dagligdag med, have børn med, leve med, kunne være mig selv med. Min mor skriver og chatter jeg med næsten dagligt, men vi er både min kæreste og jeg enige om, at vi ligeså meget kontakter vores forældre, fordi det forventes og fordi vi ikke gider de skal blive sure over vi bare ikke gør det. Det er simpelthen kun for at undgå problemer. Vi skal nærmest "tjekke ind" hos vores forældre for at tilfredsstille deres behov. Selvfølgelig elsker vi vores forældre, og nyder samværet, men det er liiiiidt irriterende at fordi man ikke har ringet i 1 mdr. skal høre på "Nå! Jeg troede du var død siden du aldrig ringede!!"..
Det er så overhovedet ikke det jeg mener, tror at du har misforstået mit indlæg lidt Jeg har min mors ryg. Jeg snakker med hende dagligt fordi jeg godt kan lide at snakke med hende, vi er meget tætte og jeg ville ikke have det anderledes. Hun kan drive mig til vanvid, jovist, men det kan min kæreste også. Jeg prioriterer min mor ret højt, også højere end mange andre gør. Det har intet at gøre med hvilken titel hun har, det er fordi je elsker hende og gerne vil hende det godt. Hun har været der for mig hele mit liv, så kan jeg da som minimum være der for hende også. Men det betyder ikke at mit forhold (min prioritering) "lider" under det. Gudskelov har jeg aldrig blevet nødt til at skulle vælge mellem de to, og sådan ser jeg heller ikke oplægget. Jeg ser ikke min prioriteringsliste anderledes bare fordi jeg f.eks. har brugt nogle uger på at hjælpe min mor med at rykke om i lejligheden. Det har jeg jo bare gjort? Jeg har i den situation brugt mere tid hos hende end sædvanligt, men min første prioritet er stadig min kæreste: Hvis han skulle ringe og have det skidt, ville jeg jo lade lejlighed være lejlighed.
Hvis vi snakker konflikter mellem min kæreste og nogen i min familie, vil jeg ikke lade min prioritet have en indflydelse. Jeg er altid typen der kan se tingene fra flere vinkler, og det ville være mit udgangspunkt - prøve at mægle imellem dem. Men hvis vi stod i en situation hvor min kæreste følte sig overfaldet af dem (det ville aldrig ske)ville jeg pænt og ordentligt bede dem passe deres eget, og opføre sig ordentligt. Jeg ville aldrig gå i modangrebsmode. Og det tror jeg egentlig heller ikke at han ville have behov for. Overfor mine mostre og onkler ville jeg nok være lidt mere hård, fordi jeg ikke har samme loyalitet overfor dem som overfor min mor og min lillebror. >Og fordi jeg bedre kunne se dem kritisere og være strenge.