Det der med parforhold og prioriteter

[Moxy-lady]

For mig er det et spørgsmål om hvor ens ultimative loyalitet ligger. Ikke om man giver sig 300 % på jobbet i en periode, eller man prioriterer en veninde med kærestesorger over sit parforhold mens hun har det svært. Men i sidste ende har min kæreste min loyalitet i en grad som andre ikke har. Jeg er også loyal overfor min bror og min mor, men det er på en anden måde. Jeg satser på at blive gammel sammen med min kæreste - sådan helt groft er han min fremtid, hvor de, og det at de fyldte 80% af mit liv var da jeg var yngre, er en del af min fortid. Jeg er en del af en meget tætknyttet familie, og jeg snakker med min mor dagligt, men min kæreste er stadig den første jeg ringer til når jeg har brug for at snakke om godt eller skidt. Og vice versa. Det samme gælder for min bror. Han har jo sin egen familie nu, som er hans primære fokus, uanset hvor gode venner han har, hvor glad han er for sin søster og hvor meget han er en arbejdsnarkoman.

Det betyder ikke at jeg automatisk ville støtte min kæreste ubetinget hvis han opfører sig som en nar. With great power comes great responsibility :p

Det her opsummere præcist hvad det er jeg føler, og i overgangene i livet er det bare naturligt at man går ud, finder en mage, og får skabt sin egen familie. I nogen kulturer flytter man ind hos mandens familie, og bliver en del af den husholdning, men her bliver vi altså vores egen identitet. Vi fødder jo trods alt mennesker og samfundsborgere. Min egen farmor har engang siddet og fortalt mig hvor glad hun er for hendes venner, hvor meget de betyder for hende, og jeg tror hun gjorde det fordi hun ved jeg også holder af mine venner meget. Og hun sagde selv, "venner er den familie man selv vælger". Man behøver sgu ikke altid have sine forældres ryg, bare fordi de har lavet en, ork, vi har mange dilemaer i min familie hvor man indimellem tænker, hvis det ikke var fordi vi var familie(endda mor-barn niveau), så var vi nok aldrig blevet venner. Og derfor prioritere jeg min kæreste, det er ham jeg skal have en dagligdag med, have børn med, leve med, kunne være mig selv med. Min mor skriver og chatter jeg med næsten dagligt, men vi er både min kæreste og jeg enige om, at vi ligeså meget kontakter vores forældre, fordi det forventes og fordi vi ikke gider de skal blive sure over vi bare ikke gør det. Det er simpelthen kun for at undgå problemer. Vi skal nærmest "tjekke ind" hos vores forældre for at tilfredsstille deres behov. Selvfølgelig elsker vi vores forældre, og nyder samværet, men det er liiiiidt irriterende at fordi man ikke har ringet i 1 mdr. skal høre på "Nå! Jeg troede du var død siden du aldrig ringede!!"..

Det er så overhovedet ikke det jeg mener, tror at du har misforstået mit indlæg lidt Jeg har min mors ryg. Jeg snakker med hende dagligt fordi jeg godt kan lide at snakke med hende, vi er meget tætte og jeg ville ikke have det anderledes. Hun kan drive mig til vanvid, jovist, men det kan min kæreste også. Jeg prioriterer min mor ret højt, også højere end mange andre gør. Det har intet at gøre med hvilken titel hun har, det er fordi je elsker hende og gerne vil hende det godt. Hun har været der for mig hele mit liv, så kan jeg da som minimum være der for hende også. Men det betyder ikke at mit forhold (min prioritering) "lider" under det. Gudskelov har jeg aldrig blevet nødt til at skulle vælge mellem de to, og sådan ser jeg heller ikke oplægget. Jeg ser ikke min prioriteringsliste anderledes bare fordi jeg f.eks. har brugt nogle uger på at hjælpe min mor med at rykke om i lejligheden. Det har jeg jo bare gjort? Jeg har i den situation brugt mere tid hos hende end sædvanligt, men min første prioritet er stadig min kæreste: Hvis han skulle ringe og have det skidt, ville jeg jo lade lejlighed være lejlighed.

Hvis vi snakker konflikter mellem min kæreste og nogen i min familie, vil jeg ikke lade min prioritet have en indflydelse. Jeg er altid typen der kan se tingene fra flere vinkler, og det ville være mit udgangspunkt - prøve at mægle imellem dem. Men hvis vi stod i en situation hvor min kæreste følte sig overfaldet af dem (det ville aldrig ske)ville jeg pænt og ordentligt bede dem passe deres eget, og opføre sig ordentligt. Jeg ville aldrig gå i modangrebsmode. Og det tror jeg egentlig heller ikke at han ville have behov for. Overfor mine mostre og onkler ville jeg nok være lidt mere hård, fordi jeg ikke har samme loyalitet overfor dem som overfor min mor og min lillebror. >Og fordi jeg bedre kunne se dem kritisere og være strenge.

[Luffegås]

For mig er det et spørgsmål om hvor ens ultimative loyalitet ligger. Ikke om man giver sig 300 % på jobbet i en periode, eller man prioriterer en veninde med kærestesorger over sit parforhold mens hun har det svært. Men i sidste ende har min kæreste min loyalitet i en grad som andre ikke har. Jeg er også loyal overfor min bror og min mor, men det er på en anden måde. Jeg satser på at blive gammel sammen med min kæreste - sådan helt groft er han min fremtid, hvor de, og det at de fyldte 80% af mit liv var da jeg var yngre, er en del af min fortid. Jeg er en del af en meget tætknyttet familie, og jeg snakker med min mor dagligt, men min kæreste er stadig den første jeg ringer til når jeg har brug for at snakke om godt eller skidt. Og vice versa. Det samme gælder for min bror. Han har jo sin egen familie nu, som er hans primære fokus, uanset hvor gode venner han har, hvor glad han er for sin søster og hvor meget han er en arbejdsnarkoman.

Det betyder ikke at jeg automatisk ville støtte min kæreste ubetinget hvis han opfører sig som en nar. With great power comes great responsibility :p

Det her opsummere præcist hvad det er jeg føler, og i overgangene i livet er det bare naturligt at man går ud, finder en mage, og får skabt sin egen familie. I nogen kulturer flytter man ind hos mandens familie, og bliver en del af den husholdning, men her bliver vi altså vores egen identitet. Vi fødder jo trods alt mennesker og samfundsborgere. Min egen farmor har engang siddet og fortalt mig hvor glad hun er for hendes venner, hvor meget de betyder for hende, og jeg tror hun gjorde det fordi hun ved jeg også holder af mine venner meget. Og hun sagde selv, "venner er den familie man selv vælger". Man behøver sgu ikke altid have sine forældres ryg, bare fordi de har lavet en, ork, vi har mange dilemaer i min familie hvor man indimellem tænker, hvis det ikke var fordi vi var familie(endda mor-barn niveau), så var vi nok aldrig blevet venner. Og derfor prioritere jeg min kæreste, det er ham jeg skal have en dagligdag med, have børn med, leve med, kunne være mig selv med. Min mor skriver og chatter jeg med næsten dagligt, men vi er både min kæreste og jeg enige om, at vi ligeså meget kontakter vores forældre, fordi det forventes og fordi vi ikke gider de skal blive sure over vi bare ikke gør det. Det er simpelthen kun for at undgå problemer. Vi skal nærmest "tjekke ind" hos vores forældre for at tilfredsstille deres behov. Selvfølgelig elsker vi vores forældre, og nyder samværet, men det er liiiiidt irriterende at fordi man ikke har ringet i 1 mdr. skal høre på "Nå! Jeg troede du var død siden du aldrig ringede!!"..

Det er så overhovedet ikke det jeg mener, tror at du har misforstået mit indlæg lidt Jeg har min mors ryg. Jeg snakker med hende dagligt fordi jeg godt kan lide at snakke med hende, vi er meget tætte og jeg ville ikke have det anderledes. Hun kan drive mig til vanvid, jovist, men det kan min kæreste også. Jeg prioriterer min mor ret højt, også højere end mange andre gør. Det har intet at gøre med hvilken titel hun har, det er fordi je elsker hende og gerne vil hende det godt. Hun har været der for mig hele mit liv, så kan jeg da som minimum være der for hende også. Men det betyder ikke at mit forhold (min prioritering) "lider" under det. Gudskelov har jeg aldrig blevet nødt til at skulle vælge mellem de to, og sådan ser jeg heller ikke oplægget. Jeg ser ikke min prioriteringsliste anderledes bare fordi jeg f.eks. har brugt nogle uger på at hjælpe min mor med at rykke om i lejligheden. Det har jeg jo bare gjort? Jeg har i den situation brugt mere tid hos hende end sædvanligt, men min første prioritet er stadig min kæreste: Hvis han skulle ringe og have det skidt, ville jeg jo lade lejlighed være lejlighed.

Hvis vi snakker konflikter mellem min kæreste og nogen i min familie, vil jeg ikke lade min prioritet have en indflydelse. Jeg er altid typen der kan se tingene fra flere vinkler, og det ville være mit udgangspunkt - prøve at mægle imellem dem. Men hvis vi stod i en situation hvor min kæreste følte sig overfaldet af dem (det ville aldrig ske)ville jeg pænt og ordentligt bede dem passe deres eget, og opføre sig ordentligt. Jeg ville aldrig gå i modangrebsmode. Og det tror jeg egentlig heller ikke at han ville have behov for. Overfor mine mostre og onkler ville jeg nok være lidt mere hård, fordi jeg ikke har samme loyalitet overfor dem som overfor min mor og min lillebror. >Og fordi jeg bedre kunne se dem kritisere og være strenge.

Jeg tror lige præcis den ting du highlighter bare var mig der tog ud på et sidespor bevidst , jeg ved godt det ikke var noget du mente Men jeg er stadig meget enig med dig.
Og helt klart, da jeg var barn gik min mor meget op i jeg skulle acceptere hendes kærester, men nu ved jeg hun ærlig talt er ligeglad, så længe vi ikke skændes. Og omvendt vil hun aldrig blande sig i mine forhold, selvom hun ved hendes mening betyder noget for mig. Også her tror jeg denne debat med alle kunne få folk til at tænke lidt, hvis parti ville folk tage, hvis ens forældre ikke værdsatte deres svigerbarn.

[Karkluden]

Jeg ville ikke have noget i mod at sørge for min kæreste har det godt i min familie, og jeg føler faktisk at det er lidt mit ansvar til at få ham ind i "gruppen" på. Vi behøver jo selvfølgelig ikke deltage i de samme samtaler, det er sgu da helt naturligt, og vil værten vise min kæreste noget væk for os andre, vil jeg bare føle "mission accomplished" og at han er aktiveret, men vil aldrig, hvis jeg så ham siddde og kedde sig hos MIN familie bare tænke "Nå, men det må han sgu selv om, nu går jeg med tante Tut og Kusine Bine på stranden, ses om 1 time"-agtigt. Hvis han altid keder sig, ville jeg dog tage snakken om at han overhovedet vil med, for så kan han da blive fri for det

Men det er jo nok også noget med forholdet til hinandens familier. Vi er 100% integreret i hinandens familier. Jeg ser det ikke som "MIN familie" og "min kærestes familie". Det er vores familier. Det var vel sådan efter et par år. Jeg har ikke siden da haft tanken om at jeg på nogen må skulle sørge for, at han har det godt eller aktivere ham, for vi har et godt og integreret forhold til hinandens familier.

[JoyNips]

Min kæreste er den VIGTIGSTE person i mit liv, men det er ikke ensbetydende med, at jeg til alle tider prioriterer ham højest.

[Joe]

Enhver person, heg anser for min nærmeste, vil såre mig, hvis personen ignorerer, jeg føler mig udenfor og fravalgt, fordi jeg bliver ekskluderetfra en aktivitet, jeg gerne ville deltage i. Jeg er faktisk ikke sikker på, jeg synes, det siger noget godt om en, når man er villig til at acceptere den situation - og jeg er helt sikker på, det ikke siger noget godt om en person, det bevidst byder sine nærmeste den slags.

Men spørgsmålet er jo så om man vil føle sig udenfor og fravalgt? Jeg tænker at hvert par må sætte rammerne for eget parforhold.

Men i mit parforhold ville ingen af de givne eksempler gøre til de følelse du beskriver. Og det gælder måske også flere af de andre i denne tråd. Så det er altså så vidt vides ingen her, der byder deres nærmeste "den slags."

[Joe]

Men egentlig, ikke? Så ved jeg da ikke om det er min kæreste, der har min ubetingede støtte i forhold til alle andre.

Hvis jeg er realistisk, er der nok større chance for at min lillesøster f.eks. er der "til døden os skiller". Jeg kan godt forestille mig, at min kæreste kunne gøre ting det gjorde at jeg (med tiden) ville stoppe med at elske ham, men jeg har svært ved at se det samme ske ved mine søskende.
Og det samme med mine forældre sådan set.

Til gengæld elsker jeg så kæresten på en helt anden måde end jeg elsker nogen anden. Men jeg tror min kærlighed til mine søskende er mere ubetinget end den til min kæreste.

[JackieO]

Dem af jer, der har børn, har vel heller ikke en prioriteringsliste, hvor det ene barn automatisk bliver prioriteret højere end det andet?
?

Vil det ikke altid komme an på behov?? Netop ved at behandle sine børn forskelligt giver man dem da netop en følelse af ligeværd og ligestilling. Jeg tror på man kan føde 2-3-4-5 børn og de vil alle have forskelligt behov for moderens kærlighed, nogen vil have brug for den hele livet, og andre vil måske hellere have farens, og andre vil fint kunne være sig selv. Selvfølgelig vil de da priotere dem lige, men tror ligeså meget det handler om behovet FOR at blive prioteret.

Okay, der er jeg så temmelig uenig med dig, da jeg ikke tror på, at man giver sine børn en følelse af ligeværd ved at vise dem, at man elsker den ene mere end den/de andre. Jeg tror derimod at søskende har brug for at mærke, at de bliver elsket LIGE højt, da det ellers vil skabe konflikter og en konstant jagt på opmærksomhed og kærlighed fra forældrene.

Jeg har heller aldrig oplevet, at der var nogle børn (eller voksne for den sags skyld), der havde det fint med at være sig selv og ikke blive prioriteret eller elsket at sine forældre. Jo mindre man føler sig prioriteret, desto større bliver behovet for at være prioriteret.

Men de har bare ikke altid behov for at blive lige prioriteret. Kommer fra en familie hvor min mor har 2 yngre brødre, og den mindste er født handikappet, hvilket nok tildels har gået udover ham den mellemste, han har ikke nødvendigvis følt sig lige så prioriteret, selvom hun har gjort alt for ham, særligt i hans voksne liv. Min mor er derimod blevet meget selvstændig af at tage sig af sine brødre, og særligt den yngste. Han har så haft aflastningsfamilie at være hos hver 2. weekend. Min mor og mormor har et godt forhold, og da min mor fik kræft VILLE min mormor med da operationerne kom, men det var ikke noget min mor mente hun havde den store behov for, hun ville gerne have klaret det helt alene hvis hun kunne.
Min egen far prioriterede aldrig mig som barn, eller at bruge penge på mig (børnepenge blev brugt til alt andet f.eks.) men i dag er jeg ikke i tvivl om hans kærlighed, på trods af jeg føler han egentligt ville gøre meget mere for min lillebror, end han vil gøre for mig. Men han priotere mig langt mere anderledes end da jeg var barn, men nu er det som om han indimellem vil have os til at vise vi prioritere ham, og det kan være hårdt.

Undskyld, hvis jeg kommer til at lyde hård, men jeg synes faktisk dine eksempler illustrerer, at man netop HAR behov for at føle sig lige så prioriteret som sin søskende. Og når man ikke bliver prioriteret, som hverken din onkel, din mor eller du selv er blevet, så bliver det ved med at sidde i en, også når man er voksen.

Så når din mor fx ikke vil have sin mors støtte, da hun bliver syg, tror jeg ikke det handler om, at hun bare ikke har behovet for at være prioriteret af sin forælder, men nærmere at hun siden barndommen har tilsidesat sine egne behov, fordi hun havde lært at brorens behov var vigtigere end hendes.

[Luffegås]

Dem af jer, der har børn, har vel heller ikke en prioriteringsliste, hvor det ene barn automatisk bliver prioriteret højere end det andet?
?

Vil det ikke altid komme an på behov?? Netop ved at behandle sine børn forskelligt giver man dem da netop en følelse af ligeværd og ligestilling. Jeg tror på man kan føde 2-3-4-5 børn og de vil alle have forskelligt behov for moderens kærlighed, nogen vil have brug for den hele livet, og andre vil måske hellere have farens, og andre vil fint kunne være sig selv. Selvfølgelig vil de da priotere dem lige, men tror ligeså meget det handler om behovet FOR at blive prioteret.

Okay, der er jeg så temmelig uenig med dig, da jeg ikke tror på, at man giver sine børn en følelse af ligeværd ved at vise dem, at man elsker den ene mere end den/de andre. Jeg tror derimod at søskende har brug for at mærke, at de bliver elsket LIGE højt, da det ellers vil skabe konflikter og en konstant jagt på opmærksomhed og kærlighed fra forældrene.

Jeg har heller aldrig oplevet, at der var nogle børn (eller voksne for den sags skyld), der havde det fint med at være sig selv og ikke blive prioriteret eller elsket at sine forældre. Jo mindre man føler sig prioriteret, desto større bliver behovet for at være prioriteret.

Men de har bare ikke altid behov for at blive lige prioriteret. Kommer fra en familie hvor min mor har 2 yngre brødre, og den mindste er født handikappet, hvilket nok tildels har gået udover ham den mellemste, han har ikke nødvendigvis følt sig lige så prioriteret, selvom hun har gjort alt for ham, særligt i hans voksne liv. Min mor er derimod blevet meget selvstændig af at tage sig af sine brødre, og særligt den yngste. Han har så haft aflastningsfamilie at være hos hver 2. weekend. Min mor og mormor har et godt forhold, og da min mor fik kræft VILLE min mormor med da operationerne kom, men det var ikke noget min mor mente hun havde den store behov for, hun ville gerne have klaret det helt alene hvis hun kunne.
Min egen far prioriterede aldrig mig som barn, eller at bruge penge på mig (børnepenge blev brugt til alt andet f.eks.) men i dag er jeg ikke i tvivl om hans kærlighed, på trods af jeg føler han egentligt ville gøre meget mere for min lillebror, end han vil gøre for mig. Men han priotere mig langt mere anderledes end da jeg var barn, men nu er det som om han indimellem vil have os til at vise vi prioritere ham, og det kan være hårdt.

Undskyld, hvis jeg kommer til at lyde hård, men jeg synes faktisk dine eksempler illustrerer, at man netop HAR behov for at føle sig lige så prioriteret som sin søskende. Og når man ikke bliver prioriteret, som hverken din onkel, din mor eller du selv er blevet, så bliver det ved med at sidde i en, også når man er voksen.

Så når din mor fx ikke vil have sin mors støtte, da hun bliver syg, tror jeg ikke det handler om, at hun bare ikke har behovet for at være prioriteret af sin forælder, men nærmere at hun siden barndommen har tilsidesat sine egne behov, fordi hun havde lært at brorens behov var vigtigere end hendes.

Kommer nok på øjnene der ser og hvor godt man kender situationerne, personligt elsker jeg min mors selvstændighed og sejhed, og samtidig med hendes ømhed over for hendes mindste bror.

Mange jeg kender taler tit om hvordan de elsker deres børn forskelligt, og alle børn har bare ikke samme behov, ELLER personlighed, og derfor mener jeg det er netop ligestilling at opdrage efter hver deres personlighed. Det ene barn havde måske ikke behov for at have grænser og regler som teenager, hvorimod det næste måske har, eller omvendt, derfor må du også priotere lidt forskelligt efter hvornår hvilket barn har brug for hvad.