Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

[Flora]

Jeg er lidt træt af at alle slankekure efterhånden kaldes livsstilsændringer. Ja, det er da helt rigtigt at det er meningen det skal være en livsstilsændring, men det bliver det altså først i det øjeblik du rent faktisk fortsætter de sunde spisevaner resten af livet. Men når du spiser på en bestemt måde for at tabe dig, så er det altså en slankekur. Uanset hvor fancy det andet så end lyder.

Men det må man nok ikke sige

[Aima]

Jamen det der er jeg fuldstændig enig med dig i, Neenah Det var primært den der med spiseforstyrrelserisiko rundtomkring hos sunde og velfungerende mennesker, jeg syntes var at sætte det vel rigeligt på spidsen.

Lissom fatshaming i sig selv er grimt og det er uhensigtsmæssigt at generalisere ved at kalde BMI på 25 usund, gør det omvendte sig jo også gældende. Om vi definerer mennesker, altså ukonkret og generelt, med BMI på 25 som usunde og derved konkluderer, at de ikke er i stand til at forvalte eget helbred, er vel ikke meget anderledes, end at vi peger på dem, igen ukonkret og grnerelt, med en BMI på 19 der spiser palæo eller LCHF eller hvad det altsammen hedder, og kalder dem potentielt spiseforstyrrede. Stigmatiseringen er vel i princippet ud fra samme, uhensigtsmæssige mekanisme; at vi blander os alt for meget i, hvad hinanden præfererer og gør egne normer til objektiv rettesnor.

[kidkomb]

Apropos slankekure osv, så er jeg ved at få et meltdown, hver gang jeg hører nogen udbrede sig om, hvor nemt der er at tabe sig og at sundhedsvæsnet ikke burde hjælpe tykke mennesker eller give dem gratis behandling, for "det er jo deres egen skyld".
Åh, min gud, hvor er det nævenyttigt og ubegavet. Men det må man vist ikke sige om normalvægtige mennesker.

[DetSorteCirkus]

Jamen det der er jeg fuldstændig enig med dig i, Neenah Det var primært den der med spiseforstyrrelserisiko rundtomkring hos sunde og velfungerende mennesker, jeg syntes var at sætte det vel rigeligt på spidsen.

Lissom fatshaming i sig selv er grimt og det er uhensigtsmæssigt at generalisere ved at kalde BMI på 25 usund, gør det omvendte sig jo også gældende. Om vi definerer mennesker, altså ukonkret og generelt, med BMI på 25 som usunde og derved konkluderer, at de ikke er i stand til at forvalte eget helbred, er vel ikke meget anderledes, end at vi peger på dem, igen ukonkret og grnerelt, med en BMI på 19 der spiser palæo eller LCHF eller hvad det altsammen hedder, og kalder dem potentielt spiseforstyrrede. Stigmatiseringen er vel i princippet ud fra samme, uhensigtsmæssige mekanisme; at vi blander os alt for meget i, hvad hinanden præfererer og gør egne normer til objektiv rettesnor.

Det kan jeg godt forstå, at du synes, hvis du associerer det med det, du nævner her. Fx. at gå op i kost og motion, selvom man er slank. Det er så ikke det, jeg hentyder til. Det er derimod fx. at løbe marathon uden at have sovet natten før, fordi det er mere ekstremt og en vildere test af kroppen. Eller at slå sig selv alvorligt i hovedet over at have spist "noget forbudt" uanset mængden, selvom man som interesseret i sundhed netop burde vide, at det ingen rolle spiller. Eller at være overdedikeret til at løbetræne, så det går ud over familielivet.
Når jeg kalder disse mennesker sunde og velfungerende, er det med tanke på deres oprindelige fysiske tilstand, som de af en eller anden grund har svært ved selv at erkende og derfor ikke føler, at de kan gøre nok for at "forbedre".

[D.itsen]

Jeg synes retorikken omkring motivation, motion og livsstilsændring og slankekure mestendels er kvalmende, snæversynet og temmelig uoplyst.

Amen. Og mange kører broscience i stor stil (altså folk i styrketræningsmiljøet der videregiver "videnskab" som de oftest har misforstået, overfortolket eller lignende, men som de er meget skråsikre omkring. )

[Neenah]

Jamen det der er jeg fuldstændig enig med dig i, Neenah Det var primært den der med spiseforstyrrelserisiko rundtomkring hos sunde og velfungerende mennesker, jeg syntes var at sætte det vel rigeligt på spidsen.

Lissom fatshaming i sig selv er grimt og det er uhensigtsmæssigt at generalisere ved at kalde BMI på 25 usund, gør det omvendte sig jo også gældende. Om vi definerer mennesker, altså ukonkret og generelt, med BMI på 25 som usunde og derved konkluderer, at de ikke er i stand til at forvalte eget helbred, er vel ikke meget anderledes, end at vi peger på dem, igen ukonkret og grnerelt, med en BMI på 19 der spiser palæo eller LCHF eller hvad det altsammen hedder, og kalder dem potentielt spiseforstyrrede. Stigmatiseringen er vel i princippet ud fra samme, uhensigtsmæssige mekanisme; at vi blander os alt for meget i, hvad hinanden præfererer og gør egne normer til objektiv rettesnor.

Og det er jeg meget enig med dig i. Bodyshaming burde i det hele taget bare lukkes ned for. Det er formynderisk og uhøfligt at udtale sig om andre menneskers størrelse og udformning, uanset om man så klistrer "jeg er bare bekymret" etiketten på eller ej. For i langt de største tilfælde, med mindre det handler om nære venner og tæt familie, kan man ikke udtale sig en døjt om andres sundhed baseret på deres udseende.

Der, hvor jeg stejler, er når det "gode" eller "acceptable" eller "sunde" liv kobles sammen med en livsfilosofi der prioriterer "normal"vægt, kost og motion fremfor alt. Hvor intet smager så godt som slank føles, hvor sved er fedt der græder og hvor ens indre fede pige er en ond kælling, fordi fedt er ondt. Altså, der hvor alt der ikke typisk er en del af den sunde livsstil, så vidt muligt skal undgås og afsværges, fordi det ikke er okay at have lyst til kage engang imellem og så give efter for den lyst.

[DetSorteCirkus]

Jeg er så træt af typen der tror alt vil gå nedenom og hjem uden dem.

Inde på Ekstrabladets Facebookside er der et opslag om H&M der i deres nye reklame bl.a har en muslimsk kvinde med tørklæde. Ca. 50% af dem der har kommenteret kommer med et "Der mistede H&M lige en kunde". Jamen det er flot. Det var så ca 70 mennesker der ikke længere vil handle i H&M, jeg er da også sikker på at de bliver dødsstødet. Uden jer, kan de da slet ikke løbe rundt. CHRIST .

Hvis de pågældende personer er lige så flittige til at handle i H&M, som de er til at hjælpe hjemløse og ældre mennesker, har H&M næppe noget at frygte

[Aima]

Jamen det der er jeg fuldstændig enig med dig i, Neenah Det var primært den der med spiseforstyrrelserisiko rundtomkring hos sunde og velfungerende mennesker, jeg syntes var at sætte det vel rigeligt på spidsen.

Lissom fatshaming i sig selv er grimt og det er uhensigtsmæssigt at generalisere ved at kalde BMI på 25 usund, gør det omvendte sig jo også gældende. Om vi definerer mennesker, altså ukonkret og generelt, med BMI på 25 som usunde og derved konkluderer, at de ikke er i stand til at forvalte eget helbred, er vel ikke meget anderledes, end at vi peger på dem, igen ukonkret og grnerelt, med en BMI på 19 der spiser palæo eller LCHF eller hvad det altsammen hedder, og kalder dem potentielt spiseforstyrrede. Stigmatiseringen er vel i princippet ud fra samme, uhensigtsmæssige mekanisme; at vi blander os alt for meget i, hvad hinanden præfererer og gør egne normer til objektiv rettesnor.

Det kan jeg godt forstå, at du synes, hvis du associerer det med det, du nævner her. Fx. at gå op i kost og motion, selvom man er slank. Det er så ikke det, jeg hentyder til. Det er derimod fx. at løbe marathon uden at have sovet natten før, fordi det er mere ekstremt og en vildere test af kroppen. Eller at slå sig selv alvorligt i hovedet over at have spist "noget forbudt" uanset mængden, selvom man som interesseret i sundhed netop burde vide, at det ingen rolle spiller. Eller at være overdedikeret til at løbetræne, så det går ud over familielivet.
Når jeg kalder disse mennesker sunde og velfungerende, er det med tanke på deres oprindelige fysiske tilstand, som de af en eller anden grund har svært ved selv at erkende og derfor ikke føler, at de kan gøre nok for at "forbedre".

Ah, okay. Jamen så misforstod jeg. Jeg troede bare, det var en supplerende bemærkning til snakken om de der modekure, men ja, altså, hvis man undlader at sove natten før et marathon, for at gøre det mere ekstremt, forstår jeg godt, andre mennesker tænker sit.

Anyway, jeg har været nyresyg de sidste tre-fire måneder, sådan lidt semi-alvorligt og med den konsekvens, at jeg i lange perioder har måtte droppe træningen fuldstændigt, efter lægens ordre. Af de forholdsvis få mennesker jeg har involveret, har flere været sådan: "Er det så meget hårdt for dig, at du ikke må træne? " og altså, nej? Det er lidt hårdt for mig at skulle forholde mig til potentiel alvorlig sygdom, men det med træningen går nok lige Og det er bare ét ud af mange eksempler jeg har oplevet, på den der fornemmelse af at være puttet lidt i en kasse som sådan en sundhedsmaniac det er kørt lidt af sporet for. Det er lidt som om, man automatisk, af mange, bliver puttet i den kasse i det sekund man har været vedvarende med sin 'livsstilsomlægning' i mere end 14 dage, synes jeg.

[ManicNinja]

Jeg forstår ikke hvordan min bekendte kan være i et nyt forhold så kort tid efter sin "skilsmisse". Hun kalder det en skilsmisse for at lyde mere voksen, selvom der var tale om en kæreste, som var far til den yngste af hendes unger (den ældste er 4 eller 5, så det er begrænset hvor længe de kan have været sammen). Og hun plastrer sin Facebook til med parbilleder og billeder af alt hvad de foretager sig. På en aften kan der snildt poppe 15-20 billeder op. Jeg kan simpelthen ikke lade være med at tænke på, at der må være et eller andet galt i et forhold når man ikke kan lave noget uden, at det skal dokumenteres på Facebook. Men det er vist ikke så pænt at sige...

Jeg synes tit jeg oplever, at det er dem, der har travlt med at poste om deres åh så skønne og pragtfulde forhold, der kort efter går fra hinanden

... Som regel oven på fysisk og/eller psykisk voldelige eller på anden måde virkeligt usunde forhold - den ene part viser sig at have haft et misbrug, have været ludoman eller whatnot.

Jeg taler både af egen erfaring og ud fra, hvad jeg har oplevet af afsløringer i bekendtskabskredsen efter diverse brud. Lige nu kan jeg spotte mindst tre parforhold omkring mig, hvor den også kører derudad med puttenutte-skal-i-bio-med-mit-livs-lys, fuldstændigt langt ude "kom nu ind i kampen, I er voksne mennesker, ikke elever i 5.A for hunnan da! " opdateringer.

I det ene forhold véd jeg for a fact at manden er utilregnelig ad helvede til, har en hjerneskade efter gammel ulykke, som der overhovedet ikke er taget hånd om eller ansvar for, hjerneskaden altså, ikke ulykken ) og konstant svinger op og ned og ofte sviner sin kæreste til foran andre samt kører fuldstændigt utilgiveligt på hendes udseende. Hun har tabt sig en hel kropsvægt og er blevet en pisseflot kvinde, men aner det ikke selv. *Yikes* Hun er så kommet tudbrølende flere gange, hvor han har brudt og selvfølgelig nedgjort hende fuldstændigt. Dagen efter er de sammen igen - og nu er hun ved at finansiere, at de kan flytte sammen. Ja, for han er da i RKI og kan ikke låne penge...

I et andet forhold er kvinden KÆMPEfed (sorry, men det er hun altså - sådan 140 kg vil jeg skyde på) og har været sådan en fandenivoldsk pige (hun er typen, der stadig som 30+'er kalder sig en pige) med gang i, der prøver at skjule al sin usikkerhed. Den har alligevel LYST ud af hende. Det har egentlig passet hendes heller ikke alt for selvsikre, men dog mere selvsikre kæreste godt. Så følte han sig ligesom på sikker grund. Men nu er hun begyndt at tabe sig og finde en ny selvtillid frem. Og nu er det begyndt at knage. Lur mig - de er ikke sammen om et par år.

Men fuld gas på "elsker dig for altid og tårnhøjt"-opdateringer konstant. Jowjow.

Det er det dér med at tale en idyllisk virkelighed frem, som ikke eksisterer, ikke? Overbevise sig selv og også lidt alle andre, så de kan spille med på historien og spejle, at "ih, I ser vel nok lykkelige ud".
Men dét må man nok ikke sige, for så er man bare misundelig og under ikke folk lykken. Well. Jeg synes absolut godt, man må. Hvis man har nære venner, som er i den slags, så synes jeg faktisk, man har en pligt til bare en enkelt gang at spørge: "Hvad fuck har du gang i? Ham gutten er jo et psykopatisk røvhul, du er begyndt at grine med en mærkeligt påtaget og kunstig latter, inden jeg når til pointen i mine jokes, du er ikke ordentlig nærværende, og du ligner noget katten har slæbt ind, selv om du bruger timer på hår og makeup, fordi din gnist i øjnene er totalt væk."

[ManicNinja]

Jeg troede ikke, at det var muligt, men moden er grimmere end nogensinde. Muligvis overgået af starten af 90erne, men ellers...
Da jeg kiggede i H&M forleden, var det eneste, jeg fik lyst til at have på, noget af børnetøjet.

Til herre er skomoden åbenbart Beatles-støvletter fra 1963

Cool nok - så er du vel ved at kunne finde dine de gamle frem af skabet igen?

- Genbrug er jo også übermoderne!

[ManicNinja]

Jeg er lidt træt af at alle slankekure efterhånden kaldes livsstilsændringer. Ja, det er da helt rigtigt at det er meningen det skal være en livsstilsændring, men det bliver det altså først i det øjeblik du rent faktisk fortsætter de sunde spisevaner resten af livet. Men når du spiser på en bestemt måde for at tabe dig, så er det altså en slankekur. Uanset hvor fancy det andet så end lyder.

Men det må man nok ikke sige

Overvejelse ved nattetide: Gad vide, hvad det så hedder, hvis det, man ændrer, er sin mangel på stil...?

[DetSorteCirkus]

Cool nok - så er du vel ved at kunne finde dine de gamle frem af skabet igen?

- Genbrug er jo også übermoderne!

Åh gud, jeg troede, at det var til mig, og at du ville have mig til at finde mit karryfarvede tøj fra julen 92 frem

[ManicNinja]

Cool nok - så er du vel ved at kunne finde dine de gamle frem af skabet igen?

- Genbrug er jo også übermoderne!

Åh gud, jeg troede, at det var til mig, og at du ville have mig til at finde mit karryfarvede tøj fra julen 92 frem

Hahahaha! Havde da helt glemt det, men jeg havde også i den periode et - hold fast i noget! - sort og karrygult sæt.

[DetSorteCirkus]

Cool nok - så er du vel ved at kunne finde dine de gamle frem af skabet igen?

- Genbrug er jo også übermoderne!

Åh gud, jeg troede, at det var til mig, og at du ville have mig til at finde mit karryfarvede tøj fra julen 92 frem

Hahahaha! Havde da helt glemt det, men jeg havde også i den periode et - hold fast i noget! - sort og karrygult sæt i den periode.

Jeg havde også et sæt. Det var dog helt karrygult.
Hvorfor havde man forresten altid sæt dengang?

[Æske]

Jeg ved det ikke helt, de har jo selvfølgelig haft besøg af bedsteforældre og sådan, men havde bare lige håbet at jeg kunne være kommet en halv time, du ved
Hun skulle være kommet til frokost den dag hun fødte og jeg talte med hende om formiddagen, så jeg vil egentlig gerne høre detaljerne. Jeg kender heller ingen mål og vægt eller om hun har fået et navn endnu.

Okay, det virker mærkeligt. Men så er det vel heller ikke til at sige, om fødslen på en eller anden måde har været anderledes end forventet.

Ej, så mærkeligt er det altså ikke -og slet ikke noget man skal tage personligt... Det er kæmpe stort pludselig at have den der nyfødte baby, og det kan være svært at forholde sig til nogen eller noget som helst andet. Hver gang man måske vil til at skrive en SMS til veninden, øffer baby og man bliver slået væk fra tanken igen..

Og det kan altså godt være lang tid at overskuddet bare ikke er der til andet end den mest insisterende nærmeste familie... Det er ikke med vilje eller for at være strid - men man er altså bare i en bobbel i den første tid.

Selvfølgelig er man det, og jeg kunne aldrig drømme om at sige noget til hende. Min fornuft er med på hvordan det fungerer, men derfor var mine følelser ikke mindre reelle af den grund og så længe jeg tackler dem rigtigt, så er der ingen is på koen
Fx ved jeg nu, at hun skal hedde Clara