Mig selv!
Eller i hvert fald en situation fra min barndom hvor jeg blev narret grundigt, som jeg pludselig blev mindet om.
Min mor og min bror ville gerne i biografen og se "The Pink Panther" og de kunne jo ikke rigtigt lade lille Velvet på 5 år alene tilbage i hjemmet, så de sagde at vi skulle ind og se "Den lyserøde panter" hvilket jo ikke var HELT forkert - selv om de jo udemærket godt vidste at jeg straks tænkte på tegnefilmen der kom i TV ind imellem.
Så lille Velvet på 5 år sidder i biograften og undrer sig meget over de frygteligt lange forfilm! Hun kunne ikke engelsk og ej heller læse ret meget andet end Søren og Mette og den fordømte sø, og det var der ikke meget af i underteksterne.
De af jer der har set "The Pink Panther" ved også, at der ind imellem i filmen lige kommer en scene med tegneseriefiguren, og SÅ vågnede lille Velvet jublende og tænkte "Eiih jubii, NU starter den
" for kun at blive frygteligt skuffet 10 sek. senere.
Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle mene om oplevelsen da jeg kom ud af biografen med en svært tilfreds mor og bror... jeg kan ikke afvise at jeg følte mig en smule snydt.
EDIT: Til gengæld blev jeg også slæbt med ind og se "The Wall" som 7-8 årig og var fuldstændigt tryllebundet og har elsket Pink Floyd siden - det gør det mere end op for det førstnævnte.