Svigerinde-dilemma

[Lullo]

Hej med jer. Jeg står i en situation, som jeg har været i flere gange de fem år hvor jeg har været sammen med min kæreste. Min kæreste og hans søster er meget tætte og har altid haft et meget nært forhold. Efter deres far døde for 12 år siden, så har de haft en form for sammenhold, som jeg nok aldrig kommer til at forstå. Når jeg er sammen med dem, så taler de Bornholmsk, hvilket i starten af forholdet var en dialekt som jeg slet ikke forstod. Men jeg ville ikke blande mig, fordi det er sådan de taler når de er sammen. Det gør de stadig, og nu forstår jeg dialekten. Jeg føler mig dog stadig meget udenfor når jeg er sammen med dem. De går meget tæt sammen, og taler så lavt at jeg ofte ikke kan høre hvad de taler om. Det har resulteret i, at jeg tit har haft en opfattelse af at de helst ville være alene sammen, og jeg har i flere omgang trukket mig og sagt nej til at være sammen med dem. De ses ihvertfald engang om ugen, så jeg har derfor tit måtte finde på undskyldninger for ikke at skulle være sammen med dem. På et tidspunkt blev det for meget for mig, og jeg måtte fortælle P at jeg føler jeg skal kæmpe for hans opmærksomhed. At jeg ser hende som en irritation, og at jeg føler mig ensom i deres selskab. Det hele har hobet sig op i fire år, og det kulminerer en dag hvor vi er ude og spise (alle tre). Her nævner jeg et følsomt emne, og hun siger "det har P fortalt mig, han fortæller mig alt". Jeg blev vred og ked af det, og da vi kom hjem fortalte jeg P at jeg fandme ikke ville have, at hun ved så detaljerede ting om mig. At visse ting er for ens partner og at det var over min grænse at hun vidste det.
Det tog han til sig. Jeg opsøgte en psykolog, fordi det her er et problem, som jeg føler er min skyld. Hvorfor får jeg kvalme og ondt i maven når vi har en aftale med hende, hvorfor kæmper jeg med at finde den rette undskyldning så jeg slipper. Alt det talte jeg med psykologen om. Hun fortalte, at søsteren var inde på mit territorium og at det var helt normalt at reagere sådan. At en søster som regel/ normalvis viger sin plads når en kæreste kommer ind i broderens liv. Men at jeg aldrig har fået denne plads. Der var mange ting, som faldt i hak. Jeg fik ro på, og vi tre mødtes og talte om det. Men nu har jeg fået det sådan igen. Jeg har virkelig en følelse af, at hun ikke gider mig når vi hænger ud. Den der følelse at bare ikke gide det menneske, der sidder overfor en.
Derfor er jeg igen begyndt at trække mig, fordi jeg da ikke gider være sammen med en, som tydeligvis ikke gider.
Jeg ved ikke, om jeg bare skal sige at sådan er det, og så må P acceptere det? Jeg har virkelig svært ved at finde mig selv i dette dilemma, og jeg kan fornemme hvor meget det påvirker P..

[Anlewi]

Har du prøvet at invitere din svigerinde til at lave noget alene med dig, så i kan lære hinanden bedre at kende?

Det lyder som om du har pararaderne oppe hele tiden og det kan din svigerinde mærke, så måske undgår i begge hinanden hvilke er trist

[Rosen]

Det er din kæreste som har problemet her, ikke at enten sætte grænser for forholdet til hans søster (fortælle om private ting, mødes alt for tit, ikke prioritere hans kone) men jeg kan godt forstå dig alligevel.

Min svigefar var sådan en som ikke kunne forstå at han ikke ejede min mand og ringede eller kom konstant.

Hvad siger din mand? Kan han se din side af sagen? Det er meget uhøfligt at tale dialect du ikke forstår når I er sammen feks.

Hvis jeg var dig ville jeg bare lave andre ting når de mødes og helst sjove ting. Gå ud med veninder...du behøver sgu da ikke være sammen med dem hver uge. Ville prøve at udstråle mere selvsikkerhed og fokusere på dig selv I det næste stykke tid. Sige til ham at du ikke gider det der og har tænkt dig at bruge tiden på noget andet...så må han tage konsekvenserne heraf.

Hvor længe har I været sammen for resten? Har I børn?

[Akehurst2]

Der er selvfølgelig en masse elementer at overveje, men helt konkret, så synes jeg svigerfamiliesamvær på ugentlig basis er voldsomt ofte, hvis man altså ikke faktisk gerne vil se dem.

En start kunne være, at du mødtes med dem sjældnere, så kan de søskendesladre i fred og hun vil måske føle sig mindre truet af dig og være mere imødekommende, når I så er sammen alle tre.

Har søsteren ikke selv en partner?

[avdotja]

Men forventer de at du deltager når de mødes? Jeg har aldrig forstået det der med at man SKAL være sammen med ens kærestes gæster; hvis hun kommer over og du foretrækker at lave noget andet end at snakke med dem, så gør da det. Mon ikke de i virkeligheden også foretrækker at kunne være alene sammen?

Personligt ser jeg ikke noget problematisk i et tæt søskendeforhold, for mig er det derimod vigtigt at en kæreste har andre tætte relationer udover mig, hvad enten det så er til venner eller søskende. Selvfølgelig skal han ikke fortælle fortrolige ting videre, men som jeg læser dit indlæg har også taget den del til efterretning.

[twinkle]

Der er selvfølgelig en masse elementer at overveje, men helt konkret, så synes jeg svigerfamiliesamvær på ugentlig basis er voldsomt ofte, hvis man altså ikke faktisk gerne vil se dem.

En start kunne være, at du mødtes med dem sjældnere, så kan de søskendesladre i fred og hun vil måske føle sig mindre truet af dig og være mere imødekommende, når I så er sammen alle tre.

Har søsteren ikke selv en partner?

Ville i hvert fald få ret kort lunte, hvis jeg skulle se min svigerfamilie på ugentlig basis

Jeg er blevet ret systematisk med at besøge min mor hver uge, efter min far døde her i foråret. Det er mit og hendes behov. Min kæreste får valget om han vil med. Hvis han hellere vil sidde hjemme og spille computer, tage ud og spille fodbold med gutterne eller pille sig selv i navlen, så er han mere end velkommen til ikke at tage med. Og det valg får jeg også ift. hans familie.

På den måde ved jeg også, at jeg ikke har ham med på slæb til alt muligt, som han ikke gider, eller ikke siger ham noget. Og selvfølgelig nyder jeg det når han vil med, men jeg er heller ikke for god til at indrømme, at jeg også godt kan lide at have alene-tid med min mor.

[Sangius]

Hvis man skal se hele svigeren hver uge, ja så er det lidt meget. Men søskende er lidt noget andet, synes jeg. Min mands bedste ven er hans lillebror, så de ses naturligvis ofte. Jeg ville ikke se skævt til en der så sin bedste ven hver uge - hvorfor så se skævt til en der ser sin søster/bror hver uge, hvis de er bedste venner?

Hvorfor er det, at du skal deltage hver gang de er sammen? Jeg deltager måske halvdelen af gangene når min mand er sammen med sin bror.

Men alt i alt, så kan jeg virkelig godt forstå dig. Men man kan ikke ændre på andre mennesker, men man kan derimod ændre på sig selv. Jeg tror jeg ville sætte alle sejl ind på at være åben, imødekommende og flink. Virkelig forsøge at danne et forhold til søsteren. Det går sikkert begge veje, når du siger, at hun ikke gider dig. Fra hendes side af, virker det måske også som om, at du ikke gider hende. Det er SÅ svært at smide 'førstehåndsindtrykket' I har fået af hinanden, og komme over de kontroverser der har været. Hvis du går forrest og virkelig forsøger at bane vejen for et forhold, så følger hun nok efter. I sidste ende ville det være det hele værd, det er bare rigtig svært ikke at komme overens med ens mands familie.

At din mand så skal lære nogle grænser at kende, det er jeg helt enig i. Jeg var blevet tosset hvis min mand havde delt personlige ting om mig med hans bror. Jeg er hans kone, og uanset hvor gode venner han har, eller hvor tæt han er med sin familie, så skal jeg kunne være fortrolig med ham.

[Lullo]

Hun har en kæreste, som hun lige har mødt. Dog ses hun og P stadig på ugentlig basis..det er ikke hver gang han spørger om jeg vil med, men næsten. Jeg har ikke haft dette forhold til hende altid. I de fem år vi har været sammen, så har det været sådan her i fire. Jeg ved godt, at jeg kan have paraderne oppe, men jeg har også gjort en del for at være imødekommende. Men når man bliver mødt af en attitude af, at hun bare gerne vil være sammen med sin bror alene og den måde de kommunikerer, så er jeg bare stået af. Hun har fortalt P, at hun bare troede at det var sådan jeg var (afvisende) og har slet ikke skænket det en tanke, at jeg føler mig fuldstændig malplaceret i deres selskab. Det er ellers sjælden at jeg har det sådan. Jeg er udadvendt og kan tale med alle. Men hun spørger aldrig om jeg har det godt, eller giver gensvar. Hun åbner sjældent op for en samtale, så til sidst efter at være på overarbejde (sådan føles det) så har jeg bare ikke mere energi. Jeg har haft kæmpe nedtur over det, fordi jeg slet ikke kan forstå hvor denne irritation over hende kommer fra. Jeg har en ret god menneske-radar, og jeg kan virkelig mærke på hende at hun ikke gider mig. Jeg har det på samme måde med hende, det vil jeg gerne indrømme. Men når jeg melder afbud, så får min kæreste et særligt blik i øjet. Som om han tænker "here we go again". Så mange gange har jeg taget med dem, uden at have lyst. Hun gør ret meget ud af, at hun er særligt sensitiv, og jeg synes bare hun er så plat. Min kæreste er også følsom, men han opfører sig i det mindste ordentligt.

[Annione]

Jeg kan slet ikke se problemet i at han ser sin søster så ofte. Hvorfor føler du behov for at de ses sjældnere? Du kan da bare lade være med at tage med, når de ses.
Ser du ikke selv dine veninder, uden at din kæreste er der? Er du med, når han ser fodbold min kammeraterne?

Hvis din kæreste spørger om du vil med, når han skal ses med sin søster, så sig at du synes de bare skal hygge sig sammen. Ingen undskyldninger. Ingen sure miner!

Når min mands bror bor i Dk, så ses de 1-3 gange om ugen. Jeg ved jeg er velkommen, hvis jeg vil være med - og jeg ved de hygger sig og nyder hinandens selskab.

[sortkaffe]

Kan problemet være at han forventer hun er med?

Jeg har oplevet sådan noget hvor der var en forventning om at jeg deltog i alt muligt med svigerfamilien, og det var også ret tit.
De sagde mig ikke en skid (bogstaveligt) og så holdt jeg også op med at forsøge dialog. MEN fyren her havde en forventning om at jeg deltog
og blev mildest talt skide gal hvis jeg meldte afbud.

[Animi]

Hvis det har stået på i årevis, og du har gjort dit for at være åben og imødekommende men det ikke har ændret sig, så tror jeg det bedste du kan gøre nu er at give slip på det. Indse at du og hans søster desværre aldrig bliver gode eller tætte venner, men nok bare er på et venligt niveau.
Det er selvfølgelig lettere sagt end gjort, for man vil selvfølgelig helst gerne være gode venner med sin kærestes familie, men sådan er det desværre bare ikke altid.
Og så husk dig selv på at det er okay ikke at omgås hende lige så ofte som din kæreste gør. Du behøver ikke at tage med hver gang de ses, især ikke når det er hver uge. Evt fortæl din kæreste at du bare ikke har et behov for at ses med hende så tit, og det heller ikke virker til at hun har det anderledes, så derfor er det bedst at han bare ser hende alene. Fortæl ham at det selvfølgelig er okay at de stadigvæk ses lige så ofte, men at du bare ikke længere selv vil være ligeså stor en del af det. Det er helt okay at have det sådan, og fortæl din kæreste at han vil få en gladere kæreste af det.
Men ja, lad være med at have flere forhåbninger/forestillinger om at det bliver anderledes. Det gør det åbenbart ikke, så det er bedst at acceptere det.

[Luffegås]

Tager han dig med, fordi han selv synes hun er lidt "kedelig"/lukket at snakke med? Jeg spørger bare nysgerrigt

[milisa]

Hej med jer. Jeg står i en situation, som jeg har været i flere gange de fem år hvor jeg har været sammen med min kæreste. Min kæreste og hans søster er meget tætte og har altid haft et meget nært forhold. Efter deres far døde for 12 år siden, så har de haft en form for sammenhold, som jeg nok aldrig kommer til at forstå. Når jeg er sammen med dem, så taler de Bornholmsk, hvilket i starten af forholdet var en dialekt som jeg slet ikke forstod. Men jeg ville ikke blande mig, fordi det er sådan de taler når de er sammen. Det gør de stadig, og nu forstår jeg dialekten. Jeg føler mig dog stadig meget udenfor når jeg er sammen med dem. De går meget tæt sammen, og taler så lavt at jeg ofte ikke kan høre hvad de taler om. Det har resulteret i, at jeg tit har haft en opfattelse af at de helst ville være alene sammen, og jeg har i flere omgang trukket mig og sagt nej til at være sammen med dem. De ses ihvertfald engang om ugen, så jeg har derfor tit måtte finde på undskyldninger for ikke at skulle være sammen med dem. På et tidspunkt blev det for meget for mig, og jeg måtte fortælle P at jeg føler jeg skal kæmpe for hans opmærksomhed. At jeg ser hende som en irritation, og at jeg føler mig ensom i deres selskab. Det hele har hobet sig op i fire år, og det kulminerer en dag hvor vi er ude og spise (alle tre). Her nævner jeg et følsomt emne, og hun siger "det har P fortalt mig, han fortæller mig alt". Jeg blev vred og ked af det, og da vi kom hjem fortalte jeg P at jeg fandme ikke ville have, at hun ved så detaljerede ting om mig. At visse ting er for ens partner og at det var over min grænse at hun vidste det.
Det tog han til sig. Jeg opsøgte en psykolog, fordi det her er et problem, som jeg føler er min skyld. Hvorfor får jeg kvalme og ondt i maven når vi har en aftale med hende, hvorfor kæmper jeg med at finde den rette undskyldning så jeg slipper. Alt det talte jeg med psykologen om. Hun fortalte, at søsteren var inde på mit territorium og at det var helt normalt at reagere sådan. At en søster som regel/ normalvis viger sin plads når en kæreste kommer ind i broderens liv. Men at jeg aldrig har fået denne plads. Der var mange ting, som faldt i hak. Jeg fik ro på, og vi tre mødtes og talte om det. Men nu har jeg fået det sådan igen. Jeg har virkelig en følelse af, at hun ikke gider mig når vi hænger ud. Den der følelse at bare ikke gide det menneske, der sidder overfor en.
Derfor er jeg igen begyndt at trække mig, fordi jeg da ikke gider være sammen med en, som tydeligvis ikke gider.
Jeg ved ikke, om jeg bare skal sige at sådan er det, og så må P acceptere det? Jeg har virkelig svært ved at finde mig selv i dette dilemma, og jeg kan fornemme hvor meget det påvirker P..

Først og fremmest vil jeg understrege, at jeg synes, det er synd for dig, du skal have det så skidt. Jeg anerkender, at du synes, det her er et stort problem for dig og dit forhold, og jeg kan kun alt for godt sætte mig ind i, at det kan være ødelæggende, når noget, man føler, er et uløseligt dilemma, overtager styringen af forholdet og nogle gange ens liv.

Når det så er sagt.............................. Åha. Jeg vil gøre mit yderste for at være så blid som muligt i det næste, for du vil nok tage det noget kun nær, men nu skriver du jo altså på en debatside og ikke en rygklapperside........ Nå, nu skal du høre:

Jeg vil lidt begynde med slutningen af dit indlæg: Du spørger, "hvorfor får jeg kvalme og ondt i maven, når vi har en aftale med hende?". Det gør du, fordi du er hamrende jaloux. Du er grøn af jalousi over, at der er "en anden" kvinde i din kærestes liv. Det er inderligt ligegyldigt, at der jo selvfølgelig ikke er noget sexuelt, men du føler dig holdt uden for, og du føler dig ikke som den vigtigste kvinde i din kærestes liv. Og kære dig: Det er du heller ikke. Kærester kommer og går, søskende bliver. Så'n groft sagt... Jeg synes, din psykolog er en kæmpe hat, der har gjort dig en bjørnetjeneste. "En søster normalvis viger sin plads"?!?! WTF!!! Gu gør hun da ej!!! Og gu SKAL hun da ej. Hun er hans SØSTER. Ovenikøbet en søster, han har været igennem en traumatisk oplevelse med. Skal hun forsvinde ud af hans liv bare fordi, der kommer en kæreste? Selvfølgelig skal hun ikke det. Prøv at vende den om: Forestil dig, at du har en person, en veninde, en bror, en søster, som du er meget, nært knyttet til. Ville du bare vende dem ryggen for en kæreste? Hvis din kæreste kom og sagde til dig, at du skulle mindske frekvensen af venindebesøg, hvordan ville du så reagere?
Spørg så dernæst dig selv: Havde du reageret på PRÆCIS samme måde, hvis søster havde været en bror?
Mit gæt er nej. Jeg er sikker på, at alt det her skyldes, at du har fået oparbejdet et ENORMT grønt monster af jalousi, der æder sig ind på din fornuft. Du vil sikkert aldrig kunne fjerne det grønne monster, men du kan stoppe med at fodre det. Det er ikke "bare sådan lige", det ved jeg godt. Men start med at erkende to ting: 1) Du er jaloux på en person, der på ingen måde er din konkurrent (dvs det er virkelig dumt!! :) ) og 2) Der er MASSER af plads til både dig og søster i din kærestes liv.

Da du og søster og kæreste snakkede sammen og fik talt ud, fik du udsultet det grønne monster. Det voksede så op igen, fordi du ikke nåede ind til kernen af problemet: Din egen usikkerhed og din jalousi. Det er da klart, at du bliver hamrende sur/vred/skuffet/ked af, at din kæreste fortæller dybt personlige ting om dig videre til sin søster, men hånden på hjertet: Har du ikke også fortalt ting til dine veninder om din kæreste? Hvis din kæreste har et problem, der går ham virkelig meget på, og han betror sig til dig, og du måske ikke helt ved, hvad du skal gøre eller hvordan, du skal tackle det her problem, vender du så ikke også lige problematikken med veninderne? Du bliver nødt til at stoppe med at se søster som en konkurrent. Du er din kærestes KÆRESTE. Du er hans PARTNER. Hans BEDRE HALVDEL. Nu skrev jeg meget bombastisk før, at du ikke var den vigtigste kvinde i hans liv, men det, jeg egentlig mente, var, at du selvfølgelig er EN af de vigtigste i hans liv. Men du og søster opfylder to VIDT forskellige roller i hans liv, og dækker selvfølgelig to VIDT forskellige behov!! Søster kan ALDRIG tage din plads. Hun vil ALDRIG være en livspartner, moderen til hans børn, hans bedre halvdel. Præcis lige som du ALDRIG vil kunne tage hendes plads - du kan ALDRIG snakke med om tabet af faderen eller opvæksten med ham. Og det skal du jo heller ikke. Hun er IKKE ude på at tage din plads. Men hun er sikkert ude på at forsvare hendes egen.

For prøv at se det her fra hendes side: Søster har tæt forhold til bror. Hun har brug for ham som sparringspartner, han er nærmeste familie, de har kendt hinanden hele livet. Ind fra højre kommer en eller anden trunte og vil nu pludselig til at bestemme, hvilket "sprog" de skal tale, hvor meget de skal være sammen, og hvad de skal snakke om. Forsøg nu at forestil dig, det var dig. Ville du ikke være nooooooooget tilbageholdende over brors kæreste.....? Du skriver, at du ikke føler, hun gider dig. Ved du hvad, det tror jeg heller ikke, hun gør. Og hvis jeg ser det 100% fra hendes synspunkt, så bebrejder jeg hende ikke. Du er i hendes øjne en dramaqueen og/eller en regulær heks, der forsøger at splitte hende og hendes bror.

Jeg tænker, at søster er ude af stand til at se det her fra DIN side: Hun fatter ikke, at hun virker som en trussel. Hun kan SLET ikke forstå, at du kan virke jaloux - tænk på, at hun jo altså godt ved, hun ikke er en trussel....! Hun forstår slet ikke, at hvis nu kimen til det grønne monster er lagt, så er det virkelig virkelig svært at slå ned. Grønne monstre æder fornuft og skider usikkerhed!! Jo mere fornuft, der ryger, jo mere usikkerhed hobes op!

Nu har jeg været meget efter dig i det her indlæg, og jeg håber ikke, du er slået helt tilbage til start. Men sagen er, at du skriver, at du var nødt til at gå til psykolog, fordi du følte, det hele er din skyld - og ja, jeg giver dig altså ret, det er din skyld..... Du har givet søster en betydning, hun slet ikke skal have eller fortjener. Men man kan jo også sige, at det ikke er din skyld, at det er din skyld. Det er det grønne monsters. Din opgave bliver at få det skide monster skudt ned. Måden, du gør det på, er ved at erkende din egen jalousi. Det er ved at arbejde med dig selv i at få opbygget troen på, at søster aldrig nogensinde kan tage din plads i din kærestes liv. Aldrig! Uanset, hvor meget de er sammen og hvor bornholmsk de taler! Du skal have elimineret din opfattelse af hende som en trussel. Den dag, du ser hende, som hun er (en søster, ikke en livspartner), vil det hele blive så meget nemmere for dig. Jeg siger ikke, I bliver perlevenner, men du vil kunne acceptere det hele så meget bedre.

Din motivation for det her er, at hvis du bliver ved med at sætte hende op på trusselspiedestalen og fastholder din jalousi, så kan du risikere, at du tvinger din kæreste til at vælge mellem dig og søster. Jeg ved ikke, hvem han så vil vælge. Men jeg ved, at hvis det var mig, ville jeg pr definition vælge den, der IKKE gav mig valget. Dvs søster.

Her til sidst: Tag en pause fra at ses med dem. Der er ingen grund til at opildne følelsen af at være udenfor. Vælg det fra aktivt, så du netop IKKE føler, du er fravalgt, men så DU har fravalgt DEM. Og spørg så dig selv: Er det søster, din kæreste bor sammen med? Er det søster, din kæreste kalder kæreste? Nej vel? Det ER altså dig. Det er der en grund til!

[Animi]

Jeg synes, din psykolog er en kæmpe hat, der har gjort dig en bjørnetjeneste. "En søster normalvis viger sin plads"?!?! WTF!!! Gu gør hun da ej!!! Og gu SKAL hun da ej. Hun er hans SØSTER.

Ja, dén undrede jeg mig også over. Jeg synes det er dybt åndssvagt af psykologen at stille det op som om der er én plads at "kæmpe" om. For så bliver det jo netop til en "konkurrence". Men det er der jo ikke - der er både en plads til en kæreste og en plads til en søster. Og ingen af dem skal vige fra pladsen.

[Purple Haze]

Hvorfor gør du jævnligt ting du ikke har lyst til?

Kan forstå at man måske et par gange om året tager til en familie komsammen eller ligende man ikke har lyst til - men ligefrem at gøre det jævnligt og når man endda får det så dårligt af det at det kræver psykologhjælp, undskyld men det er da for dumt.

Og hvorfor finde på alle mulige undskyldninger? Hvorfor ikke bare være ærlig og sige at du ikke har lyst?