Indlægaf ManicNinja » 4. sep 2016, 19:55
Animi: Det er jo ikke, at du ikke under din veninde det. Du vil bare også gerne selv opleve det. Det er der da ikke noget ondt eller sært i.
Man må altså godt være misundelig. Og også være ærlig om det over for sine nærmeste ind imellem. Tror nærmest, det sværeste ved det er al skammen og skylden.
Men de her følelser vil ALTID dukke op nu og da i nære venskaber, tror jeg. I min egen venindegruppe havde den ufrivilligt barnløse det en overgang ret svært med de to højgravide. Jeg selv havde som arbejdsløs for år tilbage megen kamp med at tackle veninde, der var blevet færdig cirka samtidig med mig (andet fag, dog) og strøg lige ud i det ene lækre, velbetalte job efter det andet (hun avancerede hurtigt), mens jeg var uden fast job og jazzede rundt i det ene mere lavt lønnede, freelance-agtige job, der ikke førte nogen vegne karrieremæssigt, efter det andet.
Det gjorde godt at åbne for posen og tale åbent med hende om det. I dag er hun i et job, hvor hun mistrives voldsomt og er kørt fast. Jeg er mere i udvikling og balance. Nu er rollerne vendt. Den snak skal nok også tages på et tidspunkt ... Det er bl.a. den slags samtaler, som adskiller venskaber fra bekendtskaber.
Mere generelt har jeg dog aldrig været misundelig på nogen over, at de havde en kæreste, stiftede hjem eller familie. På nær en enkelt gang hvor en veninde gaflede en mand, jeg var forelsket i (han var ikke det fjerneste interesseret i mig, og jeg var i forhold, så hun var good to go).
Men jeg har aldrig forstået den dér "gid jeg havde en kæreste" eller "hvorfor har alle andre kærester?" Jeg er bedøvende ligeglad. Under dem det gerne. Håber, de er glade og tilfredse med deres valg. Jeg har heller aldrig prøvet den søndagsblues, flere af jer andre beskriver. Hvis jeg er forelsket, kan jeg selvfølgelig savne vedkommende. Meget. Men at længes efter selve dét at have en kæreste har jeg meget svært ved at sætte mig ind i. Og dét undrer mig faktisk jævnligt. Nå, sidespor ...
6
"Success is the ability to go from one failure to another - with no loss of enthusiasm".
Winston Churchill