Måtte din mand?

[Jegvilgerneheddenogetnyt]

Jacobsen81 - er dette en virkelig situation, hvis man må spørge?

Hvordan skulle man overhoved forbyde sin mand, at ses med sit barn?

Ja det er der- heldigvis ikke for mig, men for en bekendt. Barnet er 4 år nu, og ser sin far lidt i smug.

Hvad er din egen holdning til dit spørgsmål ?

Det er svært at finde ud af. Jeg ville aldrig forbyde ham at se sit barn, men jeg ved ikke om mit hjerte kunne holde til at han havde svigtet vores forhold med utroskab. Vi har to børn på 9 og 12 så der ville være mere på spil end blot min mands og mit forhold. Jeg tror det ville kræve en maaaaaasse timer i terapi.

[Lulu]

Jeg ville ikke kunne komme videre fra utroskaben, så for mig ville vores forhold ende der.
Jeg ville håbe og mene at han skulle være der for barnet også, ville han ikke være der, ville jeg nok overveje på et senere tidspunkt at involvere mine børn med "sidespringsbarnet" for at de ville komme til at kende deres søskende.

[ajnaM]

Jeg tænker, at den situation har fundet sted mange gange rundt omkring. Og desværre tror jeg oftest, det sker, at manden ikke ser barnet. Muligvis ikke fordi han ikke 'må', men fordi han fanger, at hans kæreste vil gå, hvis han bliver ved med at se barnet, men muligvis tage ham tilbage, hvis han ikke gør.

På den måde kommer det ikke til at handle om, at kæresten 'forbyder' noget, men at det er nemmere at leve med kærestens utroskab, hvis man ikke skal konfronteres med det på regelmæssig basis.

Og det kan jeg egentlig godt sætte mig ind i. Jeg havde nok tilgivet min kæreste, hvis han var utro en enkelt gang. Kom der et barn ud af det, ville jeg gå fra ham.

[ajnaM]

Men altså, jeg ville - i teorien og direkte adspurgt - selvfølgelig have, at min kæreste var far til sit barn! Selvfølgelig! Det ville jo ikke være barnets skyld.

I praksis ville den dog være sværere, for jeg ville ikke selv have noget med det barn at gøre. Altså ville det ende med at være sådan en 'barnet eller mig'-situation. Jeg ville dog heller ikke kunne leve med, at min kæreste havde et barn, han ikke så, så jeg (håber, jeg) ville gå uanset. Men den er svær - vi har 2 børn sammen, og skulle de så splittes på grund af det? Åh, det er svært, og jeg tror, der er stor forskel på mit svar i teorien og hvis jeg stod i situationen.

[Akehurst2]

Jeg forstår godt, man ikke vil have noget med manden at gøre. Men jeg forstår altså ikke, hvordan man kan have et problem med et uskyldigt barn. Jeg synes faktisk, det er direkte ækelt, man kan se et barn som en påmindelse om forældrenes fejl.

Men barnet er jo en meget synlig påmindelse om, at partneren har været utro? Det er et direkte resultat af det samleje.

Uanset at det ikke er barnets skyld.

[Q-beben]

Helt ærligt, jeg ville ikke kunne være i det. Jeg ville stoppe forholdet, men forinden ville jeg i ren desperation give ham valget: barnet eller mig.

Jeg kunne aldrig drømme om at stille det krav, at han skulle vælge imellem et barn og mig. SELVFØLGELIG kommer et barn foran i prioriteterne. Som en anden skrev, ville jeg heller ikke være sammen med en, der prioriterer mig frem for sine børn.

Jeg ved så ikke, om jeg ville kunne tilgive hans utroskab - barn eller ej. Det ville jeg først kunne vide, hvis og når jeg stod i situationen.

[Q-beben]

Men barnet er jo en meget synlig påmindelse om, at partneren har været utro? Det er et direkte resultat af det samleje.

Uanset at det ikke er barnets skyld.

Min eks-mands halvsøster er vokset op hele sit liv med en stedmor (=min eks-svigermor), som ikke kunne tilgive sin mand for det "fejltrin".

Halvsøsteren var kun hveranden weekend og lidt af ferierne hos min eks-svigerforældre, men min eks-svigermor opførte sig virkelig tarveligt over for halvsøsteren - hun opførte sig bare så koldt over for hende, lod være med at invitere hende, planlagde altid uden om hende osv.

Det har betydet, at halvsøsteren har haft svært ved at få et forhold til sin far, og det har virkelig fyldt meget hos hende. Det gør det stadigvæk.

En helt urimelig ting at udsætte et barn for - det er jo at sige til barnet, at du skulle helst aldrig have været født. Altså du er uønsket i den her verden.

Vi er voksne mennesker, så man må kunne holde tingene adskilt. Enten må man tilgive sin mand for sit fejltrin og tage hele pakken med. Eller også må man gå fra sin mand - man kan ikke tillade sig at lade det gå ud over et uskyldigt barn.

PS. Til vores datters barnedåb ville min eks-svigermor ikke med, hvis halvsøsteren kom. Vi valgte så at sige, at så måtte det være sådan. Eks-svigermoren valgte at tage med alligevel. Men helt ærligt... at ødelægge vores festlige dag pga. noget, der er sket for mange år siden, det er da egoistisk.

[kidkomb]

Jeg forstår godt, man ikke vil have noget med manden at gøre. Men jeg forstår altså ikke, hvordan man kan have et problem med et uskyldigt barn. Jeg synes faktisk, det er direkte ækelt, man kan se et barn som en påmindelse om forældrenes fejl.

Er der nogen der siger det?
Jeg ser nogen, der siger at barnet ville minde hende om utroskaben. Ikke at det var barnets skyld, eller at man ville opføre sig dårligt.
Det er ikke rart, at kalde andres smerte for ækel synes jeg.

[Animi]

Jeg synes så egentlig at det bare er menneskeligt, hvis man har et problem med barnet - eller nærmere det barnet "symboliserer". Uanset hvor pisse uretfærdigt det så er for det barn, som selvfølgelig ikke kan gøre for det. Men man kan jo ikke selv gøre for hvad man evt føler.
Men jeg er rimelig sikker på at barnet hele tiden ville være en reminder for mig, at h*n er resultatet af at min mand knaldede udenom. Og det ville uden tvivl forhindre mig i at få et ordentlig forhold til barnet. Og så ville det selvfølgelig være bedt for alle parter at jeg valgte at gå fra det hele.

[Annione]

Jeg ville forlade min mand, hvis jeg fandt ud af, at han var mig utro. Så jeg ville ikke behøve at tage stilling til det med barnet.

Han ved godt hvad mit forhold er til utroskab - og hvordan jeg definerer det.

[Akehurst2]

Min eks-mands halvsøster er vokset op hele sit liv med en stedmor (=min eks-svigermor), som ikke kunne tilgive sin mand for det "fejltrin".

Halvsøsteren var kun hveranden weekend og lidt af ferierne hos min eks-svigerforældre, men min eks-svigermor opførte sig virkelig tarveligt over for halvsøsteren - hun opførte sig bare så koldt over for hende, lod være med at invitere hende, planlagde altid uden om hende osv.

Det har betydet, at halvsøsteren har haft svært ved at få et forhold til sin far, og det har virkelig fyldt meget hos hende. Det gør det stadigvæk.

En helt urimelig ting at udsætte et barn for - det er jo at sige til barnet, at du skulle helst aldrig have været født. Altså du er uønsket i den her verden.

Vi er voksne mennesker, så man må kunne holde tingene adskilt. Enten må man tilgive sin mand for sit fejltrin og tage hele pakken med. Eller også må man gå fra sin mand - man kan ikke tillade sig at lade det gå ud over et uskyldigt barn.

PS. Til vores datters barnedåb ville min eks-svigermor ikke med, hvis halvsøsteren kom. Vi valgte så at sige, at så måtte det være sådan. Eks-svigermoren valgte at tage alligevel. Men helt ærligt... at ødelægge vores festlige dag pga. noget, der er sket for mange år siden, det er da egoistisk.

Man kan ikke være bekendt at lade det gå ud over barnet, men at erkende at barnet minder en om utroskaben er da ikke ensbetydende med at man vil handle på den følelse.

[Q-beben]

Man kan ikke være bekendt at lade det gå ud over barnet, men at erkende at barnet minder en om utroskaben er da ikke ensbetydende med at man vil handle på den følelse.

Det er rigtig nok

[Akehurst2]

Jeg tænker, at den situation har fundet sted mange gange rundt omkring. Og desværre tror jeg oftest, det sker, at manden ikke ser barnet. Muligvis ikke fordi han ikke 'må', men fordi han fanger, at hans kæreste vil gå, hvis han bliver ved med at se barnet, men muligvis tage ham tilbage, hvis han ikke gør.

På den måde kommer det ikke til at handle om, at kæresten 'forbyder' noget, men at det er nemmere at leve med kærestens utroskab, hvis man ikke skal konfronteres med det på regelmæssig basis.

Og det kan jeg egentlig godt sætte mig ind i. Jeg havde nok tilgivet min kæreste, hvis han var utro en enkelt gang. Kom der et barn ud af det, ville jeg gå fra ham.

Det er meget godt beskrevet.

Jeg kunne ikke forestille mig at sige til min mand, at han ikke måtte se barnet - men spurgte han mig direkte ville jeg da være nødt til at være ærlig og erkende, at jeg ikke umiddelbart ville kunne holde til at blive mindet om utroskaben hele tiden, eller til at han selvsagt måtte have en hel del kontakt til moren til barnet i forbindelse med samvær i en årrække til barnet var stort nok.

Heller ikke selvom jeg måske godt ville kunne tilgive et enkelt sidespring, afhængigt af omstændighederne.

[heysamaysa]

jeg ville slet ikke kunne leve med en mand der havde været mig utro - det er så simpelt som en spørgsmål om en tillid der aldrig ville kunne genvindes.
Så gjorde min mand/kæreste en anden gravid, så ville vi ikke længere være sammen.

Til gengæld håber jeg han ville være mand nok til at tage sig af det barn han har været med til at sætte i verden.

[Akehurst2]

Manden kan minde en om utroskab. Barnet er for filen da bare et lille uskyldigt menneske. Ikke et symbol for noget som helst, hvis man altså magter at adressere sin harme over utroskaben hen, hvor den hører til... Ved manden.

Ja, det er manden, de har været utro - og barnet er et synligt, håndgribeligt bevis på det. Det barn eksisterer, fordi manden har været i seng med en anden kvinde. Sådan er det jo, uanset at barnet ikke er skyld i det.

Det betyder jo netop ikke, at man ikke er rasende på manden og ikke på barnet, men bare at barnet ved sin eksistens ripper op i nogle ting.

Hvis kvinden ikke var blevet gravid, men i stedet havde filmet samlejet, ville jeg da heller ikke se den film med jævne mellemrum i årevis, for jeg vil da ikke mindes om utroskaben. Selvom filmen jo ikke havde gjort noget.