^^ Uden at det skal lyde nedladende på nogen måde, så føler jeg virkelig med jer singler, der gerne vil have børn. Øj, det må være et pres, når man når op i 30'erne. Virkelig!
Selskabspapegøje: Jeg håber, det er mig, der opfatter folks meldinger forkert. Men de dér "åh, jeg saaaavner en at putte med på sofaen, det er kedeligt at se film alene"- eller "øv, øv - weekend og ingen planer"-opdateringer, jeg ser meget fra flere singler på Facebook ...
For mig udstråler de mest: "Jeg hader at være alene med mine egne tanker og savner bare NOGEN til at distrahere mig". Sådan kan vi vel alle ha' det nu og da. Men hos nogle virker det på mig som en panikket grundtilstand. Og dér tænker jeg, at nogle mennesker måske skulle lære at lade være med at blive helt trekantede over udsigten til lidt alenetid og SÅ derefter finde sig en kæreste.
Omvendt skal man nok ikke undervurdere, at jeg selv var sådan én for 10-15 år siden, men har været igennem noget af en forvandlingsproces især de sidste fem år... Måske er det derfor, det er sådan en rus for mig at opdage mere og mere af, hvad jeg kan/har lyst til/NYDER at gøre alene. Den uafhængighed og selvstændighed, jeg har opnået, gør mig glad, fordi fortidens følelsesmæssige afhængighed af andre, når jeg fx skulle håndtere problemer og udfordringer ... var så belastende og tung og spændetrøjeagtig. Uværdig, ligefrem. Det giver en enorm ro at vide og have erfaret, at jeg fint kan håndtere udfordringer selv. Ikke at jeg ikke ønsker tætte relationer. Dem har jeg heldigvis flere af. Men jeg er ikke afhængig af, om de lige er tilgængelige på et bestemt tidspunkt eller lige altid kan byde ind med det, jeg kunne ønske.
Jeg forsøger at huske, at bare fordi uafhængigheden er lykken for mig, behøver det jo ikke være evigt saliggørende for andre.
"Success is the ability to go from one failure to another - with no loss of enthusiasm".
Winston Churchill