Hvor vil du gå for at hjælpe dine børn økonomisk?

[Zombie]

Mine forældre ville ikke betale al gæld for mig og dermed agere curlingforældre. Men de har hjulpet mig økonomisk- med at få gode aftaler i hus i banken og betale 200 kroner den sidste uge i hårde måneder, så jeg havde råd til mere end bare grød.

Da jeg var syg og fik oparbejdet en kæmpe gæld, gik min far i kødet på banken, som ikke havde været for fine i kanten. Jeg fik en god aftale, men han måtte lægge 30K for mig, for at det kunne lade sig gøre og stå som kautionist for resten.
Jeg endte med selv at betale hver en krone tilbage - til først banken og dernæst ham. Det blev en vigtig del af min rehabilitering.

Jeg synes, den måde er ok. Jeg ved, de altid ville redde min røv hvis de kunne - men det ville ikke fungere således, at mine problemer forsvandt på magisk vis, fordi mine forældre fik dem til at forsvinde.
Det betyder, at jeg har et sikkerhedsnet, men der er ikke tale om forkælelse eller at de i længden ville smide en masse penge i et sort hul uden at få dem igen på et tidspunkt.

[HerErJeg]

Jeg kunne nu nok lade ham svede en hel del, hvis det er dum gæld, fordi en IPhone skal skiftes hver gang, der skal købes biler der ikke er råd til, og det sidste overtræk skal fyres af på byture. Det er dum gæld, hvor alle burde vide bedre.
Så er der gæld mellem mennesker, en skilsmisse der skal gøres op i kroner og øre. Skal huset sælges, har man penge nok som enlig? Det er sådan en gæld som kan komme pludselig, og som ikke skyldes dumme dispositioner. Der ville man som forældrer nok hurtigt være hurtigt ude.
Til sidst kan der være studiegæld eller startomkostninger til den lille familie, men det er nok også mere planlagt og en nødvendighed i et større forløb. Der træder man nok også til hvis det er nødvendigt.

[Madam Pomfrey]

Hvor langt jeg ville gå, ville helt klart afhænge af årsagen til hvorfor behovet for hjælp opstod.
Og handlede det om dårlig forvaltning og prioritering, ja så ville der i bund og grund ikke være så meget at komme efter, og hvis der var, så ville det være bundet op på nogle helt klare forventninger.
Handlede det om at livet havde spændt ben, på den ene eller anden måde så ville jeg i den grad stille op og bidrage, - uden dog at trække mit eget tæppe væk!

Jeg har nogle helt klare forventninger til vores børns evner udi at være selvforvaltende, samt selvkørende økonomisk.
Både min mand og jeg har oplevet ret meget samme tilgang fra vores forældre, ifht. at støtte, give et bidrag, og samtidig at lade os lære det selv, og vi er ret enige om at fortsætte denne tilgang, da den for os selv er blevet oplevet som en kærlighed, en hjælpende hånd, men ikke på en måde hvor vi forventer at det sker. Vi har ikke en følelse af at have været i lommen på vores forældre, og vi ville aldrig forvente at de f.x. tog lån i bolig for at hjælpe os, og det håber jeg faktisk heller ikke vores børn ville forvente af os.

[LadyFox]

Jeg synes slet ikke det er så sort/hvidt. Heller ikke selvom det evt. handler om økonomisk uansvalighed. Som regel er der jo en grund til at folk gør som de gør, også selvom det måske rationelt set ikke er skide smart. Jeg tænker at forældrene til den med økonomiske problemer har et bedre indblik i hvorfor den pågældende er i problemer, hvad bagrunden er osv. Dernæst synes jeg heller ikke man skal overse at økonomiske problemer kan have alvorlige konsekvenser - de fleste ville nok synes det var træls at smide penge til et barn med misbrugs husleje f.eks. sådan at barnet kunne bruge flere penge på at misbruge, men måske det trods alt er bedre end at barnet ryger på gaden og dermed ryger endnu længere ned i misbruget, og problemerne. Hvis barnet var endt i en gæld der kunne gå hen og blive direkte farligt, kunne det måske også være en mindre dårlig løsning at hjælpe fremfor at barnet fik klippet sine fingre af.
Det er jo svært at sige hvad der er bedst hvis man ikke kender detaljerne, og personerne. Men altså, nogengange er lidt ro i sjælen mere værd end penge, og derfor forstår jeg sagtens behovet for at hjælpe sine nærmeste økonomisk, selvom de måske har handlet idiotisk, igen igen. Nogengange er det bare ikke lige til at vende ryggen til, slet ikke hvis det handler om nogen man elsker.

[JoyNips]

Jeg vil gerne hjælpe med eksempelvis forældrekøb, det tilladte skattefri gavebeløb, en 500-lap i ny og næ når det brænder på, lidt studiebøger, betale licensen og basisvareindkøb så skabene har et fornuftigt lager.

Men det er en forudsætning, at vi har råd. Vi skal ikke gældssættelse os eller gå på kompromis med vores alderdom for det.

[lillebjoern]

Jeg har aldrig fået økonomisk hjælp fra mine forældre, og de har ikke engang kunne "stå inde" for mit boliglån i banken, og jeg er sådan set vokset op med at jeg skulle klare mig selv, fra da jeg flyttede hjemmefra. Jeg kan se nu at jeg har en rigtig sund økonomi i forhold til mine jævnaldrende, som slet ikke forstår nødvendigheden/vigtigheden i at have fx et studiejob. Mange af dem tager bare et SU-lån og regner egentlig med at forældrene spæder lidt til, når de så er færdige. Jeg ser også flere hvor forældrene betaler lejligheden eller (en del af) huslejen, og jeg synes egentlig mange af de forældre gør deres børn en bjørnetjeneste. Ingen af dem står i nogen form for gæld eller er for syge til at arbejde – de føler sådan set bare ikke at der er tid til det i forbindelse med deres studie. Det synes jeg jo sjovt nok heller ikke, men der er bare ikke noget valg for mig.

Ikke sagt at man ikke kan/bør give sine børn fx nogle smågaver i studietiden, invitere dem ud at spise eller købe et par møbler, men jeg tror jeg kommer til at give mine børn samme opdragelse (i mangel af bedre ord); at jeg ikke betaler husleje, regninger, m.m., medmindre de ville blive smidt ud af deres lejlighed/vitterligt ingenting kan finde af hverken job eller bolig. Unge kan også låne i banken, og jeg har lært ekstremt meget af selv at skulle forvalte mine penge i forhold til bank, rente, m.m., hvor mange af mine jævnaldrende må stå af, fordi mor og far har stået for køb af lejlighed.

Nå, summa summarum, så tror jeg at jeg, grundet mine forældres dårlige økonomi, har lært at der ikke lige er nogen at komme til, når lokummet brænder, og på den måde også har en god og solid opsparing, som fx kan betale uforudsete tandlægeregninger, køb af studiebøger, medicin, m.m. Og det vil jeg gerne give videre til mine egne børn.

[Allmost_Famous]

Jeg vil gerne hjælpe med eksempelvis forældrekøb, det tilladte skattefri gavebeløb, en 500-lap i ny og næ når det brænder på, lidt studiebøger, betale licensen og basisvareindkøb så skabene har et fornuftigt lager.

Men det er en forudsætning, at vi har råd. Vi skal ikke gældssættelse os eller gå på kompromis med vores alderdom for det.

Det der synes jeg så lyder helt vildt. Hvis man både får hjælp til bolig, studiebøger, licens, dagligvarer og kontanter, hvordan er det så, man klarer sig selv?

[JoyNips]

Jeg vil gerne hjælpe med eksempelvis forældrekøb, det tilladte skattefri gavebeløb, en 500-lap i ny og næ når det brænder på, lidt studiebøger, betale licensen og basisvareindkøb så skabene har et fornuftigt lager.

Men det er en forudsætning, at vi har råd. Vi skal ikke gældssættelse os eller gå på kompromis med vores alderdom for det.

Det der synes jeg så lyder helt vildt. Hvis man både får hjælp til bolig, studiebøger, licens, dagligvarer og kontanter, hvordan er det så, man klarer sig selv?

At man betaler sin husleje til én man er i familie med, at man i ny og næ får lidt kontanter når det brænder på, lidt kød til fryseren, eller at man får hjælp til nogle få større udgifter betyder i mine øjne ikke, at man ikke klarer sig selv.

[honeybee]

Jeg vil gøre som mine forældre har gjort. Jeg har fået 200kr hist og her sidst på måneden, fået betalt mine tandlægebesøg under studiet, fyldt køleskabet op når de var på besøg (vi boede 400 km fra hinanden) og forkælet lidt i de dage.
Derudover har jeg af to omgange lånt 10.000 kr, første gang ifm. indskud til en lejlighed, anden gang til noget af udbetalingen på min bil. Jeg betaler løbende tilbage.
Så på sin vis har jeg hele tiden selv forvaltet mine penge og haft en okay opsparing ved siden af på su og studiejob, men de har været der når det blev nødvendigt og faktisk selv forslået det fremfor et banklån

[Delfin]

Jeg har hjulpet lidt hist og pist, mens hun var under uddannelse, sommetider som gave, men også som udlæg til et indskud et par gange, hvor jeg så har fået pengene retur, når indskud fra tidligere lejemål blev tilbagebetalt.
Nu tjener hun sine egne penge, så det skulle være noget udover det sædvanlige, hvis jeg skulle træde til, og min pensionsopsparing ville ikke ryge den vej.

[DetSorteCirkus]

Jeg har endnu ingen børn, men rent principielt ser jeg sådan på det, at man klarer sig selv som voksen, medmindre særlige helbredsmæssige forhold gør sig gældende. Hertil hører at få pengene til at række og at sætte tæring efter næring. I min verden er der ikke noget, der hedder "ret til", når det gælder ting som rejser, teknik, bil, osv. Forbrug er noget, man kan have, hvis der er råd til det. Jeg er rimelig hård på dette område, også overfor mig selv, og især er jeg temmelig kompromisløs, hvis den pågældende person har været priviligeret, men har valgt at svine med sine penge og opføre sig ansvarsløst. Det sidste er relevant ift. fremtidige børn, fordi meget skal gå galt, hvis ikke de en dag kommer til at have et på mange måder ressourcestærkt udgangspunkt for deres voksenliv, og så gider jeg ikke automatisk at agere sikkerhedsnet, hvis de selv får det sat over styr pga. overforbrug.

Gaver og forkælelse er noget andet, for det er noget, man selv vælger at give til andre; ikke noget de mere eller mindre regner ind i deres eget budget. Periodevis hjælp til daglige fornødenheder er lige så noget andet, hvis det fx. skyldes høj husleje i studietiden og lignende.

[DetSorteCirkus]

Jeg vil gerne hjælpe med eksempelvis forældrekøb, det tilladte skattefri gavebeløb, en 500-lap i ny og næ når det brænder på, lidt studiebøger, betale licensen og basisvareindkøb så skabene har et fornuftigt lager.

Men det er en forudsætning, at vi har råd. Vi skal ikke gældssættelse os eller gå på kompromis med vores alderdom for det.

Det der synes jeg så lyder helt vildt. Hvis man både får hjælp til bolig, studiebøger, licens, dagligvarer og kontanter, hvordan er det så, man klarer sig selv?

Som jeg læser det, er kodeordet, at der ikke er tale om konstant hjælp. Altså ikke alle studiebøger, licens i 5-6 år, ugentlig opfyldning af køleskabet, osv., men engang imellem.

[Allmost_Famous]

At man betaler sin husleje til én man er i familie med, at man i ny og næ får lidt kontanter når det brænder på, lidt kød til fryseren, eller at man får hjælp til nogle få større udgifter betyder i mine øjne ikke, at man ikke klarer sig selv.

Hvis man bor til samme pris og på samme vilkår som enhver anden lejer, så er det rigtignok ligegyldigt hvem, der overføres husleje til hver måned. Jeg tog bare udgangspunkt i dem, jeg kender, som bor/har boet i forældrekøb, som alle har haft et nærmest symbolsk beløb i husleje, intet indskud osv.. For andre kan det selvfølgelig være under normale vilkår.

[JoyNips]

At man betaler sin husleje til én man er i familie med, at man i ny og næ får lidt kontanter når det brænder på, lidt kød til fryseren, eller at man får hjælp til nogle få større udgifter betyder i mine øjne ikke, at man ikke klarer sig selv.

Hvis man bor til samme pris og på samme vilkår som enhver anden lejer, så er det rigtignok ligegyldigt hvem, der overføres husleje til hver måned. Jeg tog bare udgangspunkt i dem, jeg kender, som bor/har boet i forældrekøb, som alle har haft et nærmest symbolsk beløb i husleje, intet indskud osv.. For andre kan det selvfølgelig være under normale vilkår.

Mit udgangspunkt er, at det naturligvis foregår på den lovlige måde...

[Allmost_Famous]

Jeg vil gerne hjælpe med eksempelvis forældrekøb, det tilladte skattefri gavebeløb, en 500-lap i ny og næ når det brænder på, lidt studiebøger, betale licensen og basisvareindkøb så skabene har et fornuftigt lager.

Men det er en forudsætning, at vi har råd. Vi skal ikke gældssættelse os eller gå på kompromis med vores alderdom for det.

Det der synes jeg så lyder helt vildt. Hvis man både får hjælp til bolig, studiebøger, licens, dagligvarer og kontanter, hvordan er det så, man klarer sig selv?

Som jeg læser det, er kodeordet, at der ikke er tale om konstant hjælp. Altså ikke alle studiebøger, licens i 5-6 år, ugentlig opfyldning af køleskabet, osv., men engang imellem.

Når der nævnes det tilladte skattefri gavebeløb og licens, så opfatter jeg det bare som mere eller mindre fast.

Der er intet galt i at sende sit voksne barn hjem med en bøtte frikadeller efter samspisning, eller forkæle med et par af de dyre bøger til studiet. Jeg er ikke totalt militant omkring det - jeg kunne bare slet ikke forestille mig at have det godt med at tage imod så meget hjælp som der bliver lagt op til. Min far tilbød at betale mine nye briller, da jeg for nylig nævnte, at jeg trængte. Jeg sagde pænt nej tak, og købte nogle, jeg uden problemer selv kunne betale, men satte selvfølgelig pris på tanken. Men jeg er voksen, og vil hellere klare mig selv, så længe, der ikke er tale om akutte, meget nødvendige ting.