Hvor vil du gå for at hjælpe dine børn økonomisk?

[Allmost_Famous]

At man betaler sin husleje til én man er i familie med, at man i ny og næ får lidt kontanter når det brænder på, lidt kød til fryseren, eller at man får hjælp til nogle få større udgifter betyder i mine øjne ikke, at man ikke klarer sig selv.

Hvis man bor til samme pris og på samme vilkår som enhver anden lejer, så er det rigtignok ligegyldigt hvem, der overføres husleje til hver måned. Jeg tog bare udgangspunkt i dem, jeg kender, som bor/har boet i forældrekøb, som alle har haft et nærmest symbolsk beløb i husleje, intet indskud osv.. For andre kan det selvfølgelig være under normale vilkår.

Mit udgangspunkt er, at det naturligvis foregår på den lovlige måde...

Jeg må blankt indrømme, at jeg ikke kender lovgivningen omkring det. Men når en af mine studiekammerater kan bo i forældrekøbslejlighed midt i Odense centrum til kr. 1800 inkl. forbrug og uden at have betalt indskud, er der jo ikke tale om en realistisk husleje.

[Madam Pomfrey]

At man betaler sin husleje til én man er i familie med, at man i ny og næ får lidt kontanter når det brænder på, lidt kød til fryseren, eller at man får hjælp til nogle få større udgifter betyder i mine øjne ikke, at man ikke klarer sig selv.

Hvis man bor til samme pris og på samme vilkår som enhver anden lejer, så er det rigtignok ligegyldigt hvem, der overføres husleje til hver måned. Jeg tog bare udgangspunkt i dem, jeg kender, som bor/har boet i forældrekøb, som alle har haft et nærmest symbolsk beløb i husleje, intet indskud osv.. For andre kan det selvfølgelig være under normale vilkår.

Nu er det jo ikke alle forældre der har råd til at leje ud på de vilkår!
Mine forældre købte lejlighed, og min søster og jeg har boet der, for os begge var vilkårene at det skulle være dele-bolig, så vi skulle leje det ene værelse ud, da vores forældre ikke mente at vi havde råd til eller behov for at bo alene i lejligheden, og at lejen lå på et (dengang) normalt niveau for leje af værelse. Dog slap vi for indskuddet.

Jeg håber at jeg (og mine søstre) kan købe lejligheden af mine forældre, til en fordelagtig pris, således at vi også har mulighed for at leje den ud til vores børn, og det bliver heller ikke til forærings priser, men dog billigere end almindelig fremleje og måske lidt billigere end almennyttig boliger. Og det handler egentligt ikke så meget om at sikre vores børn en billig bolig, men langt mere om at sikre dem en mulighed for at bo i københavn tæt på et evt. uddannelses sted. Og at få indtægter vs. udgifter til at gå nogenlunde lige op.

[JoyNips]

At man betaler sin husleje til én man er i familie med, at man i ny og næ får lidt kontanter når det brænder på, lidt kød til fryseren, eller at man får hjælp til nogle få større udgifter betyder i mine øjne ikke, at man ikke klarer sig selv.

Hvis man bor til samme pris og på samme vilkår som enhver anden lejer, så er det rigtignok ligegyldigt hvem, der overføres husleje til hver måned. Jeg tog bare udgangspunkt i dem, jeg kender, som bor/har boet i forældrekøb, som alle har haft et nærmest symbolsk beløb i husleje, intet indskud osv.. For andre kan det selvfølgelig være under normale vilkår.

Mit udgangspunkt er, at det naturligvis foregår på den lovlige måde...

Jeg må blankt indrømme, at jeg ikke kender lovgivningen omkring det. Men når en af mine studiekammerater kan bo i forældrekøbslejlighed midt i Odense centrum til kr. 1800 inkl. forbrug og uden at have betalt indskud, er der jo ikke tale om en realistisk husleje.

Jeg kender ikke lejeniveauet i Odense, men det lyder umiddelbart for billigt. Og så er det altså ikke helt i tråd med lovgivningen.
Personligt havde jeg som single studerende i forældrekøb den samme husleje som min veninde og hendes kæreste havde sammen i almindelig privat udleje lige rundt om hjørnet.

Mht samspisning vs fx licens, så er samspisning og frikadeller da supernice. Men hvis togbilletten koster 750 kr., så kigger man bare ret sjældent forbi til et gratis måltid...

[Allmost_Famous]

Jeg kender ikke lejeniveauet i Odense, men det lyder umiddelbart for billigt. Og så er det altså ikke helt i tråd med lovgivningen.
Personligt havde jeg som single studerende i forældrekøb den samme husleje som min veninde og hendes kæreste havde sammen i almindelig privat udleje lige rundt om hjørnet.

Mht samspisning vs fx licens, så er samspisning og frikadeller da supernice. Men hvis togbilletten koster 750 kr., så kigger man bare ret sjældent forbi til et gratis måltid...

Hvis huslejen og vilkår er på lige fod med andre, så er forældrekøb ikke en stor økonomisk hjælp (hvis vi ser bort fra, at børn af mindre velstillede forældre ikke har den mulighed). Jeg kender bare umiddelbart kun personligt til dem, der bor som nævnt, men det er da dejligt hvis det ikke er repræsentativt.

[englishchannel]

Jeg har fået meget hjælp af mine forældre, og jeg vil gerne hjælpe mine børn meget, hvis jeg har økonomien til det.

Det er da en nobel tanke, at man skal "klare sig selv" og "prøve at være ung og fattig" (som jeg før har hørt nogle sige), men personligt finder jeg det fjollet ikke at lade min (forhåbentligt) gode økonomi komme mine børn til gode. I forvejen synes jeg, at det er ukonstruktivt, at man bruger sine unge år, hvor man skal etableres på bolig- og jobmarkedet og skabe familie på at have en relativt lav indkomst, mens man i 50'erne sidder i sin store villa med to biler og friværdi og skovler penge ind på opsparingen. Så ville jeg hellere følge mine forældres eksempel og dele ud af mine penge, så jeg ikke har vildt mange, mens mine børn lever på en sten.

[Zombie]

At man betaler sin husleje til én man er i familie med, at man i ny og næ får lidt kontanter når det brænder på, lidt kød til fryseren, eller at man får hjælp til nogle få større udgifter betyder i mine øjne ikke, at man ikke klarer sig selv.

Hvis man bor til samme pris og på samme vilkår som enhver anden lejer, så er det rigtignok ligegyldigt hvem, der overføres husleje til hver måned. Jeg tog bare udgangspunkt i dem, jeg kender, som bor/har boet i forældrekøb, som alle har haft et nærmest symbolsk beløb i husleje, intet indskud osv.. For andre kan det selvfølgelig være under normale vilkår.

Jeg har det nok sådan lidt, at hvis mine børn ender med at have hovedet skruet ordentligt på og ikke klatter pengene væk, så vil jeg gerne forkæle dem og gøre deres liv nemmere, hvis jeg kan.

Det betyder så, at der selvfølgelig er nogle krav forbundet med det. Betaler jeg f.eks. en forældrekøbsbolig til dem, så forventer jeg at deres fokus ligger på studierne og at de klarer sig godt hér. Jeg ville sætte pris på, at de også havde et relevant studiejob ved siden af, men hvis de fik dårlige karakterer fordi de arbejdede 35 timer om ugen uden reelt at have behov, grundet den bolig jeg gav dem, så ville vi nok skulle have en snak. Og hvis de intet job havde, men tog SU-lån og bare shoppede alle pengene op, ville vi også skulle have en snak.

For mig handler det meget om at jeg anerkender, at modenhed kan komme i forskellige tempi. Man vågner ikke nødvendigvis op på sin 18 års fødselsdag og er voksen af sind.
Og hvis jeg har et barn, som er sløv til at udvikle sig på dette område, så vil jeg ikke gøre dem en bjørnetjeneste ved at lade dem drive den af og bo næsten gratis, så de aldrig rigtig lærer behovet for at have styr på sine økonomiske midler.

Er de fornuftige og hårdtarbejdende på både studie og studiejob, så vil jeg forkæle dem i hoved og røv så meget jeg overhovedet kan.

[Torn]

Det der synes jeg så lyder helt vildt. Hvis man både får hjælp til bolig, studiebøger, licens, dagligvarer og kontanter, hvordan er det så, man klarer sig selv?

Hvis man sagtens kan klare sig selv, både økonomisk og i sin tilgang til voksenlivet, hvad er så problemet med at modtage alle de slags gaver fra fx ens forældre? Hvis forældrene nyder at give og børnene nyder at få, så kan jeg ikke se problemet. Jeg kunne sagtens have klaret et studieliv uden mine forældres hjælp, men deres (penge)gaver har da gjort studielivet betydeligt bedre for mig.

[Allmost_Famous]

Det der synes jeg så lyder helt vildt. Hvis man både får hjælp til bolig, studiebøger, licens, dagligvarer og kontanter, hvordan er det så, man klarer sig selv?

Hvis man sagtens kan klare sig selv, både økonomisk og i sin tilgang til voksenlivet, hvad er så problemet med at modtage alle de slags gaver fra fx ens forældre? Hvis forældrene nyder at give og børnene nyder at få, så kan jeg ikke se problemet. Jeg kunne sagtens have klaret et studieliv uden mine forældres hjælp, men deres (penge)gaver har da gjort studielivet betydeligt bedre for mig.

Har du læst hele tråden? Jeg synes egentlig, jeg har svaret på det.

[Torn]

Det der synes jeg så lyder helt vildt. Hvis man både får hjælp til bolig, studiebøger, licens, dagligvarer og kontanter, hvordan er det så, man klarer sig selv?

Hvis man sagtens kan klare sig selv, både økonomisk og i sin tilgang til voksenlivet, hvad er så problemet med at modtage alle de slags gaver fra fx ens forældre? Hvis forældrene nyder at give og børnene nyder at få, så kan jeg ikke se problemet. Jeg kunne sagtens have klaret et studieliv uden mine forældres hjælp, men deres (penge)gaver har da gjort studielivet betydeligt bedre for mig.

Har du læst hele tråden? Jeg synes egentlig, jeg har svaret på det.

Ja, jeg har læst hele tråden og nu har jeg lige genlæst den. Jeg synes kun at se, at du giver svar på, at du ikke selv ville have det godt med at tage imod den slags gaver og at det er et problem, hvis det sker på ulovlig grund (fx for lavt sat husleje). Måske jeg har overset et bestemt indlæg? Det jeg undrede mig over, er, om det også er et problem, hvis det bare er (lovlig) forkælelse? Fx hjælp til bolig, licens, dagligvarer, kontanter.

[Allmost_Famous]

Det der synes jeg så lyder helt vildt. Hvis man både får hjælp til bolig, studiebøger, licens, dagligvarer og kontanter, hvordan er det så, man klarer sig selv?

Hvis man sagtens kan klare sig selv, både økonomisk og i sin tilgang til voksenlivet, hvad er så problemet med at modtage alle de slags gaver fra fx ens forældre? Hvis forældrene nyder at give og børnene nyder at få, så kan jeg ikke se problemet. Jeg kunne sagtens have klaret et studieliv uden mine forældres hjælp, men deres (penge)gaver har da gjort studielivet betydeligt bedre for mig.

Har du læst hele tråden? Jeg synes egentlig, jeg har svaret på det.

Ja, jeg har læst hele tråden og nu har jeg lige genlæst den. Jeg synes kun at se, at du giver svar på, at du ikke selv ville have det godt med at tage imod den slags gaver og at det er et problem, hvis det sker på ulovlig grund (fx for lavt sat husleje). Måske jeg har overset et bestemt indlæg? Det jeg undrede mig over, er, om det også er et problem, hvis det bare er (lovlig) forkælelse? Fx hjælp til bolig, licens, dagligvarer, kontanter.

Så har jeg muligvis ikke formuleret mig ordentligt. Jeg forstår ikke at nogen kan have det godt med at modtage så meget hjælp, og min påstand er, at der ikke er meget "klare sig selv" over at få hjælp til alt fra bolig og licens til dagligvarer og kontanter. For nogle vil det helt sikkert være godt med forkælelsen (meget krævende studie, psykisk skrøbeligt voksent barn osv), fordi den får dem igennem et studie, der giver dem bedre vilkår resten af livet.

Forkælelse synes jeg ikke er et problem i sig selv. Det er da dejligt at blive forkælet og forkæle andre fra tid til anden. Men uanset om forkælelsen består i økonomisk/huslig/whatever hjælp, så kan for meget af den hurtigt gå hen og blive en rigtig stor bjørnetjeneste. Jeg er ikke totalt hardcore omkring det, men jeg forstår det ikke i det omfang, der dels bliver givet udtryk for i tråden, og dels, hvad jeg ser nogle steder i min omgangskreds.

[Spasserinde]

Interessant emne!

Nu har jeg ikke børn, og jeg er klar over, at det derfor er umuligt helt at sige.

Mit gæt vil dog være, at hvis det var fornuftig gæld, ville jeg gå meget langt. Dvs. låne dem penge til indskud i lejlighed e.l. hvis jeg vurderede, de generelt var gode til at prioritere (dvs. fx ikke havde et job med en ultragod løn som de bare klattede væk).

Lidt brandslukning under uddannelse er også fint nok.

Hvis det dog handlede om, at de opførte sig uansvarligt med penge - spilleri, eklatant overforbrug, hovedløse investeringer e.l. - så ville jeg formentlig ikke give dem yderligere penge, de kunne klatte rundt med, men i stedet give dem det, de skulle bruge. Dvs. de kunne få en pose mad fra Føtex engang om ugen, de kunne overføre deres forsikring til at trække fra min konto, jeg kunne betale tandlægeregninger e.l.

Som Rapfisk er inde på, så betyder det naturligvis at de dermed har flere af deres egne penge til overs til at klatte bort, fordi man overtager deres faste udgifter, men i det mindste har man så sørget for, at de får noget at spise, er forsikret osv., og det må jo så være det bedste kompromis, man kan indgå, i en træls situation. Optimalt set skal voksne mennesker jo kunne tage sig af sig selv, men hvis de ikke engang kan administrere at få betalt husleje eller få mad på bordet, så må man jo træde til alligevel i det omfang og på den måde, der er mest konstruktiv.

[Luffegås]

Det skulle være til noget specifikt, og ikke bare klat og forbrug.
Selvhvis mine børn var uansvarlige økonomisk, ville jeg nok decideret købe det der skulle til for at gøre det bedre, og ikke bare som sagt klat og gæld. Altså, købe den scooter så de kan komme på arbejde, betale børnebørns skoletasker og hvad de skal bruge af fornødenheder. Men igen, det kommer nok an på om der selvfølgelig er mindre børn i det.

Min mor har tit hjulpet mig sidst på måneden da jeg studerede, og min uduelige eks intet tjente, men altid maks 500 kr. og det synes jeg har været så godt og dejligt

[achillaxedprune]

Ærligt, så har jeg ofte været misundelig på dem omkring mig, der blev hjulpet økonomisk af deres forældre... Jeg er den, jeg kender, der har fået mindst af mine forældre... Jeg har fået en børneopsparing, da jeg var 18, og det var selvfølgelig stort af dem. Men ellers fik jeg ingenting... Jeg har oparbejdet en stor SU-gæld, boet i crappy små studiehybler, på kollegier, levet af toastbrød med havartiost osv. osv. Det var først da jeg var oppe i tyverne, at jeg begyndte at få nogle ting - tror det hænger sammen med jeg flyttede til den anden ende af landet, men vi snakker maksimum et par tusind kroner om året.

Jo, der er da en stolthed ved at have klaret det selv, og jeg har helt sikkert lært noget af det... Men jeg vil selv give mit barn mere end hvad jeg har fået. F.eks. vil jeg gerne købe studiebøger og andre remedier til barnet under studiet, jeg vil gerne betale tandlæge for barnet og eventuelt også et månedskort til det offentlige. Hvis markedet og økonomien var til det ville jeg med glæde købe en forældrelejlighed, men det er mindst lige så meget for egen skyld... Investeringer i fast ejendom er ikke dumt.

Jeg vil dog ikke overøse mit barn med penge og luksus... Og når det er i tyverne ca., ville jeg ikke give mere. De kan få lov til at låne, hvis der er råd til det. Når de er voksne, må de klare sig selv... I ungdomslivet - hvor man vitterligt har lidt - vil jeg gerne hjælpe.

Får jeg et barn, der forlanger, så vil jeg dog stille mig på bagbenene... Det ville jeg ikke acceptere. Barnet skal forstå gavmildhed og gaver for hvad det er, og ikke som en ret barnet har... Nøj, dem har jeg mødt mange af, og jeg ville skamme mig, hvis mit barn fik sådan en attitude overfor andre. Sådan en krævermentalitet og manglende forståelse for, at man skal sætte tæring efter næring og ikke kan regne med at andre bare giver en ting, fordi "det vil jeg jo have".

[Spasserinde]

Jeg har fået meget hjælp af mine forældre, og jeg vil gerne hjælpe mine børn meget, hvis jeg har økonomien til det.

Det er da en nobel tanke, at man skal "klare sig selv" og "prøve at være ung og fattig" (som jeg før har hørt nogle sige), men personligt finder jeg det fjollet ikke at lade min (forhåbentligt) gode økonomi komme mine børn til gode. I forvejen synes jeg, at det er ukonstruktivt, at man bruger sine unge år, hvor man skal etableres på bolig- og jobmarkedet og skabe familie på at have en relativt lav indkomst, mens man i 50'erne sidder i sin store villa med to biler og friværdi og skovler penge ind på opsparingen. Så ville jeg hellere følge mine forældres eksempel og dele ud af mine penge, så jeg ikke har vildt mange, mens mine børn lever på en sten.

Enig.

Jeg har altid syntes det var røvsygt at de år, hvor man har mest brug for penge til tant og fjas, er de år, hvor man har absolut færrest. Mine forældre lavede en pæn børneopsparing til mig (som jeg selv bidrog til også). Det betyder, at jeg har boet gode steder hvor jeg trivedes, at jeg har drukket sjove drinks i en masse sjove lande og danset på pyramider iført kokosnødde-bh, at jeg altid har kunnet bidrage til en god klæd-ud-fest, at imens jeg har haft en god røv har jeg også haft gode jeans at iklæde den osv. Det har betydet, at jeg ikke spildte en masse gode år på at have et kedeligt liv imens jeg drømte om ting, som jeg engang ville blive for gammel til. Flere måneders lang backpacking med veninderne og at være klædt ud som banan til fredagsbaren har trods alt en udløbsdato.

Der har naturligvis også været masser af situationer hvor jeg alligevel var lidt på røven, og der har bestemt været perioder, hvor jeg måtte spise rugbrød til aftensmad hvis jeg ville have råd til et par øl i weekenden, men sådan er det jo, når ens indkomst ikke er særligt høj, så skal der ikke mere end en tandlægeregning eller en flytning til at kassen er tom. Men det er jeg også okay med, så længe der også er noget af det sjove.

Jeg er pro en optimal allokering af ressourcer. Og det vil jeg gerne bidrage til, hvis jeg selv får børn en dag. Der er ikke nogen grund til IKKE at have det fedt, hvis man kan.

[Q-beben]

Jeg er selv blevet alt for meget forkælet som barn og teenager. Jeg var den i klassen, der fik flest lommepenge, - og uden at lave noget for dem. Da jeg læste, optog jeg studielån, som mine forældre betalte ud, da jeg blev færdig med min uddannelse osv.

Det har gjort, at jeg har været elendig til at overholde budgetter (for mine forældre var altid glade for at hjælpe mig, inden det gik helt galt). Jeg nåede aldrig at bede om hjælp, før de gav den.

Det var først, da jeg mødte min eks-mand, at jeg lærte det med at budgettere.

Jeg prøver derfor at lære mine børn værdien af penge. Altså penge kommer ikke af sig selv. F.eks. får børnene lommepenge, hvis de hjælper til derhjemme.

Og ja, jeg vil gå rigtig langt for at hjælpe dem - altså sælge mit hus, mit klaver osv for at hjælpe dem, hvis det skulle blive nødvendigt. Men det vil afhænge af situationen - hvis jeg skal sælge mit hus osv, skal de være i en situation, hvor de ikke har andre muligheder end mig.

PS. Mine forældre var ikke rige - de prioriterede bare mig før alt andet. Og så måske også det at give mig ting også var at vise kærlighed.