Dine forventninger til aftaler og aflysninger

[Corvida]

Der er vist ikke nogen som har argumenteret for at det ikke er ok at aflyse, hvis man har feber og kun sovet fire timer, så den er faktisk ikke relevant at tænke frem. Sygdom er selvfølgelig altid en gangbar aflysningsgrund..

Ville synes det ville være en ret nederen udmelding, at man ikke kan regne med du holder dine aftaler..

Ikke her i tråden, nej, men det er jo lige netop det, min venindes kæreste har meldt ud. Det er netop det, jeg studser over - at man kan insistere så kraftigt på samvær med en, som ikke har det godt den dag. Jeg er ikke en eller anden uansvarlig idiot der aflyser i tide og utide, fordi jeg ikke lige har den rigtige mavefornemmelse eller hellere vil sidde hjemme og pille navle. Men jeg aflyser, hvis jeg decideret forsømmer mit arbejde ved at komme, fordi noget pludselig er dukket op, eller hvis jeg har det dårligt.

Hvis jeg også er nederen ved at melde det ud, så tror jeg ikke rigtig jeg kan vinde Jeg kommer i hvert fald aldrig til at være den, der sidder og smiler falskt imens jeg desperat skæver til uret, fordi mine venner ikke kan håndtere en afvisning på de grundlag, som jeg har nævnt.

[kidkomb]

Jeg er med venindens kæreste.
Hvis man befinder sig i en situation, hvor man nogle gange må aflyse, fordi noget kom i vejen, så bør man tænke lidt mere over, hvilke aftaler man laver og om man fra starten faktisk har lyst.

[Mani]

For mig ville sygdom og jobsamtale være gode grunde til at aflyse.

Jeg ville derimod nok føle mig nedprioriteret, hvis det var det var pga. eksamen eller at man bare følte sig lidt uoplagt. Eksamen var vel at forudsige, da man planlagde.

Mht. arbejde afhænger det nok af om det er en uforudsigelig haste sag eller 'bare' en ekstra opgave. Den sidste slags siger jeg nej til, hvis jeg har andre aftaler. Min arbejdsgiver må også lære at planlægge.

[Corvida]

For mig ville sygdom og jobsamtale være gode grunde til at aflyse.

Jeg ville derimod nok føle mig nedprioriteret, hvis det var det var pga. eksamen eller at man bare følte sig lidt uoplagt. Eksamen var vel at forudsige, da man planlagde.

Fair nok, men jeg synes nu, at der er væsentlig forskel på, hvor god en undskyldning eksamen er, alt efter hvad og hvor man læser. De sidste to år af min kandidatuddannelse følte jeg mig konstant presset. Mit universitet meldte heller ikke ud, hvornår eksaminerne lå før vi var meget tæt på. Jo, jeg vidste da, at der ville komme en eksamen i den periode, men jeg kunne ikke altid forudsige, præcis hvornår jeg skulle være færdig med at læse op eller hvor effektiv jeg var i de perioder. Indimellem mistede jeg overblikket eller blev overvældet - og det synes jeg egentlig er meget menneskeligt. Ja, man er en klovn hvis man laver en masse aftaler i eksamensperioden og aflyser dem alle, men jeg synes det er skørt, hvis man prioriterer et cafébesøg på en bestemt dag over sin uddannelse, fordi der går kludder i planlægningen en enkelt gang.

Jeg har selv prøvet at komme på besøg hos en veninde, som var tydeligt frustreret (selvom hun prøvede at skjule det), fordi hun lige var inde i et godt flow med eksamenslæsning til en prøve, som hun havde kæmpet med og før var dumpet, og som hun så havde afbrudt for at holde vores aftale. Jeg ville virkelig gerne have haft, at hun bare havde aflyst, både for min og hendes skyld.

[Mani]

Fair nok, men jeg synes nu, at der er væsentlig forskel på, hvor god en undskyldning eksamen er, alt efter hvad og hvor man læser. De sidste to år af min kandidatuddannelse følte jeg mig konstant presset. Mit universitet meldte heller ikke ud, hvornår eksaminerne lå før vi var meget tæt på. Jo, jeg vidste da, at der ville komme en eksamen i den periode, men jeg kunne ikke altid forudsige, præcis hvornår jeg skulle være færdig med at læse op eller hvor effektiv jeg var i de perioder. Indimellem mistede jeg overblikket eller blev overvældet - og det synes jeg egentlig er meget menneskeligt. Ja, man er en klovn hvis man laver en masse aftaler i eksamensperioden og aflyser dem alle, men jeg synes det er skørt, hvis man prioriterer et cafébesøg på en bestemt dag over sin uddannelse, fordi der går kludder i planlægningen en enkelt gang.

Jeg har selv prøvet at komme på besøg hos en veninde, som var tydeligt frustreret (selvom hun prøvede at skjule det), fordi hun lige var inde i et godt flow med eksamenslæsning til en prøve, som hun havde kæmpet med og før var dumpet, og som hun så havde afbrudt for at holde vores aftale. Jeg ville virkelig gerne have haft, at hun bare havde aflyst, både for min og hendes skyld.

Det er da fair nok. Jeg har selv læst en kandidat og lagde ikke på forhånd aftaler i eksamensperioden, fordi jeg vidste hvor pressede de var. Det betød ikke, at jeg aldrig kom ud, men bare at jeg hold mig til mere løse/spontane aftaler, når der var overskud.

[Allmost_Famous]

Mit universitet meldte heller ikke ud, hvornår eksaminerne lå før vi var meget tæt på. Jo, jeg vidste da, at der ville komme en eksamen i den periode, men jeg kunne ikke altid forudsige, præcis hvornår jeg skulle være færdig med at læse op eller hvor effektiv jeg var i de perioder.

Men så er det jo netop, at man må undlade at lave aftaler i de perioder - også selvom der er tale om en hel måned i streg. Jeg lægger f.eks heller ikke aftaler de første par uge efter semesterstart, for jeg skal lige kende arbejdsbyrden før jeg ved hvor presset, jeg er.

[fisken80]

For mig ville sygdom og jobsamtale være gode grunde til at aflyse.

Jeg ville derimod nok føle mig nedprioriteret, hvis det var det var pga. eksamen eller at man bare følte sig lidt uoplagt. Eksamen var vel at forudsige, da man planlagde.

Fair nok, men jeg synes nu, at der er væsentlig forskel på, hvor god en undskyldning eksamen er, alt efter hvad og hvor man læser. De sidste to år af min kandidatuddannelse følte jeg mig konstant presset. Mit universitet meldte heller ikke ud, hvornår eksaminerne lå før vi var meget tæt på. Jo, jeg vidste da, at der ville komme en eksamen i den periode, men jeg kunne ikke altid forudsige, præcis hvornår jeg skulle være færdig med at læse op eller hvor effektiv jeg var i de perioder. Indimellem mistede jeg overblikket eller blev overvældet - og det synes jeg egentlig er meget menneskeligt. Ja, man er en klovn hvis man laver en masse aftaler i eksamensperioden og aflyser dem alle, men jeg synes det er skørt, hvis man prioriterer et cafébesøg på en bestemt dag over sin uddannelse, fordi der går kludder i planlægningen en enkelt gang.

Jeg har selv prøvet at komme på besøg hos en veninde, som var tydeligt frustreret (selvom hun prøvede at skjule det), fordi hun lige var inde i et godt flow med eksamenslæsning til en prøve, som hun havde kæmpet med og før var dumpet, og som hun så havde afbrudt for at holde vores aftale. Jeg ville virkelig gerne have haft, at hun bare havde aflyst, både for min og hendes skyld.

Jeg er med din venindes kæreste i den her sag.
Hvis man véd, at der er risiko for, at eksamensperioden bliver presset, så forstår jeg ikke, at man overhovedet planlægger aftaler i den periode. Så lang er en eksamensperiode trods alt heller ikke.

For mig er det helt klart gangbart at aflyse, hvis man er syg, men jeg ville dælme føle mig nedprioriteret, hvis jeg blev fravalgt, fordi vedkommende ikke lige følte sig oplagt eller havde travlt på arbejdet, og da især, hvis det skete flere gange. En enkelt gang kunne jeg godt tilgive, men 4 gange i løbet af 2 år, det synes jeg virkelig er meget.

[fisken80]

Mit universitet meldte heller ikke ud, hvornår eksaminerne lå før vi var meget tæt på. Jo, jeg vidste da, at der ville komme en eksamen i den periode, men jeg kunne ikke altid forudsige, præcis hvornår jeg skulle være færdig med at læse op eller hvor effektiv jeg var i de perioder.

Men så er det jo netop, at man må undlade at lave aftaler i de perioder - også selvom der er tale om en hel måned i streg. Jeg lægger f.eks heller ikke aftaler de første par uge efter semesterstart, for jeg skal lige kende arbejdsbyrden før jeg ved hvor presset, jeg er.

Helt enig. Så må man droppe aftaler i den periode og eventuelt holde sig til spontane, hvis man alligevel finder overskud til at være social.

[Corvida]

Det er da fair nok. Jeg har selv læst en kandidat og lagde ikke på forhånd aftaler i eksamensperioden, fordi jeg vidste hvor pressede de var. Det betød ikke, at jeg aldrig kom ud, men bare at jeg hold mig til mere løse/spontane aftaler, når der var overskud.

Og vi kan sagtens blive enige om, at det er det klogeste at gøre! Den gang det gik galt mellem mig og min veninde i en eksamensperiode skyldtes det vist lige så meget, at jeg ikke havde kommunikeret klart, at jeg ønskede en løs aftale. Jeg formulerede noget i retning af "jeg har vist nok tid her" og hun opfattede det som "vi har en aftale her". Det har jeg så også lært af nu.

Lige nu har jeg det bare sådan, at hvis jeg skal være 100% sikker på aldrig nogensinde at aflyse pga. arbejde, så kan jeg faktisk kun lave spontane og løse aftaler (jeg håber på en fastansættelse og er ikke lige der, hvor jeg siger til min leder, at han må lære at planlægge). Det kan jeg jo så blive nødt til, men jeg oplever, at man også kan blive ret upopulær på det (som en anden debattør skrev, så er det åbenbart "nederen", hvis jeg melder ud, at jeg ikke med absolut sikkerhed kan overholde aftaler i et uvist stykke tid). Alle de her ufravigelige sociale regler giver mig lidt lyst til at trække mig tilbage som eneboer

[LadyFox]

Jeger fuld af forståelse for at livet er uforudsigeligt og der kan komme ting i vejen, folk kan blive syge, have en dårlig dag og hvad der ellers er. Jeg stoler på at mine venner er venner med mig fordi det synes jeg er fantastisk og fordi det værdsætter at være i mit selskab - derfor stoler jeg også på at hvis de aflyser med mig er det ikke fordi de ikke gider mig, men fordi de står i en situation hvor det at aflyse er det rigtige for dem og deres velfærd at gøre, og det kan jeg godt unde dem, så jeg synes det er helt fair.

Men, der er et men - jeg forventer så også at de melder ærligt ud så snart de ved de ikke kan alligevel, eller så snart de så meget som overvejer at melde fra - sådan at jeg ved besked. Jeg gider ikke sådan noget med at blive aflyst i sidste sekund hvis de måske har vidst det i dagevis/timevis - for så føler jeg det begynder at blive spild af min tid. Jeg gider heller ikke hvis det er noget der sker jævnligt, og det kommer derud hvor man ikke kan regne med at en aftale som udgangspunkt er en aftale - men en gang i mellem så er det fint for mig.

[fisken80]

Det er da fair nok. Jeg har selv læst en kandidat og lagde ikke på forhånd aftaler i eksamensperioden, fordi jeg vidste hvor pressede de var. Det betød ikke, at jeg aldrig kom ud, men bare at jeg hold mig til mere løse/spontane aftaler, når der var overskud.

Og vi kan sagtens blive enige om, at det er det klogeste at gøre! Den gang det gik galt mellem mig og min veninde i en eksamensperiode skyldtes det vist lige så meget, at jeg ikke havde kommunikeret klart, at jeg ønskede en løs aftale. Jeg formulerede noget i retning af "jeg har vist nok tid her" og hun opfattede det som "vi har en aftale her". Det har jeg så også lært af nu.

Lige nu har jeg det bare sådan, at hvis jeg skal være 100% sikker på aldrig nogensinde at aflyse pga. arbejde, så kan jeg faktisk kun lave spontane og løse aftaler (jeg håber på en fastansættelse og er ikke lige der, hvor jeg siger til min leder, at han må lære at planlægge). Det kan jeg jo så blive nødt til, men jeg oplever, at man også kan blive ret upopulær på det (som en anden debattør skrev, så er det åbenbart "nederen", hvis jeg melder ud, at jeg ikke med absolut sikkerhed kan overholde aftaler i et uvist stykke tid). Alle de her ufravigelige sociale regler giver mig lidt lyst til at trække mig tilbage som eneboer

Men er det et problem?
Som jeg læser det, synes dine venner, at det er et problem, hvis du laver aftaler du ikke med sikkerhed véd om du kan overholde. Men hvis du undlader at lave de aftaler er der vel ikke noget problem.

Hvis de virkelig mener, at du SKAL være i stand til at lave faste aftaler på alle tidspunkter i dit liv, så er det dem, der har et problem.

[Allmost_Famous]

Lige nu har jeg det bare sådan, at hvis jeg skal være 100% sikker på aldrig nogensinde at aflyse pga. arbejde, så kan jeg faktisk kun lave spontane og løse aftaler (jeg håber på en fastansættelse og er ikke lige der, hvor jeg siger til min leder, at han må lære at planlægge). Det kan jeg jo så blive nødt til, men jeg oplever, at man også kan blive ret upopulær på det (som en anden debattør skrev, så er det åbenbart "nederen", hvis jeg melder ud, at jeg ikke med absolut sikkerhed kan overholde aftaler i et uvist stykke tid). Alle de her ufravigelige sociale regler giver mig lidt lyst til at trække mig tilbage som eneboer

Men det var deres problem, ikke mit. Og de kunne godt efterfølgende se, at der var en pointe i ikke at lave en aftale, der måske skulle aflyses på grund af et forudseeligt pres.

Hold dig til relativt spontane og løse aftaler, hvis du er presset en periode. Hvis dine venner ikke er okay med det, så er det altså bare sur røv.

[Evapeva]

Jeg synes, man skal overholde aftaler med venner. Ellers har det en tendens til at løbe ud i sandet i en tid, hvor alting i forvejen er blevet meget overfladisk, fordi man lige "tager den over Facebook" i stedet for rent faktisk at ringe til hinanden.

//Off topic on

Jeg giver Facebook skylden for rigtig meget, men altså - jeg tror vitterligt, det er dér overfladiske tendenser er opstået. Fx fordi man kan melde "deltager måske" til arrangementer. "Deltager måske" betyder jo mange ting, måske skal man have fri fra arbejde eller andet legalt, men jeg tror altså også, at mange bruger knappen som sådan en "jeg vil måske gerne med, men jeg trykker måske, fordi jeg så kan springe fra, hvis jeg får et bedre tilbud inden da".

//Off topic off

[Viskelæder]

Jeg er helt enig med dig, TS.
Arbejde er pligt, fritid er lyst. Og hvis jeg ikke har lyst til at se folk, så gider jeg ikke bruge min tid på det, og så aflyser jeg. Om det så er pga. sygdom, jobsamtale, at jeg har en lort, der sidder på tværs, eller at jeg bare virkelig meget hellere vil ligge hjemme på sofaen og se serier.
Jeg er generelt pligtopfyldende, og mine venner kan regne med mig, når det gælder. Men mine tætte venner ved, at jeg nogle gange bare ikke gider mennesker, også selvom jeg elsker dem. Hvis de bliver trætte af det - hvilket jo er helt forståeligt - så er vi ikke venner i ret lang tid.
Når jeg laver aftaler, er det derfor ind i mellem med en disclaimer om, at jeg måske på dagen ikke gider. De tætte venner, jeg har, er på samme måde, så derfor fungerer det.

[Corvida]

Lige nu har jeg det bare sådan, at hvis jeg skal være 100% sikker på aldrig nogensinde at aflyse pga. arbejde, så kan jeg faktisk kun lave spontane og løse aftaler (jeg håber på en fastansættelse og er ikke lige der, hvor jeg siger til min leder, at han må lære at planlægge). Det kan jeg jo så blive nødt til, men jeg oplever, at man også kan blive ret upopulær på det (som en anden debattør skrev, så er det åbenbart "nederen", hvis jeg melder ud, at jeg ikke med absolut sikkerhed kan overholde aftaler i et uvist stykke tid). Alle de her ufravigelige sociale regler giver mig lidt lyst til at trække mig tilbage som eneboer

Men det var deres problem, ikke mit. Og de kunne godt efterfølgende se, at der var en pointe i ikke at lave en aftale, der måske skulle aflyses på grund af et forudseeligt pres.

Hold dig til relativt spontane og løse aftaler, hvis du er presset en periode. Hvis dine venner ikke er okay med det, så er det altså bare sur røv.

Helt enig! Nu tænkte jeg mere på Tux's kommentar til mig (hvor der blev givet udtryk for, at det heller ikke er okay at sige, at man ikke kan lave faste aftaler) end dit indlæg Jeg synes, at du gjorde det eneste fornuftige i dit tilfælde.

Chancen for et venskab med min venindes kæreste har jeg for længst forpasset, da jeg aflyste en aftale med hende første gang, dengang uvidende om, hvordan han reagerer på, at folk aflyser. Min veninde er sådan set okay med, at jeg indimellem må aflyse pga. arbejde (jeg kan ikke altid vide, hvornår jeg pludselig får en ekstraopgave smidt i hovedet og det er omstændighederne så længe jeg er på den arbejdsplads - risikoen for at det sker er lille, men den vil fortsat være der). Jeg kan selvfølgelig foreslå hende, at vi kun laver løse aftaler fra nu af, for på den måde måske at undgå, at hendes kærestes syn på mig bliver endnu værre. Jeg tror ikke, at den falder i god jord, men det er da bestemt værd at tage en snak om. For mig er det optimale, at man laver aftaler og som udgangspunkt naturligvis holder dem, men ikke flipper skråt ud, hvis den ene part af en eller anden grund en sjælden gang imellem foreslår at rykke aftalen til en anden dag.

Jeg var egentlig bare interesseret i at høre, hvad folks holdninger til god opførsel angående aflysninger er, og det har været interessant at se, at min præference for fleksibilitet nok er mere i undertal end jeg lige havde regnet med. Det kan jo tyde på, at jeg i hvert fald skal kommunikere ret tydeligt om dette her i fremtiden, så jeg undgår at fornærme nogen utilgiveligt igen. Jeg synes stadig, at det er lidt skørt, at voksne mennesker ikke kan styre deres skuffelse over en aflysning, så længe det sker sjældent og i god tid, og jeg kommer aldrig til at forstå, hvorfor man vil insistere på samvær med en, som hellere var fri den dag, men sådan er vi jo forskellige og fred med det