Dine forventninger til aftaler og aflysninger

[Advocatus-Diaboli]

Jeg bliver nogle gange i højere grad end andre mindet om, at der ikke er plads til psykisk sygdom eller kroniske funktionsnedsættelse i samfundet. Ikke hvis man vil have venner, i hvert fald.

Har du ikke lyst at uddybe det lidt?

Når man står i en situation, hvor man ganske enkelt ikke ved, om man har kræfterne om fire uger, er det ret svært at lave aftaler, når det er så helligt.

Jamen så lader man bare være med at lave aftaler 4 uger ud i fremtiden, hvis man på forhånd ved at man ikke kan overskue det. Så nøjes man med 2 uger, 1 uge, et par dage ud i fremtiden. Er det også for meget, så nøjes man med at kontakte vennerne når man har det godt, og spørger om de er friske på noget her-og-nu.

[fisken80]

Tjohhh. Men for mig er det ikke sikkert man bare lige finder en anden dag. Og helt ærligt. Hvor gode venner er man, hvis kaffe/en bid mad i hinandens selskab IKKE er hyggeligt og trygt?

Jeg ville ærligt talt tænke, at jeg var mere en bekendt end en ven, hvis en dårlig dag var nok til at aflyse.

Altså, jeg har en gang i mellem dage hvor jeg ikke engang har lyst til at være sammen med min familie. Min familie, som er dem jeg elsker mere end noget andet i verdenen.
Der er bare nogen dage for mig, hvor det eneste jeg kan overskue er at ligge derhjemme i sofaen og lave ingenting.
Og at mine venner kan acceptere og rumme den enkelt gang eller to det er sket at jeg har aflyst pga det, og at jeg kan rumme det samme overfor dem, viser egentlig bare i mine øjne, hvor gode venner vi er.

Men er man så dårlig, så er det jo sygdom. Sker det for tit, af den behandlingskrævende slags.

Det er jeg nu ikke enig i. Jeg har et butiksjob hvor jeg konstant er sammen med kunder eller kollegaer og er på hele tiden, og jeg bliver på den måde 'fyldt op' med menneskekontakt hver dag. Jeg kan derfor sagtens have en søndag (eller endda længere perioder, når jeg har fri) hvor jeg bare ligger på sofaen og ser tv-serier. Jeg er ikke syg og det er ikke behandlingskrævende udover det jeg selv gør, det er bare sådan jeg har det. Ikke alt er en sygdom og ikke alt er behandlingskrævende. Nogen gange skal man bare acceptere, at man har det sådan og så planlægge sin hverdag efter det. Det behøver ikke være hverken svært eller noget der skal snakkes om til højre og venstre.

Ja, og jeg har et job som underviser, og er konstant omgivet af kolleger og elever. Elever, der kræver rigtig meget og som gør, at jeg er ekstremt meget på.
Jeg ved, belært af min erfaring, at jeg har rigtig meget brug for at lade op når jeg kommer hjem og derfor laver jeg meget få faste aftaler. På den måde tilgodeser jeg mit behov for at lade op alene og jeg undgår at brænde folk af. Og heldigvis er både telefonen og facebooks chat opfundet, så der er rig mulighed for alligevel at holde kontakt og snakke med folk, men det er på en spontan måde, hvor det kan gøres når overskuddet er til det.

[Oveditlevsen]

Ja, og så må man som åbenbart kraftigt introvert lade være med at lave faste aftaler. Sorry, men der står faktisk en person i den anden ende, den man lavede aftalen med, som bliver frustreret over at blive brændt af. Og det kan man simpelthen ikke være bekendt, introvert eller ej.

Jeg er såmænd ikke uenig, men jeg forstår ikke rigtigt behovet for at problematisere det spørgsmål, basalt set handler det om forventningsafstemning af dem som indgår aftalen, mon ikke de fleste kan overkomme det.

[Anigav]

Efter at have læst den her tråd, er jeg godt nok blevet endnu mere glad for min omgangskreds. Her er aflysninger helt okay, og vi siger det bare som det er, også selvom det er " Jeg har ikke lyst alligevel" og det er altså helt uden at man aflyser hele tiden. Vi kan også sagtens finde ud af, hvad der er passende at aflyse, for selvfølgelig kommer vi afsted, hvis det er større ting, eller det er noget der er vigtigt for den anden. Men en helt almindelig aftale, uden en større plan, den må altså gerne aflyses, uden at man skal opfinde en døende onkel. Og så aflyser vi også i god tid og ikke 5 min før.

Det er ikke for at sige at vores måde, er den eneste rigtig måde, men det er den rigtige for mig/os. Jeg ville ikke kunne have et venskab, hvor at jeg skulle tvinge mig selv afsted til en kop kaffe, hvis jeg havde en rigtig lorte dag. Ind imellem så hjælper det da at komme ud af døren, andre gange ikke, og det kan jeg sagtens selv mærke hvornår er.

[Novella]

Jeg bliver nogle gange i højere grad end andre mindet om, at der ikke er plads til psykisk sygdom eller kroniske funktionsnedsættelse i samfundet. Ikke hvis man vil have venner, i hvert fald.

Har du ikke lyst at uddybe det lidt?

Når man står i en situation, hvor man ganske enkelt ikke ved, om man har kræfterne om fire uger, er det ret svært at lave aftaler, når det er så helligt.

Jamen så lader man bare være med at lave aftaler 4 uger ud i fremtiden, hvis man på forhånd ved at man ikke kan overskue det. Så nøjes man med 2 uger, 1 uge, et par dage ud i fremtiden. Er det også for meget, så nøjes man med at kontakte vennerne når man har det godt, og spørger om de er friske på noget her-og-nu.

Lige præcis.

[lulu-p]

Da jeg var yngre og endnu ikke havde børn, oplevede jeg ikke de helt store issues omkring at aflyse aftaler. Vi havde langt flere sociale aftaler dengang. Og mange af dem var i stil med "mødes til en kop kaffe", eller en fredagsøl i studenterbaren.

I dag kan det være rigtig svært overhovedet at få lavet en aftale. Alle har fået børn, mange er flyttet til andre dele af landet. Og alle har rigtig travlt. Nogen gange er aftaler noget vi planlægger 6 måneder frem i tiden...for det er den weekend, hvor børn ikke skal noget og alle forældre ikke skal arbejde..eller andet.

Når aftalerne er så svære at få på plads, så skal der altså lige lidt mere til førend de aflyses. Ikke at det ikke er sket, for ting sker.

[Animi]

Efter at have læst den her tråd, er jeg godt nok blevet endnu mere glad for min omgangskreds. Her er aflysninger helt okay, og vi siger det bare som det er, også selvom det er " Jeg har ikke lyst alligevel" og det er altså helt uden at man aflyser hele tiden. Vi kan også sagtens finde ud af, hvad der er passende at aflyse, for selvfølgelig kommer vi afsted, hvis det er større ting, eller det er noget der er vigtigt for den anden. Men en helt almindelig aftale, uden en større plan, den må altså gerne aflyses, uden at man skal opfinde en døende onkel. Og så aflyser vi også i god tid og ikke 5 min før.

Det er ikke for at sige at vores måde, er den eneste rigtig måde, men det er den rigtige for mig/os. Jeg ville ikke kunne have et venskab, hvor at jeg skulle tvinge mig selv afsted til en kop kaffe, hvis jeg havde en rigtig lorte dag. Ind imellem så hjælper det da at komme ud af døren, andre gange ikke, og det kan jeg sagtens selv mærke hvornår er.

Jeg har det på samme måde. Jeg ville slet ikke kunne fungere i en vennegruppe, hvis man ikke en sjælden gang kunne få lov til at aflyse en aftale, fordi man mentalt ikke orker det.
Jeg kan sagtens forstå at det ville være irriterende hvis det hele tiden sket - men en gang i mellem? Det er jeg ret glad for at mine venner kan rumme

[Advocatus-Diaboli]

Jeg bliver nogle gange i højere grad end andre mindet om, at der ikke er plads til psykisk sygdom eller kroniske funktionsnedsættelse i samfundet. Ikke hvis man vil have venner, i hvert fald.

Har du ikke lyst at uddybe det lidt?

Når man står i en situation, hvor man ganske enkelt ikke ved, om man har kræfterne om fire uger, er det ret svært at lave aftaler, når det er så helligt.

Jamen så lader man bare være med at lave aftaler 4 uger ud i fremtiden, hvis man på forhånd ved at man ikke kan overskue det. Så nøjes man med 2 uger, 1 uge, et par dage ud i fremtiden. Er det også for meget, så nøjes man med at kontakte vennerne når man har det godt, og spørger om de er friske på noget her-og-nu.

Og det skal du bestemme fordi? Gider du da godt lade være med at presse dine meninger ned over hovedet på andre, det er mildesrt talt kvalmemde!

Den eneste der forsøger at bestemme noget, er dig. Du forsøger at bestemme om jeg skal presse mine holdninger ned over hovedet på andre. Du bliver så vred, at du ikke engang kan stave dine svinere korrekt.

Men siden du spørger, så er svaret "nej, det gider jeg ikke".

[Viskelæder]

Efter at have læst den her tråd, er jeg godt nok blevet endnu mere glad for min omgangskreds. Her er aflysninger helt okay, og vi siger det bare som det er, også selvom det er " Jeg har ikke lyst alligevel" og det er altså helt uden at man aflyser hele tiden. Vi kan også sagtens finde ud af, hvad der er passende at aflyse, for selvfølgelig kommer vi afsted, hvis det er større ting, eller det er noget der er vigtigt for den anden. Men en helt almindelig aftale, uden en større plan, den må altså gerne aflyses, uden at man skal opfinde en døende onkel. Og så aflyser vi også i god tid og ikke 5 min før.

Det er ikke for at sige at vores måde, er den eneste rigtig måde, men det er den rigtige for mig/os. Jeg ville ikke kunne have et venskab, hvor at jeg skulle tvinge mig selv afsted til en kop kaffe, hvis jeg havde en rigtig lorte dag. Ind imellem så hjælper det da at komme ud af døren, andre gange ikke, og det kan jeg sagtens selv mærke hvornår er.

Jeg har det på samme måde. Jeg ville slet ikke kunne fungere i en vennegruppe, hvis man ikke en sjælden gang kunne få lov til at aflyse en aftale, fordi man mentalt ikke orker det.
Jeg kan sagtens forstå at det ville være irriterende hvis det hele tiden sket - men en gang i mellem? Det er jeg ret glad for at mine venner kan rumme

Samme her. Der er godt nok mange herinde, jeg slet ikke ville kunne være venner med Jeg kan slet ikke forstå den kæft, trit og retning-holdning, der er til venskaber herinde.

[fisken80]

Efter at have læst den her tråd, er jeg godt nok blevet endnu mere glad for min omgangskreds. Her er aflysninger helt okay, og vi siger det bare som det er, også selvom det er " Jeg har ikke lyst alligevel" og det er altså helt uden at man aflyser hele tiden. Vi kan også sagtens finde ud af, hvad der er passende at aflyse, for selvfølgelig kommer vi afsted, hvis det er større ting, eller det er noget der er vigtigt for den anden. Men en helt almindelig aftale, uden en større plan, den må altså gerne aflyses, uden at man skal opfinde en døende onkel. Og så aflyser vi også i god tid og ikke 5 min før.

Det er ikke for at sige at vores måde, er den eneste rigtig måde, men det er den rigtige for mig/os. Jeg ville ikke kunne have et venskab, hvor at jeg skulle tvinge mig selv afsted til en kop kaffe, hvis jeg havde en rigtig lorte dag. Ind imellem så hjælper det da at komme ud af døren, andre gange ikke, og det kan jeg sagtens selv mærke hvornår er.

Jeg har det på samme måde. Jeg ville slet ikke kunne fungere i en vennegruppe, hvis man ikke en sjælden gang kunne få lov til at aflyse en aftale, fordi man mentalt ikke orker det.
Jeg kan sagtens forstå at det ville være irriterende hvis det hele tiden sket - men en gang i mellem? Det er jeg ret glad for at mine venner kan rumme

Samme her. Der er godt nok mange herinde, jeg slet ikke ville kunne være venner med Jeg kan slet ikke forstå den kæft, trit og retning-holdning, der er til venskaber herinde.

Det kunne jo f.eks. være fordi det kan være svært at få aftaler på plads. At det med at finde et tidspunkt hvor to eller flere mennesker kan på samme tid faktisk ikke er så nemt igen. Hvis man så oplever, at folk alligevel bare aflyser når det er lykkedes, så kan man sgu godt blive lidt træt. Så foretrækker jeg, at man undlader at lave en aftale overhovedet, når man véd, at man måske ikke kan overholde den. Så slipper man for, at folk bliver skuffede, fordi man gav indtryk af, at det var lykkedes at lave en aftale, men når det kom til stykket så orkede man det ikke lige alligevel.

Det kunne også handle om, at ens ven har takket nej til andre ting den dag aftalen lå. Flyttet et møde, sagt nej til at arbejde længe, takket nej til et andet arrangement osv. og når aftalen så alligevel bliver droppet, så står man der og føler sig dum.
Det er som om aflyserne ikke har fanget, at andre mennesker faktisk også har en hverdag der skal fungere og at en aflyst aftale faktisk kan være rigtig frustrerende, fordi man lagde andet til side for den aftales skyld.

Og undskyld jeg skriver det, slå mig bare, det bekræfter mig bare endnu engang i, at mange har en hamrende egoistisk tilgang til verden og livet.

[Daine]

Efter at have læst den her tråd, er jeg godt nok blevet endnu mere glad for min omgangskreds. Her er aflysninger helt okay, og vi siger det bare som det er, også selvom det er " Jeg har ikke lyst alligevel" og det er altså helt uden at man aflyser hele tiden. Vi kan også sagtens finde ud af, hvad der er passende at aflyse, for selvfølgelig kommer vi afsted, hvis det er større ting, eller det er noget der er vigtigt for den anden. Men en helt almindelig aftale, uden en større plan, den må altså gerne aflyses, uden at man skal opfinde en døende onkel. Og så aflyser vi også i god tid og ikke 5 min før.

Det er ikke for at sige at vores måde, er den eneste rigtig måde, men det er den rigtige for mig/os. Jeg ville ikke kunne have et venskab, hvor at jeg skulle tvinge mig selv afsted til en kop kaffe, hvis jeg havde en rigtig lorte dag. Ind imellem så hjælper det da at komme ud af døren, andre gange ikke, og det kan jeg sagtens selv mærke hvornår er.

Jeg har det på samme måde. Jeg ville slet ikke kunne fungere i en vennegruppe, hvis man ikke en sjælden gang kunne få lov til at aflyse en aftale, fordi man mentalt ikke orker det.
Jeg kan sagtens forstå at det ville være irriterende hvis det hele tiden sket - men en gang i mellem? Det er jeg ret glad for at mine venner kan rumme

Samme her. Der er godt nok mange herinde, jeg slet ikke ville kunne være venner med Jeg kan slet ikke forstå den kæft, trit og retning-holdning, der er til venskaber herinde.

Jeg har også syntes det hele en overgang var meget sort-hvidt. Men jeg gætter på, at når man er ude i virkeligheden og ens veninde ringer og siger "Fuck, jeg er helt ødelagt efter en lang dag. Kan vi udsætte vores kaffeaftale til næste uge?", så er jeg nu alligevel sikker på, det de færreste der ville sige "No Way, du har sgu bare at møde op!!"
Jeg synes det er svært at udtrykke på skrift, hvordan min holdning feks er, for det kommer SÅ meget an på situationen og relationen til vedkommende. Var det tredje gang i træk, at vedkommende ringede, så ville jeg måske øffe lidt. Men 99% af gangene ville jeg da sige "Selvfølgelig kan vi det" og så ikke ligge mere i det.
Det er svært, for der er så mange forbehold at tage, når man skal skrive. I én situation ville jeg gøre A, en anden B og en tredje C, selvom udgangspunktet måske er det samme, men personerne ikke er.

[Daine]

Efter at have læst den her tråd, er jeg godt nok blevet endnu mere glad for min omgangskreds. Her er aflysninger helt okay, og vi siger det bare som det er, også selvom det er " Jeg har ikke lyst alligevel" og det er altså helt uden at man aflyser hele tiden. Vi kan også sagtens finde ud af, hvad der er passende at aflyse, for selvfølgelig kommer vi afsted, hvis det er større ting, eller det er noget der er vigtigt for den anden. Men en helt almindelig aftale, uden en større plan, den må altså gerne aflyses, uden at man skal opfinde en døende onkel. Og så aflyser vi også i god tid og ikke 5 min før.

Det er ikke for at sige at vores måde, er den eneste rigtig måde, men det er den rigtige for mig/os. Jeg ville ikke kunne have et venskab, hvor at jeg skulle tvinge mig selv afsted til en kop kaffe, hvis jeg havde en rigtig lorte dag. Ind imellem så hjælper det da at komme ud af døren, andre gange ikke, og det kan jeg sagtens selv mærke hvornår er.

Jeg har det på samme måde. Jeg ville slet ikke kunne fungere i en vennegruppe, hvis man ikke en sjælden gang kunne få lov til at aflyse en aftale, fordi man mentalt ikke orker det.
Jeg kan sagtens forstå at det ville være irriterende hvis det hele tiden sket - men en gang i mellem? Det er jeg ret glad for at mine venner kan rumme

Samme her. Der er godt nok mange herinde, jeg slet ikke ville kunne være venner med Jeg kan slet ikke forstå den kæft, trit og retning-holdning, der er til venskaber herinde.

Det kunne jo f.eks. være fordi det kan være svært at få aftaler på plads. At det med at finde et tidspunkt hvor to eller flere mennesker kan på samme tid faktisk ikke er så nemt igen. Hvis man så oplever, at folk alligevel bare aflyser når det er lykkedes, så kan man sgu godt blive lidt træt. Så foretrækker jeg, at man undlader at lave en aftale overhovedet, når man véd, at man måske ikke kan overholde den. Så slipper man for, at folk bliver skuffede, fordi man gav indtryk af, at det var lykkedes at lave en aftale, men når det kom til stykket så orkede man det ikke lige alligevel.

Det kunne også handle om, at ens ven har takket nej til andre ting den dag aftalen lå. Flyttet et møde, sagt nej til at arbejde længe, takket nej til et andet arrangement osv. og når aftalen så alligevel bliver droppet, så står man der og føler sig dum.
Det er som om aflyserne ikke har fanget, at andre mennesker faktisk også har en hverdag der skal fungere og at en aflyst aftale faktisk kan være rigtig frustrerende, fordi man lagde andet til side for den aftales skyld.

Og undskyld jeg skriver det, slå mig bare, det bekræfter mig bare endnu engang i, at mange har en hamrende egoistisk tilgang til verden og livet.

Men så er man forhåbentlig så gode venner, at man kan tage den snak? Sådan lidt "Ej, Amalie-Sofie nu har jeg rykket rundt for at få gjort plads til det her, er der slet ingen mulighed for at vi kan mødes?" Og så tager man den derfra. Her går jeg selvfølgelig ud fra, at man kender hinanden og kan respektere hinandens problemer i livet. Store som små. Hvis man ikke kan det, ja, så er det nok svært at bygge et ordenligt venskab op, for selvfølgelig skal der være plads til alle i et venskab.

[achillaxedprune]

Som udgangspunkt mener jeg, at man skal overholde sine aftaler. Hvis aftalerne med mig for tit blev aflyst, ville jeg automatisk trække mig fra personen... Jeg gider ikke kalde nogen en ven, hvis jeg ikke kan stole på dem.

Det sagt, så må folk gerne aflyse med mig - også med begrundelsen "jeg kan ikke overskue det i dag"... Grunden er mindre relevant end antallet af gange, det sker. 4 gange på 2 år - det ville være utrolig meget for mig. Men nu er det også få, jeg ser på månedlig basis efterhånden. Dengang jeg var studerende og single var der meget mere tid til vennerne. Der ville 4 gange på 2 år med mine tætteste veninder være ingenting.

Jeg har selv aflyst, simpelthen fordi jeg ikke har haft overskud og lyst alligevel... Sjældnet, men hvis jeg kan mærke at jeg bare skal være hjemme, så prioriterer jeg mig selv højst. Undtaget hvis det er et større arrangement, hvor den anden har brugt penge på aftalen. Generelt skildner jeg mellem de aftaler, hvor den anden har brugt penge, og så de der lad-os-mødes-ude-over-en-kop-kaffe. Den første type aftale, skulle der være sygdom eller helt ekstraordinære omstændigheder til før end jeg aflyste.

[zembra1986]

Efter at have læst den her tråd, er jeg godt nok blevet endnu mere glad for min omgangskreds. Her er aflysninger helt okay, og vi siger det bare som det er, også selvom det er " Jeg har ikke lyst alligevel" og det er altså helt uden at man aflyser hele tiden. Vi kan også sagtens finde ud af, hvad der er passende at aflyse, for selvfølgelig kommer vi afsted, hvis det er større ting, eller det er noget der er vigtigt for den anden. Men en helt almindelig aftale, uden en større plan, den må altså gerne aflyses, uden at man skal opfinde en døende onkel. Og så aflyser vi også i god tid og ikke 5 min før.

Det er ikke for at sige at vores måde, er den eneste rigtig måde, men det er den rigtige for mig/os. Jeg ville ikke kunne have et venskab, hvor at jeg skulle tvinge mig selv afsted til en kop kaffe, hvis jeg havde en rigtig lorte dag. Ind imellem så hjælper det da at komme ud af døren, andre gange ikke, og det kan jeg sagtens selv mærke hvornår er.

Jeg har det på samme måde. Jeg ville slet ikke kunne fungere i en vennegruppe, hvis man ikke en sjælden gang kunne få lov til at aflyse en aftale, fordi man mentalt ikke orker det.
Jeg kan sagtens forstå at det ville være irriterende hvis det hele tiden sket - men en gang i mellem? Det er jeg ret glad for at mine venner kan rumme

Samme her. Der er godt nok mange herinde, jeg slet ikke ville kunne være venner med Jeg kan slet ikke forstå den kæft, trit og retning-holdning, der er til venskaber herinde.

Enig, der er mange herinde jeg slet slet ikke kunne eller ville være i venskab med

[Viskelæder]

Det kunne jo f.eks. være fordi det kan være svært at få aftaler på plads. At det med at finde et tidspunkt hvor to eller flere mennesker kan på samme tid faktisk ikke er så nemt igen. Hvis man så oplever, at folk alligevel bare aflyser når det er lykkedes, så kan man sgu godt blive lidt træt. Så foretrækker jeg, at man undlader at lave en aftale overhovedet, når man véd, at man måske ikke kan overholde den. Så slipper man for, at folk bliver skuffede, fordi man gav indtryk af, at det var lykkedes at lave en aftale, men når det kom til stykket så orkede man det ikke lige alligevel.

Det kunne også handle om, at ens ven har takket nej til andre ting den dag aftalen lå. Flyttet et møde, sagt nej til at arbejde længe, takket nej til et andet arrangement osv. og når aftalen så alligevel bliver droppet, så står man der og føler sig dum.
Det er som om aflyserne ikke har fanget, at andre mennesker faktisk også har en hverdag der skal fungere og at en aflyst aftale faktisk kan være rigtig frustrerende, fordi man lagde andet til side for den aftales skyld.

Og undskyld jeg skriver det, slå mig bare, det bekræfter mig bare endnu engang i, at mange har en hamrende egoistisk tilgang til verden og livet.

Jamen jeg kan sagtens forstå alle de grunde, du skriver. Det ER svært, når man er voksen og har hvert sit liv og familie at få aftaler til at passe. Man fravælger noget andet for det, og det kan kræve planlægning.
Det ændrer bare ikke på, at hvis jeg virkelig ikke har lyst, så aflyser jeg (og jeg aflyser altså ikke tit eller er en flake). Og jeg har intet imod, at mine venner gør det samme. Derfor ved vi da godt, at den anden har skullet planlægge det osv.. Men ingen i mine venskaber kan se meningen med at ses, hvis den ene part ikke har lyst.

Jeg kan sagtens se, at du tænker, det er egoistisk. Det er det nok også. Min fritid handler om, hvad jeg har lyst til. Og den glæde, jeg får ud af at gøre, hvad jeg har lyst til, er nok også det, der medfører, at jeg simpelthen ikke kan få ondt i røven over sådan nogle ting her.