Dine forventninger til aftaler og aflysninger

[Viskelæder]

Jeg har også syntes det hele en overgang var meget sort-hvidt. Men jeg gætter på, at når man er ude i virkeligheden og ens veninde ringer og siger "Fuck, jeg er helt ødelagt efter en lang dag. Kan vi udsætte vores kaffeaftale til næste uge?", så er jeg nu alligevel sikker på, det de færreste der ville sige "No Way, du har sgu bare at møde op!!"
Jeg synes det er svært at udtrykke på skrift, hvordan min holdning feks er, for det kommer SÅ meget an på situationen og relationen til vedkommende. Var det tredje gang i træk, at vedkommende ringede, så ville jeg måske øffe lidt. Men 99% af gangene ville jeg da sige "Selvfølgelig kan vi det" og så ikke ligge mere i det.
Det er svært, for der er så mange forbehold at tage, når man skal skrive. I én situation ville jeg gøre A, en anden B og en tredje C, selvom udgangspunktet måske er det samme, men personerne ikke er.

Det har du helt ret i. Det afhænger meget af situationen.

[Buller]

Og det ville få mig til at føle, at jeg blev brændt af. Hvis man véd, at man ofte ikke har kræfterne til at overholde en aftale, så synes jeg ærlig talt, at man skylder ikke at lave de aftaler. Det andet er skide dårlig stil, medmindre man vitterligt ER syg. Og nej, at være introvert er ikke en sygdom, jeg synes mere det lyder som om det er en skide dårlig undskyldning for at være pissehamrende egoistisk.

Det lyder da godt nok som om du har seriøst ondt i måsen efterhånden...

Hvor læser du ofte ind i noget som helst der skrives her? Der skrives at man er glad for at man har muligheden hvis man har behov, "ofte" må stå for din regning.

det jeg siger er at jeg er meget glad for at jeg og min omgangskreds giver hinanden plads til at få overskud. Vi ser det nemlig ikke som en pissedårlig undskyldning for at være skide egoistisk, vi ser det som at være rummelige overfor hinanden. Jeg bliver altid glad når jeg kan være en god ven overfor mine venner og give dem den plads de har brug for. Derimod ville jeg have det skidt med at være den man besøgte af pligt fordi man ikke turde andet.

[Buller]

Det kunne jo f.eks. være fordi det kan være svært at få aftaler på plads. At det med at finde et tidspunkt hvor to eller flere mennesker kan på samme tid faktisk ikke er så nemt igen. Hvis man så oplever, at folk alligevel bare aflyser når det er lykkedes, så kan man sgu godt blive lidt træt. Så foretrækker jeg, at man undlader at lave en aftale overhovedet, når man véd, at man måske ikke kan overholde den. Så slipper man for, at folk bliver skuffede, fordi man gav indtryk af, at det var lykkedes at lave en aftale, men når det kom til stykket så orkede man det ikke lige alligevel.

Det kunne også handle om, at ens ven har takket nej til andre ting den dag aftalen lå. Flyttet et møde, sagt nej til at arbejde længe, takket nej til et andet arrangement osv. og når aftalen så alligevel bliver droppet, så står man der og føler sig dum.
Det er som om aflyserne ikke har fanget, at andre mennesker faktisk også har en hverdag der skal fungere og at en aflyst aftale faktisk kan være rigtig frustrerende, fordi man lagde andet til side for den aftales skyld.

Og undskyld jeg skriver det, slå mig bare, det bekræfter mig bare endnu engang i, at mange har en hamrende egoistisk tilgang til verden og livet.

Jamen jeg kan sagtens forstå alle de grunde, du skriver. Det ER svært, når man er voksen og har hvert sit liv og familie at få aftaler til at passe. Man fravælger noget andet for det, og det kan kræve planlægning.
Det ændrer bare ikke på, at hvis jeg virkelig ikke har lyst, så aflyser jeg (og jeg aflyser altså ikke tit eller er en flake). Og jeg har intet imod, at mine venner gør det samme. Derfor ved vi da godt, at den anden har skullet planlægge det osv.. Men ingen i mine venskaber kan se meningen med at ses, hvis den ene part ikke har lyst.

Jeg kan sagtens se, at du tænker, det er egoistisk. Det er det nok også. Min fritid handler om, hvad jeg har lyst til. Og den glæde, jeg får ud af at gøre, hvad jeg har lyst til, er nok også det, der medfører, at jeg simpelthen ikke kan få ondt i røven over sådan nogle ting her.

sjovt at dem der tænker at det er egoistisk at aflyse en aftale slet ikke kan se det egoistiske i at insistere på at den skal holdes udelukkende fordi at de selv gerne vil have det.

[Buller]

Jamen så lader man bare være med at lave aftaler 4 uger ud i fremtiden, hvis man på forhånd ved at man ikke kan overskue det. Så nøjes man med 2 uger, 1 uge, et par dage ud i fremtiden. Er det også for meget, så nøjes man med at kontakte vennerne når man har det godt, og spørger om de er friske på noget her-og-nu.

eller endnu smartere, sørger for en omgangskreds der kan rumme en og ikke laver drama over det.

[Allmost_Famous]

sjovt at dem der tænker at det er egoistisk at aflyse en aftale slet ikke kan se det egoistiske i at insistere på at den skal holdes udelukkende fordi at de selv gerne vil have det.

Ahh, nu skal vi vist heller ikke gøre tingene værre end de er.

Det er ikke ligefrem urimeligt at mene, at aftaler som udgangspunkt holdes. Hvis man bliver brændt af fordi ens ven simpelthen ikke havde forvaltet sin tid godt nok, er det da drønærgerligt, og det synes jeg faktisk, man skal have lov at mene.

[Allmost_Famous]

Jamen så lader man bare være med at lave aftaler 4 uger ud i fremtiden, hvis man på forhånd ved at man ikke kan overskue det. Så nøjes man med 2 uger, 1 uge, et par dage ud i fremtiden. Er det også for meget, så nøjes man med at kontakte vennerne når man har det godt, og spørger om de er friske på noget her-og-nu.

eller endnu smartere, sørger for en omgangskreds der kan rumme en og ikke laver drama over det.

Mener du i ramme alvor, at det er helt i orden at lave aftaler på et tidspunkt, hvor man på forhånd ved, at man måske bliver nødt til at aflyse?

[Advocatus-Diaboli]

Jamen så lader man bare være med at lave aftaler 4 uger ud i fremtiden, hvis man på forhånd ved at man ikke kan overskue det. Så nøjes man med 2 uger, 1 uge, et par dage ud i fremtiden. Er det også for meget, så nøjes man med at kontakte vennerne når man har det godt, og spørger om de er friske på noget her-og-nu.

eller endnu smartere, sørger for en omgangskreds der kan rumme en og ikke laver drama over det.

Min løsning virker både på dem der kan håndtere at blive brændt af og dem der ikke gider det. Din løsning virker kun på dem der godt kan tåle det. Så din løsning er ikke "endnu smartere".

[Buller]

Jamen så lader man bare være med at lave aftaler 4 uger ud i fremtiden, hvis man på forhånd ved at man ikke kan overskue det. Så nøjes man med 2 uger, 1 uge, et par dage ud i fremtiden. Er det også for meget, så nøjes man med at kontakte vennerne når man har det godt, og spørger om de er friske på noget her-og-nu.

eller endnu smartere, sørger for en omgangskreds der kan rumme en og ikke laver drama over det.

Mener du i ramme alvor, at det er helt i orden at lave aftaler på et tidspunkt, hvor man på forhånd ved, at man måske bliver nødt til at aflyse?

Nu er mit liv sådan indrettet at jeg aldrig ved 100% hvad der sker i fremtiden, så ud fra den forudsætning skulle jeg aldrig kunne lave en eneste aftale fordi den så pine død skulle overholdes. Folk kommer på hospitalet, jeg bliver syg, eller træt etc.... hvem ved med sikkerhed hvad der sker når de laver en aftale.

Alle mine aftaler VIL jeg gerne overholde, det er bare sådan at jeg nogle gange må erkende at jeg ikke magter det nå vi når til dem. Betyder det at jeg booker alle mine venner alle aftner om ugen og så bare bliver hjemme på sofaen så de kan sidde og vente forgæves? nej selvfølgelig ikke.

Men hvis jeg eller mine venner pludselig løber tør for energi, så melder vi ærligt ud og får plads til at slappe lidt af.

Det er faktisk ikke noget vi gør med vilje for at genere hinanden, tro det eller lad være.

[Buller]

Jamen så lader man bare være med at lave aftaler 4 uger ud i fremtiden, hvis man på forhånd ved at man ikke kan overskue det. Så nøjes man med 2 uger, 1 uge, et par dage ud i fremtiden. Er det også for meget, så nøjes man med at kontakte vennerne når man har det godt, og spørger om de er friske på noget her-og-nu.

eller endnu smartere, sørger for en omgangskreds der kan rumme en og ikke laver drama over det.

Min løsning virker både på dem der kan håndtere at blive brændt af og dem der ikke gider det. Din løsning virker kun på dem der godt kan tåle det. Så din løsning er ikke "endnu smartere".

jo, det er den faktisk. For størstedelen af gangene kan man jo sagtens lave aftalerne længe i forvejen. Man skal bare sørge for at have sorteret dem fra der brænder helt sammen over den 1% af gangene man så må aflyse.

[Buller]

eller endnu smartere, sørger for en omgangskreds der kan rumme en og ikke laver drama over det.

Synes det er en lille smule unuanceret at kalde folk ikke rummelige, fordi man kan blive ærgelig over, at ens venner aflyser en aftale, hvis det sådan sker flere gange i træk med den begrundelse, at man ikke lige orker det alligevel

Jobsamtaler, sygdom, krise på hjemmefronten osv. er selvfølgelig altid gyldige grunde til at aflyse uanset hvad.

For mig afhænger det også af typen af aftalen. Det var der vist også en anden, der var inde på i starten af tråden. Hvis vi har aftalt, at jeg skal lave mad, så bruger jeg noget tid og krudt på at lave noget lækkert og at gøre noget ud af det. Hvis aftalen så bliver aflyst uden nogen "ordentlig" grund, så bliver man sgu da lidt skufftet. Hvis det derimod er sådan en "smæk benene op, se fodbold og spis take-away", så er sagen en helt anden, og afbud er ikke helt så generende, selvom det selvfølgelig altid er ærgerligt, hvis man havde glædet sig til at se den anden.

Personligt har jeg også et ret stort behov for alenetid, og jeg kan ofte godt tænke, at jeg ikke altid orker at tage af sted, hvis jeg skal et eller andet. Men har nærmest aldrig oplevet, at det ikke endte med at være super hyggeligt og givende, når jeg først kom af sted.

jeg synes ikke det er rummeligt at forvente at folk skal øve vold mod sig selv fordi man lige har lyst til at blive underholdt nu. Jeg synes at være rummelig betyder at man giver plads til andre, ikke at forvente at de skal indrette sig efter en. Derfor giver jeg gerne plads til at mine venner kan få ro og de giver heldigvis også plads til mig.

At man ærgrer sig over det er da fint nok, det gør jeg da også, også når jeg er den som er løbet tør for energi og ikke kan overskue det alligevel. Jeg sidder ikke bare derhjemme og ser vild med dans og gnækker over at have "brændt mine venner af". Men den slags udmeldinger der er kommet i tråden er jo ikke bare at man ærgrer sig over ikke at se sin ven, det er fordi man er muggen over at ens legetøj ikke kom alligevel og nu skal man bare underholde sig selv..buhuuu

[Allmost_Famous]

jeg synes ikke det er rummeligt at forvente at folk skal øve vold mod sig selv fordi man lige har lyst til at blive underholdt nu. Jeg synes at være rummelig betyder at man giver plads til andre, ikke at forvente at de skal indrette sig efter en. Derfor giver jeg gerne plads til at mine venner kan få ro og de giver heldigvis også plads til mig.

At man ærgrer sig over det er da fint nok, det gør jeg da også, også når jeg er den som er løbet tør for energi og ikke kan overskue det alligevel. Jeg sidder ikke bare derhjemme og ser vild med dans og gnækker over at have "brændt mine venner af". Men den slags udmeldinger der er kommet i tråden er jo ikke bare at man ærgrer sig over ikke at se sin ven, det er fordi man er muggen over at ens legetøj ikke kom alligevel og nu skal man bare underholde sig selv..buhuuu

Men det er da godt, at du ikke laver drama, sådan som du beskylder folk, der forventer overholdte aftaler, for at gøre.

[Novella]

eller endnu smartere, sørger for en omgangskreds der kan rumme en og ikke laver drama over det.

Synes det er en lille smule unuanceret at kalde folk ikke rummelige, fordi man kan blive ærgelig over, at ens venner aflyser en aftale, hvis det sådan sker flere gange i træk med den begrundelse, at man ikke lige orker det alligevel

Jobsamtaler, sygdom, krise på hjemmefronten osv. er selvfølgelig altid gyldige grunde til at aflyse uanset hvad.

For mig afhænger det også af typen af aftalen. Det var der vist også en anden, der var inde på i starten af tråden. Hvis vi har aftalt, at jeg skal lave mad, så bruger jeg noget tid og krudt på at lave noget lækkert og at gøre noget ud af det. Hvis aftalen så bliver aflyst uden nogen "ordentlig" grund, så bliver man sgu da lidt skufftet. Hvis det derimod er sådan en "smæk benene op, se fodbold og spis take-away", så er sagen en helt anden, og afbud er ikke helt så generende, selvom det selvfølgelig altid er ærgerligt, hvis man havde glædet sig til at se den anden.

Personligt har jeg også et ret stort behov for alenetid, og jeg kan ofte godt tænke, at jeg ikke altid orker at tage af sted, hvis jeg skal et eller andet. Men har nærmest aldrig oplevet, at det ikke endte med at være super hyggeligt og givende, når jeg først kom af sted.

Selvfølgelig. Jeg ville eddersparkseme også brænde mit lys i samtlige ender for at nå frem til en af de aftaler, der involverede middag og stearinlys. Dem har jeg ret beset heller ikke mange af netop af hensyn til kræfterne.

[Delfin]

Jeg bliver nogle gange i højere grad end andre mindet om, at der ikke er plads til psykisk sygdom eller kroniske funktionsnedsættelse i samfundet. Ikke hvis man vil have venner, i hvert fald.

Har du ikke lyst at uddybe det lidt?

Når man står i en situation, hvor man ganske enkelt ikke ved, om man har kræfterne om fire uger, er det ret svært at lave aftaler, når det er så helligt. Og det er det - jeg kender godt de sociale spilleregler. Ham kæresten der og flere i tråden giver udtryk for, at det ikke er en mulighed, at man kan klappe sammen på selve dagen, men... øh... jo, det er det. Uanset alle de gode intentioner. Ja, så kan man jo melde sig syg, og det har jeg også gjort, når jeg har slæbt mig hjem og bare ligger med en hyletone i hovedet og ikke engang magter at gå ud og smøre mig en ostemad.

Jeg har i årevis løst problemet ved at takke nej til næsten alt og sjældent tage initiativ, men det her er ikke rigtigt noget, man kan tale om eller acceptere. Folk i min omgangskreds vidste godt, at jeg var syg. Min nærmeste familie har dog direkte givet udtryk for, at de ikke troede på det. Flere venner har droppet mig, herunder min allerbedste veninde, som forklarede mig, at årsagen var, at jeg var holdt op med at være sjov og spontan.

Jeg stabler mig på benene nu, for nu er jeg efterhånden der, hvor jeg kan tage mig sammen lige som andre mennesker. Jeg får stadig overbelastningsperioder, og det kommer ikke til at ændre sig, men jeg kan cope med det nu og planlægge mig ud af en del. Det har taget ni år.

Når det så er sagt, har jeg også lært at balancere mine kræfter, så jeg ikke bruger alt på arbejde. Det har taget mig en del terapi, så du lytter sikkert ikke, TS, men overvejer lige, om arbejdet er værd at ofre omgangskredsen for.

Tak for uddybning.
Jeg kan følge dig et stykke af vejen, som skrevet andetsteds har jeg selv meget sygdom at slås med, og der er bestemt ikke meget energi til sociale aftaler. Hver anden uge, som er arbejdsuge er trukket helt ud af kalenderen, hvad angår aftaler. Jeg prioriterer hårdt, og nogle aftaler bliver lavet med forbehold, mens jeg vil kæmpe meget hårdt for at overholde andre aftaler, fordi de giver mig noget på trods af at det efterfølgende kan koste lang tids restitution.
Det har da også kostet nogle venner undervejs, men det har for de flestes vedkommende været mit fravalg og ikke deres, og det er nok der, det skiller os. Jeg er ikke ked af det fravalg, fordi det giver mig plads til nogle få af de ting, jeg prioriterer højest.

[fisken80]

eller endnu smartere, sørger for en omgangskreds der kan rumme en og ikke laver drama over det.

Synes det er en lille smule unuanceret at kalde folk ikke rummelige, fordi man kan blive ærgelig over, at ens venner aflyser en aftale, hvis det sådan sker flere gange i træk med den begrundelse, at man ikke lige orker det alligevel

Jobsamtaler, sygdom, krise på hjemmefronten osv. er selvfølgelig altid gyldige grunde til at aflyse uanset hvad.

For mig afhænger det også af typen af aftalen. Det var der vist også en anden, der var inde på i starten af tråden. Hvis vi har aftalt, at jeg skal lave mad, så bruger jeg noget tid og krudt på at lave noget lækkert og at gøre noget ud af det. Hvis aftalen så bliver aflyst uden nogen "ordentlig" grund, så bliver man sgu da lidt skufftet. Hvis det derimod er sådan en "smæk benene op, se fodbold og spis take-away", så er sagen en helt anden, og afbud er ikke helt så generende, selvom det selvfølgelig altid er ærgerligt, hvis man havde glædet sig til at se den anden.

Personligt har jeg også et ret stort behov for alenetid, og jeg kan ofte godt tænke, at jeg ikke altid orker at tage af sted, hvis jeg skal et eller andet. Men har nærmest aldrig oplevet, at det ikke endte med at være super hyggeligt og givende, når jeg først kom af sted.

jeg synes ikke det er rummeligt at forvente at folk skal øve vold mod sig selv fordi man lige har lyst til at blive underholdt nu. Jeg synes at være rummelig betyder at man giver plads til andre, ikke at forvente at de skal indrette sig efter en. Derfor giver jeg gerne plads til at mine venner kan få ro og de giver heldigvis også plads til mig.

At man ærgrer sig over det er da fint nok, det gør jeg da også, også når jeg er den som er løbet tør for energi og ikke kan overskue det alligevel. Jeg sidder ikke bare derhjemme og ser vild med dans og gnækker over at have "brændt mine venner af". Men den slags udmeldinger der er kommet i tråden er jo ikke bare at man ærgrer sig over ikke at se sin ven, det er fordi man er muggen over at ens legetøj ikke kom alligevel og nu skal man bare underholde sig selv..buhuuu

Der er efterhånden flere der har uddybet, hvad årsagerne kan være til at man synes det er trælst at blive brændt af. Det kan være man selv har skubbet rundt med noget for at få aftalen op at stå, det kan være man har flyttet et møde, sagt nej til noget andet osv. osv. og hvis man så på dagen eller dagen før mødes af en aflysning, så er det da hamrende frustrerende, at man har gjort noget for at kunne ses med sin ven, og så bliver det droppet, fordi vennen ikke lige er oplagt.
Det handler overhovedet ikke om, at "ens legetøj ikke kommer" det var dog en mærkelig udlægning.

[Animi]

Jeg tror egentlig de fleste er enige i at aftaler generelt bør overholdes og at man ikke bare aflyser hveranden gang man har en aftale.
Jeg har bare lidt svært ved at sætte mig ind i, at man ikke ville kunne rumme det, hvis ens ven ringede og fortalte at de havde en lortedag og var fuldkommen smadret og intet overskud havde til at skulle forholde sig til andre. Jeg tror nu også langt fleste ville være mere forstående overfor det, hvis de en dag stod med veninden i røret.

Et eksempel på hvorfor jeg engang har aflyst en aftale, var en dag da jeg havde en virkelig virkelig lorte dag. Jeg havde sovet for længe og kom for sent på arbejdet. Den dag var vi underbemandet så der var kaos hele dagen. Samtidig havde jeg et sammenstød med pædagogen på min stue, der fortalte at hun ikke var sikker på at hun ville fortsætte vores samarbejde, så jeg blev pludselig nervøs for at jeg blev fyret.
Da jeg skulle hjem var toget selvfølgelig forsinket, og dér kunne jeg mærke at jeg var fuldkommen mørbanket og ikke havde overskud til at se nogen. Det kunne min veninde heldigvis godt forstå, og vi sås en anden dag