Jeg er på Tinder igen. Prøvede det kortvarigt for nogle uger siden i omkring 8 timer, men gad ikke rigtig. Denne gang er det lidt sjovere, måske fordi jeg også har fundet en profiltekst der er mere mig.
Matchede med en fyr som jeg skrev sporadisk med over søndagen. Sådan en 3-4 udvekslinger hvor vi ikke snakkede om noget, bare om at han kørte i tog og den slags. Han skriver meget korte sætninger uden noget egentligt indhold. Havde mere spændende samtaler med to andre med lige så få udvekslinger.
Om aftenen booster han dog frekvensen og vi skriver frem og tilbage. Jeg sender ham et link til et album som reaktion på noget han skriver og fortæller at det har inspireret en film jeg har lavet med nogle venner.
Ham:
Jeg vil hellere se filmen.
Og dig!
Mig:
Det er et glimrende album.
Ham:
Du er glimrende!
Mig:
Haha, tak
Ham:
Du er ikke god til ros
Mig:
Hvad mener du?
Ham:
Du går ikke ind i min iver efter dig.
Mig:
Jeg kender dig ikke
Ham:
Nej.
Men du kan genkende iver.
Mig: fjernede matchet.
At jeg kan genkende iver er ikke det samme som at jeg gengælder det og slet ikke efter sådan en billig omgang slatten manipulation, hvor jeg åbenbart først skal diagnosticeret med manglende evne til at tage imod ros og bagefter kritiseres for ikke at "gå ind i hans iver", uden tanke for om jeg gengælder den men udelukkende fordi han påstår at føle den. Ad.