Men jeg er først ved, at lære mig selv at kende og hvad jeg står for, så når en masse kvinder siger at man skal savne, bliver jeg en tand forvirret. Så er først ved at lære mig selv, at kende og hvad jeg står for.
Jeg tror også at pga crushet størrelse er en "forhindring" for mig, imod større selvbevidsthed. For jeg har stadig noget i mig, der tror at et forhold skal være fyldt med sommerfugle og elektricitet. Jeg er først ved at lære et voksent forhold at kende. Det at man vælger kærligheden og lærer at acceptere at sådan er kærlighed (ikke som nyforelskede)
Lad os sige, at jeg fik ham komikeren. Så ville der gå 6-12 måneder (afhængig af hvor længe jeg er forelsket) også vil jeg stå samme sted, som nu og måske en da ikke have en fyr, der forstår mig og mit handicap. (Har Aspergers, som er autisme)
Nu har jeg ENDELIG en, der ikke står og dunker mig i hovedet og acceptere mine "besværligheder" og nogen vil måske gå så vidt, og sige at jeg bruger ham, som forsøgskanin og det gør jeg også i en lille grad.
Men jeg kan jo slet ikke forestille mig et liv uden ham. Det giver ikke mening.
Dine andre tråde handler om det samme, bare udforment forskelligt.
