Personalet snakker om sit eget privatliv - good or bad?

[hyben]

Jeg besøger p.t. familie og venner, der er indlagt på forskellige hospitals afdelinger. På en af disse afdelinger (onkologisk sengeafdeling) har jeg lagt mærke til, at personalet taler meget om deres eget privatliv til patienterne (altså ikke til mig, men jeg hører det jo også). Fx fortæller hvor mange børnebørn de har, hvad børnebørnene hedder, hvornår deres afdeling skal flytte, hvad de synes om en navngivet læge (havde mere humor, før hun blev gift), at deres eget barn var syg her til morgen, at deres bil er gået i stykker, hvor de bor, hvad de har givet for deres hus, osv osv. Det har mest være sygeplejerskerne, men jeg har også oplevet et par læger, der fortalte om deres eget til lægesamtalen.
For mig at se er det meget upassende og uprofessionelt.

Men måske er det en ny trend? Altså at personalet skal dele personligt stuff for at fremstå mere menneskelige eller noget?

Har du oplevet noget tilsvarende? og ville du opfatte det positivt eller negativt?

[LadyFox]

Jeg sætter pris på det. Især hvis det er snak om noget personale jeg skal se jævnligt, eller over en længere periode. Jeg synes det et hyggeligt og trygt.

Så længe det er almindelige ting.

[Viskelæder]

Jeg arbejder med patienter på et hospital, og jeg gør det også, dog kun ved nogle af patienterne.
Især ved mine meget psykisk syge patienter er jeg mere personlig. Jeg kan fx give nogle eksempler fra eget liv ala: "når jeg har været sammen med en veninde i 4 dage, bliver jeg også træt", for at normalisere noget. Vi kan tale om dyr, slik, aktuelle emner i medierne. De fleste ved lidt om mine fritidsinteresser og rejser, at jeg elsker pepsi max mv.. Det bliver rigtigt vigtigt for dem, at jeg er et rigtigt menneske, der er nede på jorden, og jeg ikke er endnu en kittel.

For mig er der en forskel på at være personlig og privat. Jeg er ofte personlig med mine patienter. Jeg kunne dog ikke drømme om at fortælle dem om mit private liv, min opvækst, mine forældre, hvor jeg bor osv osv..

Der er dog naturligvis en forskel mellem de somatisk syge og de psykisk syge på det område, idet smalltalk også kan være en slags rehabilitering for mine patienter.

Jeg synes ikke, det er uprofessionelt, men der er en klar grænse. Jeg har hørt patienter, hvor deres behandlere har fortalt om problemer i ægteskabet osv., og det er under al kritik.

[Dr_bp]

Jeg er med Viskelæder her. Jeg er sygeplejerske og taler også med mine patienter om mine børn, mit hus, eller hvad samtalen nu lige drejer sig om.

Det er indimellem nødvendigt at give lidt af sig selv, for at skabe den vigtige tillid mellem personale og patient. Det kan jeg faktisk ikke set noget problematisk i.

[Studsgaard]

For mig er der stor forskel på om det er personligt eller privat.
Det personlige kan give tryghed. Men det private hører ikke til i det professionelle forhold.

[FrøkenM]

Jeg har været patient og pårørende i det offentlige sygehussystem hele mit liv og jeg synes da det er en fordel at man lærer menneskerne at kende, især hvis det er nogle man skal være sammen med i længere tid. Jeg har aldrig oplevet, at det er blevet for privat, men det er nærmere små ting fra hverdagen. Synes det giver hygge og tryghed i et system der ellers er firkantet og kan virke koldt. I øvrigt synes jeg det er nogle fine betragtninger som Viske og Dr_bp kommer med.

[Delfin]

Minus denne: "hvad de synes om en navngivet læge (havde mere humor, før hun blev gift)", synes jeg det er ok. Det skal selvfølgelig ikke overskygge den faglige del af arbejdet, så patienten drukner i privatsnak, men som patient synes jeg, det bløder lidt op, at der et et menneske bag facaden

[kidkomb]

Udelukkende positivt.
Personalet er mennesker. Sådan rigtige mennesker og jeg synes det er det modsatte af uprofessionelt.
Der er grænser, bevares, men at tale med patienterne som om de er ens gode bekendte er et kæmpe plus i min bog.

[Tux]

Minus denne: "hvad de synes om en navngivet læge (havde mere humor, før hun blev gift)", synes jeg det er ok. Det skal selvfølgelig ikke overskygge den faglige del af arbejdet, så patienten drukner i privatsnak, men som patient synes jeg, det bløder lidt op, at der et et menneske bag facaden

Det her..

At snakke om sin hund, børn, bil som er i stykkervot andre letter emner er relationsopbyggende og med til at få patienterne til at føle sig mere trygge. Men det skal selvfølgelig ikke være private detaljer og slet ikke bagtale kolleger (eller andre)

[Pjeps]

Jeg er også personlig i relationen til nogle af de patienter jeg passer, vi snakker alt fra madopskrifter til feriedestinationer, jeg deler dog ikke meget af mine personlige ting.

Det er altså ulideligt kun at snakke sygdom, kost osv , man mærker hurtigt om patienterne vil smalltalke eller ikke.

[Mulan]

Typisk opdeler man small-talk i personligt versus privat. Man må godt være personlig i patient-kontakt, men man må ikke blive privat. Det er dybt uprofessionelt at bagtale kollegaer og i endnu højere grad foran patienterne. Det er simpelthen uacceptabelt. Der er man også gået fra at være personlig til at udgyde ens private holdning om en læge. Det er kun godt og fint at vise at man er menneske, det gøres også for at udligne evt. magtbalance -skævheder i den professionelle relation og simpelthen for at få patienterne til at føle sig trygge. Derudover, så husk på at sundhedspersonalet jo har deres daglige gang, deres liv med patienterne. Hver dag - hverdag for dem, derfor er det da kun naturligt at man har lidt uforpligtende small-talk, ellers blev arbejdsdagen da fuldstændigt uudholdelig.

[BlueBunny]

Minus denne: "hvad de synes om en navngivet læge (havde mere humor, før hun blev gift)", synes jeg det er ok. Det skal selvfølgelig ikke overskygge den faglige del af arbejdet, så patienten drukner i privatsnak, men som patient synes jeg, det bløder lidt op, at der et et menneske bag facaden

Helt enig i balancen, tænkte det samme.
Og omtal ikke andre i vendinger som ikke kan bruges hvis de stod ved siden af.

[Advocatus-Diaboli]

Jeg besøger p.t. familie og venner, der er indlagt på forskellige hospitals afdelinger. På en af disse afdelinger (onkologisk sengeafdeling) har jeg lagt mærke til, at personalet taler meget om deres eget privatliv til patienterne (altså ikke til mig, men jeg hører det jo også). Fx fortæller hvor mange børnebørn de har, hvad børnebørnene hedder, hvornår deres afdeling skal flytte, hvad de synes om en navngivet læge (havde mere humor, før hun blev gift), at deres eget barn var syg her til morgen, at deres bil er gået i stykker, hvor de bor, hvad de har givet for deres hus, osv osv. Det har mest være sygeplejerskerne, men jeg har også oplevet et par læger, der fortalte om deres eget til lægesamtalen.
For mig at se er det meget upassende og uprofessionelt.

Men måske er det en ny trend? Altså at personalet skal dele personligt stuff for at fremstå mere menneskelige eller noget?

Har du oplevet noget tilsvarende? og ville du opfatte det positivt eller negativt?

Jeg er ikke en millimeter interesseret i at høre om deres privatliv, så jeg ville ikke samle bolden op eller spørge ind til det, så allerede dér begynder samtalen at dø. Jeg ville heller ikke gøre noget som helst for at sløre min manglende interesse, så jeg tror de ville stoppe af sig selv pænt hurtigt.

[kidkomb]

Jeg besøger p.t. familie og venner, der er indlagt på forskellige hospitals afdelinger. På en af disse afdelinger (onkologisk sengeafdeling) har jeg lagt mærke til, at personalet taler meget om deres eget privatliv til patienterne (altså ikke til mig, men jeg hører det jo også). Fx fortæller hvor mange børnebørn de har, hvad børnebørnene hedder, hvornår deres afdeling skal flytte, hvad de synes om en navngivet læge (havde mere humor, før hun blev gift), at deres eget barn var syg her til morgen, at deres bil er gået i stykker, hvor de bor, hvad de har givet for deres hus, osv osv. Det har mest være sygeplejerskerne, men jeg har også oplevet et par læger, der fortalte om deres eget til lægesamtalen.
For mig at se er det meget upassende og uprofessionelt.

Men måske er det en ny trend? Altså at personalet skal dele personligt stuff for at fremstå mere menneskelige eller noget?

Har du oplevet noget tilsvarende? og ville du opfatte det positivt eller negativt?

Jeg er ikke en millimeter interesseret i at høre om deres privatliv, så jeg ville ikke samle bolden op eller spørge ind til det, så allerede dér begynder samtalen at dø. Jeg ville heller ikke gøre noget som helst for at sløre min manglende interesse, så jeg tror de ville stoppe af sig selv pænt hurtigt.

Men det er jo også fint nok. Det er det samme der sker hos frisøren og massøren synes jeg.
Professionelle mennesker stopper, hvis de kan mærke at der ikke er interesse fra patientens/kundens side.
Synes jeg.

[Mette]

Jeg er sygeplejerske. Og jeg fortæller glædeligt om personlige ting, hvis patienten vil.
Det er aldrig mig selv der begynder, for duer egentlig ikke til small-talk. Men hvis patienten "har brug" for det, så gør jeg det.
Der kan være cancer-patienten der for 117. gang er indlagt, og bor hvor jeg er opvokset. Så snakker vi om Nørrebro imens jeg tager blodprøver, skifter sengetøj whatever.
Jeg synes ofte, det giver rigtig god mening.