Indlægaf landsbytossen » 28. sep 2016, 17:47
Jeg begyndte at købe musik som ca. 10-årig i midten af 70´erne, da jeg fik eget "musikanlæg", en radio med cassette. Inden da lyttede jeg til musik på min mors Arena FD R 1100 med tilhørende pladespiller af ukendt mærke.
Blandt de første cassettebånd var naturligvis Gasolin. I løbet af 2-3 år bestod samlingen udover flere Gasolin bl.a også af Slade, Nazareth, 10 CC, Dolly Partons New Harvest First Gathering, en compilation med dansk pigtråd. Desuden havde jeg et par cassettebånd med viser. Jeg var så heldig at kende en af den tids største visesangere, som ofte greb guitaren og gav et nummer.
I samme periode lyttede jeg interesseret til jazz og blues i radioen. Men jeg købte ikke cassettebånd med de genrer.
Da jeg var 13-14 år blev min interesse rettet mod 60´ernes lyd. Jeg lyttede til Pop før i radioen, bl.a. med værten Al Jones, og det var nok ad den vej interessen for Elvis opstod. Det var et par år efter Elvis´ død. Jeg husker ikke, da Elvis døde, men underligt nok Marc Bolans død, der var præcis en måned efter Elvis.
Da skolekammeraterne købte tidens discorytmer, købte jeg Elvis og atter Elvis.
Som 15-årig købte jeg mit første rigtige stereoanlæg. Det var et Akai og som nypris var blandt de allerdyreste forretningen forhandlede. Jeg fik det billigt, fordi det var 3 måneder gammelt. Forretningen havde taget det tilbage fra en, der ikke kunne betale afdragene. Det første ejer havde betalt blev modregnet i nyprisen, samtidig var der et nedslag, fordi det var brugt. Yderligere rabat fik jeg, fordi jeg samtidig købte pladespiller og højttalere og ekspedienten bed på krogen, da jeg stod med en god håndfuld egern og bedyrede, der altså ikke var flere på sparekassebogen.
Min første LP var Double Dynamite. Et genoptryk af en gammel Elvis-Compilation. Jeg begyndte at købe rigtig mange Elvisplader, både genoptryk men også de gamle originale i mono.
Der var også plads til samtidens rock, bl.a. U2, Pretenders, Joe Jackson, Pink Floyd.
Inden teenageårene var ovre havde jeg anskaffet mig en B&O CD-afspiller og købt B&O´s pladespiller Beogram 8002 med den meget eftertragtede MMC1 pickup.
På det tidspunkt bestod mit musikanlæg af mit Akai, 4 stk JAMO højttalere, spolebåndoptager og 3 (tre) pladespillere. Den ene pladespiller var til de gamle 78´ere, en anden med pick-up af normal standard, og så min Beogram med den dyre pick-up.
2
Min mening står ikke til diskussion.
"Hvad skal vi med folk, der læser statskundskab ? Det kommer der bare sådan nogle som Svend Auken ud af"
Citat: Mogens Glistrup