Jeg føler mig ensom ..

[Søhest]

...

[Madam Pomfrey]

Men hver eneste dag føler jeg mig gennemsyret af ensomhed. Som om jeg går rundt i en verden hvor ingen er som mig, og jeg ikke passer ind. Når jeg er sammen med andre end de allermest tætte, så overtænker jeg hvert et ord, tager en maske på, og føler jeg aldrig siger eller gør det rigtige

.

Lige disse linjer syntes jeg var ret slående.
Nu vil jeg hverken lege læge eller psykolog, men har du overvejet at tage en depressionstest eller en stresstest, jeg synes du giver udtryk for nogle faresignaler i denne kategori.

[DetSorteCirkus]

Jeg vil heller ikke udelukke, at det primært kan handle om at se et ellers udmærket liv gennem deprimerede briller; samtidig vil jeg dog bringe en anden mulighed på banen. Ofte er det jo en blanding af forhold, der skaber en tilstand som din.

På mig virker det, som om livet for dig og dine omgivelser er gået den såkaldt slagne vej, og at ikke alle trives med det. Jeg er stor tilhænger af, at man lever lige præcis, som man har det godt med, så længe man ikke skader andre ved det, og en livsbane, der følger flertallets, kan sagtens være det helt rigtige, såfremt man selv har valgt den. Da det ligger dybt i mange mennesker, at det er vigtigt at passe ind og opnå et tilhørsforhold gennem at gøre og opnå det mest almindelige, sker der dog også det for nogen, at de pludselig en dag eller løbende over tid erkender, at det her liv eller dele af det nok ikke lige er dem, og at de mest har fået denne tilværelse stablet på benene, fordi det gør "man" jo.

Jeg og min vennekreds har andre værdier på dette område, så det næste, jeg skriver, er baseret på "observationer" udefra, men det, jeg ofte lægger mærke til, er, at det tætte venskab ikke prioriteres, når først den fase indtræder, hvor et længerevarende parforhold og lidt senere familielivet bliver efterstræbt. Her ser jeg, hvordan mennesker uden partner og børn sommetider bliver kørt ud på et sidespor af deres omgivelser, og at der ligesom hersker en uskreven regel om, at barndommens og den tidligste ungdoms bedstevenskaber enten bliver sat på standby, forvandlet til bekendtskaber eller simpelthen afviklet som følge af manglende vedligeholdelse.
Fra et emotionelt synspunkt har denne procedure altid undret mig. Ikke fordi jeg ikke godt kan forstå, at livet med partner og børn tager tid og for nogen kommer til at dække det behov, de tætte venskaber tidligere tog sig af, men fordi jeg samtidig forestiller mig, at overgangnsfasen ikke er sådan for alle, og at der derfor engang imellem må sidde nogle nedprioriterede venner tilbage og føle sig afviste, valgt fra og ja, ensomme.
Selvfølgelig er det ikke kun i venskaber, at det tætte sammenhold kan løbe ud i sandet, men i andre af livets forhold er det bare ikke så socialt accepteret at lade det ske, medmindre begge parter er indforståede, som det er mht. venskaber. Det betyder, tror jeg, at man som kasseret ven ikke alene sidder tilbage med savnet, men også med en følelse af, at man ikke må være ked af udviklingen eller såret. Sådan er det jo bare, når livet med partner og børn starter.

Så jo, hvis du kan nikke genkendende til noget af det beskrevne, kan jeg bestemt godt forstå, at du føler dig ensom og savner de tætte venskaber. Og mere end noget andet kan jeg følge dig i, at tilfældige bekendtskaber ikke kan udfylde pladsen her. De veninder, du har, der konstant brokker sig og igen på mig ikke virker særlig tilfredse med livet, er det klart, at du har trukket dig fra. Man har ikke nødvendigvis noget tilfælles, fordi man er jævnaldrende, og hvis man hører til dem, hvor en kæreste ikke kan dække behovet for venskaber, efterspørger man selvsagt kvalitet i sine platoniske forhold. Det er ikke nok bare at ses til smalltalk med bekendte, selvom det også sagtens kan være hyggeligt.

Som jeg ser din situation, er du nødt til at søge nye venskaber med mennesker, der har samme værdier på området som dig og derfor er villige til at prioritere en sådan relation højt, også i livet med partner og børn. De findes, og det er muligt at leve sådan.
Du kan også prøve at række ud efter dine gamle veninder og på en konstruktiv måde gøre dem klart, at du stadig har brug for dem i dit liv. Det kan jo i den forbindelse heller ikke udelukkes, at de faktisk går og har det på samme måde, men har troet, at du også havde nok i din kæreste, dit studie, osv. Her er det selvfølgelig vigtigt at være realistisk. Det er svært som voksen at ses så meget, som man engang gjorde, men derfor kan man stadig godt opretholde en tæt forbindelse, hvor det handler om at være bevidst om, hvad der lige nu sker i den andens liv og finde på nogle samværsformer, der kan passe ind i den tilværelse, man nu fører.