Hvad skal dine børn aldrig finde ud af?

[Wizzze]

En mor har skrevet en artikel om ting hendes børn aldrig skal finde ud af, om hendes liv før børnene, som hun ikke håber de efterlever, og om hvad hun laver når børnene sover eller ikke er med hende. Ret sjov liste
Nogen I kan genkende? eller hvordan vil en liste over ting jeres poder ikke skal vide om jer, se ud?

1. At jeg engang kastede op på mine forældres dørmåtte
Jeg har været fuld en hel del gange som teenager. Og sådan skal dét være. Det er jeg ikke som sådan flov over. Men mine børn behøver ikke høre om detaljerne – som da jeg efter en ekstra våd aften med for lidt fast føde samt (endnu) en taxatur til Gentofte fra Boltens Gård i indre København kastede op på mine forældres dørmåtte. Det var ikke et kønt syn at vågne op til dagen efter, men jeg reagerede bare med et ”Addd, der er en hund, der har kastet op på dørmåtten!”

2. At jeg engang var sammen med en ny fyr hver aften på en fjorten dages ferie til Cypern
Jeg har ikke altid været det voksne og ordentlige menneske, jeg er i dag (nogle dage). Som teenager havde jeg også en vild side, der især blev udløst af Martini og den usandsynligt ulækre og kvalmende søde tyske ”hvidvin” Liebfraumilch (åh gud, det var svært at indrømme). Som 17-årig brugte jeg fjorten dage på Cypern med min bedste veninde, og sydens sol gør noget ved især unge mennesker, der er langt væk fra deres forældre. I mit tilfælde forelskede jeg mig i en ny fyr. Hver aften.

3. At jeg engang stjal en hårmousse
Jeg har aldrig brugt hårmousse, men alligevel stjal jeg som 15-årig én sammen med min veninde. Hvilket højere formål, det skulle tjene, ved jeg ikke, men det var vores lille (slemme) hemmelighed.

4. At jeg pjækkede
Da jeg gik på universitetet, havde jeg mildest talt en løssluppen tilgang til det med at gå til timer. Hvis et fag var kedeligt eller irrelevant for mig, kom jeg sjældent. Og hvis det regnede rigtig kraftigt, kunne jeg sagtens finde på at blive hjemme den dag. Det er et under, at jeg klarede mig igennem fem år.

5. At jeg i nogle perioder spiser slik hver aften
Jeg er som et barn uden forældre, når det kommer til mit slik(over)forbrug. Jeg spiser alt for meget alt for ofte. Hvorfor har jeg ikke den dér stopklods, der fortæller mig, at det ikke er en mulighed at spise et kilo slik om ugen? Gudskelov for, at mine børn trods alt sover klokken 20 om aftenen, når jeg æder løs som en anden hæmningsløs tosse.

6. At jeg hader at dyrke motion
Når min mand hentyder til, at jeg jo ikke rigtig har dyrket motion – som i hele mit liv – holder jeg stadig krampagtigt fast i, at jeg da både gik til jazzballet, hiphop og kunstskøjteløb, da jeg var ung. Men hvis vi ser bort fra perioder med yoga og fitnesscenter, så har jeg aldrig rigtig brændt for at røre min krop. Min mand derimod er tidligere fodboldspiller og er typen, der går psykisk ned, hvis han ikke bruger sin krop i en længere periode. Indrømmet: Jeg er bare ikke sportstypen – men jeg er samtidig i total fornægtelse, da jeg har planer om at begynde at løbe i aften (eller i morgen – eller aldrig).

7. Døddrukken i en alder af 31 år
For nogle uger siden præsterede jeg i en alder af 31 år at drikke mig så fuld, at jeg på en bar på Nørrebro, hvor man ikke bør sætte sine ben, når man er en dag over 25 år, fik stjålet min pung og blev frarøvet blandt andet mine børns sundhedskort (og hæder og ære). Ydmygelsen blev ikke mindre af, at min mand fandt mig sovende med alt tøjet på i stuen i vores lejlighed. Mine børn så heldigvis ikke noget.

8. At jeg også hadede at få sunget fødselsdagssang som barn
Da min søn fyldte fire år, græd han for første gang i flere år, da jeg afleverede ham i børnehaven. Han brød sig ikke om al den opmærksomhed, han vidste, dagen ville byde på, allerede da han så flagstangen i gangen. Og ligegyldig hvor inderligt jeg har forsøgt at forklare ham, at det er en dejlig ting at blive sunget for og så videre, lige lidt hjælper det. Og jeg forstår ham godt. Jeg brød mig heller ikke om det, da jeg var barn: De forventningsfulde øjne, der hvilede på mig, og følelsen af at være lillebitte og i centrum.

9. At jeg engang slog op med en kæreste på grund af en togbillet
En af mine første kærester boede et godt stykke nord for København. Og han var rigtig sød og kærlig (og usikker og lugtede lidt af sved), men det, der endte forholdet i sidste ende var, at jeg simpelthen ikke ville bruge pengene på togbilletten, men hellere på (endnu flere) billige toppe fra H&M og sko med 15 cm. høje hæle.

Hvis mine børn finder ud af ovennævnte, overlever jeg nok. For i virkeligheden har de sikkert godt af at vide, at jeg også bare er et menneske. Men jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at holde dem hen i uvisheden.

http://www.bt.dk/livsstil/mor-til-to-9- ... ide-om-mig

[milisa]

Er det nu, jeg siger, at der lige gik noget tid, før jeg fandt ud af, at det ikke var DIN liste, wizze, men hende moderens..........?!?!?!

Jeg har ikke umiddelbart noget, tror jeg. Men min kæreste og jeg har en stående joke med ham, der glædesstrålende fortæller en eller anden historie og mig, der så reagerer med et løftet øjenbryn og et "og det var så en af de historier, vi putter ned i kassen med 'ting-du-ikke-fortæller-mirah-før-hun-er-25-år-gammel'!!!!!".... Det indbefatter blma de to gange, han sprang sit værelse i luften, den gang, han i hemmelighed holdt kakerlakker i en plasticspand under sengen (skulle bruges til foder til hans snog, forældrene heller ikke vidste, han havde....) samt det faktum, at han havde et større kemilaboratorium i sit skab.....

[Elvispop]

Hvor mange sexpartnere jeg har haft.
Ellers skal resten bare tilpasses efter alder.

[DetSorteCirkus]

Det kan godt være, at den liste skal forestille at være sjov, men jeg synes godt nok, at det er noget hø at lyve for sit barn og kaste den første sten, som om man selv er helt ren. Et er, at man gerne vil iscenesætte sig selv på sin blog eller lignende; noget andet er at hykle overfor sine egne børn.
Det er sørme en fed værdi at give videre. Not.

Selvfølgelig vil der være ting for ethvert menneske, som han/hun føler tilhører privatlivets fred eller som ikke vurderes relevant eller behageligt for barnet at høre om, men jeg kan slet ikke relatere til behovet for på forhånd at censurere sit liv og dømme en række emner permanent ude.
Idag er det bredt anerkendt, at fortielse, "det snakker vi ikke om" og overdreven fokus på at fremstå "rigtig" i og udenfor hjemmet er gift for et godt familieliv, og ved at iscenesætte sig som et perfekt menneske, der aldrig fejler eller har anderledes præferencer, end "man" bør, tror jeg faktisk, at man skader sine børns lyst til at komme til en med glæder og sorger. Men så slipper man selvfølgeligt også for alt det minde pæne.

Egentlig tror jeg, at forældres forlorenhed på et dybere plan handler om frygt for tab af autoritet; at man fx. ikke føler, at man kan tillade sig at fraråde druk hver weekend, ubeskyttet sex eller eksperimenter med stoffer, hvis man selv tidligere har gjort sig skyldig i slige sager, men selvfølgelig kan man det. Der er ting, jeg har gjort som purung eller i mistrivsel, som jeg kan undgå i dag eller simpelthen ikke har lyst til. Et menneske er ikke en statisk størrelse, og derfor er det i mine øjne logisk, at man sommetider vejleder ud fra sine egne oplevelser, både de gode og de dårlige. Jeg kan godt lide at festryge, og engang fandt jeg det sjovt undertiden at indtage hash i forskellige afskygninger, men at jeg overhovedet kom i gang med de ting skyldtes helt klart, at jeg som 16-årig endnu ikke rigtig havde erfaret, hvad begreber som "fremtid" og "afhængighed" vil sige. Derfor kunne jeg ikke forstå, at der var en risiko forbundet med at foretage mig de ting; at der eksisterede en uvished om hvorvidt jeg på længere sigt ville kunne styre det. Med andre ord vil min position i forhold til fx. hash eller at gå hjem kl. 3 om natten ad en øde landevej uden fortov eller belysning ikke være den samme i dag som 34-årig, som den var for 15-20 år siden, og derfor vil jeg stadig som voksen og forælder forhåbentlig kunne bidrage med en relevant vinkel, selvom jeg ikke er "ren".

I foråret havde jeg en 9. klasse, der gik rigtig meget op i at forberede deres afslutningsshow, hvilket sommetider skyggede betydeligt for andre sider af skolegangen. Jeg sagde til dem, at jeg godt kunne huske, hvor spændende det var, og at det var enormt svært at koncentrere sig om den sidste måneds almindelige undervisning, men at jeg nu som lærer også havde fået den anden side med. Det er ikke behageligt at stå og føle, at man taler for døve ører, selvom man har afsat tid til, at ens elever kan øve på deres forestilling. Det kunne klassen godt se rimeligheden i, og vi fandt ud af det hele i ro og mag. Til sammenligning reagerede en af mine egne lærere på samme situation ved at flippe ud og køre guilt trip med underteksten: "I opfører jer forfærdeligt. Selv ville jeg aldrig vægte et show over vigtig undervisning!" Som om.

[icelady]

Jeg bliver altså lidt "Hold nu kæft kælling og mand dig op", når jeg læser sådan noget.

Dét, hun nævner, er i mine øjne noget der hører til "ligegyldigheder"-kategorien.

Det virker mere, som om hun vil fremstå 100% perfekt for sine børn og der er ingen forældre, der er perfekte.

Jeg har enkelte ting, som min børn ikke ved endnu, og om de får det at vide (indtil den dag de gennemgår mine papirer efter min død) ved jeg ikke.

[DetSorteCirkus]

Jeg bliver altså lidt "Hold nu kæft kælling og mand dig op", når jeg læser sådan noget.

Dét, hun nævner, er i mine øjne noget der hører til "ligegyldigheder"-kategorien.

Det virker mere, som om hun vil fremstå 100% for sine børn og der er ingen forældre, der er perfekte.

Jeg har enkelte ting, som min børn ikke ved endnu, og om de får det at vide (indtil den dag de gennemgår mine papirer efter min død) ved jeg ikke.

Ja, det tænkte jeg også.
Jeg mener - hvis det er tabu ikke at bryde sig om den traditionelle fødselsdagsfejring eller motion, tør jeg slet ikke tænke på, hvordan hun vil tackle mere betydningsfulde former for anderledeshed.

[vibbsen]

Jeg håber aldrig at min datter finder ud af hvad min mand og jeg skændes om når hun ikke er tilstede. For der er jo netop en grund til at vi skændes om præcis de ting når hun ikke er tilstede.

Men derudover så tror jeg faktisk ikke at der er noget hun ikke må finde ud af. Med tiden that is.....Alt til sin tid. Når hun er færdig med at kaste op efter sin første alvorlige brandert, så kan jeg jo fortælle hende om dengang jeg gik glip af sidste skoledag i 9.klasse fordi jeg blev lagt i seng klokken 13.30. Og når jeg henter hende i en kæmpe koger og hun kaster op hele vejen hjem så kan jeg fortælle at jeg udemærket ved hvordan det føles fra dengang min egen far måtte hente mig til en handelsskolefest. Fordi jeg var blevet så ekstremt fuld at værtens forældre ringende til ham. Jeg var 19 år. Og når hun vil på diverse festivaler så kan jeg godt komme med et par tips og tricks til hvordan man får en ordentlig brandert op og stå. Og et par tricks til hvordan man kan lægge små reminders til sig selv så man ikke er totalt lost næste dag når man vågner i et fremmed telt. Uden noget tøj på. Med en mand som også er nøgen. Hvis navn man iøvrigt ikke kan huske.

Bottom line er nok at jeg ikke på noget tidspunkt har gjort noget som jeg ikke kan stå ved. Det er ikke alting jeg er lige stolt af. Men jeg kan grine af det. Det er gode sjove historier som siger noget om mig som person. Jeg æder da også for meget slik, dyrker for lidt motion og drikker for meget vin selvom det ikke er fest. Men so fucking what. Der er da ting i verden som er langt værre.....

P.S. Jeg håber dog ikke at hun finder ud af foreløbig at historien om at Julemanden bor på Cypern om sommeren udelukkende havde til formål at få hende til at holde kæft med at ævle om den der latterlige kirke....Jeg kan sgu ikke forklare profeten Elias for en 3 årig....Så jeg sagde at det var julemandens sommerhus - bare for at få hende til at tie stille i 2 minutter... .

[Fru Sunshine]

Jeg døde lidt af grin over den liste.

Og guderne skal vide, at der er ting mine børn ikke skal vide. Overhovedet. Nogensinde.

[hotlips]

Jeg fattede heller ikke den liste.

Ja,der er ting jeg ikke synes mit barn skal vidé,det er fordi jeg har et ting der ikke angår ham og det er nu kun et spørgsmål om at detaljer omkring mit sexliv og den slags som udgangspunkt ikke rager NOGEN andre,medmindre jeg undtagelsesvist vælger at fortælle dem det.

Min dreng ved godt jeg har fejl og kvajer mig,det synes jeg er en selvfølge,det må da være voldsomt anstrengende at forsøge at give et billede af at det gør man ikke.

Mine forældre har fortalt virkelig mange detaljer også om deres sexliv og det de ikke selv har fortalt har mine "flinke" mostre...og det synes jeg ikke er noget at stræbe efter.

Jeg var en ret vild ung dame,og det har jeg ikke noget problem med at min dreng finder ud af når han bliver stor nok til at kunne finde det relevant,han må bestemt gerne få at vide jeg har brækket mig og strippet utallige gange men jeg har ikke tænkt mig at sige Jaja,det har jeg også gjort bare større og vildere når han kommer og fortæller.

Det var fedt at være teenager,og jeg under ham så meget at drikke sig fjoget og score en venligsindet ung dame i busken og at få lov at ha sommerfugle i maven og føle det her bare er såå fantastisk.

[Fru Sunshine]

Mine ved forresten også godt, at jeg var en vild teen, der afprøvede både det ene og det andet, brækkede mig, gjorde tåbelige ting i branderter og pjækkede i gymnasiet.
Jeg er ikke noget glansbillede, og det ved de godt.
Men der er altså bare nogle ting, de ikke skal vide. Det behøver de ikke.

[decibell]

Jeg har ingen liste, men der er nok et par ting eller to omkring mit sexliv, jeg ikke skal fortælle min datter - allermest fordi hun ikke ønsker at vide det. Hvor mange ønsker at vide detaljer om deres forældres sexliv? Jeg var og er også helst fri. Jeg kan huske dengang, jeg som meget ung teenager fandt min fars pornoblade. Det skabte jo uundgåeligt nogle billeder i hovedet på mig, af min far der sad og wankede, og det var ikke et rart syn i min unge alder. Én ting er at vide, ens forældre er seksuelle væsener, noget andet er at høre om det og se det (for sig).

Alle mine andre fejl gennem livet - og der er godt nok en del - kender hun såmænd allerede til. Enten er de blevet til mere eller mindre morsomme anekdoter, eller også er de gode eksempler på, hvor galt det kan gå, når man ikke tænker sig om. Men mest vigtigt, de fejl og episoder har været brugt som eksempler på, at selv når man laver seriøst crap i sit liv, så er det IKKE enden på livet. Jeg overlevede jo og har på trods af det skete fået udviklet mig i en god retning. Så jeg håber da, at hun nu ved og tror på, at lige meget hvad der sker, kan hun altid komme til mig, og at hun nok skal overleve det og komme videre i livet. Om 100 år er alting glemt, som vi lever lidt efter herhjemme, når vi får lavet noget pinligt/uheldigt.

[D.itsen]

Jeg tror vi får en svær balancegange om at fortælle nok, men heller ikke trække detaljer om vores sexliv, hvis vi vælger at få børn. Vi lever i et åbent forhold og jeg er bisexuel. Jeg ville ønske at jeg havde vist mere om især det første, så det vil jeg gerne oplyse mine børn mere om end jeg selv blev.

[decibell]

Jeg tror vi får en svær balancegange om at fortælle nok, men heller ikke trække detaljer om vores sexliv, hvis vi vælger at få børn. Vi lever i et åbent forhold og jeg er bisexuel. Jeg ville ønske at jeg havde vist mere om især det første, så det vil jeg gerne oplyse mine børn mere om end jeg selv blev.

Mener du, at du ikke vidste nok om åbne forhold eller om sex?

[D.itsen]

Jeg tror vi får en svær balancegange om at fortælle nok, men heller ikke trække detaljer om vores sexliv, hvis vi vælger at få børn. Vi lever i et åbent forhold og jeg er bisexuel. Jeg ville ønske at jeg havde vist mere om især det første, så det vil jeg gerne oplyse mine børn mere om end jeg selv blev.

Mener du, at du ikke vidste nok om åbne forhold eller om sex?

Specielt var min viden mangelfuld om ikke-monogame forhold. Men også om transpersoner f.eks.
Og så vidste jeg heller ikke ret meget om at der fandtes andet en "vanilje"sex.

[decibell]

Jeg tror vi får en svær balancegange om at fortælle nok, men heller ikke trække detaljer om vores sexliv, hvis vi vælger at få børn. Vi lever i et åbent forhold og jeg er bisexuel. Jeg ville ønske at jeg havde vist mere om især det første, så det vil jeg gerne oplyse mine børn mere om end jeg selv blev.

Mener du, at du ikke vidste nok om åbne forhold eller om sex?

Specielt var min viden mangelfuld om ikke-monogame forhold. Men også om transpersoner f.eks.
Og så vidste jeg heller ikke ret meget om at der fandtes andet en "vanilje"sex.

Mennesket har vel en tendens til at lægge mest vægt på de ting, man selv lever med eller interesserer sig for. Så det giver god mening, at du vil være mere oplysende omkring det til dine evt. børn, mens det for andre, der lever på en anden måde, næppe bliver dagligdagslære.

Jeg kan huske, at jeg læste om det i bøger, mens jeg voksede op, så jeg vidste jo godt, at det fandtes (transvestitter, bondage osv.), men detaljerne var jeg aldrig nede i, for enten skulle jeg spørge mine forældre (hvilket var pinligt), eller også skulle jeg på biblioteket (hvilket var lige så pinligt). Da jeg så fik mit eget barn, søgte jeg at oplyse hende så bredt som muligt, men på en overordnet måde uden at gå i detaljer. Hvis hun derefter havde spørgsmål, prøvede jeg at finde svarene sammen med hende, hvis jeg ikke allerede vidste det.

Nu har vi jo også internettet til hjælp, så vi kan Google det. Jeg tror, at børn af i dag vil være langt mere oplyste, end vi var i vores tid. Men det åbner også for en større risiko for fejloplysning. Så der er stadig brug for forældrene/familie som modvægt til at hjælpe med at sortere i alle de oplysninger, der er frit på nettet.