Automatisk organdonor?

[Advocatus-Diaboli]

Hvor mange år efter at du er død ejer du dine knogler?

Hvor mange år efter min død ejer staten eller nogen anden mine knogler? Hvem tilhører mine organer, så længe de er i live?

[Slettet bruger]

Hvor mange år efter at du er død ejer du dine knogler?

Hvor mange år efter min død ejer staten eller nogen anden mine knogler? Hvem tilhører mine organer, så længe de er i live?

Jeg er ikke sikker på at der er nogen ejer som sådan til knoglerne i graven, hverken staten eller nogen anden. Ligesom at der ikke er nogen der ejer en eller anden pind der ligger på stranden eller ude i vandet. Jeg tror heller ikke de efterladte EJER knoglerne på samme måde som man ejer f.eks. sin bil?

Så længe du er i live tilhører dine organer selvsagt dig. Når dø dør mister de så deres ejermand og tilhører derfor ikke mere nogen. Hvis de så evt sættes ind i en andens krop bliver de så donormodtagerens ejendom.

Hvem der ejer dem i den periode hvor de er taget ud af kroppen og før de bliver sat ind i den nye krop ved jeg ikke. Det er måske rent formelt hospitalet der ejer dem i den periode?

[Slettet bruger]

Folk tager det som der kommer nogen og stjæler ens organer. Jeg kan slet ikke se hvad problemet er når man bare kan melde sig ud kvit og frit?

Jeg laver indbrud i dit hus i morgen. Hvis du ikke synes det er en god idé, har jeg en hjemmeside hvor du kan afmelde det med NemID. Kvit og frit.

Det kan du ikke sammenligne med, fordi der jo ikke er nogen der gerne vil have indbrud.

I stedet for indbrud skal du finde noget som nogen gerne vil have, og nogen ikke vil have, for at det fungerer som sammenligning.

Staten inddrager alle dine penge når du dør til velgørende formål. Hvis du vil give dem til dine efterladte, skal du skrive et testamente.

Tja why not? Jeg regner med på at tidspunkt at have 5 minutter hvor jeg ikke skal noget så jeg kan afmelde det inden jeg dør.

Fordi det er en klam overtagelse af rettigheder over dig og dit fra statens side. Din krop og dine ejendele er som udgangspunkt statens. Det kan godt være du synes det er alletiders, men det gør jeg ikke, jeg sætter pris på at være et individ med rettigheder over min krop og mine ting selv om andre måske synes jeg kunne bruge mine ressourcer bedre.

I begge tilfælde er du jo DØD GONE FINITO ELVIS HAS LEFT THE BUILDING, så du kan ikke have nogen ejendele.

For mig at se ligner det lidt at folk har svært at acceptere at de dør?

For mig giver det lige så lidt mening at snakke om "mine" ejendele 5 minutter efter at jeg er død som 500 år efter jeg er død. Når man dør er festen forbi, og det med at have ejendele er en del af festen jo.

Så længe der er alle mulige forskellige former for usømmelig omgang med lig, giver det da ingen mening at mene "når man er død er man død, og så skal man ikke bruge rettigheder længere".

Ejendele har da meget længe været en del af døden - folk har i mage tider f.eks. haft alt muligt med i graven - smykker, våben, guld, billeder osv. Folk bliver klædt på i fint tøj når de skal i jorden, folk bliver lagt i jorden ved siden af deres elskede. Folk får en sten på deres grav, folk kommer med blomster og gaver til afdøde.

At have ejendele er da bestemt en del af døden.

Kunne man ikke også argumenterer for at folk der gik så meget ind for organdonation at de mener det burde være påtvunget at tage stilling, og at man nærmest er en kold skid hvis man har taget stilling og besluttet at man ikke vil donerer, got kunne lyde en lille smule som om at de måske kunne have lidt svært ved at folk dør?
Ikke at det er mi mening, men sådan kunne man vel også vende den.

De ting man giver folk med i graven er jo ikke noget de ejer på samme måde som en levende person ejer sine ting. Rettigheder og pligter følges ad, og man mener jo ikke at en død har pligt til at passe sin gravsten fordi stenen er den dødes ejendom. Rent juridisk er det vel heller ikke den døde der ejer stenen eller gravstedet?

Jeg vil mene det er en del af afskeden, hvor man gradvist siger farvel ved at have en slags "som om" holdning, hvor man behandler liget "som om" personen stadig eksisterer, selv om man jo godt ved at det gør de ikke. For at have et center for at holde ens følelser og tanker sammen. Ja centeret giver jo sig selv, det er ikke rigtigt os der vælger at liget er centeret for det, det er de helt naturligt.

Men at slå fra "som om" over til at mene at liget faktisk ejer det tøj man har givet det på til begravelsen, det er for mig det samme som hvis man tror man rigtigt er en pirat hvis man er klædt ud som pirat til karneval.

Jeg forstår ikke hvad du mener med dit sidste afsnit?

Men hvorfor er der så noget der hedder testamente - hvis det at man kan have ejendele ikke gør sig gældene efter døden?
Men altså jeg synes du forsimpler tingene en hel del hvis du mener at alle ting omkring begravelsen bare er noget vi leger, det betyder faktisk noget for mange, både pårørende men også for mange der begynder at vænne sig til at se døden i øjnene.
For ikke at nævne at der faktisk findes en hel del mennesker der tror på at der er et efterliv. Det synes jeg bestemt man burde respekterer.
Døden repræsenterer bare ikke det samme for os alle sammen.

Jeg synes slet ikke det kan diskuteres at man har nogle rettigheder, selv efter man er død - og det burde man også have. Jeg synes mest af alt det handler om at man har nogle rettigheder mens man lever, som også gælder efter ens død, og igen synes jeg det er rimeligt nok.

Hvis man mener at andre mennesker skal donerer organer, i et sådan omfang at det er rimeligt at udgangspunktet er at staten ejer folk organer, en den begrundelse at det jo altså kan redde liv, så kunne det jo også tyde på man selv kan have det lidt svært med bare at accepterer døden.

Du må da gerne mene at jeg (f.eks.) har svært ved at acceptere døden, udfra mine holdninger. Jeg synes bare det er skævt at pege på mig som om at jeg skulle have svære ved at accepterer døden end andre med alle mulige andre holdninger til donordebatten, især taget i betragtning af jeg ikke ønsker at forlænge mit liv i form af andres organer.

Mht testamente kan jeg svare: Hvorfor er der noget der hedder julemand når vi ved han ikke findes? Vi har masser af ord for ting der ikke findes.

Jeg ser dog en praktisk værdi i testamenter, nemlig at undgå forstyrrende slagsmål mellem arvingerne.

Ting vi leger kan skam være meget vigtige, og jeg synes da også at alle ritualerne med begravelse osv er vigtige.

Dem der mener der er et efterliv, og at det for at dette bliver et godt efterliv er påkrævet at organerne bliver i liget, de kan som sagt bare melde sig fra donorregisteret og dermed få det PRÆCIS som de vil.

Det er ikke staten der ejer organerne. Hvorfor skulle det være staten der ejer dem? Det kan jeg slet ikke forstå. Der er jo ingen der vil have det sådan at staten kan komme rendende efter donationen og sige "Jeg vil gerne have min nyre tilbage, det er statens ejendom".

Og jeg vil mene at ja, du har svært ved at acceptere at døden betyder at man bliver tilintetgjort, hverken mere eller mindre. Alle ideerne om sjæl, liv efter døden osv. er historier som folk fortæller til hinanden for at slippe for at forholde sig til dette, lige som når man fortæller historier til små børn for at berolige dem. Dermed sagt har jeg intet problem med at alle dem, der har behov for at bilde sig selv ind at de flyver rundt som en lysende åndeskikkelse efter døden, og fra tid til anden besøger deres grav for at se om deres lever nu stadig er i graven, bliver ved med at tro på det, og derfor har de muligheden for at framelde sig donorregisteret sådan at de kan være glade over at deres flyvende lysånd ikke kommer til at savne en rådnet lever eller noget aske der en gang var en lever.

[LadyFox]

Folk tager det som der kommer nogen og stjæler ens organer. Jeg kan slet ikke se hvad problemet er når man bare kan melde sig ud kvit og frit?

Jeg laver indbrud i dit hus i morgen. Hvis du ikke synes det er en god idé, har jeg en hjemmeside hvor du kan afmelde det med NemID. Kvit og frit.

Det kan du ikke sammenligne med, fordi der jo ikke er nogen der gerne vil have indbrud.

I stedet for indbrud skal du finde noget som nogen gerne vil have, og nogen ikke vil have, for at det fungerer som sammenligning.

Staten inddrager alle dine penge når du dør til velgørende formål. Hvis du vil give dem til dine efterladte, skal du skrive et testamente.

Tja why not? Jeg regner med på at tidspunkt at have 5 minutter hvor jeg ikke skal noget så jeg kan afmelde det inden jeg dør.

Fordi det er en klam overtagelse af rettigheder over dig og dit fra statens side. Din krop og dine ejendele er som udgangspunkt statens. Det kan godt være du synes det er alletiders, men det gør jeg ikke, jeg sætter pris på at være et individ med rettigheder over min krop og mine ting selv om andre måske synes jeg kunne bruge mine ressourcer bedre.

I begge tilfælde er du jo DØD GONE FINITO ELVIS HAS LEFT THE BUILDING, så du kan ikke have nogen ejendele.

For mig at se ligner det lidt at folk har svært at acceptere at de dør?

For mig giver det lige så lidt mening at snakke om "mine" ejendele 5 minutter efter at jeg er død som 500 år efter jeg er død. Når man dør er festen forbi, og det med at have ejendele er en del af festen jo.

Så længe der er alle mulige forskellige former for usømmelig omgang med lig, giver det da ingen mening at mene "når man er død er man død, og så skal man ikke bruge rettigheder længere".

Ejendele har da meget længe været en del af døden - folk har i mage tider f.eks. haft alt muligt med i graven - smykker, våben, guld, billeder osv. Folk bliver klædt på i fint tøj når de skal i jorden, folk bliver lagt i jorden ved siden af deres elskede. Folk får en sten på deres grav, folk kommer med blomster og gaver til afdøde.

At have ejendele er da bestemt en del af døden.

Kunne man ikke også argumenterer for at folk der gik så meget ind for organdonation at de mener det burde være påtvunget at tage stilling, og at man nærmest er en kold skid hvis man har taget stilling og besluttet at man ikke vil donerer, got kunne lyde en lille smule som om at de måske kunne have lidt svært ved at folk dør?
Ikke at det er mi mening, men sådan kunne man vel også vende den.

De ting man giver folk med i graven er jo ikke noget de ejer på samme måde som en levende person ejer sine ting. Rettigheder og pligter følges ad, og man mener jo ikke at en død har pligt til at passe sin gravsten fordi stenen er den dødes ejendom. Rent juridisk er det vel heller ikke den døde der ejer stenen eller gravstedet?

Jeg vil mene det er en del af afskeden, hvor man gradvist siger farvel ved at have en slags "som om" holdning, hvor man behandler liget "som om" personen stadig eksisterer, selv om man jo godt ved at det gør de ikke. For at have et center for at holde ens følelser og tanker sammen. Ja centeret giver jo sig selv, det er ikke rigtigt os der vælger at liget er centeret for det, det er de helt naturligt.

Men at slå fra "som om" over til at mene at liget faktisk ejer det tøj man har givet det på til begravelsen, det er for mig det samme som hvis man tror man rigtigt er en pirat hvis man er klædt ud som pirat til karneval.

Jeg forstår ikke hvad du mener med dit sidste afsnit?

Men hvorfor er der så noget der hedder testamente - hvis det at man kan have ejendele ikke gør sig gældene efter døden?
Men altså jeg synes du forsimpler tingene en hel del hvis du mener at alle ting omkring begravelsen bare er noget vi leger, det betyder faktisk noget for mange, både pårørende men også for mange der begynder at vænne sig til at se døden i øjnene.
For ikke at nævne at der faktisk findes en hel del mennesker der tror på at der er et efterliv. Det synes jeg bestemt man burde respekterer.
Døden repræsenterer bare ikke det samme for os alle sammen.

Jeg synes slet ikke det kan diskuteres at man har nogle rettigheder, selv efter man er død - og det burde man også have. Jeg synes mest af alt det handler om at man har nogle rettigheder mens man lever, som også gælder efter ens død, og igen synes jeg det er rimeligt nok.

Hvis man mener at andre mennesker skal donerer organer, i et sådan omfang at det er rimeligt at udgangspunktet er at staten ejer folk organer, en den begrundelse at det jo altså kan redde liv, så kunne det jo også tyde på man selv kan have det lidt svært med bare at accepterer døden.

Du må da gerne mene at jeg (f.eks.) har svært ved at acceptere døden, udfra mine holdninger. Jeg synes bare det er skævt at pege på mig som om at jeg skulle have svære ved at accepterer døden end andre med alle mulige andre holdninger til donordebatten, især taget i betragtning af jeg ikke ønsker at forlænge mit liv i form af andres organer.

Mht testamente kan jeg svare: Hvorfor er der noget der hedder julemand når vi ved han ikke findes? Vi har masser af ord for ting der ikke findes.

Jeg ser dog en praktisk værdi i testamenter, nemlig at undgå forstyrrende slagsmål mellem arvingerne.

Ting vi leger kan skam være meget vigtige, og jeg synes da også at alle ritualerne med begravelse osv er vigtige.

Dem der mener der er et efterliv, og at det for at dette bliver et godt efterliv er påkrævet at organerne bliver i liget, de kan som sagt bare melde sig fra donorregisteret og dermed få det PRÆCIS som de vil.

Det er ikke staten der ejer organerne. Hvorfor skulle det være staten der ejer dem? Det kan jeg slet ikke forstå. Der er jo ingen der vil have det sådan at staten kan komme rendende efter donationen og sige "Jeg vil gerne have min nyre tilbage, det er statens ejendom".

Og jeg vil mene at ja, du har svært ved at acceptere at døden betyder at man bliver tilintetgjort, hverken mere eller mindre. Alle ideerne om sjæl, liv efter døden osv. er historier som folk fortæller til hinanden for at slippe for at forholde sig til dette, lige som når man fortæller historier til små børn for at berolige dem. Dermed sagt har jeg intet problem med at alle dem, der har behov for at bilde sig selv ind at de flyver rundt som en lysende åndeskikkelse efter døden, og fra tid til anden besøger deres grav for at se om deres lever nu stadig er i graven, bliver ved med at tro på det, og derfor har de muligheden for at framelde sig donorregisteret sådan at de kan være glade over at deres flyvende lysånd ikke kommer til at savne en rådnet lever eller noget aske der en gang var en lever.

Jeg ville egentlig gerne ha' debatten. Men jeg tror bare vi lader den ligge her.

[Advocatus-Diaboli]

Hvor mange år efter at du er død ejer du dine knogler?

Hvor mange år efter min død ejer staten eller nogen anden mine knogler? Hvem tilhører mine organer, så længe de er i live?

Jeg er ikke sikker på at der er nogen ejer som sådan til knoglerne i graven, hverken staten eller nogen anden. Ligesom at der ikke er nogen der ejer en eller anden pind der ligger på stranden eller ude i vandet. Jeg tror heller ikke de efterladte EJER knoglerne på samme måde som man ejer f.eks. sin bil?

Så længe du er i live tilhører dine organer selvsagt dig. Når dø dør mister de så deres ejermand og tilhører derfor ikke mere nogen. Hvis de så evt sættes ind i en andens krop bliver de så donormodtagerens ejendom.

Hvem der ejer dem i den periode hvor de er taget ud af kroppen og før de bliver sat ind i den nye krop ved jeg ikke. Det er måske rent formelt hospitalet der ejer dem i den periode?

Hvis du ikke selv kan indse at den logik er helt i skoven, så giver det ikke mening at forsøge at forklare dig det.

[Slettet bruger]

Hvor mange år efter at du er død ejer du dine knogler?

Hvor mange år efter min død ejer staten eller nogen anden mine knogler? Hvem tilhører mine organer, så længe de er i live?

Jeg er ikke sikker på at der er nogen ejer som sådan til knoglerne i graven, hverken staten eller nogen anden. Ligesom at der ikke er nogen der ejer en eller anden pind der ligger på stranden eller ude i vandet. Jeg tror heller ikke de efterladte EJER knoglerne på samme måde som man ejer f.eks. sin bil?

Så længe du er i live tilhører dine organer selvsagt dig. Når dø dør mister de så deres ejermand og tilhører derfor ikke mere nogen. Hvis de så evt sættes ind i en andens krop bliver de så donormodtagerens ejendom.

Hvem der ejer dem i den periode hvor de er taget ud af kroppen og før de bliver sat ind i den nye krop ved jeg ikke. Det er måske rent formelt hospitalet der ejer dem i den periode?

Hvis du ikke selv kan indse at den logik er helt i skoven, så giver det ikke mening at forsøge at forklare dig det.

... og efter dette lille indslag hvor advokaten buldrer på sin tomme tønde som en arrig trold vender vi tilbage til den egentlige debat.

[FruitFly]

Død er det mest naturlige fænomen der findes, det ramme alle uanset om de hopper eller springer.

Jeg har lidt den holdning at det må folk da efterhånden have vendet sig til, derfor skal de ikke gøre krav på andres organer.
Når jeg er væk og lyset er slukket, så er det ikke meningen at stykker af mig skal ligge i et køleskab et sted for at kunne redde andre, det ville være unaturligt.
Hvis jeg kan nå at redde andre imens jeg er i live (f.eks. med en nyre) eller ihvertfald lige inden min put-i-hul-fest, så er det fint.
Derefter har jeg ikke lyst til at stå til rådighed længere.
Og hornhinder mv. er ikke livsnødvendige, dem ønsker jeg ikke at donere.

Så er det godt du har valget.

[FruitFly]

... i starten af tråden taltes der om at dem der ønsker automatisk tilmelding også ønsker kun at give organer til dem der vil donere.
Det var der jeg strittede imod, det vil jeg ikke ligge stemme til at indføre og jeg vil gå videre end dét at stemme nej.Det var der jeg strittede imod, det vil jeg ikke ligge stemme til at indføre og jeg vil gå videre end dét at stemme nej.

OK, dét fangede jeg ikke lige ud fra dit indlæg. Det vil jeg da heller ikke være med til.

Måske man kunne gøre det således, at når man framelder sig, så indikerer man også lige man dog gerne vil modtage (hvis man var så uheldig at komme i den situation) eller helst ville være fri.

[landsbytossen]

OK, dét fangede jeg ikke lige ud fra dit indlæg. Det vil jeg da heller ikke være med til.

Måske man kunne gøre det således, at når man framelder sig, så indikerer man også lige man dog gerne vil modtage (hvis man var så uheldig at komme i den situation) eller helst ville være fri.

Hvordan skal det fungere, når man ikke kender denne evt. situation og helbred på tidspunktet for organdonationen. F.eks en nyrepatient uden andre sygdomme vil måske vælge anderledes end en nyrepatient med KOL, cancer eller anden alvorlig sygdom.

[avdotja]

Nej. Jeg er modstander af alle varianter af "hvis h*n ikke aktivt siger nej, betyder det ja" når det kommer til hvad man kan tillade sig med andres kroppe - levende eller ej.

[FruitFly]

Måske man kunne gøre det således, at når man framelder sig, så indikerer man også lige man dog gerne vil modtage (hvis man var så uheldig at komme i den situation) eller helst ville være fri.

Det skulle ikke være nødvendigt.

Det må og skal være læger der afgør den slags.

Jamen det er også fint med mig. Det var bare en stråtanke.

[Slettet bruger]

... almindelig anstændighed er at man får eksplicit samtykke inden man tager noget fra folk.

Der er ikke tale om at "tage noget fra folk". Der ER ikke nogen at tage det fra. Den pågældende person ("Folk") er død.

Hvis det blot antages at jeg vil donere mine organer uden jeg bliver spurgt, føler jeg mig frarøvet ejendomsretten over min krop allerede inden jeg dør.

[Delfin]

... i starten af tråden taltes der om at dem der ønsker automatisk tilmelding også ønsker kun at give organer til dem der vil donere.
Det var der jeg strittede imod, det vil jeg ikke ligge stemme til at indføre og jeg vil gå videre end dét at stemme nej.Det var der jeg strittede imod, det vil jeg ikke ligge stemme til at indføre og jeg vil gå videre end dét at stemme nej.

OK, dét fangede jeg ikke lige ud fra dit indlæg. Det vil jeg da heller ikke være med til.

Måske man kunne gøre det således, at når man framelder sig, så indikerer man også lige man dog gerne vil modtage (hvis man var så uheldig at komme i den situation) eller helst ville være fri.

Det tror jeg ikke, jeg vil kunne svare på, før jeg evt står i det. Umiddelbart siger jeg på nuværende tidspunkt nej til at modtage. Hvis jeg er så syg, synes jeg egentlig bare at naturen skal have lov at gå sin gang, men meget er måske anderledes, hvis det ikke længere er teoretisk.

Det samme gælder beslutningen om at donere, ikke for afdøde selvfølgelig, men for de pårørende som er dem, der skal gennemgå forløbet. Det er nok ikke helt så simpelt, som nogle vil gøre det til

[Fru Himmelblå]

Det er godt nok en vild debat det her emne har kunnet skabe

Jeg har for nyligt siddet med den her case, og jeg kan sagtens se problematikker ved, at skifte til opt-out i stedet for opt-in. Jeg mener dog at fordelene langt overvejer ulemperne. Ifølge videnskabelige undersøgelser får de fleste ikke meldt sig til, ikke fordi de ikke vil, eller fordi de ikke ved om de vil, men fordi de glemmer det eller bare ikke får det gjort.
Der er blevet lavet flere undersøgelser der viser, at langt den største del af befolkningen (i alle undersøgte lande) ønsker at være organdonorer. De får bare ikke meldt sig til. Desværre.

Laver man det om til en opt-out løsning, vil man stadig kunne til- og fravælge de individuelle organer. Man vil stadig kunne overgive beslutningen til familien og man vil stadig kunne melde sig til og fra så meget man ønsker. Det er jo ikke en endelig beslutning. Så hvis man har brug for længere overvejelsestid, kan man jo melde sig fra.

Grafen nedenfor er fra en videnskabelig undersøgelse. Der er ganske givet nogle personer fra opt-out landende, som ikke ønsker at være donerer, men ikke er klar over, at man kan melde sig fra. Men forskellen mellem opt-in og opt-out er markant og sammenholdt med undersøgelser af, om folk vil være organdonorer, giver det et klart billede af, at langt de fleste altså ønsker at donere organer, skulle man blive hjernedød.

[Slettet bruger]

Det er godt nok en vild debat det her emne har kunnet skabe

Jeg har for nyligt siddet med den her case, og jeg kan sagtens se problematikker ved, at skifte til opt-out i stedet for opt-in. Jeg mener dog at fordelene langt overvejer ulemperne. Ifølge videnskabelige undersøgelser får de fleste ikke meldt sig til, ikke fordi de ikke vil, eller fordi de ikke ved om de vil, men fordi de glemmer det eller bare ikke får det gjort.
Der er blevet lavet flere undersøgelser der viser, at langt den største del af befolkningen (i alle undersøgte lande) ønsker at være organdonorer. De får bare ikke meldt sig til. Desværre.

Laver man det om til en opt-out løsning, vil man stadig kunne til- og fravælge de individuelle organer. Man vil stadig kunne overgive beslutningen til familien og man vil stadig kunne melde sig til og fra så meget man ønsker. Det er jo ikke en endelig beslutning. Så hvis man har brug for længere overvejelsestid, kan man jo melde sig fra.

Grafen nedenfor er fra en videnskabelig undersøgelse. Der er ganske givet nogle personer fra opt-out landende, som ikke ønsker at være donerer, men ikke er klar over, at man kan melde sig fra. Men forskellen mellem opt-in og opt-out er markant og sammenholdt med undersøgelser af, om folk vil være organdonorer, giver det et klart billede af, at langt de fleste altså ønsker at donere organer, skulle man blive hjernedød.

Hvilken videnskabelig undersøgelse? Jeg synes ikke det lyder plausibelt at 99% af en befolkning skulle ønske at være organdonorer.