Hvordan fortæller jeg, hvordan jeg har det?

[Hende der]

Jeg har den skønneste kæreste, som jeg elsker vanvittigt højt. Og jeg vil virkelig ikke miste ham.
Da vi mødte hinanden for næsten halvandet år siden var jeg på kontanthjælp. Jeg havde ikke rigtigt nogen livsglæde, og havde mistet troen på, at der skulle ske noget godt for mig. Jeg har hele mit liv haft meget lavt selvværd og for det meste decideret selvhad. Jeg blev fanget af stort set alt ved ham, og meget betaget af hans gåpåmod, og da jeg hurtigt fik følelser for ham ville jeg gøre alt for, at de ting han ønskede skulle lykkes. Det er endt ud i, at jeg har sagt ja til nogle ting uden at overveje konsekvenserne. Vi har bla. en lille forretning, som vi har haft åbent i fredag til søndag fra januar til oktober. Ved siden af det læser vi begge nogle hf fag, og så bor vi i et lille hus, har hund, katte og høns. Så har han en datter på 1 år som han en gang om ugen har samvær med. Der er 150 km hver vej. Vores økonomi er stram, så bare det at have råd til at komme i skole kan være svært.
Grunden til vi lukkede vores forretning ned 1. Oktober var at det gik op for mig, at jeg var ved at knække sammen af stress. Vi har så lukket indtil marts, og har kun to weekender i de fem måneder, som er afsat til arbejde.
Det var svært at skulle acceptere, at jeg var nødt til at bremse op, og erkende, at jeg ikke har overskud til alt det jeg synes jeg skal have. Selvom vi har mere fri nu føler jeg alligevel, at jeg står op, laver en.masse ting (mest af pligt) og går i seng igen. Jeg føler mig ofte helt tom indeni. Det eneste tidspunkt jeg kan slappe helt af, og nyde øjeblikket er når vi har sex. Og det sker måske et par timer om ugen. Jeg føler ikke engang, at jeg gør de ting jeg gør halvt. Jeg er nødt til hele tiden at springe over, hvor gærdet er lavest for at nå det hele.
Venner og familie snakker jeg kun med, når de tager kontakt, for jeg har simpelthen ikke overskud, og føler heller ikke, at jeg har tid. Jeg ser dem næsten heller aldrig. Min far forsøgte at tage livet af sig selv for to måneder siden, og jeg har besøgt ham én gang i halvanden time. Jeg er fyldt op med dårlig samvittighed overfor alle. Der er ikke penge til at rejse op og besøge min mor, eller tage ud til de veninder, som ikke rigtigt er der mere, da de bor et stykke væk. Og folk har ikke lyst til at komme her. Jeg ved ikke hvorfor.
I skolen er jeg bagud med afleveringer, og vægter højere at hjælpe min kæreste, så hans kommer afsted til tiden. Det burde jeg slet ikke bøvle med, men det beskriver meget godt hvordan jeg er. Jeg gør alt jeg kan for andre, og især ham. Mine egne ting er sekundære.
Min kæreste vil gerne, at jeg er med, når han har samvær med sin datter, og det er jo godt nok. Og det skal nok blive fint. Jeg har det bare virkelig underligt med det. Nok fordi hun først kom ind i billedet for et halvt år siden, og det er lidt svært at forholde sig til, men også fordi vi har forsøgt i ca et år, og nu er i gang med at få klarlagt om der er problemer. Jeg er bange for at jeg ikke kan få børn, og det gør mig sgu ked af, at føle jeg står lidt med den frygt selv, fordi han jo har sin datter.
Jeg aner ikke hvad jeg vil på ret mange punkter, og så er det lettest bare at følge en anden, men mit hoved er ved at sprænges. Jeg kan ikke engang tage stilling til, hvad jeg har lyst til til aftensmad, eller hvilken film jeg helst vil se. I bund og grund er det ligegyldigt. Det er som om dagene bare går, og jeg bare er her.
Jeg aner ikke, hvordan jeg skal tage snakken med ham, for jeg ved, at han får dårlig samvittighed over at føle han har trukket det hele ned over hovedet på mig, men det er jo valg jeg selv har taget. Og jeg ved, at han bliver ked af, at jeg ikke føler ret meget glæde over vores liv. Jeg er virkelig bange for at han går helt i lås, da vi én gang før har haft en lignende snak, hvor han stort set sagde, at hans liv kører i det tempo, og vi nok ikke passer sammen, hvis ikke jeg kan følge med, men jeg tror det var måden jeg sagde tingene på, som var angribende, der gjorde at han reagerede sådan. Jeg er super bange for at miste ham, selvom jeg udmærket er klar over, at hvis han er en ordentlig mand, så finder vi en løsning. Jeg ved bare, at for ham betyder det rigtig meget hvordan jeg siger tingende, og næsten hver gang jeg har noget, som er en frustration for mig, så får jeg formuleret det på en måde, så det bliver til et skænderi.
Jeg er ikke interesseret i at høre, at jeg skal gå fra ham, for uanset om det vil være det bedste er jeg ikke klar til det. Jeg har brug for nogle forslag og idéer til hvordan jeg får taget snakken med ham.

[Chachacha]

Måske skal du overveje at gå til lægen? Noget af det, du skriver kunne godt lyde som depressionstegn.

[Viskelæder]

Det gør helt ondt i maven at læse, hvordan du har det. Jeg synes, ligesom Chachacha, at du lyder depressiv. Du lyder stresset, trist og selvudslettende. Som om du kun eksisterer for at tilpasse dig andre og gøre det, "der skal gøres". Du skriver, at I prøver - vil du overhovedet gerne have børn lige nu? Sådan en beslutning er jo vigtig, at du har dig selv med i.

Jeg synes, du skal prioritere dig selv og få noget hjælp. Jeg tror, en psykolog ville være rigtig god. Et langt forløb, hvor du kan lære dig selv at kende og fokusere på, hvem du er, og hvad du har lyst til i livet. Du skal ikke bare leve som sådan en robot, det er ikke noget liv.
Og så synes jeg, det er rigtig flot, at du skriver det her indlæg. Det fortæller, at du ikke vil have, det skal forblive sådan her, og at du tager dig selv alvorligt.

I fht. det, du spørger om, så tror jeg, du kan tale med din kæreste på en måde, hvor du fortæller, hvordan du har det. "Jeg er ked af det, jeg føler sådan og sådan...". Tag udgangspunkt i dine følelser, og at du snart ikke kan mere. Hvis han nemt tager det nært og bliver sådan "my way or the highway"-agtig, så er det nok bedst at holde det meget på din banehalvdel. Jeg synes dog, det er ærgerligt, at han virker til bare at lukke i. Du lyder meget alene i det her, og det er ikke okay.
Jeg håber, han lytter til dig og tager dig alvorligt, og jeg håber, du får gjort noget for at få det bedre.

[Hende der]

Jeg er helt enig. Et langt forløb med en psykolog ville være rigtig godt, men økonomien er ikke til det. Jeg fik for et halvt år siden en henvisning til ti gange hos en psykolog, hvor jeg selv skulle betale en del af det. Det kunne ikke lade sig gøre, og ti gange er alt for lidt.
Jeg ved at mange ting i min opvækst har gjort, at jeg står hvor jeg gør nu. Det her mønster er på ingen måde nyt. Jeg er 29, og husker ikke at jeg nogensinde har følt, at jeg var en del af mig selv. Jeg har desperat forsøgt at få hjælp på vanvittige måder, hvilket betyder, at jeg I dag har en diagnose, som aldrig kan slettes selvom den ikke er sand. Og flere gange har jeg fået at vide i det psykiatriske system, at de godt kan se, at jeg har brug for samtaler, men der er ingen ressourcer til det. Derfor har jeg nu helt droppet det system, for jeg endte med at blive fyldt med medicin, der gjorde jeg slet ikke kunne mærke mig selv. Det kan jeg nu, og alligevel ikke. Jeg bliver nemmere overvældet af følelsen af at være tom, men aner ikke, hvad der skal til for, at jeg får det bedre. Jeg tror det er en lang proces at finde mig selv, for jeg ved faktisk ikke hvem jeg selv er. Men jeg har på fornemmelsen, at jeg er en ubehagelig person.
Jeg ved ikke om det med barn er en god idé nu, men jeg fik også lige at vide, at jeg skal vaccineres mod røde hunde, og ikke må blive gravid de næste tre måneder, så der er lidt tid til at mærke efter.

[Sophies-mor]

Du viser din kæreste, hvad du skriver her og så lægger I en plan, der priotererer, at du også når dit skolearbejde og struktur på hverdagen. Tænk gerne motion og sund mad ind i planlægningen og 8 timers søvn i døgnet.

Har din skole et rådgivningstilbud? Undersøg det.

Hvis din kæreste insisterer på at køre et højt tempo, så må han acceptere, at det er uden dig hele tiden. Prioterer dig selv og ikke hans behov. I længden nytter andet ikke.

Enig med Rakel.
Øv dig i at sætte dig selv højere.

[Akehurst2]

Jeg er meget enig i det, de andre skriver.

I forhold til at tale med din kæreste, kan du også forsøge at tale med ham om jeres fælles ønsker og drømme på langt sigt. Det kan let blive meget roden rundt i små detaljer, hvis du fortæller om, at du lige nu føler dig presset over fx skolearbejde og samværet med den 1-årige, og de ting, der lige presser sig på den næste uge/måned/halve år, og det kan komme til at afspore samtalen så det handler mere om konkret brandslukning. Hvis I i stedet taler om, hvor vil vi gerne være om fem og ti år, og hvad skal vi gøre for at nå derhen, så er det mindre anklagende og kan også bruges til at du selv får sat ord på, hvad du gerne vil med dit liv på sigt.

[Slettet bruger]

Kan du ikke bare sige det til ham?

Mange mænd kan godt lide sig at tage sig af deres kærester, fordi vi så føler os enormt bread-winner, husets alfa-der-redder-alle-de-andre-agige

Ja og hvis han ikke gider det så er han måske ikke så velegnet til at være din kæreste.

[Sophies-mor]

Kan du ikke bare sige det til ham?

Mange mænd kan godt lide sig at tage sig af deres kærester, fordi vi så føler os enormt bread-winner, husets alfa-der-redder-alle-de-andre-agige

Ja og hvis han ikke gider det så er han måske ikke så velegnet til at være din kæreste.

Meget rigtigt.

[Slettet bruger]

Mht dine formuleringer der ændrer med skænderier kan du evt variere kommunikationsmetoden, f.eks. tage en video med telefonen hvor du får forklaret det ordentligt. Det er en lidt spøjs måde at gøre det på, men det virker. Jeg skriver f.eks. tit emails om de touchy emner, fordi der så kommer en slags distance ind i det gør det bliver mere sådan "fattet"

[IrmaPigen]

Hvad er det, du har så travlt med?

Du skriver du altid må springe over hvor gærdet er lavest, og gøre alting halvt. Og du har ikke tid til at besøge din far eller kontakte venner.

Du læser enkeltfag på HF, er det korrekt forstået? Hvor mange fag og timer har du?

Butikken er lukket ned. Sådan som jeg læser det, har du ikke noget job nu men som sagt nogle enkeltfag på HF (formentlig). I har (lille) hus, hunde, katte og høns. Nuvel et hus skal gøres rent engang imellem, hunde skal luftes/motioneres og katte (og hunde) skal fodres og kattebakken skal tømmes. Høns skal vel også fodres dagligt et par gange.

Det lyder ikke som et liv der er heeelt vildt stressende, og jeg tror derfor ikke det er din nuværende situation der stresser dig. Eller kan du evt. uddybe, hvad det er du har så travlt med og som stjæler din tid? For måske har du bare ikke fået skrevet det klart og tydeligt.

Du skriver endnu en ting, der springer i mine øjne. Du skriver at du mødte din kæreste for næsten halvandet år siden. Dvs i har altså været sammen i mindre end halvandet år. Dengang havde du ikke noget livsglæde, skriver du. Det virker heller ikke som om, du har livsglæde nu. Har du reelt haft noget livsglæde i den tid I har været sammen? Nu læser jeg mellem linjerne her, og jeg kan læse forkert, men det virker mest som om, du er blevet fascineret af ham, mere end det måske har været skide optimalt på noget tidspunkt. Hans datter er kommet ind i billedet efter under et år og jeg tænker butikken også rimelig hurtigt må være kommet ind i billedet. Så har det sådan på noget tidspunkt været rigtig optimalt med dit humør og stressniveau?

Når du også skriver du har dårligt selvværd, så tænker jeg altså du måske mere er sammen med ham fordi det er rart for dig at føle at en (han) har brug for dig, end at han er sund for dig. Det virker mest som om hele arrangementet dræner dig for energi, og måske er jeres forhold bare ikke så skide sundt for dig, som du går rundt og tror.

[Mooserinde]

Hvad er det, du har så travlt med?

Du skriver du altid må springe over hvor gærdet er lavest, og gøre alting halvt. Og du har ikke tid til at besøge din far eller kontakte venner.

Du læser enkeltfag på HF, er det korrekt forstået? Hvor mange fag og timer har du?

Butikken er lukket ned. Sådan som jeg læser det, har du ikke noget job nu men som sagt nogle enkeltfag på HF (formentlig). I har (lille) hus, hunde, katte og høns. Nuvel et hus skal gøres rent engang imellem, hunde skal luftes/motioneres og katte (og hunde) skal fodres og kattebakken skal tømmes. Høns skal vel også fodres dagligt et par gange.

Det lyder ikke som et liv der er heeelt vildt stressende, og jeg tror derfor ikke det er din nuværende situation der stresser dig. Eller kan du evt. uddybe, hvad det er du har så travlt med og som stjæler din tid? For måske har du bare ikke fået skrevet det klart og tydeligt.

Du skriver endnu en ting, der springer i mine øjne. Du skriver at du mødte din kæreste for næsten halvandet år siden. Dvs i har altså været sammen i mindre end halvandet år. Dengang havde du ikke noget livsglæde, skriver du. Det virker heller ikke som om, du har livsglæde nu. Har du reelt haft noget livsglæde i den tid I har været sammen? Nu læser jeg mellem linjerne her, og jeg kan læse forkert, men det virker mest som om, du er blevet fascineret af ham, mere end det måske har været skide optimalt på noget tidspunkt. Hans datter er kommet ind i billedet efter under et år og jeg tænker butikken også rimelig hurtigt må være kommet ind i billedet. Så har det sådan på noget tidspunkt været rigtig optimalt med dit humør og stressniveau?

Når du også skriver du har dårligt selvværd, så tænker jeg altså du måske mere er sammen med ham fordi det er rart for dig at føle at en (han) har brug for dig, end at han er sund for dig. Det virker mest som om hele arrangementet dræner dig for energi, og måske er jeres forhold bare ikke så skide sundt for dig, som du går rundt og tror.

Nu får man ikke nødvendigvis stress fordi man i hverdagen har decideret travlt. Stressforeningen beskriver det således: "Stress opstår sjældent udelukkende af en enkeltstående årsag, men skyldes som regel en kombination og et samspil af flere forskellige faktorer. Enhver begivenhed i livet, som vi finder truende, svær at håndtere eller som belaster os kan være en mulig årsag til stress.
Begrebet "mange bække små" gør sig i høj grad gældende for stress, da det i mange tilfælde ikke er en enkeltstående stor begivenhed eller belastning, der fører til alvorlig stress, men mange små ting.
Typisk opstår stress i situationer, hvor der er ubalance eller et misforhold mellem de krav, vi selv eller omverdenen stiller til os, og de ressourcer, vi har til rådighed."

TS skriver at hendes far forsøgte selvmord for 2 mdr siden - det lyder bestemt som en stressfaktor. Og blandet med en årrække, hvor TS har følt sig "ved siden af sig selv", lavt selvværd og nyt forhold med nye forandringer -så forstår jeg udemærket at man kan komme ud i noget depression eller stress halløj.

TS, jeg er enig i, at en email til din kæreste kunne være en idé. Det har vi selv brugt i mit forhold og så følger vi op med face to face samtale. Det fungerer rigtig fint. Det er vigtigt, at du får fortalt din kæreste hvad der foregår, så han kan hjælpe og støtte dig.

Jeg sender dig masser af cyberkram