Mildt irriterende..
Han er inviteret til Thailand nu her i december, invitationen faldt for flere måneder siden. Hans to søstre har deres "egen" far, som nu er gift med en thailænder, og døtrene ville gerne ned og se hendes familie. Pluds faren har lige haft rund fødselsdag og vil fejre det med sine døtre. Så min kæreste så inviteret med, han skal selv betale kost+logi+oplevelser og alt (hvilket i forvejen er mange penge for os pt.).
Den ene søster har så i mellemtiden fået børn siden hun spurgte om at komme til Thailand, så hendes kæreste skal blive hjemme og passe de små, og hun fortalte mig forleden, hun helt ærligt leder efter undskyldninger for at blive hjemme ved børnene... Nå.. Så langt så godt.
Min kæreste har aldrig haft lyst til turen, han sveder hurtigt og meget, og kan ikke gå meget rundt pga. knæproblemer,så er der det økonomiske, og at han helt ærligt hellere vil dele turen med mig. Men skal jeg med skal jeg selv betale alt(også fly), og det har vi slet SLET ikke råd til.
Så han har været svævende, og jeg har måske også i kulissen sagt, at han og jeg altid kan tage til Thailand, evt. som en del af en større tur, når vi får råd. Men jeg GIDER bare ikke det der svævende "uuh jeg vil ikke væk fordi jeg vil savne dig for meget", og gravkammer-stemning omkring planlægningen, er som at se nogen forberede sig på at tage i krig.
Så I går fik jeg lidt nok af at han gerne vil afsted, men at det stadig virkede som tvang for ham, og så siger han så "Han håber der sker noget i Thailand, som gør de ikke kan komme afsted alligevel". Så slog jeg bremsen i.. Og sagde helt ærligt, beslut dig. Hvis du vil afsted, skal du glæde dig oprigtigt og med hele hjertet, og også blive afklaret med at det er 14 dage i december du er væk, du skal være afklaret med det er på vores årsdag. Jeg kan sagtens unde dig den ferie (Vi har googlet hvilke dyr han kan se dernede, hvordan kulturen og naturen er, jeg har faktisk gjort meget for at få ham til at glæde sig, så han ikke føler jeg også er ked af han tager afsted. Jeg er jo faktisk skide misundelig, sikke en oplevelse
)
Det er bare FOR mange penge at kaste efter noget man måske ikke kommer til at nyde helt oprigtigt.. Men jeg forstår godt han føler han ikke har et valg, for alle siger han ikke kan bakke ud. Jeg synes bare det er følelsesmæssig rollercoaster at se og høre på. Så nu har han besluttet ikke at tænke negativt mere, og så tage afsted
(men for filan hvor kommer jeg til at savne ham, og hvor ville jeg ønske de kunne udsætte det et år mere, så vi kunne tage afsted som hel familie, med svigerindens børn og kæreste ligeså. Eller bare tage i Lalandia..)
Søger ikke gode råd, medmindre jeg har spurgt.