Jeg havde været til middag hjemme hos min mor sammen med mostre og onkler. Der blev drukket en del vin, ikke sådan overdrevet, men ingen var appelsinfri og min kæreste skulle så komme og køre dem hjem. Nå, jeg ender i en diskussion med min moster hvor hun smider ud at jeg diskuterer som min far. Jeg havde hele vejen igennem forsøgt at argumentere pænt og finde kompromiser hvor vi kunne blive enige. Min far er nu noget tandløs, men i gamle dage var han en der gik ind i en diskussion for at vinde for enhver pris. Han var manipulerende og man anede ti sidst ikke hvad der var op og ned på en selv. Så i min verden var det 1. en kæmpe k æ m p e sviner og 2. slet ikke det jeg havde oplevet, tværtimod. Det trådte virkelig på en øm tå og når jeg prøvede at forkalre det blev jeg ked af det. Så i det min kæreste kommer ind af døren, sidder jeg og græder og undskylder for at jeg (åbenbart) har gjort noget forkert. Min kæreste siger dårligt nok hej, og sætter sig ud på altanen og ryger en smøg, mens han venter på at mostre og onkler får pakket sig sammen og klar til at blive kørt hjem. Jeg går ud på altanen og snakker med ham, men han virker ærlig talt ligeglad og uinteresseret. Han kører dem hjem og da han er kommet hjem ringer han og spørger om jeg lige kan vente en time med at komme hjem da han godt lige kan bruge en time alene (normalt noget vi godt kan sige til hinanden.) Da jeg så kommer hjem kommenterer han stadig ingenting. Overhovedet ikke. Vi ser lidt fjernsyn og går herefter i seng. Jeg får allernådigst et godnatkys.
Og så ligger jeg der og bliver mere og mere rasende. For hvad fanden bilder han sig egentlig ind? Han skal da trøste og støtte mig når jeg er ked af det. Røvhul. Så jeg ender med at stå op for jeg kan simpelthen ikke være i min krop. Han kommer så op ganske kort tid efter og spørger om jeg er okay.
Øh nej? Få dog hovedet ud af din egen bagdel og prøv at være der for mig? Han skal ikke kæmpe mine kampe for mig - slet ikke med min familie. Den skal jeg nok selv klare, men af 3 omgange fejler han totalt på et empatisk og kærligt plan ved ikke at drage omsorg og spørge ind til mig og hvad der er foregået. Han lagde sig dog også fladt ned og undskyldte. Mange gange. Min moster havde fanget ham og sagt at "jeg vidst havde fået lidt meget at drikke" og så havde han bare afskrevet det. Idiot.
Gudskelov er jeg så heller ikke typen der går og tygger på det. Ligeså snart at jeg havde fået sagt min mening om hans (manglende) handlinger, og han havde undskyldt og følte sig som det største røvhul på jorden, kunne jeg godt sove igen
Al min vrede fordampede og så gik vi i seng. Det er i det mindste rart at vores konflikter som regel ikke varer i flere dage.
.png "Love")
er på sin plads her.
