DD_81 skrev:lulu-p skrev:Jeg tænker også, at der er sket en øget stigmatisering af de forældre, som vælger at få børn tidligere end gennemsnittet. Det er ikke lang tid siden jeg så en artikel på en af de større nyhedsmediers hjemmeside, hvor overskriften startede med "ung mor på 26..." Og der er nok ikke mange af os, som ønsker at blive slået i hartkorn med "De unge mødre".
Og så er det mit indtryk at vi skubber de unge år foran os. Da jeg blev 30 var mantraet "30 erne er de nye 20ere" og da jeg rundede 40 var 40erne pludselig de nye 30ere. Biologien er nok bare ikke helt enig.
Jeg fik i øvrigt mit første barn da jeg var 28.
Jeg er meget enig i den betragtning.
Jeg var 22 da jeg blev mor til den første, manden 25, og jo vi oplevede i den grad at blive betragtet som værende UNGE forældre.
Og vi var da unge, men vi var modne, parate, og vi ville det rigtig gerne, og vi havde styr på det!
At vi boede i en vestegnskommune, der har sin del af "sociale tilfælde" har sikkert spillet ind, men jeg syntes det var benhårdt at blive mødt med en antagelse om at vi krævede ekstra hjælp og ressourcer.
- fik tilbud om mødregruppe for unge mødre, med deltagelse af Sundhedsplejerske hver uge, samt deltagelse fra socialrådgivere og andre relevante.
- fik tilbud om at få kigget vores huslejekontrakt igennem så ikke vi blev snydt af privat udlejer (min mand ejede boligen)
- blev inviteret til møde om uddannelsesplan, så jeg ikke gik der og var u-uddannet, bl.a. forslag om HF på VUC (jeg manglede de sidste 4 eksamer for at kunne kalde mig pædagog)
- blev tilbudt en gen-test så vi kunne sikre os at min mand var faren, og med pointering af at en evt. anden biologisk far skulle betale børnebidrag ( tak for kaffe)
Og så var der omgivelsernes reaktioner, de var sgu også lidt hårde til tider, at der blev stillet spørgsmålstegn ved vores valg, antagelser om at det var en ups'er (ikke mere ups end at jeg blev gravid lidt hurtigere end vi egentligt havde tænkt, ville egentligt godt ha haft afsluttet min udd.- og absolut et ønskebarn)
Efter børnene (der nu er 4 stks af) blev større og vi ældre oplever vi ikke længere fordomme. Nu oplever vi antagelser af at vi er ældre end vi er, baseret på vores børns alder. Vores nabo troede jeg fyldte 40, da jeg blev 30 f.x.
Og andre forældre bliver tit overrasket over at vi slet ikke er så jævnaldrende, som de umiddelbart lige troede.
Jeg har været i mødregruppe med damer der var 9 år yngre end min mor, 15 år ældre end mig
Selv kan jeg godt undre mig over hvordan man, når rammerne egentligt er der (en partner der føles som den rigtige, en bolig, studie/job) overhoved ikke kan have lyst til at få de der børn. Jeg kan ikke rigtig forstå, eller sætte mig ind i, følelsen af ikke at kunne tage ansvar for et barn og hvad dertil hører. Men jeg har også altid været meget bevidst om at jeg ønskede børn, 3+, og også så tidlig som muligt.
- Derfor havde jeg heller ikke kendt min mand mere end en måned, da jeg forelagde ham at enten, uden han skulle love mig noget, var han inden for en korte årerække indstillet på at der stor familieliv og børn på programmet, og hvis ikke kunne vi lige så godt lade være med at spilde hinandens tid og gå hver til sit. Jeg ønskede ikke at involvere mig mere følelsesmæssig i ham, hvis han f.x først så børn 10 år ude i tiden.