Har du nogensinde været i terapi?

[Vixen]

Hold da helt kæft...

Åh jo... Det gav nogle heftige traumer, men efter rigtig meget bearbejdelse, mærker jeg ikke meget til det i mit liv mere. Et par gange om året har jeg mareridt af den grimme slags om min far, men ellers har jeg ro omkring det. Jeg taler også i telefon med ham i ny og næ.

[missme]

Jeg har ikke haft det godt i mange år og har langt om længe fået taget mig sammen til at tale med lægen om det. Det var virkelig en overvindelse. Så nu sidder jeg med en henvisning til en psykolog (hun sagde jeg også kunne se en psykiater hvis jeg hellere ville, men hun anbefalede at jeg startede med at prøve en psykolog for at se om jeg kan undgå medicinering). Jeg er lidt bange for at jeg ligesom Whoosh kommer til at synes at det er noget langhåret hippiefis med psykologen - og så er jeg ret meget i tvivl om hvad det egentlig er de kan hjælpe mig. Altså, det giver mening hvis man har lavt selvværd, dårlige tankemønstre, selvskade og ting i den stil - men når det der er årsagen til depressionen ikke er noget man selv kan ændre på ved at tænke og føle anderledes, så har jeg ret svært ved at se hvad præcis det er en psykolog kan hjælpe mig med.

Men jeg går åbent ind til det. Vil utrolig gerne snart have det bedre.

Jeg har haft to-tre samtaler ved en psykolog, gennem mit arbejde, da jeg blev sygemeldt med stress/depression for snart 10 år siden. Jeg mente heller ikke at der var nogen grund til min depression, det var der som sådan heller ikke. Men hun var alligevel fantastisk til at stille de rigtige spørgsmål, som virkelig fik mig til at anskue nogle ting fra en hel ny vinkel. Hun fungerede mere som coach end psykolog, syntes jeg.

Så gå endelig ind til det med åbent sind, det er ikke hippie halløjsa det hele

[Ultraviolet]

Jeg har ikke haft det godt i mange år og har langt om længe fået taget mig sammen til at tale med lægen om det. Det var virkelig en overvindelse. Så nu sidder jeg med en henvisning til en psykolog (hun sagde jeg også kunne se en psykiater hvis jeg hellere ville, men hun anbefalede at jeg startede med at prøve en psykolog for at se om jeg kan undgå medicinering). Jeg er lidt bange for at jeg ligesom Whoosh kommer til at synes at det er noget langhåret hippiefis med psykologen - og så er jeg ret meget i tvivl om hvad det egentlig er de kan hjælpe mig. Altså, det giver mening hvis man har lavt selvværd, dårlige tankemønstre, selvskade og ting i den stil - men når det der er årsagen til depressionen ikke er noget man selv kan ændre på ved at tænke og føle anderledes, så har jeg ret svært ved at se hvad præcis det er en psykolog kan hjælpe mig med.

Men jeg går åbent ind til det. Vil utrolig gerne snart have det bedre.

Jeg har haft to-tre samtaler ved en psykolog, gennem mit arbejde, da jeg blev sygemeldt med stress/depression for snart 10 år siden. Jeg mente heller ikke at der var nogen grund til min depression, det var der som sådan heller ikke. Men hun var alligevel fantastisk til at stille de rigtige spørgsmål, som virkelig fik mit til at anskue nogle ting fra en hel ny vinkel. Hun fungerede mere som coach end psykolog, syntes jeg.

Så gå endelig ind til det med åbent sind, det er ikke hippie halløjsa det hele

Altså... jeg ved ikke om jeg kender hele grunden til det, men jeg kender en stor del af grunden og den ligger i opvækst, familieforhold osv. Og jeg er lidt bange for at det bliver sådan noget med at skulle sige fra. Det er den kendte floskel som man smider i hovedet på folk - og det er ikke bare svært, det er, for mit vedkomne, umuligt. Ikke fordi jeg ikke kan, men fordi jeg ikke vil - det vil gøre så meget skade på folk jeg elsker hvis jeg skal begynde at sige fra at det ikke er det værd. Og det er lidt her jeg er bange for hippiefis og at der reelt ikke er nogen hjælp til folk som mig.

Men igen, jeg håber meget. Skal lige tage mig sammen til at skrive til de psykologer jeg har fundet.

[Utilregnelig]

Nej, det har jeg ikke. Jeg er ellers tit blevet opfordret (af min familie og nogle gange mine venner) til at prøve det, men jeg føler ærligt talt ikke behovet for det. Jeg har ellers været udsat for et væld af ret traumatiserende oplevelser, men jeg føler selv, jeg er god til at komme videre uden ekstern hjælp. Måske jeg dog en dag - når jeg får flere penge mellem hænderne - prøver at få en psykologsamtale, bare for at se om jeg er "gået glip" af noget.

[Annione]

Ja. Da jeg var en mere eller mindre utilpasset teenager. Da jeg blev udstødt af Jehovas Vidner. Og igen, da jeg havde stress. I sidstnævnte tilfælde gik jeg til psykolog, coach og afspændingspædagog. Det var også mit livs største krise, så jeg havde virkelig brug for hjælp.

[Fru Sunshine]

Ja. Jeg var i terapi for spiseforstyrrelser.

[D.itsen]

Og ang det med psykologer - det er virkelig vigtigt at finde den rigtige. Jeg har været ved en der var blah, en der var fantastisk og ham jeg/vi går ved lige nu, har jeg ikke lige besluttet mig for hvad jeg skal synes om endnu. Så selvom man ikke lige rammer plet i første hug, så kan det "bare" være forkert kemi eller den forkerte type af terapi. Bare lige så ingen afskriver det, pga. en mindre heldig oplevelse

[Ultraviolet]

Jeg har haft skrevet til to nu - den ene tager ikke patienter lige nu (selvom der står noget andet på hjemmesiden) og den anden kan jeg først skrive til ang tidsbestilling sidst i september (og så er der en måneds ventetid). Er der nogen der kender en god psykolog i København? Er lidt modløs lige nu.

[canoodle]

Ja.

I forbindelse med min fars depression og alkoholisme, og de gener de oplevelser førte med sig. Jeg blev også mobbet meget som barn, og gik til skolepsykolog.

Senere i forbindelse med en fødselsdepression. Jeg har været i kontakt med fire psykologer, og føler faktisk, at kun den ene hjalp mig rigtig meget.

[Fru Sunshine]

Jeg er forresten blevet anbefalet at søge psykolog gennem min fagforening, for hver gang jeg taler med min rådgiver, går der aldrig mere end to minutter, før jeg sidder og hulker mig igennem samtalen.

Måske har hun ret.

[Danseprinsesse]

Jeg har egentlig forsøgt nogle gange, men har kun haft et reelt terapiforløb, der virkelig gav mig noget.

Efter min mors død gik jeg hos en psykolog nogle gange. Det gav mig ikke noget, hun var sådan en psykolog med hovedet på skrå af medlidenhed, og det var bare slet ikke det jeg havde brug for. Hver gang jeg var der, sørgede jeg for ikke at græde, for jeg var bange for, at hun så ville kramme mig.

Nogle år efter opsøgte jeg min daværende praktiserende læge med henblik på at få noget psykologhjælp. Jeg havde aldrig bearbejdet min mors død og kæmpede med depression og spiseforstyrrelse. Lægen endte med at tage et par samtaler med mig. Jeg lagde alt på bordet, på det tidspunkt spiste jeg ingenting og havde faktisk ingen livslyst tilbage. Han afsluttede 2. samtale med at sige "prøv at hør her, nu synes jeg, du skal gå hjem og stoppe med at være så ked af det, for du har ikke noget at være ked af". Jeg gik grædende derfra, græd resten af dagen og vendte aldrig tilbage.

Så brugte jeg fem år på at have det elendigt egentlig. Efter en ulykke var jeg hos en krisepsykolog, der ret hurtigt opdagede mine problemer med spiseforstyrrelse og ville have mig videre i et forløb med henblik på at behandle det. Men der var ingen tilbud, der hvor jeg boede, jeg var for gammel.
Jeg endte med selv at finde en privatpraktiserende psykolog og gik hos ham nogle år. Jeg kunne ikke narre ham, og det var lige, hvad jeg havde brug for. Det er mærkeligt, for jeg husker egentlig ikke, at jeg blev anderledes - men noget forandrede sig i hvert fald gennem vores mange samtaler. Han fik bygget et selvværd op i mig, som nok aldrig havde været der før. Terapien gjorde mig stærk nok til endelig at ende et dårligt forhold, og jeg har ikke siden haft sygelige problemer med at spise eller depression. Det er ret vildt, men den psykolog gav mig faktisk fred.

[Grissebassen]

Jeg gik hos en psykolog da jeg havde en depression for et par år siden. Det var ingen mirakelkur, men det hjalp mig da til at identificere negative tankemønstre, så de er lettere at undgå.

Jeg kunne faktisk virkelig godt bruge nogle samtaler igen. Men pengene rækker desværre ikke. Er der nogen, der kender nogle gratis tilbud i Københavnsområdet?

[Karkluden]

Jeg er forresten blevet anbefalet at søge psykolog gennem min fagforening, for hver gang jeg taler med min rådgiver, går der aldrig mere end to minutter, før jeg sidder og hulker mig igennem samtalen.

Måske har hun ret.

Det tror jeg faktisk, du godt kan regne med, at hun har

[Ultraviolet]

Jeg gik hos en psykolog da jeg havde en depression for et par år siden. Det var ingen mirakelkur, men det hjalp mig da til at identificere negative tankemønstre, så de er lettere at undgå.

Jeg kunne faktisk virkelig godt bruge nogle samtaler igen. Men pengene rækker desværre ikke. Er der nogen, der kender nogle gratis tilbud i Københavnsområdet?

Er du studerende? For så er der studenterrådgivningen.

[lulu-p]

Jeg er en enkelt gang blevet henvist til en krisepsykolog efter en voldsom oplevelse på et tidligere job. Det var en utrolig dårlig oplevelse, og det var klart mit indtryk, at hun syntes konsultationen forstyrrede hende i hendes arbejdsdag. Hendes råd var at jeg skulle tage hjem og tale med min mand (øøhh...ja..men der er måske en grund til at jeg sådan hu hej akut sidder her hos dig...?).

Jeg overvejer et forløb hos en god psykolog, fordi mit selvværd i lange perioder er stort set ikke eksisterende, og jeg formår ikke selv at ændre mine tanke- og handlingsmønstrer.