Aima skrev:Karkluden skrev:Aima skrev:Karkluden skrev:I min vennekreds må man ikke. Og hvis jeg siger det, får jeg skudt i skoene, at det er, fordi min kæreste har meget lidt skæg. Nej, det er omvendt - jeg synes bl.a., han er lækker, fordi han ikke har et ubehageligt, uhygiejnisk og grimt fuldskæg
Jeg har en del veninder og bekendte, der er meget glade for skæg. Nogle er gode til "hver sin smag" (jeg synes jo også deres kærester er skidesøde og fine alligevel), mens andre tager det som en personlig fornærmelse, selv når det er en generel diskussion om præferencer.
Men hvis det er sådan der, altså 'grimt, ubehageligt og uhygiejnisk', du, selvom det er generelt, omtaler skæg, forstår jeg nu godt, man kan føle sig stødt af det, hvis man selv eller ens kæreste har skæg.
Jeg sad engang til en fest, hvor en dude forklarede noget om, hvorfor det ikke blev til noget mellem ham og en kvinde der vistnok crushede ret meget på ham, det skyldtes hendes overvægt, for han 'tændte simpelthen bare af på alt det fedt' plus andre vægtkommentarer jeg ikke husker ordret, der var et par overvægtige i selskabet, og stemningen blev egentligt nok sådan ret akavet, for selvom hans kommentarer ikke handlede om dem, følte de sig jo alligevel lidt ramt. Det forstår jeg egentlig godt, også selvom han jo sikkert synes de er skidesøde og fine alligevel.
Det er det heller ikke. Der bruger jeg ord som "jeg bryder mig ikke så meget om skæg, så det passer jo fint, at min kæreste ikke har så meget" eller "skæg er ikke lige mig". Så får jeg ofte kommentaren "det er bare, fordi din kæreste ikke er rigtig mand". Så næh, jeg synes egentlig jeg siger det pænt i den virkelig verden, hvis nogen spørger.
Ah, ok. Fair nok. Det der synes jeg egentlig også er sært så. Altså at du ikke får anerkendt din præference uden der bliver stillet spørgsmål til motivet, det er da sådan lidt... underkendende.
Præcis. Derefter er jeg en gang eller to kommet til at sige, at jeg finder skæg grimt og uhygiejnisk, men har ligesom også erkendt, at det er ligeså barnligt som at sige, at min kæreste ikke er en rigtig mand. Så nu er jeg gået over til at sige, at nu sidder ens mandighed og selvfølelse jo ikke i skægget, og at vi begge er glade for at undvære det.
Herinde tillader jeg mig dog at sige, at jeg ikke bryder mig om det - og også bruge stærkere fraser.
Men jeg oplever meget i min omgangskreds, at hvis man ikke kan lide en eller anden diskurs, så skal det forsvares til døde. Et andet eksempel er, at jeg ikke ønsker at arbejde med børn eller på skadestue (sådan i det lange løb, kan sagtens gøre det i en periode) som sygeplejerske. Der hører jeg tit, at det må være, fordi jeg ikke er dygtig nok eller hader børn.
Jeg er virkelig dygtig både teoretisk, håndværksmæssigt og ift patienterne, og jeg kan godt lide børn. Det er bare ikke min drøm. Men det er uforståeligt.
Some days I amaze myself. Other days I put the laundry in the oven.