Lidt tanker om singlelivet.

[Grissebassen]

Jeg synes, du gær dig nogle gode tanker. Og jeg har fuld forståelse for, du gerne vil have en kæreste, selvom du ikke som sådan har brug for en mand. Der er forskel på at blevet stand til at gå gennem livet alene uden større besvær og at ønske at gøre det.

Men det er jo sket ikke sikkert, du gær noget forkert? Hvis du ikke selv bliver forelsket let, så vil der jo statistisk set være lidt længere mellem, du støder ind i en, der også bliver forelsket i dig.

Det er egentlig et godt spørgsmål Jeg kan selvfølgelig ikke udelukke, at jeg bare har været uheldig. Men når jeg ser tilbage bare et par år, var jeg egentlig ganske ombejlet. Om det skyldtes naivitet grundet manglende forståelse for singlegamet, ved jeg ikke. Det kan jo også skyldes, at jeg bare er blevet de år ældre der gør, at jeg ikke længere kan konkurrere med kvinder i start-midt 20'erne. Jeg kan bare konstatere, at noget har ændret sig, og hvis jeg selv kan gøre noget ved det, vil jeg selvfølgelig gerne prøve det. Selvom man aldrig kan undgå dating-røvhuller, så tvivler jeg på at det er helt tilfældigt, at dating-røvhuller er mere reglen end undtagelsen hos mig, mens mine veninder kun har oplevet et par enkelte.

[Willow]

Jeg er lidt nysgerrig på hvad du mener når du siger ar du har maskuline træk mht. Opførsel?

Jeg synes personligt at det feminine som regel er mest indefra som i en udstråling og adfærd og ikke så meget fra udseendet.

[Grissebassen]

Jeg er lidt nysgerrig på hvad du mener når du siger ar du har maskuline træk mht. Opførsel?

Jeg synes personligt at det feminine som regel er mest indefra som i en udstråling og adfærd og ikke så meget fra udseendet.

Jeg mener fx i forhold til mine interesser og humor. Jeg interesserer mig fx meget for fodbold og andre ting, som ofte kategoriseres som maskulint. Derudover har jeg også en humor, som ofte karakteriseres som maskulin. Jeg interesserer mig bestemt også for feminine ting. Men min interesse i makeup og kjoler, er jo kun noget man kan se på mig, og ikke noget man fornemmer når man taler med mig. Jeg har mange veninder som er lige sådan, som ikke har problemer med at score.

[A 7]

Jeg er lidt nysgerrig på hvad du mener når du siger ar du har maskuline træk mht. Opførsel?

Jeg synes personligt at det feminine som regel er mest indefra som i en udstråling og adfærd og ikke så meget fra udseendet.

Jeg mener fx i forhold til mine interesser og humor. Jeg interesserer mig fx meget for fodbold og andre ting, som ofte kategoriseres som maskulint. Derudover har jeg også en humor, som ofte karakteriseres som maskulin. Jeg interesserer mig bestemt også for feminine ting. Men min interesse i makeup og kjoler, er jo kun noget man kan se på mig, og ikke noget man fornemmer når man taler med mig. Jeg har mange veninder som er lige sådan, som ikke har problemer med at score.

Det tror jeg helt klart er et plus, og ikke et minus.

[Willow]

Jeg er lidt nysgerrig på hvad du mener når du siger ar du har maskuline træk mht. Opførsel?

Jeg synes personligt at det feminine som regel er mest indefra som i en udstråling og adfærd og ikke så meget fra udseendet.

Jeg mener fx i forhold til mine interesser og humor. Jeg interesserer mig fx meget for fodbold og andre ting, som ofte kategoriseres som maskulint. Derudover har jeg også en humor, som ofte karakteriseres som maskulin. Jeg interesserer mig bestemt også for feminine ting. Men min interesse i makeup og kjoler, er jo kun noget man kan se på mig, og ikke noget man fornemmer når man taler med mig. Jeg har mange veninder som er lige sådan, som ikke har problemer med at score.

OK det med fodbold og de praktiske ting forstår jeg men hvad indebærer maskulin humor? , prøver bare at forstå.

Hvis du har mange veninder der er ligesådan men ikke har problemer så er det vel ikke det

[Grissebassen]

Jeg er lidt nysgerrig på hvad du mener når du siger ar du har maskuline træk mht. Opførsel?

Jeg synes personligt at det feminine som regel er mest indefra som i en udstråling og adfærd og ikke så meget fra udseendet.

Jeg mener fx i forhold til mine interesser og humor. Jeg interesserer mig fx meget for fodbold og andre ting, som ofte kategoriseres som maskulint. Derudover har jeg også en humor, som ofte karakteriseres som maskulin. Jeg interesserer mig bestemt også for feminine ting. Men min interesse i makeup og kjoler, er jo kun noget man kan se på mig, og ikke noget man fornemmer når man taler med mig. Jeg har mange veninder som er lige sådan, som ikke har problemer med at score.

OK det med fodbold og de praktiske ting forstår jeg men hvad indebærer maskulin humor? , prøver bare at forstå.

Hvis du har mange veninder der er ligesådan men ikke har problemer så er det vel ikke det

Det kan fx være i Jackass stilen, South park og sådan noget.
Bare fordi det ikke er et problem for mine veninder, kan det vel godt være det for mig, tænker jeg. Jeg ved jo ikke, hvordan de præsenterer sig selv når de dater. Måske lægger de låg på de sider af sig selv i starten af et forhold. Måske spiller de spillet bedre end jeg gør.

[Zombie]

Med risiko for at blive udstillet og latterliggjort...

For nogle år siden havde jeg kammerater, der blev meget interesseret i det dersens The Game, der handler om teknikker... dvs. ting man kan sige og gøre... til at score damer.
Det var på nogle punkter ret overdrevent og skummelt, hvor de lige så godt kunne have løjet og sagt de var piloter eller læger. De var løgnagtige i den måde de førte sig frem på, som slet ikke matchede de mennesker de reelt var.

Nuvel, men andre af dem gik ligesom lidt dybere ned i det. De fandt ud af, hvad kvinder oftest var tiltrukkede af og forsøgte at granske sig selv, vinkle sig selv mere flatterende, uden at lave markant om på sig selv.
Eksempel: I stedet for at falde i fælden med de dødssyge interview-agtige spørgsmål med "hvad laver du, hvor gammel er du, hvor er du fra", så læste de bøger om at skabe og vedligeholde den fede samtale. Så "pludselig" var de mega sjove og spændende at snakke med, de øvede sig i det hver gang de snakkede med folk, og den dag i dag nyder jeg at snakke med dem, for man keder sig adrig og der er mere "go" og mere "flow" i samtalerne.

De fleste af mine kammerater er de nørdede, kejtede typer - hvis de var fødte charmører, havde de jo ikke behov for sådan noget hejs som det her. En af dem var mega kikset i sin måde at bevæge sig på. Så han begyndte til salsa, og selvom han aldrig blev imponerende dygtig, så gjorde det en masse positivt ved hans måde at bevæge sig på, han blev ligesom mere indbydende at se på og han fik mere selvtillid/kropskontrol.


Jeg synes ofte, at kvinder stiller sig lidt på bagbenene og er dem, der siger "Du er god nok som du er" osv. Men helt ærligt, jeg blev selv fanget af den kultur jeg beskriver her, så jeg havde også nogle år efter et hårdt brud med en eks, hvor jeg eksperimenterede lidt med mit udseende, make-up, tøj, dans osv. for at blive mere feminin og dermed mere tiltrækkende for mænd. Det var KUN derfor jeg gjorde det. I perioder var det lidt for opstillet og overfladisk, men med tiden fik jeg en god føling med, hvad jeg ville og gad.
Den dag i dag er jeg en mærkelig blanding af mega dulle, praktisk-agtig og NØRD. Men jeg har det godt med mig selv - og jeg føler mig kvindelig, sexet, uden at føle mig fanget i en falsk rolle.


Jeg er også selv mega introvert. Hvis jeg kunne, ville jeg nok nøjes med at være social et par gange om året og ellers vedligeholde mine venskaber over nettet, fordi over nettet kan jeg bare slukke så snart jeg ikke gider folk mere - modsat hvis jeg er fanget i en brunch-situation.
Men også fordi mit arbejde er meget socialt anlagt, så har jeg øvet mig på det. Jeg har øvet mig på at være social og finde måder, at være social på, hvor det ikke er alt for drænende for mig og hvor jeg formår at vise mere af mig selv.
Jeg ved jo selv, hvor fantastisk jeg er, men det nytter jo ikke noget, hvis jeg ikke får vist det frem for andre. Hvis jeg er for lukket.

Og ja, jeg har læst The Game -materiale om "den sjove samtale". Om push/pull, som er en måde at flirte på og højne sin attraktion. Om at opbygge 'rapport' med folk, så de føler at man har "noget" sammen. Jeg bruger det hele tiden - det er en af grundene til, at mange folk der møder mig første gang, synes at jeg er en sær blanding af social akavet, en anelse irriterende, men dødHAMRENDE charmerende. For jeg er stadig hende den socialt handikappede nørd, der engang imellem snakker lidt for meget, eller bliver lidt for kloge-åge. Det vil jeg måske altid være, men jeg har lært at lave spas med folk, drille dem venskabeligt eller flirtende, at blinke til folk og skabe et fedt ping-pong.


Man vælger jo selv, hvor meget man vil gøre ud af det. Både generelt og specifikt i situationerne.

Nogle synes, det er creepy og mærkeligt, at være lidt kalkulerende på den måde. Men altså, de fleste VED jo ikke, at jeg bruger mærkelige teknikker og er lidt beregnende engang imellem, i sociale kontekster. De synes bare, jeg er sjov. Og hvis alternativet er, at jeg falder igennem socialt, ikke scorer de mænd jeg gerne vil score osv., så fuck alle dem, der mener det er creepy. Det er jo ikke dem, der sidder og glor alene i sofaen, fordi "Bare vær dig selv" just doesn't cut it.

[Grissebassen]

Med risiko for at blive udstillet og latterliggjort...

For nogle år siden havde jeg kammerater, der blev meget interesseret i det dersens The Game, der handler om teknikker... dvs. ting man kan sige og gøre... til at score damer.
Det var på nogle punkter ret overdrevent og skummelt, hvor de lige så godt kunne have løjet og sagt de var piloter eller læger. De var løgnagtige i den måde de førte sig frem på, som slet ikke matchede de mennesker de reelt var.

Nuvel, men andre af dem gik ligesom lidt dybere ned i det. De fandt ud af, hvad kvinder oftest var tiltrukkede af og forsøgte at granske sig selv, vinkle sig selv mere flatterende, uden at lave markant om på sig selv.
Eksempel: I stedet for at falde i fælden med de dødssyge interview-agtige spørgsmål med "hvad laver du, hvor gammel er du, hvor er du fra", så læste de bøger om at skabe og vedligeholde den fede samtale. Så "pludselig" var de mega sjove og spændende at snakke med, de øvede sig i det hver gang de snakkede med folk, og den dag i dag nyder jeg at snakke med dem, for man keder sig adrig og der er mere "go" og mere "flow" i samtalerne.

De fleste af mine kammerater er de nørdede, kejtede typer - hvis de var fødte charmører, havde de jo ikke behov for sådan noget hejs som det her. En af dem var mega kikset i sin måde at bevæge sig på. Så han begyndte til salsa, og selvom han aldrig blev imponerende dygtig, så gjorde det en masse positivt ved hans måde at bevæge sig på, han blev ligesom mere indbydende at se på og han fik mere selvtillid/kropskontrol.


Jeg synes ofte, at kvinder stiller sig lidt på bagbenene og er dem, der siger "Du er god nok som du er" osv. Men helt ærligt, jeg blev selv fanget af den kultur jeg beskriver her, så jeg havde også nogle år efter et hårdt brud med en eks, hvor jeg eksperimenterede lidt med mit udseende, make-up, tøj, dans osv. for at blive mere feminin og dermed mere tiltrækkende for mænd. Det var KUN derfor jeg gjorde det. I perioder var det lidt for opstillet og overfladisk, men med tiden fik jeg en god føling med, hvad jeg ville og gad.
Den dag i dag er jeg en mærkelig blanding af mega dulle, praktisk-agtig og NØRD. Men jeg har det godt med mig selv - og jeg føler mig kvindelig, sexet, uden at føle mig fanget i en falsk rolle.


Jeg er også selv mega introvert. Hvis jeg kunne, ville jeg nok nøjes med at være social et par gange om året og ellers vedligeholde mine venskaber over nettet, fordi over nettet kan jeg bare slukke så snart jeg ikke gider folk mere - modsat hvis jeg er fanget i en brunch-situation.
Men også fordi mit arbejde er meget socialt anlagt, så har jeg øvet mig på det. Jeg har øvet mig på at være social og finde måder, at være social på, hvor det ikke er alt for drænende for mig og hvor jeg formår at vise mere af mig selv.
Jeg ved jo selv, hvor fantastisk jeg er, men det nytter jo ikke noget, hvis jeg ikke får vist det frem for andre. Hvis jeg er for lukket.

Og ja, jeg har læst The Game -materiale om "den sjove samtale". Om push/pull, som er en måde at flirte på og højne sin attraktion. Om at opbygge 'rapport' med folk, så de føler at man har "noget" sammen. Jeg bruger det hele tiden - det er en af grundene til, at mange folk der møder mig første gang, synes at jeg er en sær blanding af social akavet, en anelse irriterende, men dødHAMRENDE charmerende. For jeg er stadig hende den socialt handikappede nørd, der engang imellem snakker lidt for meget, eller bliver lidt for kloge-åge. Det vil jeg måske altid være, men jeg har lært at lave spas med folk, drille dem venskabeligt eller flirtende, at blinke til folk og skabe et fedt ping-pong.


Man vælger jo selv, hvor meget man vil gøre ud af det. Både generelt og specifikt i situationerne.

Nogle synes, det er creepy og mærkeligt, at være lidt kalkulerende på den måde. Men altså, de fleste VED jo ikke, at jeg bruger mærkelige teknikker og er lidt beregnende engang imellem, i sociale kontekster. De synes bare, jeg er sjov. Og hvis alternativet er, at jeg falder igennem socialt, ikke scorer de mænd jeg gerne vil score osv., så fuck alle dem, der mener det er creepy. Det er jo ikke dem, der sidder og glor alene i sofaen, fordi "Bare vær dig selv" just doesn't cut it.

Jeg er ganske enig med dig. Man kan være den smukkeste person i verden med den fedeste personlighed. Men hvis ingen mænd virker interesseret, så må man jo prøve at gøre sig mere synlig.

[Willow]

Det kan fx være i Jackass stilen, South park og sådan noget.
Bare fordi det ikke er et problem for mine veninder, kan det vel godt være det for mig, tænker jeg. Jeg ved jo ikke, hvordan de præsenterer sig selv når de dater. Måske lægger de låg på de sider af sig selv i starten af et forhold. Måske spiller de spillet bedre end jeg gør.

Så er det jo netop også din præsentation og ikke de ting du synes er sjove det drejer sig om. Du nævnte selv der med at være maskulin i adfærd og jeg spurgte kun for at kunne forstå så jeg kunne give et bud til dig for at hjælpe (ud fra hvordan jeg fungere). Jeg kan stadigvæk slet ikke se at man skulle virke maskulin fordi man godt kan lide en TV serie og har svært ved at forestille mig at din smag på det punkt skulle være grunden. Tror det er tæt på en umulig opgaver at give dit nogle brugbare tanker/råd hvis det mest uddybende du fortæller om f.eks. det med maskulinitet er hvilke TV serier du kan lide.

Hvis du virkelig vil se på dig selv er det nok nødvendigt se på de ting der kan gøre lidt ondt i stedet for at konkludere at andre der kan finde en kæreste er bedre til "spillet" eller ligefrem går og lægger låg på dem selv i starten.

Der kan være massere af grunde til at det lykkedes for dem.

[Grissebassen]

Det kan fx være i Jackass stilen, South park og sådan noget.
Bare fordi det ikke er et problem for mine veninder, kan det vel godt være det for mig, tænker jeg. Jeg ved jo ikke, hvordan de præsenterer sig selv når de dater. Måske lægger de låg på de sider af sig selv i starten af et forhold. Måske spiller de spillet bedre end jeg gør.

Så er det jo netop også din præsentation og ikke de ting du synes er sjove det drejer sig om. Du nævnte selv der med at være maskulin i adfærd og jeg spurgte kun for at kunne forstå så jeg kunne give et bud til dig for at hjælpe (ud fra hvordan jeg fungere). Jeg kan stadigvæk slet ikke se at man skulle virke maskulin fordi man godt kan lide en TV serie og har svært ved at forestille mig at din smag på det punkt skulle være grunden. Tror det er tæt på en umulig opgaver at give dit nogle brugbare tanker/råd hvis det mest uddybende du fortæller om f.eks. det med maskulinitet er hvilke TV serier du kan lide.

Hvis du virkelig vil se på dig selv er det nok nødvendigt se på de ting der kan gøre lidt ondt i stedet for at konkludere at andre der kan finde en kæreste er bedre til "spillet" eller ligefrem går og lægger låg på dem selv i starten.

Der kan være massere af grunde til at det lykkedes for dem.

Mit svar bundede bestemt ikke i uvillighed til at se på de ting, der gør mere ondt Det bundede i, at jeg simpelthen ikke kan se, hvad der skulle gøre mig maskulin, udover min humor og mine interesser. Udseendemæssigt er jeg en meget feminin person, både i påklædning, og krop, hår og ansigt, samt måden jeg bevæger mig på. Hvis det ikke er min "maskulinitet", der er skyld i den manglende interesse fra mænd, så er mit bedste bud, at jeg er introvert. Jeg kender dog mange mænd, der finder generte kvinder charmerende, og som jeg vist har skrevet et andet sted, så åbner jeg mig helt automatisk op, hvis jeg møder en mand jeg er interesseret i og viser masser af initiativ.

Kan du komme med nogle bud på, hvad det fx kunne være for nogle ting, det ellers kunne være? Altså ikke med udgangspunkt i mig, men sådan helt generelt, så jeg måske kan få nogle ideer til, hvor jeg ellers kan tage et kritisk blik på mig selv. Fx øver jeg mig i at smile mere, og jeg kan da godt mærke at jeg får flere blik på gaden. Men derfra og så til at finde en kæreste, er jo langt.

[Willow]

Mit svar bundede bestemt ikke i uvillighed til at se på de ting, der gør mere ondt Det bundede i, at jeg simpelthen ikke kan se, hvad der skulle gøre mig maskulin, udover min humor og mine interesser. Udseendemæssigt er jeg en meget feminin person, både i påklædning, og krop, hår og ansigt, samt måden jeg bevæger mig på. Hvis det ikke er min "maskulinitet", der er skyld i den manglende interesse fra mænd, så er mit bedste bud, at jeg er introvert. Jeg kender dog mange mænd, der finder generte kvinder charmerende, og som jeg vist har skrevet et andet sted, så åbner jeg mig helt automatisk op, hvis jeg møder en mand jeg er interesseret i og viser masser af initiativ.

Kan du komme med nogle bud på, hvad det fx kunne være for nogle ting, det ellers kunne være? Altså ikke med udgangspunkt i mig, men sådan helt generelt, så jeg måske kan få nogle ideer til, hvor jeg ellers kan tage et kritisk blik på mig selv. Fx øver jeg mig i at smile mere, og jeg kan da godt mærke at jeg får flere blik på gaden. Men derfra og så til at finde en kæreste, er jo langt.

Lyder rigtigt fornuftigt og kan godt høre/læse at du gør noget for at finde hvad der kunne være af grunde.

Jeg ville med glæde give et bud eller nogle ideer men det er svært at komme med noget ordentligt uden at kende dig/kende til dig grunden til at jeg lige greb efter det med maskuliniteten var at det er et punkt som jeg selv godt kan tænde af på men slet ikke ud fra de ting du skriver her fordi det er for mig ikke maskulint men blot smag. De ting jeg ikke finder så tiltrækkende er mere noget med en afstumpethed/hårdhed/fanden-i-voldskhed (behov for at dominere hele tiden) som jeg ser hos en del kvinder (særligt på alder). Det kan tænde mig af mest fordi jeg ikke finder det sympatisk generelt men også fordi det for mig ville være svært at føle mig mandig ved siden af tror jeg

Det er ikke fordi jeg går i hjemmehæklede sokker med tæer og sidder rundt om stearinlys og taler om føølelser hele tiden og ikke kan tåle modstand btw. den hårde opførsel er noget jeg forbinder med teenager drenge der prøver at være seje så ja, og gør mig pinlig på folks vegne og tænder mig af. Oplever at det er noget en del kvinder er virkelig stolte af (hvorfor ved jeg ikke) det er for mig sært at man vælger at suge et af de mindre rare karaktertræk til sig fra prollemænd.

Synes det er vigtig altid af se på sig selv og bruge folk omkring en til at forstå hvordan man virker men som andre også har skrevet så er det jo slet ikke sikkert at du skal lave noget om, det er virkelig svært at finde den rette for mange.

[Grissebassen]

Mit svar bundede bestemt ikke i uvillighed til at se på de ting, der gør mere ondt Det bundede i, at jeg simpelthen ikke kan se, hvad der skulle gøre mig maskulin, udover min humor og mine interesser. Udseendemæssigt er jeg en meget feminin person, både i påklædning, og krop, hår og ansigt, samt måden jeg bevæger mig på. Hvis det ikke er min "maskulinitet", der er skyld i den manglende interesse fra mænd, så er mit bedste bud, at jeg er introvert. Jeg kender dog mange mænd, der finder generte kvinder charmerende, og som jeg vist har skrevet et andet sted, så åbner jeg mig helt automatisk op, hvis jeg møder en mand jeg er interesseret i og viser masser af initiativ.

Kan du komme med nogle bud på, hvad det fx kunne være for nogle ting, det ellers kunne være? Altså ikke med udgangspunkt i mig, men sådan helt generelt, så jeg måske kan få nogle ideer til, hvor jeg ellers kan tage et kritisk blik på mig selv. Fx øver jeg mig i at smile mere, og jeg kan da godt mærke at jeg får flere blik på gaden. Men derfra og så til at finde en kæreste, er jo langt.

Lyder rigtigt fornuftigt og kan godt høre/læse at du gør noget for at finde hvad der kunne være af grunde.

Jeg ville med glæde give et bud eller nogle ideer men det er svært at komme med noget ordentligt uden at kende dig/kende til dig grunden til at jeg lige greb efter det med maskuliniteten var at det er et punkt som jeg selv godt kan tænde af på men slet ikke ud fra de ting du skriver her fordi det er for mig ikke maskulint men blot smag. De ting jeg ikke finder så tiltrækkende er mere noget med en afstumpethed/hårdhed/fanden-i-voldskhed (behov for at dominere hele tiden) som jeg ser hos en del kvinder (særligt på alder). Det kan tænde mig af mest fordi jeg ikke finder det sympatisk generelt men også fordi det for mig ville være svært at føle mig mandig ved siden af tror jeg

Det er ikke fordi jeg går i hjemmehæklede sokker med tæer og sidder rundt om stearinlys og taler om føølelser hele tiden og ikke kan tåle modstand btw. den hårde opførsel er noget jeg forbinder med teenager drenge der prøver at være seje så ja, og gør mig pinlig på folks vegne og tænder mig af. Oplever at det er noget en del kvinder er virkelig stolte af (hvorfor ved jeg ikke) det er for mig sært at man vælger at suge et af de mindre rare karaktertræk til sig fra prollemænd.

Synes det er vigtig altid af se på sig selv og bruge folk omkring en til at forstå hvordan man virker men som andre også har skrevet så er det jo slet ikke sikkert at du skal lave noget om, det er virkelig svært at finde den rette for mange.

Hmm... Ja, på den måde kan jeg måske godt være en smule prolle, når jeg hænger ud med mine mandlige venner og drikker øl. Men det er jo altså ikke en situation en date ser mig i.
Det er klart det er svært at finde den rette, og på det punkt tager jeg også tingene ganske roligt. Han kommer, hvis han kommer. Det som er mit egentlige problem er, at når jeg kigger mig selv kritisk efter i sømmene, kan jeg virkelig ikke få øje på, hvorfor mænd generelt ikke er interesseret i mig. Især når jeg sammenligner mig selv med de af mine veninder, der vælter sig i opmærksomhed og tilbud. På papiret er jeg egentlig et bedre catch end mange af dem - intet ondt om dem dog
Som en anden nævner, hvad skal jeg så bruge opmærksomhed, tilbud og interesse til, hvis jeg bare ønsker at finde den rette. Det er jo også ganske rigtigt. Men det som bekymrer mig er, at hvis jeg i en alder af 28, stadig flot og med en god uddannelse og sunde interesser, ikke oplever interesse fra mænd, hvordan skal den "rigtige" så få øje på mig? Kan der være en årsag til, at jeg falder igennem? Et simpelt regnestykker siger mig, at hvis jeg møder max to mænd om året, som viser interesse og den ene ikke søger et forhold, så har jeg statistisk set meget lille chance for at møde den rette. Jeg bliver jo desværre ikke yngre.

[Rapfisk]

Altså, jeg har en veninde, der mødte sin mand i en bus fuld af FCK-fans, hvor hun sad på sædet ved siden af ølkassen

Selvfølgelig er der en grænse for, hvor megen maskulinitet man kan besidde og stadig tiltrække heteromænd, men det lyder ikke som om, du er i nærheden af den grænse.

Nogle andre bud, hvis jeg skal skyde helt i tågen i forhold til din konkrete situation, men som jeg oplever, at mange mennesker/mænd klager over efter usuccesfulde (undskyld anglificeringen, jeg er træt) dates:

Dominerende personlighed (det kan også være på en indirekte måde, men følelsen af ikke at komme til orde, ikke at blive hørt el. lign.)
Selvudslettende personlighed (følelsen af ikke at lære den anden rigtigt at kende, eller at der ikke er en dybere personlighed at gå på opdagelse i)
Negativitet
Manglende genkendelighed (selv om sød musik opstår for modsætninger, søger mange én, de kan spejle sig i eller i hvert fald føler et fællesskab med)
At det ikke er dig, men dem (nogle gange er det jo faktisk tilfældet)
Tilfældigheder, fx manglende kemi/"det udefinerbare"

[ManicNinja]

Angående The Game og dét at benytte sig af lignende "teknikker" i sociale relationer:

Det springende punkt for mig er ikke, hvorvidt nogle måske bruger tillærte og bevidste teknikker til at opnå bedre og mere social kontakt. I mine øjne er det da sådan set ret cool at indse, at der er noget, man måske ikke er superskarp til og så prøve at gå lidt struktureret til værks og arbejde med det på den konkrete måde. Det springende punkt er for mig, om man gør og siger ting, man ikke kan stå inde for.

[ManicNinja]

Mit svar bundede bestemt ikke i uvillighed til at se på de ting, der gør mere ondt Det bundede i, at jeg simpelthen ikke kan se, hvad der skulle gøre mig maskulin, udover min humor og mine interesser. Udseendemæssigt er jeg en meget feminin person, både i påklædning, og krop, hår og ansigt, samt måden jeg bevæger mig på. Hvis det ikke er min "maskulinitet", der er skyld i den manglende interesse fra mænd, så er mit bedste bud, at jeg er introvert. Jeg kender dog mange mænd, der finder generte kvinder charmerende, og som jeg vist har skrevet et andet sted, så åbner jeg mig helt automatisk op, hvis jeg møder en mand jeg er interesseret i og viser masser af initiativ.

Men introvert og genert er jo ikke det samme? Nu kender jeg dig jo ikke og har aldrig mødt dig. Men ud fra dine beskrivelser af dig selv - især det her med at du udmærket kan være udfarende, hvis først du finder en mand interessant - så tænker jeg snarere, du er reserveret. Det fremstår meget, som om den her mand skal præstere noget ekstra og gøre sig fortjent til dig (hvilket jeg egentlig synes er fair nok). Men det kunne jo være, du udstråler det lidt mere, end du egentlig ønsker - at man skal arbejde for det, før du gider/har lyst til give lidt af dig selv? Hvis andre ser det på samme måde og også for en "sikkerheds skyld" venter med at investere noget, til de er sikre på udkast, så ser den samlede kassebeholdning sgu slumpen ud. Og dem, der måske åbner op og går på med frisk mod over for dig, og som det måske ellers kunne blive godt med, giver måske op, fordi du er "for længe" om at kvittere bare lidt for deres anstrengelser.

Den sårbare eller bløde del, der ligger i 'genert' læser jeg ikke ud af det dér, fordi det lyder, som om du sagtens selv kan styre, hvornår du har lyst at dele ud af dig selv. Generte mennesker TØR jo ikke det dér. Måske kunne du åbne dig lidt før? Evt. for bare selv at have et par sjovere timer over date-kaffen. Tage en chance - gamble uden at være sikker på at få noget igen.

Nu tolker jeg selvfølgelig helt vildt, tilgiv mig hvis jeg tager fejl ... Men en blanding af en lillebitte smule generthed og en god del af den dér mere afventende, vurderende tilgang, du beskriver, at du har, sammen med din formulering "på papiret er jeg egentlig et bedre catch end flere af mine veninder" osv ...
Det kunne godt læses som arrogance eller kulde. Det er der ikke ret mange mennesker, der gider. En formulering som denne her hæfter jeg mig også ved i den forbindelse: "Jeg er introvert, og oplever relativt sjældent at have en virkelig god kemi med folk, ligesom det er sjældent jeg føler folk stimulerer mig med hensyn til intellekt og humor - to ting som er altafgørende for, om jeg finder dem attraktive."

Jeg sad og tænkte: Du fokuserer meget på, om andre stimulerer DIG. Stimulerer DU dem? Lader du dem komme tæt nok på (eller evt. nærmer du dig dem?), så de får en chance for at vise, at de KAN stimulere dig? Viser DU evt. nogensinde først, at du har lyst til/vil/kan stimulere andre? Eller skal de altid først udvise, at de kan være hamrende morsomme og skarpsindige, og SÅ lukker du - måske - op? Jeg sætter det på spidsen nu. Og håber virkelig ikke, jeg støder dig. Ved godt, jeg muligvis rammer helt i skoven.
Men det er mit bud. Måske kunne det være sådan noget?

Hvis en mand tidligt i forløbet får følelsen af, at du ikke giver noget af dig selv,før du ved, om det "kan betale sig" ... Dét vil jeg godt kunne forstå, at nogle mennesker, ikke bare dates, simpelthen melder pas på. Det er for mange lidt rarere, at der gives og tages fra begge sider hele vejen. Og at "have kemi" med nogen er jo netop dét: Når to mennesker helt spontant i hinandens selskab har lyst til at give af sig selv (både mht personlig information og i adfærden åbent vise, hvem de er) og tilsvarende gladeligt, nysgerrigt og værdsættende tager imod det, modparten kommer med. Kemi kan jo ikke lade sig gøre énvejs.