Aktiv dødshjælp

[dykkersild]

http://www.etiskraad.dk/Tema/Aktiv-doedshjaelp.aspx

Et stort og svært emne - jeg er som hovedregl tilhænger af, at vi får mulighed for aktiv dødshjælp. Ikke på den måde som Etisk råder mener er mulig, nemlig at frasige sig behandling. Jeg mener aktiv dødshjælp, som faglig, kompentent assistance til selv at kunne ende sit liv.

Det er et gråzone-område - og jeg tror, at vi kunne drage stor nytte af, at sparre med f.eks. Holland på området. Der skal nedenstående være opfyldt:
•sikre, at patientens ønske er frivilligt og velovervejet.


•sikre, at patientens lidelse er ubærlig uden udsigt til forbedring.


•informere patienten om dennes situation og prognose .


•sammen med patienten være kommet til den konklusion, at der ikke er noget rimeligt alternativ til patientens situation.


•konsultere mindst en anden uafhængig læge, som må se patienten og give en skriftlig vurdering af, om ovenstående kriterier er opfyldt.


•have endt patientens liv eller ydet assisteret selvmord med behørig lægehjælp og under udvisning af omsorg.

Hvad siger du - for eller imod? Er ovenstående punkter ok, for få, for mange?

Området som demens - her tænker jeg, at det blive meget svært - og derfor måske ikke bør være en mulighed, men er jeg mon urimelig?

[icelady]

Som udgangspunkt går jeg ind for aktiv dødshjælp.

Problemet for mig er, hvornår er man for syg til at bestemme det. Hvad med psykisk syge?

Måske man kunne lave en form for "Testamente", som så senere kan bruges.
Skulle jeg feks få et slagtilfælde/være ude for trafikuheld, så jeg ligger som en grøntsag, ude af stand til at kommunikere ville jeg foretrække at dø. Men i det tilfælde ville jeg jo ikke kunne kommunikere det videre.

Uanset hvordan man vender og drejer det vil der altid være grænsetilfælde.

Og jeg kan forestille mig, det ville give en del polemik ang hvem der skal gøre det. Det skal selvfølgelig være uddannet personale, men er det noget alle sygeplejersker og læger SKAL gøre eller skal de have mulighed for at kunne frasige sig det. Jeg synes de skal have mulighed for at kunne frasige sig det.

[kidkomb]

Som udgangspunkt går jeg ind for aktiv dødshjælp.

Problemet for mig er, hvornår er man for syg til at bestemme det. Hvad med psykisk syge?

Måske man kunne lave en form for "Testamente", som så senere kan bruges.
Skulle jeg feks få et slagtilfælde/være ude for trafikuheld, så jeg ligger som en grøntsag, ude af stand til at kommunikere ville jeg foretrække at dø. Men i det tilfælde ville jeg jo ikke kunne kommunikere det videre.

Uanset hvordan man vender og drejer det vil der altid være grænsetilfælde.

Og jeg kan forestille mig, det ville give en del polemik ang hvem der skal gøre det. Det skal selvfølgelig være uddannet personale, men er det noget alle sygeplejersker og læger SKAL gøre eller skal de have mulighed for at kunne frasige sig det. Jeg synes de skal have mulighed for at kunne frasige sig det.

Sådan tænker jeg også, og har altid gjort det, at jeg vil have det.
Men...hvad nu, hvis man skifter mening, når man er blevet grøntsag? -det er jeg personligt lidt bange for.

[Flora]

Jeg er umiddelbart for. Jeg synes man skal have lov at dø, hvis man virkelig ønsker det. Og jeg synes det er positivt hvis det kan foregå under ordnede forhold. MEN, som andre er inde på, så er der altså bare en hel del gråzoner.

Begge mine forældre har altid sagt at de ville foretrække at dø fremfor at sidde som en grøntsag. Men hvornår præcis er man en grøntsag? Og har man stadig det ønske hvis det når dertil? De fleste vil nok frabede sig at sidde og skulle have hjælp til alting, men hvem ved om man alligevel i den situation finder glæde ved at sidde og se ud af vinduet eller hvad man nu kan. Så er det sgu ikke smart at nogen kommer og "slår en ihjel" fordi man ønskede det da man var rask og rørig.

Mange psykisk syge ytrer ønske om at dø. Nogle af dem ønsker det kun når de har det aller dårligst. Andre er vitterlig så syge, så de aldrig bliver raske og vil måske faktisk reelt ikke leve det liv. På den ene side tænker jeg "hvorfor SKAL de så det", på den anden side ønsker man jo som pårørende at det bliver bedre og ingen kan rigtig sige om det gør det.

Den eneste gruppe jeg lige kan komme i tanke om med et dødsønske hvor der ikke er så mange gråzoner, er folk med en dødelig sygdom som er klare i hovedet. For dem er det jo kun et spørgsmål om man vil forlænge perioden eller "få det overstået".

Men jo, hvis man kan lave et regelsæt hvor man kan sikre sig at det virkelig er folks ønske, så er jeg for aktiv dødshjælp.

[Ultraviolet]

Jeg er enig med Rakel. Jeg går bestemt ind for passiv dødshjælp, sådan som det fungerer i dag i Danmark, men jeg er på ingen måde tilhænger af aktiv dødshjælp som vi ser det i Belgien og Holland. Det er der flere grunde til:
- Jeg er imod at en læge kan blive pålagt at tage et andet menneskes liv.
- Jeg er imod at lægerne både er behandlere og bødler. Største frygt er at det kan få indvirkning på behandlingen.
- Jeg frygter at svært syge patienter kan føle sig som en belastning for deres nærmeste under et langt sygdomsforløb og ende med at træffe beslutning om aktiv dødshjælp under hensyn til familien.
- Jeg er stærk modstander af aktiv dødshjælp til psykisk syge, da jeg ikke er overbevist om at man kan skelne mellem om det er sygdommen der taler eller om det vitterligt er et ønske fra patienten. Og jeg er ligeledes uenig i at alle behandlingsmuligheder kan udtømmes, når det kommer til psykisk sygdom - vi er ikke særligt gode til at behandle denne patientgruppe.
- Jeg er stærk modstander af aktiv dødshjælp til børn, idet jeg ikke er overbevist om at børn kan forstå begrebet "at dø" godt nok til at træffe den beslutning og jeg kan ikke støtte at andre mennesker (forældremyndighedsindehaver/læger) skal kunne træffe beslutning om aktivt at stoppe et andet menneskes liv.

Jeg er tilhænger af den måde det foregår på i dag hvor der i den sidste tid ved uafvendeligt døende, kan smertelindres i en sådan grad at det medfører døden. Jeg er tilhænger af at patienter selv kan sige stop for yderligere behandling. Og ligeledes er jeg tilhænger af at pårørende, når patienten ikke selv kan svare for sig og er uafvendeligt døende og behandlingen er udsigtsløs, kan sige stop for yderligere behandling.

EDIT. En tilføjelse: Jeg tror ikke på at der kan opstilles retningslinjer der sikrer at ingen dør mod deres vilje (direkte/indirekte pres fra læger/pårørende) og at ingen der dør kunne have været behandlet (specielt for psykisk syge).

[dgd2007]

•sikre, at patientens ønske er frivilligt og velovervejet.

Det må netop være meget vanskeligt at sikre ... arvingerne står og hopper for at få deres penge, hospitalet skal spare ... skulle vi nu ikke bare få det overstået, fru Dykkersild?

[A 7]

Jeg er enig med Rakel. Jeg går bestemt ind for passiv dødshjælp, sådan som det fungerer i dag i Danmark, men jeg er på ingen måde tilhænger af aktiv dødshjælp som vi ser det i Belgien og Holland. Det er der flere grunde til:
- Jeg er imod at en læge kan blive pålagt at tage et andet menneskes liv.
- Jeg er imod at lægerne både er behandlere og bødler. Største frygt er at det kan få indvirkning på behandlingen.
- Jeg frygter at svært syge patienter kan føle sig som en belastning for deres nærmeste under et langt sygdomsforløb og ende med at træffe beslutning om aktiv dødshjælp under hensyn til familien.
- Jeg er stærk modstander af aktiv dødshjælp til psykisk syge, da jeg ikke er overbevist om at man kan skelne mellem om det er sygdommen der taler eller om det vitterligt er et ønske fra patienten. Og jeg er ligeledes uenig i at alle behandlingsmuligheder kan udtømmes, når det kommer til psykisk sygdom - vi er ikke særligt gode til at behandle denne patientgruppe.
- Jeg er stærk modstander af aktiv dødshjælp til børn, idet jeg ikke er overbevist om at børn kan forstå begrebet "at dø" godt nok til at træffe den beslutning og jeg kan ikke støtte at andre mennesker (forældremyndighedsindehaver/læger) skal kunne træffe beslutning om aktivt at stoppe et andet menneskes liv.

Jeg er tilhænger af den måde det foregår på i dag hvor der i den sidste tid ved uafvendeligt døende, kan smertelindres i en sådan grad at det medfører døden. Jeg er tilhænger af at patienter selv kan sige stop for yderligere behandling. Og ligeledes er jeg tilhænger af at pårørende, når patienten ikke selv kan svare for sig og er uafvendeligt døende og behandlingen er udsigtsløs, kan sige stop for yderligere behandling.

EDIT. En tilføjelse: Jeg tror ikke på at der kan opstilles retningslinjer der sikrer at ingen dør mod deres vilje (direkte/indirekte pres fra læger/pårørende) og at ingen der dør kunne have været behandlet (specielt for psykisk syge).

Helt enig.

[Annione]

Jeg har det vanskeligt med det.
Jeg er all for at terminale kræftsyge, parkinsonspatienter, ALSpatienter o.l. selv kan trække stikket.
Jeg har det svært ved Alzheimerspatienter. Min far er hårdt ramt, men ikke mere, end at jeg tror han er tilfreds, som det er - han får jo mad og folk er søde ved ham...

Og så de psykisk syge... Fammer svær! Kan man nogensinde sige, at en psykisk syg aldrig får det bedre?

Det med læge vs. bøddel kan jo fixes ved at patienten selv trykker på den knap, der får indsprøjtningen til at injektere...? Det kræver dog at ALSpatienter fx. kommer ind i så god tid, at de stadig har en vis mobilitet - om det så er et tryk på en knap via. bid eller sådan...

Jeg er meget delt.

[dgd2007]

[...]
Jeg er meget delt.

Jamen det er sgu også indviklet.
ALtså jeg er enig i, at der formentlig ikke er noget vundet ved, at en person for enhver pris skal ligge og vride sig i smerte i to måneder ekstra, når der ikke er tvivl om, at det er udsigten.
På den anden side er det heller ikke svært at forestille sig situationer, hvor den ældre blev udsat for et robust pres for at "gå ud til kællingekløften" og smide sig ud. Det er jo en radikal anderledes ånd end den, vi er opvokset med.

[Akehurst2]

Jeg er tilhænger af den måde det foregår på i dag hvor der i den sidste tid ved uafvendeligt døende, kan smertelindres i en sådan grad at det medfører døden. Jeg er tilhænger af at patienter selv kan sige stop for yderligere behandling. Og ligeledes er jeg tilhænger af at pårørende, når patienten ikke selv kan svare for sig og er uafvendeligt døende og behandlingen er udsigtsløs, kan sige stop for yderligere behandling.

Jeg er meget enig i dette.

Det kan accepteres, at man ikke gør de ting, der kunne trække det ud i længere tid, som fx yderligere behandling eller utilstrækkelig smertedækning, men ligefrem at fremskynde det aktivt er for mig et skråplan.

[Gniske]

Jeg synes man skal kunne stå af, når man ikke gider længere og at private firmaer frit skal kunne assistere frisættelsen mod betaling.